Category: Diverse

Danmark svigter i Irak, siger Dansk Røde Kors – for selvom danske soldater gerne står i spidsen for anholdelser, følger man på ingen måde op på, hvordan de bagefter bliver behandlet.

Således Politiken:

Forsvaret har i en række tilfælde ledet pågribelsen af formodede terrorister i Irak uden bagefter at sikre sig, at Internationalt Røde Kors har fået adgang til dem.

Det er de irakiske styrker som i alle sagerne stod for selve arrestationen, og dermed mener regeringen ikke, at Danmark ifølge konventionerne har noget ansvar for, hvordan fangerne bliver behandlet.

Men den forklaring duer ikke, siger Jørgen Poulsen, som er generalsekretær i Dansk Røde Kors. Danmark har nemlig et »moralsk ansvar« for, at de fanger, som bliver pågrebet under danske operationer, ikke bliver udsat for tortur.

Ja, mon ikke? Hvordan ville vi mon have det med, at der stod “pågrebet af danske styrker” henover den næste samling torturofre, der graves frem dernede? Hvis man er med til at anholde nogen, og man er i tvivl om, hvorvidt de ville blive behandlet ordentligt, så følger man op på det. Ærlig talt …

Polemiken lukker og slukker, kunne vi læse for et stykke tid siden.

Gu’ gør den tilsyneladende r.. og n….., så vidt jeg kan se på indlægsfrekvensen – i stedet tillader jeg mig en stilfærdig undren:

Hvis man har så brede interesser, som Skrigolina engang påstod:

… såsom min paradis-agtige, frodige og farverige have – læsning af alt mellem himmel og jord, først og fremmest ting med naturvidenskabelige og historiske aspekter – foto – forfatteri – musik …

så kan det af og til undre, at hvis fingrene absolut klør så meget, hvorfor så blogge så monotont? Hvis hjertet brænder for naturvidenskab, historie eller for den sags skyld litteratur, hvorfor finder det så ikke vej ud i en blog som denne her polemiske? Ja, jeg spørger bare – for som det ser ud lige nu, har jeg svært ved at få øje på andet end had, had, had – og så frygt

Og det fører så til en alenlang hadefuld tirade, en styrtsø af Greuelpropaganda og usmagelige Photofloppings (= Photodroppings?) – så min anke er vel mere …

hvorfor så ensrettet? Og hvorfor skal, skal, skal, niveauet være så lavt?

Ja, jeg spørger bare …

Den amerikanske ambassadør i Danmark har inviteret en gruppe unge fra Gellerup på besøg i krigsskibet USS The Sullivans, som pt. ligger for anker i Århus Havn.
Det gik ikke helt stille af, læser vi i dagens JP-Århus:

Tonen var sober, men skarp, da børnene fra Klubberne i Gellerup satte store spørgsmålstegn ved krigen i Irak og den amerikanske holdning om at være hele verdens politi. I skudlinjen stod skibets kaptajn og presseofficer, mens den amerikanske hovedperson, ambassadør James P. Cain, var klog nok til at gøre sig usynlig efter at have delt kasketter ud til drengene.
(…)
“Ingen vinder en krig,” sagde børnenes pædagog, Khalid Ibrahim, og presseofficeren forsøgte at gyde olie på vandene.
“Jeg kan godt forstå, at I og jeres forældre er uenige i USAs udenrigspolitik. Men USA er meget mere end den udenrigspolitik, der føres af USA i øjeblikket,” sagde presseofficeren til børnene, der drak sodavand og sendte afvæbnende blikke til uniformerede amerikanere, hvis rang, vinkler og ordener falmede mere og mere.

Intet som en god flok Århus-drenge til at sætte dem på plads – kan især godt lide, at presseofficeren faktisk følte sig tvunget til helt at opgive at forsvare USAs (også ret uforsvarlige) krigspolitik i Mellem-Østen.
Go, home boys, go!

Som tilhænger af en generel legalisering af narkotika må jeg vel hellere bryde sammen og tilstå, at jeg mener, at doping ikke så meget er retssystemets som den organiserede sports problem – hvis man definerer reglerne sådan, at det er snyd at dope sig, er det fint nok, men det er vigtigt at holde fast i, at doping kun er netop dette – snyd til sportskonkurrencer, og som sådan ikke noget, samfundet bør blande sig i eller interessere sig for.

Så skulle vi spare lidt på hysteriet? Midtimod.dk
har nogle gode tanker i den henseende.

Jeg sidder her på en af feriens første dage og
forsøger at få liv i en gammel PC ved hjælp
af lidt Linux (Debian og Ubuntu).

Skærmen ligner noget, der hører hjemme på Teknisk Museum,
og X-serveren vil ikke kendes ved den – og
så er det stort set umuligt at gå
på nettet, blogge osv., er det ikke?
Forkert – dette indlæg skrives i den gamle, tekstbaserede browser Lynx på en maskine med en basis-installation af Debian og ingen grafisk brugerflade – Lynx (og forskellige webmail-programmer, f.eks. Gmail, som jeg selv bruger) har et udmærket tekst-interface – og alle WordPress-baserede blogs ser fine ud i Lynx (billeder er det nu lidt småt med).
Så – gammeldags er ikke altid det samme som uanvendeligt …

Sammenfattende kan forklaringen på alle de problemer, vi ser med udlændinge og integration her i landet, vel koges ned til to ting:

• Der er for få flygtninge og indvandre i Danmark, og
• de, der er her, har ikke været her længe nok.

Dvs., vi er stadig i “kulturchok-fasen”. Om nogle år, når der er mange flere danskere af “anden etnisk oprindelse”, eller hvad man vil kalde det, og deres tilstedeværelse er langt mere selvfølgelig (for alle parter!), vil det gå langt bedre – som vi allerede ser i traditionelle indvandrerlande som England og USA.

I mellemtiden er “integrationsproblemer” vel også først og fremmest et “danskerproblem” i den forstand, at det primært er danske arbejdsgiveres afvisning af indvandreres arbejdskraft og danskernes “overlegne” holdning til indvandrernes kultur, der lægger hindringer i vejen for en ordentlig integration.

Flere indvandrere, i længere tid, og nogle lidt mere tolerante danskere ønskes, tak!

Og nej, jeg tænker ikke på Jyllands-Postens tåbelige mediestunt med tolv karikaturer – den sag er så rigeligt dækket i Rune Englebreth Larsen og Thøger Seidenfadens nye bog om sagen.

Nej, jeg tænker (bl.a.) på offentligt ansattes muligheder for at udtale sig kritisk. For et par år siden blev en skoleinspektør fyret på gråt papir kort før sin pension, fordi han vovede at kritisere byrådet i et læserbrev.

I dagens kronik i Jyllands-Posten forklarer professor, dr. med Peter A. Krasilnikoff om de regler, der bl.a. gør det muligt effektivt at terrorisere medarbejdere i sundhedssektoren til at tie stille om forhold, der sætter patienternes sundhed i fare:

I mit eget tilfælde tog jeg min afsked som overlæge ved børneafdelingen på Hvidovre Hospital og professor ved Københavns Universitet i pædiatri pr. 1/1 1999 efter et meget vanskeligt sagsforløb, hvor jeg på grund af helt utilstrækkelige ressourcer til min afdeling var nødt til løbende at protestere over for hospitalets ledelse over de negative konsekvenser for patienterne. Udmeldingerne fra “systemets” side var imidlertid blot, at alt fungerede fint – uanset at vi, som arbejdede der, jo klart kunne se, at dette ikke var tilfældet, og dermed til skade for patienterne. For mig blev det derfor efterhånden umuligt fortsat på samme tid at være loyal overfor patienterne på den ene side, sådan som lægeløftet tilsiger, og over for “systemet” på den anden side – og jeg tog som anført min afsked. Ved ikke at sige fra pådrager man sig som chef for f.eks. en hospitalsafdeling et moralsk medansvar for i mit tilfælde sundhedsvæsenets sørgelige deroute i Danmark – og dette ønskede jeg selvsagt ikke – heller ikke selv om jeg, som det desværre er blevet meget udbredt, kunne have søgt en slags undskyldning for at lade være med at protestere, i de trusler og repressalier, som jeg blev udsat for fra ledelsens side.

Krasilnikoff konkluderer på den baggrund, at

En kritisk udtalelse i forhold til en offentlig instans handlemåde eller funktion, eller til ens overordnede i direktion eller forvaltning, vil med de nuværende regler med stor sandsynlighed få alvorlige negative konsekvenser for vedkommende – enten i form af afskedigelse på grund af såkaldte samarbejdsvanskeligheder – og dette også selv om disse samarbejdsvanskeligheder direkte er forårsagede af ledelsens egen malpractice i forhold til dens opgaver – eller ved under alle omstændigheder at blive hindret i karrieren og sat uden for indflydelse. “Systemets” håndlangere beskytter sig selv og har som oftest held til at dække over egne fejl og mangler takket være deres magtbeføjelser. Disse magtbeføjelser bliver alt for ofte misbrugt, og uden at det får konsekvenser for
vedkommende ledelse.

… og at

Ytringsfrihedens kår i Danmark er ringe, og ikke mindst indenfor sundhedssektoren, hvilket som bekendt gjorde det nødvendigt i 2001 at stifte Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed (DSLY) – et tiltag som egentlig burde være unødvendigt i en retsstat. Men det er det ikke, således som det netop omtalte – og talrige andre eksempler – viser det.

Hvad kan man sige? Offentligt ansatte har samme ret til at ytre sig som alle andre, og de kan ikke forventes at opfatte sig som forpligtede til tie stille for at dække over kritisable eller ulovlige forhold. At sager som Krasilnikoffs overhovedet kan forekomme er en skændsel for vort demokrati.

Et skridt på vej mod løsningen af en konflit, der for blot tre år siden så fuldstændig håbløs ud:

Spaniens ministerpræsident Zapatero vil indlede forhandlinger med den baskiske separatistbevægelse ETA.

For blot tre år siden var en sådan fremgangsmåde aldeles utænkelig – i stedet valgte parterne at sætte hårdt mod hårdt og grave sig ned i hver sin grøft.

En af Europas længste og blodigste konflikter er på vej mod sin løsning, og en af Europas mest aktive terrorgrupper formentlig på vej mod opløsning.

Skal den håbløse konflikt mellem Israel og palæstinenserne nogensinde løses – er det nok noget i den retning, der skal til – forsoning er et vigtigt første skridt.

1001 kopper kaffe til de hjemløse er en blog her på URBANblogs for et lovende projekt: Gør de hjemløse synlige ved at få dem ind på caféerne!

Projektets idékvinde Özlem Cekic fortæller i det første indlæg:

En sen aften for nogle år siden da jeg kom gående hjem med min søn kom vi forbi en hjemløs, der havde lagt sig til at sove på en bænk med en sort plastikpose over sig: ”Mor, hvorfor går han ikke bare hjem og sover i sin seng?”, spurgte min søn. Børn har den fantastiske evne til at sætte spørsmålstegn ved ting, som vi andre nogen gange kommer til at tage for givet.

Jeg havde svært ved at svare ham, og han havde svært ved at forstå, at der faktisk fandtes folk, der ikke havde et sted at komme hjem. Siden den dag er billedet blevet ved med at vende tilbage. Og ønsket om at kunne GØRE noget. Kunne man samle soveposer ind til de hjemløse? Kunne man sætte telte op som i Paris? Eller hvordan kunne man synliggøre de udstødte eksistenser, som vi så let kommer til at lukke øjenene for?

En af mine venner fortalte en dag, at han havde læst hvordan man i Italien kunne betale for en ekstra kaffe på sin café og donere den til en hjemløs.Der gik ikke mange dage før vi fandt ud af at den idé ville vi tage til os og realisere i vores forening 1001.

Hvad jeg især kan lide ved idéen er tanken om dels at give noget til de hjemløse, dels at synliggøre dem.

I stedet for diverse “initiativer” om forbud mod tiggeri og fældning af træer på pladser og andet, der kan skræmme de hjemløse væk og gemme dem af vejen, skal de da ind på caféerne, ind, hvor folk med penge på lommen kommer og ser, at der også er nogen, der måske er knap så god plads til i vort ellers så rige samfund.

Putin vil sende en dødspatrulje til Irak for at hævne de fire russiske diplomater, der er blevet af irakiske oprørere, skriver også Urban her til morgen.

Vel, som jeg tidligere har været inde på, men ikke kan lade være med at sige igen:

Vil han virkelig? Og hvem vil give ham lov til det – amerikanerne? De irakiske myndigheder?

Enten er alverdens nyhedsbureauer bare en anelse for hurtige til at labbe Putins mundsvejr og retorik i sig – eller også er det én gang for alle bevist, at der virkelig for alvor, sådan helt seriøst, er for lidt styr på situationen i Irak!