Tag: borgerløn

Argument for borgerløn: Harry Potter og J.K. Rowling

Har J.K. Rowlings bøger om Harry Potter skabt værdier i det britiske samfund? Er det godt, at hun har fået lejlighed til at skrive dem?

Jeg taler ikke om litterære værdier, for jeg er ikke selv nogen stor fan af dem – hverken af historierne, som jeg opfatter som en slags omskrivning af  Enid Blytons kostskole- og børnedetektivromaner med lidt magisk glimmer, eller af budskabet eller indholdet, som er en festligholdelse af middelklassen og borgerskabets værdier, som Harry må siges at inkarnere, garneret med en infantil og meget kristen skelnen mellem “godt” og “ondt”, helte og skurke.

Men ikke desto mindre: Når nu J.K. Rowling havde et sådant projekt oppe i hovedet, er det vel godt, at hun fik lov til at forfølge det – bøgerne har underholdt en masse mennesker og  givet os mulighed for at diskutere de bagvedliggende tankers  værdi eller mangel på samme. Ud fra det rent pekuniære perspektiv, som liberalisterne plejer at lægge vægt på, har bøgerne skabt store eksportindtægter for Storbritannien. Så i den forstand er det vel godt, at J.K. Rowling fik mulighed for at skrive dem?

Vel, hvis man skal følge den danske regering og dens insisteren på at jagte og “aktivere” de arbejdsløse, er det ikke helt så simpelt. J.K. Rowling skrev nemlig de første Harry Potter-bøger, mens hun var enlig mor på bistand, i den tid, hun havde til rådighed, fordi hun ikke kunne finde et arbejde, hun kunne passe samtidig med, at hun også skulle hellige sig den krævende rolle som enlig forælder. Efter dansk (og britisk) lovgivning begik hun socialt bedrageri. “I virkeligheden” burde hun selvfølgelig have været aktiveret, så hun i stedet kunne have brugt tiden på noget “fornuftigt”. Eller hvad?

Mon ikke der blev skabt flere af de værdier, vi alle sammen efterlyser, om de arbejdsløse fik lov at være lidt i fred – eller hvis vi måske endda alle sammen fik lov til at tage den form for frihed, hvis vi havde brug for det, i form af en almindelig ret til borgerløn?

J.K. Rowling er i hvert fald ikke særligt bodfærdig over sin “brøde” eller taknemmelig over den hjælp, hun fik fra samfundet – tværtimod er hun rasende over de vilkår, som enlige mødre må leve under, samtidig med, at de får skylden for stort set alle ulykker i samfundet:

I had become a single mother when my first marriage split up in 1993. In one devastating stroke, I became a hate figure to a certain section of the press, and a bogeyman to the Tory Government. Peter Lilley, then Secretary of State at the DSS, had recently entertained the Conservative Party conference with a spoof Gilbert and Sullivan number, in which he decried “young ladies who get pregnant just to jump the housing list”. The Secretary of State for Wales, John Redwood, castigated single-parent families from St Mellons, Cardiff, as “one of the biggest social problems of our day”. (John Redwood has since divorced the mother of his children.) Women like me (for it is a curious fact that lone male parents are generally portrayed as heroes, whereas women left holding the baby are vilified) were, according to popular myth, a prime cause of social breakdown, and in it for all we could get: free money, state-funded accommodation, an easy life.

An easy life. Between 1993 and 1997 I did the job of two parents, qualified and then worked as a secondary school teacher, wrote one and a half novels and did the planning for a further five. For a while, I was clinically depressed. To be told, over and over again, that I was feckless, lazy — even immoral — did not help…

Nobody who has ever experienced the reality of poverty could say “it’s not the money, it’s the message”. When your flat has been broken into, and you cannot afford a locksmith, it is the money. When you are two pence short of a tin of baked beans, and your child is hungry, it is the money. When you find yourself contemplating shoplifting to get nappies, it is the money. If Mr Cameron’s only practical advice to women living in poverty, the sole carers of their children, is “get married, and we’ll give you £150”, he reveals himself to be completely ignorant of their true situation.

Mon ikke vi i det moderne overflodssamfund gjorde klogere i at give de folk, som der lige nu ikke er plads til på arbejdsmarkedet, lidt frirum – frem for at jagte dem og beskylde dem for at “nasse”? Mette Frederiksens drøm om at samfund, hvor alle tvinges til at arbejde for deres bistandshjælp, er i alle tilfælde et samfund uden Harry Potter-succeser.

The single mother’s manifesto (via Boing Boing)

Fyringer og menneskeværd

Cand. mag. Helle Simonsen har en kronik i Politiken, hvor hun under overskriften “Når Fedtmule fyrer” får luft for sin vrede over at være fyret fra sit arbejde af en håbløs, inkompetent og uforstående chef, der håndterede fyringen på en måde, der kun var egnet til at hun kunne få det værre end nødvendigt med det.

Men hendes kronik rejser et videre spørgsmål, nemlig hvad det overhovedet er for et samfund, hvor så stor en del af vores identitet og sociale tryghed er investeret i forhold til en arbejdsplads, til hvilken man dybest set kun har en forretningsmæssig relation – hvilket vil sige, at man efter endt brug (når ens arbejde ikke længere kan financieres eller giver overskud) kan kasseres som et par brugte engangstrusser.

Helle Simonsen skriver bl.a. om sin følelse af tab efter fyringen:

Jeg kæmper med fuldstændigt irrationelle følelser, herunder af tab og sorg. Jeg har det, som om jeg har mistet et meget nært familiemedlem, og følelsen af, at tæppet er revet helt væk under mine fødder, er konstant. Jeg observerer andre mærkelige reaktioner, f.eks. lader jeg min kasse med ting fra kontoret stå i bilen, og det tager faktisk to uger, før jeg tager mig sammen til at bringe den ind i huset. Indtil da kører jeg rundt med den som en kiste i en ligvogn. Men mest af alt føler jeg mig værdiløs.

Som med alle kriser, går jeg ud fra, er tiden det bedste plaster. Sammen med naturligvis samtaler med familie og gode venner. Vi er endnu ikke gået fra hus og hjem, jeg fik god tid til julebagningen, og jeg er i skrivende stund muligvis tilbage i et job. Følelsen af sorg er væk, men jeg har beholdt et rum et sted indeni. Et rum, hvor der sidder tre mennesker foran mig, og hvor jeg helst ikke vil være. Men som jeg nogle gange kommer til at gå ind i igen.

Hun er rystet over chefens “manglende forståelse for sin handlings konsekvenser for mig – og for en hel familie” og spørger til, om en så følsom handling som en fyring dog ikke i det mindste kan gøres ordentligt:

Hvorfor var min leder ikke bevidst om de psykologiske faktorer omkring en fyring? Hvorfor har han ikke modtaget undervisning i den rigtige fremgangsmåde?

Og dette er måske også gode og relevante spørgsmål at stille, selv om man også kan spørge sig selv, om det ville have gjort den store forskel i sidste ende: Så nænsomt og følsomt og professionelt og omsorgsfuldt og ordentligt en fyring end håndteres, forbliver slutresultatet dog det samme.

For mig er den dybere sandhed, som problemstillingen afslører om vores samfund, mere interessant. Hvorfor er vores liv i så høj grad baseret på, at vi nærmest er “gift” med en arbejdsplads, som til gengæld for at betale os nok til at forsørge os selv forventer et engagement og en dedikation, som den slet ikke selv gengælder?

Hvorfor forventes vi at investere så stor en del af vores tryghed og identitet i et sådant engagement, at vi er slået helt ud og vores materielle fremtid truet, hvis ikke vi har ét?

Jeg er opmærksom på, at ikke blot er der opgaver, vi skal have udført, men at de fleste mennesker faktisk også har behov for at arbejde og udfylde deres tid med at gøre noget nyttigt for andre mennesker. Men kunne vi ikke, når nu det er et samfund, vi har og gerne vil være stolte af, indrette os sådan, at vores fælles, materielle vilkår altid var sikret, således at arbejde er noget vi kan tage eller lade være med at tage alt efter, hvad der trænger mest til at blive gjort, og vi selv trænger mest til at gøre? Og kunne vi ikke få på det rene, mentalitetsmæssigt og kulturelt, at lønarbejde   faktisk ikke er et ægteskab eller en identitet, men en forretningsrelation, vi vælger at indgå i lige nu? Måske vi i det hele taget kunne komme ud over at betragte vores arbejde, altså den nytte, vi gør i verden, ud fra et rent forretningsmæssigt eller pengemæssigt perspektiv?

Hvis samfundet vitterlig kunne baseres på en sådan solidaritet, der altid sætter den enkeltes tryghed først, og en respekt for mennesket, der definerer hver enkelt ud fra, hvad han eller hun er, gør og kan, og ikke ud fra, hvor han eller hun arbejder – ville vi også som samfund være langt bedre rustede til at komme gennem krisen.

Borgerløn ville  være en god start – ikke engang så meget for selve sikringen som for den mentalitetsændring, indførelsen af en sådan ville medføre.