– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


21. Mar 2015

Frihed og liv - problemet

 
Ja, jeg har allerede sagt det meste -
har ridset op, hvad kendt er af de fleste,
men vil dog lige for alle resumere
hvorfor vi vil om frihed fantasere.

Vi mennesker er født ind i en verden
som klare grænser sætter for vor færden.
Vi fødes med et navn og til en stilling,
i hvilken vi kan leve og tjene en skilling;
kan møde mange, elske få og skabe
os selv et liv, kan vinde og kan tabe
det store spil om kærlighed og ære;
kan os et fag, et egnet virke lære,
kan finde os i verden her en plads
om i en hytte eller et palads.

Hvert liv kan helt sit eget mærke sætte
og kan sin lykke hindre eller lette.
Af dette vekselspil bliver *skæbnen* født;
af verden bliver vi med en modstand mødt.
Af denne modstand skabes nu vore liv,
hvad end vi vajer blot som tørre siv
for hvert af modevindens mange kast
eller holder i vort eget fast
som en betonblok smidt i havet ud.
Vor frihed sikres ved det enkle bud
at verden giver til vort modspil rum
som havet, når det pisket er til skum
giver plads til svømmetag imod dets bølger
skønt af og til det får fatale følger.
At finde lykken er ej altid nemt;
ja selv i dag, hvor mange vist har glemt
hvordan det er at kæmpe for sit brød
mod sult og tørke, tørst og hungersnød
er mange fanget i et selvskabt net
af gøremål som strammer alt for tæt 
og holder dem i evig tomhed fast
som vogtere af verdens sære last
af arbejdstvang og menneskelige relationer
som dem med deres fangenskab forsoner.

En verden er af mening bygget op,
af gøremål, som aldrig siger stop.
Fra fødslen er der pasning, derpå skole 
hvor vore børn kan sidde ned på stole
og lytte til de får deres eksamen.
For nogle går det ligesom i reklamen:
Eksamen giver dem adgang til et job,
og her vil vi forsigtigt sige stop;
for livets næste mange, mange år
med dagligt slæb på dette job nu går.
Der følger da en langstrakt karriere -
et ord, vi alle lærer at holde i ære -
hvor hver dag vi på jobbet har at møde;
vi må for penge med vort nærvær bøde.

Det kan dog være, at det for netop dig
med drømmejobbet ej går som en leg.
Måske dit helbred ikke giver dig lov, 
måske du lidt oår meget i skolen sov;
måske din hud er farvet lidt for brun?

Men selv når intet job er på din vej
så tror du nok, der er en plads til dig.
Et samfund skal jo have til alle plads
til tiggeren, og den rige i hans palads;
så selv hvis du ej finder levebrød
så klarer du nok skærene uden nød.
Vort samfund er jo egentlig ganske rigt,
skulle gerne have overskud til sligt.
Dog glemmer du! at verden er for dem
hvem rigdommen har åbnet op på klem
til magtens eksklusive korridorer.

Når magt på markedskapital beror
kun én ting for deres øje de store ser:
hvordan de selv kan få og kræve mer.
Da styres verden af en grådig flok
af flinke folk i slips, der ej har nok 
i det, som de af jorden piner ud.
De vil ha' mer! De frygter ej et brud
med gammeldags, almindelig sund fornuft
når de, forført af magtens pengeduft
vil vokse evigt, uden at holde op
før selve jorden sætter for dem stop.
Vi må hvert år lidt mere olie bruge,
så hav og luft lidt mere gift kan sluge.
Vi *ved* jo, at vi bare løs kan brænde.
Vor verden er så stor, får aldrig ende.
Forsøger man nu blidt at minde om
at selv den største pung engang bliver tom;
at når med evig vækst vi breder os
så vil engang os verden byde trods
og til os arme stakler signalere
at kære børn,  nu er der ikke mere?

Men de, som minder om, at denne Jord
hvis liv og rigdom gjorde den til vor mor
er endelig og ej kan vare ved
er drømmere uden spor ansvarlighed,
mens ægte økonomer insisterer, 
at altid vi må prøve at vokse mere.
Et middelklasseparadis de lover
for så, mens vælgerne og folket sover
at rage hele puljen til sig selv.
Ej blot har de med skinmanøvren held -
mens verden spises lige så stille op
og CO2-niveauet gør et hop
er drømmen om en bæredygtig jord
kun sværmeri og store, tomme ord.

Vor vækst vil altså vokse uden ende,
vi lader os af fremskridtstro forblænde
og kører uden at ænse denne baggrund
direkte frem mod katastrofens afgrund.
Dog låner vi en sjælden gang vort øre
til folk, der vil os til noget bedre føre:
Erkender faren, lover grønne vaner
alt mens vi lystigt videre forurener.
For se, så snart vi hører om en krise
er det jo klart, at vi må noget spise.
Så venter vi en smule med at spare
og toget må mod kanten fortsat fare.

Så viser det sig, at vort land har fjender
- folk, som herop vold og terror sender
og blodigt undertrykker deres egne.
Da må hvert håb om fred og velstand blegne,
for dette kan vi ikke lade passere.
Så hellere fuldstændig ignorere
det tab af menneskeliv, natur og penge
som krigen altid vil os arme bringe.
Så falder alle fromme ønsker bort,
og alle noble drømme går i sort;
så falder bomberne i fjendens land
mens idealer bliver til ørkensand
alt mens et hektisk, vanvittigt forbrug
opsluger verden i et mareridt af blod.
Så snapt vi retter blikket mod det gamle
når fra en krise vi os op skal samle;
så er der ikke tid til alt det grønne,
på økohippiefjolserne at skønne.
Skridt for skridt bliver jorden til et øde -
måske din hjemegn endnu ej må bøde -
men når hver dag forbruget stadig vokser,
og CO2-balancen stadig kokser -
mens klimakatastrofen stadig truer
og olieforurening himlen kuer?

Når ansvar er at bære ved til bålet,
når tryghed er at holde fast i målet
om rigdom, velstand og så skidt med resten:
Forband de få, som ødelægger festen!
Vi breder os græshoppesværmeagtigt
alt mens vi fokuserer spredt, løsagtigt
på det, som mon kan ske den næste time!
Hvad skal der blive af vor sildestime
når klimakatastrofens første storme
os pisker rundt som ynkelige orme?
Det er svært at være rigtig optimistisk.
Måske man hellere mere fatalistisk
skal tænke, at verden helt er fra forstanden
og sig og sine redde fra verdensbranden?
Det er svært at tro på værdighed og frihed
hvis verden af i morgen ingen lighed
med middelklassens drømmeliv i dag
på nogen mulig måde kunne have.

Après nous le déluge: Er det den sang
vi tvinges til at høre dagen lang?
For mange kæmper i de stores sold
for olieverdenskrige at proklamere,
for farlige fjendebilleder at levere.

Der er dem, der kalder fjenden for muslimer,
som drager vest og nord i store stimer;
der er dem, der hader alle dem, der nasser
og pyt så med, om det nu altid passer.

Men er alt håb da så aldeles ude?
Er verden blot en synkefærdig skude
og hvis den er, hvad nytter så det hele?
Hvad nytter det at prøve på at dele
de længsler, håb og eventyr og drømme
med hvilke vi gør vore nætter ømme
og dagen fuld af lidenskab og kamp
hvis vi dog aldrig helbreder den svamp
af hvilken vores jord er syg til døden?
Hvad nytter kamp, som ej afværger nøden?
Så hellere nyde livet frit og siden
gøre grin med dem, der stadig spilder tiden.

Dog: Sagen er at ingen ved, hvor længe
det tager for ilden i det bål at fænge
som vi har til vor arme verden bygget.
Vi har os længe i vor rede hygget,
og hyggens tid er endnu ej forbi -
men snart vi hører en anden melodi 
som allerede mange steder gassen
går ud af velfærdsstaten, middelklassen.
Når krisen kradser, kan vi benhårdt kæmpe
for værdighed og frihed - for at lempe
de regler og kontroller, som sig sænker
og bryde vredt behandlerstatens lænker.

Vi bærer gerne frihedsflammen frem
så den kan brænde videre hos dem
som kommer efter og må leve uden
den trygge rigdom her på samfundsskuden.
Vi kæmper for at videregive stafetten
til dem, der overlever og vil have den.

Carsten Agger
Foråret 2012


07. Mar 2015

Frihed og liv - fortale

 
Lidt tanker om den moderne verdens problemer og paradokser.

Jeg sidder her en frossen vinterdag
og tænker over tidens store gåde:
At skønt vi mennesker, fra stress og jag

befriet, endelig burde kende en måde
at leve fredeligt i værdig ro
så kender vores samfund ingen nåde,

men kræver, én skal knokle løs for to.
Vi har nu ellers viden og teknik,
maskiner, som med mad og tøj og sko

og alskens viden for enden af et klik,
os gavmildt, overdådigt vil forsyne - 
mens tid og liv vi aldrig nok af fik.

Vi lader sjældent tanken modigt lyne,
vi bruger ej teknikkkens overskud,
men kravler sløvt i skjul under vor dyne

af tanketomt, kulturløst pjatudbud.
Vi flygter fra vort eget sinds dæmoner,
vi kæmper for at fylde tiden ud

og undgår helst de trælse situationer
hvor klart vi ser vort eget hykleri.
"Du taler vagt, hvad mener du?", det toner

fra læseren, da han kom her forbi.
Nuvel, det er ej vanskeligt at se
et ret så flittigt tankepoliti

bag tanken om, at vor kultur måske
er større end de gamles overtro.



I dag vi alle frem i livet iler,
vi knokler for at svare enhver sit;
vi sætter os i verden fast som igler

som ved, hvad der er dit, og særligt: Mit.
De fremskridt, som er sket de sidste år
os hæver over alt det gamle skidt.

Det værste i det gyselige arkiv
historien udgør, er dog overtro -
en snak, der viser alle, hvor naiv

vor race var i sine barnesko.
I vore dage ved vi meget mer
og tror nu ikke længere, at en ko
har verden skabt og givet dårligt vejr;
og heldigvis vi aldrig mere "ser"

de væsener, hvis dystre skyggehær
ku' skræmme vores samfunds gamle spidser.
Ej spøgelser, gespenster ser vi her

ej trolde, vætter, dværge, alfer, nisser.
Vi vil ej mere om disse syner fable,
og det os om vor klogskab klart forvisser.

I stedet har vi vores formidable,
soleklare betonrealiteter.
I dybe lag kan vi begreber stable,

vi måler ned til sidste millimeter,
beskriver alt eksakt med videnskab.


Vi har ej mere guder og profeter,
og det kan man vist ikke kalde et tab
når vi på nøje styrede elektroner
tilsat en smule teknisk lidenskab,

på løbske, farlige bølgekvantfotoner
kan bygge en helt ny teknologi.
Det hjælper os i mange situationer

og gør os dejligt stolte indeni;
vi kender verden nu som aldrig før
og har maskiner, som kan stå os bi.

*Frie* er vi nu som aldrig før,
frie til at køre, hvorhen vi vil.
Frie er vi lige, til vi dør,

og ved, hvad vi skal bruge friheden til.
Vi samler derfor penge, så vi kan
få råd til brød og dejligt skuespil,

til alt, hvad alle er enige om, at man
må have for at nyde livet ret.
Du vil nok have et hus, jo det går an -

en seng at hvile i, når fuld og mæt
du om kan dejse efter dagens fest,
når livets larm har gjort dig ganske træt.

Er der i denne tomhed ingen rest
af ædel stræben, menneskelig skabertrang?
Og rider jeg for hårdt mon denne hest

spolerer med sarkasme rent min sang?
For sagen er, at i moderne tid
har mennesket nået sejre, som en gang

man kun ku' drømme om; som sparer slid
og vores liv gør helt utroligt nemt.
Det er slut med gammeldags beregningsflid

for i computeren bliver vore data gemt
og ikke kun det: Af digital logik
er tankeslotte bygget, så helt klemt

er filosofisk væv af empiri:
Kan alle gåder løses? Her er svaret
ret negativt for Hilberts dogmatik.

Os *verdener* har kvanten åbenbaret -
en verden, som til vores frygt nu bølger
så ej den virker alt for vel forvaret.

Så store intellektuelle følger, 
så stor og magisk verdenspoesi
det nytter ej, jeg for min læser dølger
er rundet af den ny teknologi.


På brændstofbåren vinge afsted vi iler.
For mange byder verden på komfort.
Mod smart forbundenhed vi alle stiler;

for os nyrige kan det blive en sport
at tænke på, hvor håbløst alt var før.
I gamle dage var vor verden sort,

af overtroisk rædselstale skør,
mens sult og ubehandlet sygdom hærgede -
ej længere vore børn i vuggen dør.

Hvor ofte har vi ej vort held besværget
fordi vi lever i en teknisk tid
hvor ofte helt man kunne have forsværget
at der engang kun fandtes sult og nid?

Her i modernitetens trygge varme
lever vi med hjælp fra vore maskiner
et liv, som selv om vor teknik kan larme
kun fabler, profetier og drømmesyner
kunne have varslet for de gamle.


Alt sammen rigtigt, men! Vi ville lyve
hvis vi nu påstod, at det er uden problemer
at lade  al maskinteknikken flyve.

Blandt videnskabens flotte teoremer
er ét, som siger at alting har en ende
og nu, hvor jorden nærmest har eksem af

den ild, vi kan med kul og olie tænde
så ved dog alle, at selv atomkraft rækker
kun til den dag, vi må det sidste brænde.

En mærkelig dårskab sine kløer strækker
tværs gennem styringen af vore affærer,
som i en ubegribelig retning trækker.

I skolen er det jo, vi alle lærer
at for al vækst et sted der må være grænser,
så selv når fremskridtsguden fromt vi ærer

dén lærdom dog fornuftigvis vi ænser.
Undtagen lige med økonomien!
Med krav om stadig, evig vækst den flænser

ressourcer her til cellekolonien
hvorfra vi sender vækstens metastaser -
jeg tror, vi alle kender melodien.

Ja, *kræft* er just det, som i alle faser
i vækstfilosofien mening finder,
som bliver ved, til værten er i laser

og først udfries, når dens død oprinder.
Kun kræften lever af uhæmmet vækst;
og når enhver begrænsning helt forsvinder

bliver mennesket som en væmmelig, stærk gevækst,
en knude midt på selve jordens bryst,
som først vil standse sin uhæmmede vækst

den dag, vi har af Hende livet kyst -
vor Moder, livets ophav, vor natur.
Hvem har mon til at profetere lyst

når viseren på verdens store ur
står stille meget tæt på klokken tolv
og fremtiden sig former som en mur?

Nej, verden er ej endnu blevet gold -
måske endnu et håb vi kunne nære 
at folk i andet end pengemagtens sold

af verdens varselstegn vil tage ved lære
og standse helt med klog ansvarlighed
det vanvidsræs, som væksten satte i gære,

og hjælpe en holdbar udvikling på gled.
Vi NU kan standse op ved afgrundens rand
og følge en kurs, hvis bæredygtighed

os fjerner langt fra vækstens evige brand
og giver os en fremtid mere grøn.
Men pengestrømmen er en slem tyran

som tror, at verden er en bundløs brønd,
som vægter mere end solidaritet
en evig sikring af sin egen løn.

At dele kagen uden rivalitet
imens man sikrer alle deres del
forpurrer en samling hos en minoritet

som rigmandsstanden holder for sig selv.
En lige fordeling truer plutokratiet,
men hvis enhver skal have en rimelig del

så må vi splitte ligeligt partiet -
men så går vi deres formue for nær.
Hvis hver frit nyde skal demokratiet

må altså mere vi producere til hver -
men så må evigt produktionen stige 
og så er katastrofen stadig her.

Det nemt nok er for mig at sidde og sige
hvad med alt dette nu der burde ske -
men nytter det, når nu alt andet lige

det alt for nemt for alle er at se
at intet godt ved noget vil blive gjort
før varmestorm og hungersnød slår til?

Det er ikke svært at se fremtiden sort,
lidt sværere er det glad og optimistisk
at true dystre varselsskyer bort

og tro på frelsen fra en liberalistisk,
pengemagtsbaseret styreform.
Jeg tænker gerne glad og idealistisk

på fremskridt, som vil tage os med storm
men vil og vide, om truslen mod vore liv
kan standses, før vi som de usle orm

vi ligner i det store perspektiv
bliver mast af klimaændringslokomotivet.
Selvfølgelig har vi stadig vore liv,

men hvad betyder det for troen på livet
hvis ikke mere til næste generation
vi tillidsfuldt kan overdrage skibet

fordi vi selv har afbrændt hele Jorden?
Så ja, vi har noget glæde af vor teknik,
og dog har den os bragt en situation

hvor let vi mister mere end vi fik
og dette sætter selvklart nok en grænse
for fremskridtstroens glædesmatematik.

Så lad os derfor nu i stedet ænse
hvad udviklingen har bragt af kompetence,
hvad håb vi har fra frihedens ambulance
før vi vor jord er færdige med at lænse.

Med det på plads vil endelig jeg mig skynde
og uden mere ståhej min sang begynde!

Carsten Agger
Januar 2012


01. Mar 2015

Pilbrodalen

 
Pilbrodalen er en dal, som 
ligger tæt på, hvor jeg bor.
En dag den trak mig til en ensom
tur, hvor bæk og eng sig snor
imellem grønne bakker. Det var
lige efter vinterkulden
græsset havde en sygeligt-gullig
duft, som vistnok kun var mulig
nu, hvor sneen tungt havde hvilet
mange måneder på alt;
råddenskab af bærme spilet
havde næsten græsset kvalt.
Der var smukt, men også trist
som om alt var døden nær
og snappede efter vejret. Trist!,
når alt er blegnet, fjernt og svagt
når verden syg ved lejet ligger.

Fra råddent skelgræs rettes spagt
blikket mod en enlig bæk
og en spiret, hengemt kornmark.
Vandrer længe langs en hæk
giver lige en knold et spark
til jeg kommer, hvor jeg ville:
Lav og grøn og smuk, en eng.
Nyde den måske jeg ville,
bruge græsset som en seng;
se den brede sig ud for blikket,
mens hvert græsstrå stumt forjætter
en verden bagved øjeblikket
som på fantasien vinger sætter.

Ak, den eng er næsten druknet.
Gulligt græs mod himlen sygner, 
bag det grå er solen sunket;
ganske tomt og trist det syner.
Fri natur jeg ville søge
for i den mon fred at finde.
Under markens brede bøge
håbede jeg ydmygt at linde
på de mørke, tunge skyer
som lagde låget på mit sind.
Jeg så, hvor vinteren tristhed spyr,
så bange sorgen trænge ind
i hver en dyster, skummel sprække.

Marken henlå altså trist, 
sygeligt gulligt-grønt på gråt.
Ingen fugle hang på kvist,
naturens "skønhed" var en spot.
Dog, lidt væk bemærkede jeg
netop noget, som dragede:
Vand, med is og sne derpå
som tøen havde ladet stå.
Træer knejsede over isen,
grønt og hvidt stod frem af disen.

Midt i alt det syge grønne,
nede mod ådalens bund
blinkede iskrystaller skønne
i en lille moselund.
Jeg mig roligt, sindigt nærmede
hvor de tørre, gule siv
brød isen, som af træer skærmet
levede her sit eget liv.
For blikket breder sig et syn,
en sneklædt skovbund spredt blandt søer,
lyser som et klart hvidt lyn
mens de grønne marker tøer.

Men hov! Hvad ligger der? På isen
hviler vist en hvidlig kugle.
Hvad ér det? - tænker jeg, mens brisen
vil mit hår forsigtigt ugle.
En bold, måske - eller blot plast
smidt her som på en losseplads.
Er det en bold, så står det fast: 
Den vil det være mig svært tilpas 
at tage op og lege med.
Det er ej svært, jeg tager den let
blot jeg nu på isen ud
kan tage et par raske skridt,
og kuglen rører ved min hud.

Vist var det begyndt at tø,
men det var kun en uge nu
siden jeg gik på Solbjerg Sø
så *holde* sku' den stadig ku'.
Et par meter lå den ude,
et par meter gik jeg frem;
mærkede kulden på min snude,
gav et vissent siv et klem.
Ved min kugle var jeg fremme -
se, det var en læderbold.
Nu ku' jeg den atter glemme,
der var også blevet koldt.

Først ville jeg dog tage den op
og bukkede mig forsigtigt ned.
Isen gav et højlydt knag -
stille blev jeg i min krop, 
om ørerne jeg blev lidt hed.
Det var vist en farlig sag
om isen nu i denne time brast.

Fra træet over mig der hang
en gren; i den tog jeg nu fat,
forsøgte at tage vægten af.
For sent: For pludselig isen sprang
og åbnede sig med et stort splask
som fladen under mig sig gav
og jeg holdt fast i grenens tynde kvast.

Iskoldt vand omsluttede mig
mens jeg greb fast omkring min gren,
hovedet boblede under vand.
At komme op forsøgte jeg
imens jeg sprællede med mit ben.
To meter væk det tørre land - 
men foden kunne ikke mærke bund.

Jeg plaskede, havde vand helt op 
til lige midt på brystet.
Grenen holdt min tunge krop
kun lidt endnu, jeg mærkede rystet
for den smuldrede, tynd og rådden
fuld af mug, ja nærmest lådden
men holdt dog vandet borte fra min mund.

Jeg forsøgte mig at nærme 
kanten ved at skifte gren,
men den nye var end mere farlig.
Jeg måtte mig mod kulden skærme -
skulle jeg slippe uden mén
skulle min frelse være snarlig.

Jeg forsøgte mig at mave
roligt frem til isens kant.
Hvis jeg farten kunne ave
vi' jeg snart stige elegant
op af denne frosne sø:
Først en arm langt op på isen
stille, rolig, famle, klø;
så forsøge, med en fnisen
grenens sikkerhed at slippe, 
også dén arm op på kanten.
Rolig nu! Uden at glippe,
se, nu lykkes det minsandten.
Langsomt, langsomt frem jeg kravler,
glider stille ind mod bredden;
isens kolde, blanke tavler
holder, ellers var jeg heden.

Bag mig brækker stadig flager
af, når mine ben passerer,
mens jeg roligt frem mig hager
- håbet lyser mere og mere.
Endelig ved græs jeg rører,
hele vejen op mig trækker:
tænker på, hvordan jeg tørrer 
alt mens mine lommer lystigt lækker.

Våd, forfrossen, nys opstanden
men det føles ikke koldt.
Den dukkert har dog ændret planen
- snøret af en lille bold.
Bolden får et stille spark
før roligt mod mit hjem jeg sjosker
langs den syge, grønne mark
mens min tilstand jeg udforsker.

Jeg ved, et vandhul kan være farligt,
at is kan være skrøbeligt i tø,
men tænkte ej, jeg så alvorligt
skulle se, hvor let det er at dø.
Hvem tænker, at en lille pyt
kan være nærmest bundløst dyb?
Jeg mærker også, som noget nyt
at kulden frem af tungsinds dyb
mit lyse sind har lokket.


Den dag var verden trist og grå,
og grå og hvide tågeskyer
lå som tæppe ovenpå
det kvalte græs. Mit eget sind
skiftede nu fra tungsinds mørke
for at lukke livet ind.
Før turen var jeg langt, langt væk
fra glæde, ro og fred;
nu var livet sprunget læk
og glæden dryppede atter ned
som om alt, der skulle til
for at lyse dagen op
var tanken om, at en dag vil
selve livet høre op.

Da jeg først lå der og kæmpede
i det mørke, kolde vand
uden at vide, om jeg kunne redde
livet; da jeg frem mig lempede,
kæmpede for at holde stand -
klar til hver en gud at bede;
da var jeg i fare, truet;
hvis jeg intet gjorde, ville jeg
uden tvivl og ufortøvet
ikke have mere at give af,
hvis for længe jeg havde tøvet
var jeg uden tvivl og hastigt død.

Våd og kold gik jeg nu hjemad.
Våd og kold, men uden at fryse -
traskede, plaskede bare fremad,
så himlen med et gråt skær lyse.

Tænkte: var det virkelig mig
der gik til menneskeland tilbage?
*Døde* dernede faktisk jeg
og ville mit  spøgelse nu plage
verden, som jeg havde forladt den
mens jeg selv på søens bund
rådner, uden at nogen tror, den
mand, de ser, er blot en ånd?

Den vinterdag er stadig med mig
i mine tanker lige siden
hver gang jeg mærker, at måske jeg
risikerer at spilde tiden.
Så er det ret, som for mit hoved
tunge vandkaskader trækkes
og jeg kunne lige så godt have troet
at jeg af vandet atter dækkes.
Så husker jeg, hvor let det gik
at bryde lukt ned gennem isen -
tænker på den kraft, som fik
mig atter op i tågedisen.

Så let det kunne ske igen -
hvem ved, om så jeg redder livet?
Det sætter foran alt et men
som siger: Tag mig ej for givet!

Carsten Agger
foråret 2010



28. Feb 2015

Capoeira i Århus

 


Et enkelt spil fra den traditionelle månedsroda for alle capoeiragrupper i Århus – denne gang hos Grupo de Capoeira Ginga Mestre Agostinho, hvor jeg selv træner.


21. Feb 2015

Foredrag: How to get involved in Free Software & Versionsstyring

 
Jeg holder dobbeltforedrag i PROSA Aarhus den 10. marts.

Fra PROSAs opslag:
HOW TO GET INVOLVED
Mange projekter inden for fri eller open source software drives som offentlige projekter, hvor alle, der har lyst, kan bidrage. Det er imidlertid ikke altid lige let at vide, hvor du skal starte. Hvordan kommer du ind i projektet, hvordan undersøger du communityet bag, og hvor er det mest relevant for dig at bidrage? Det modsatte problem er, hvis du selv vil lancere et projekt og gerne vil involvere andre. Hvordan får du folk til at bidrage til og bruge dit program, og hvordan opbygger du selv et sundt community?

 

VERSIONSSTYRING OG RELEASE MANAGEMENT
Versionsstyring er ikke kun et spørgsmål om at kunne vende tilbage til tidligere versioner af koden, det handler også om at kunne arbejde på mange ting samtidig og om at styre arbejdsgange som udvikling, klargøring, test, release, support og hotfixes. Foredraget vil tage udgangspunkt i git, men vil være relevant for brugere af ethvert versionsstyringssystem, hvor det er let at bruge branches.

Det koster gratis, hvis du er medlem af PROSA, ellers kr. 250.


14. Feb 2015

Fridlev Frodesøn og de tolv bjørne

 


– en fortælling om fortiden og dens helte.

Fridlev Frodesøn og de tolv bjørne


I.
Hvad kan vi mon fortælle jer om helte,
om barske mænd og højlydt våbengny
fra dengang, mennesker ku' konger vælte
og folk med sværd fra magten kunne fly?
Vi vil i Danmarks fortid søge ly, 
fortælle jer om store, stærke mænd
som levede, længe førend denne by
af mulden spirede, medens vi faldt hen
og kappede mod og sværd af hver en stakkels svend!


II.
Det var en tid, hvor landet her var trængt,
for mennesker har altid brug for plads!
Og dengang var der endnu aldrig langt
fra bondens hytte til det store palads.
Vi ser nok med historiens brilleglas
en fjern og overtroisk brydningstid!
Vi fælder vores dom, så skarp og hvas;
vi fæster til vore egne skrupler lid
og dømmer vore aners stormomsuste strid!


III.
Der var altså en tid, hvor krig var lov -
hvor konger måtte vælges frit på tinge
førend de kunne føre folk på rov
og straffe ufærdsmænd med deres klinge.
Vort land havde endnu ingen kunnet tvinge
på knæ for romerkirkens hvide Krist -
ja, stærke folk ku' stadig ofre bringe
til guder, som stod bi i hver en tvist
og elskede ivrigt mangen almenmenneskelig brist.


IV.
Engang i denne landets morgenstund
drog Fridlev Frodesøn fra Rusland ud.
En nyhed gået var fra mund til mund
at der i Sverige efter hjælp var bud
mod tolv banditter klædt i bjørnehud
som hærgede egnen nådesløst med vold!
De var besat af deres vilde gud
og pålagde ærlige folk i kongens sold
en grusom og ubærlig plyndringstold!


V.
Op drog nu Fridlev med en kæmpeflok -
betroede mænd, som fulgte ærens vej.
Han frygtede ej, om de var mange nok,
han frygtede mere at forekomme fej
og ville have æren helt for sig!
Derfor blot med en træl han drog afsted
med røverne at lave en rævestreg
med uvurderlig hjælp fra sin lakaj!


VI.
Med trællen gik han ned til elvens bred;
forsvandt og kastede fra et sikkert læ
med sten, indtil hans slave døden led.
Han kastede sig for liget ned på knæ;
ja, han trak tøjet af det stakkels kræ
og byttede, så det langt væk forekom
At Fridlev selv var dræbt ved denne bræ.
De norske brødre fik nu deres dom
da de så liget og hans sadel, tom!


VII.
De tolv banditter havde gemt sig godt
forskanset på en ø i denne å.
Vor Fridlev havde en kæmpehest så flot -
den gennede han dertil, hvor øen lå
hvor brødrene den næste morgen så
og sluttede, at Fridlev selv var død
og ingen længere kunne mod dem stå.
De jublede, så viden om det lød
og festede længe løs ved nattebålets glød!


VIII.
Blot én iblandt dem tvivlede endnu
på fjendens lidt for pludselige død.
De andre ku' han ikke stoppe, s'gu
men selv han ej for hårdt af flasken nød.
Med fare for at virke fej og blød
holdt han sig lige så stille for sig selv
og svor, at hævnen ville blive sød
hvis Fridlev som en anden kriminel
sku' dukke op og sende røverne til Hel!


IX. 
Ham hørte Gunbjørn ej, for han drak løs;
og Gulbjørn svirede hele natten lang
mens Arnbjørn slumrede i en drukken døs
og Stenbjørn plagede alle med sin sang.
Mens Esbjørn prøvede drikkehornets klang
og Thorbjørn tågede, døden nær af grin
sad Bjørn uroligt, indtil frem han sprang
- fortalte, skøn han selv var ør af vin
om drømme fulde af rædsler og varsler om ruin.


X.
"I nat lå jeg og slumrede uden ro -
jeg vred mig hid og did i søvnens greb
da pludselig en stemme grusomt lo
som var der sket et særligt herligt drab.
Jeg så et dyr med røg ud af sin flab,
hvis skarpe tænder flænsede som en vild.
Den hærgede, bragt bønder store tab
og spyede over hele egnen ild
med flammer, som ku' svide selve Yggdrasil!"


XI.
"Den fløj i store cirkler, rundt og rundt
og brændte mænd og kvinder med deres børn;
kun få og rædselsslagne blev forundt
at fly og sprede rygtet om den ørn,
den himlens rædsel, vild som nogen bjørn
der hærgede hele denne vores egn.
De arme ku' ej frelse deres børn
fra denne rædselsfulde flammeregn
men humpede nøgne og forbrændte rundt på vejen."


XII.
"Jeg så den flyve rundt fra hus til hus;
så røgen stige fra det mørke øde
hvor mangen kvinde, grådkvalt og konfus
forstenet så sin elskede husbond bløde
og rev sit hår i klage for de døde.
Det dragespor af ulykker og sorg
trak nærmere, farvede vore klipper røde
med blodet fra hvert afbrændt landsbytorv
og styrede lige lukt mod vores borg."


XIII.
De andre lo i deres drukne rus
ad denne usle fejgling af en bror
som troede, stærke mænd var sølle mus
som onde drømme sendte hjem til mor!
De faldt nu om som perler på en snor
mens Bjørn alene sad med draget sværd
og ventede på overfald og mord.
Vor Fridlev var jo ganske rigtigt nær
og ventede blot på resten af sin hær!


XIV.
Prins Fridlev havde såret slavens hest
og dygtig indsmurt den i trælleblod
og lod den løbe, som den kunne bedst
til hvor hans fællers lejrtelte stod.
Hans fæller manglede ikke vovemod;
de tænkte straks, at Fridlev ku' være død
og skyndte sig ned til den vilde flod
hvor trællens blod havde farvet fossen rød.
Berøvet Fridlev svor hver mand en hævn så sød!


XV.
De fór altså med lynets hast afsted
og ankom hurtigt til de nordmænds ø.
Vore helte havde ingen både med
men kastede sig, skønt forårstidens tø
havde svulmet elven til en farlig sø
med farlige og forræderiske strømme,
i vandet! Hvad gjorde det dem, om de sku' dø
når blot de røverøen kunne rømme
og flinkt opfylde mesterbjørnens onde drømme?


XVI.
Vor Fridlev havde skjult sig i noget krat
imens han ventede på sin krigerhær.
For røverbanden sluttede festen brat
da Fridlev råbte flokken an. Især
fordi han broen sænkede, så enhver
ku' ride lige ind til røverbanden
helt uden strømmens farer og besvær.
Nu var det slut med deres farlige fjanten
for nu var hævnen kommet, ja minsandten!


Carsten Agger
Januar 2013

Dette digt er ufærdigt, bygger på Saxos fortælling om Fridlev Frodesøn og repræsenterer et eksperiment med at skrive en fortælling i Spenserske strofer, á la dem, der er brugt i Percy Bysshe Shelleys "Revolt of Islam".

Som ufærdigt er det også upoleret og indeholder mange utilfredsstillende linjer. Jeg håber at kunne skrive noget bedre senere hen, og at denne fortælling i sin nuværende form kan more eller underholde en læser eller to.


08. Feb 2015

Interview om narkotikapolitik

 


Dette interview blev bragt i slutningen af august 2000 på den nu hedengangne københavnske lokal/Internet-TV-Station Superchannel i forbindelse med en udsendelsrække, som de kaldte Mirrorhead TV.

Interviewet er interessant på flere måder. Ikke mindst, fordi det er optaget ca. et år før angrebet på World Trade Center, og dermed et års tid, før krigen mod terror og alt, hvad den har ført med sig, begyndte.

Vi bemærker således, at "terrortruslen" var helt fraværende fra den diskurs, der blev brugt til at legitimere den overvågning og indskrænkning af retssikkerheden og de borgerlige rettigheder i almindelighed, som ikke desto mindre allerede var i fuld gang.

Eller sagt på en anden måde - dengang havde man allerede terrortruslen, man kaldte den bare noget andet, nemlig narkotika. Eller rettere sagt - dengang var det narkotika, der dominerede den offentlige diskurs som et onde, der var så stort, at det kunne retfærdiggøre, at man satte vore almindelige demokratiske rettigheder ud af kraft.

Bemærk, hvordan denne fjende har glimret ved sit fravær i de senere år. Er det, fordi ungdommen ikke længere tager narkotika, eller fordi det ikke længere er et problem?

Næh, det er såmænd, fordi man har fundet en bedre løftestang for krigen mod vore rettigheder - et bedre påskud, om man vil.

Interviewet foregik i øvrigt med udgangspunkt i min artikel Narkotikapolitik som forbrydelse, der blev bragt i Faklen nr. 7 (1998), og som netop forholdt sig til den forsimplede dæmonisering af "narkomaner" og alt, hvad de havde med at gøre.


07. Feb 2015

Det fælles bedste

 
Det følgende udgør tredje afsnit af min digtcyklus Frihed og Liv, som jeg skrev i 2012. Du kan finde fjerde afsnit her.

III. Det fælles bedste

1.
En morgen kigger jeg ud over havet -
jeg hænger stadig lidt i drømmen fast;
ser vandet slå den strand, det selv har lavet, 
ser bølgen lande med sin hvide last.

2.
Jeg ser det store, stormomsuste hav
hvor jeg har valgt at ende dette liv;
jeg ser det som en skal besat med rav,
et smykkeskrin til minde om min viv.

3.
Fra morgenkaffens triste mavesyre
slæber jeg mig ned med tunge skridt -
jeg følger hver dag samme procedure,
den vej, jeg har i træets årer slidt.

4.
På stranden dvæler jeg ved bølgens skum
og mærker vindblæst havets salte sprøjt;
højt over sandet troner klinten grum
og kerer sig om verden ej en døjt.

5.
Jeg trækker mine skridt langs stranden hen
mod badebroens planker i det fjerne;
jeg går som bare én af mange mænd
som hver dag følger blindt sin egen stjerne.

6.
Den gamle, stejle trappes stolte træ
er klinet kærligt ind i klintens krop;
gelænderet fører mig fra strandens læ
til stormomsuste vidder ved dens top.

7.
Langt borte skimtes nu et ensomt spir;
mod horisonten må jeg styre mine skridt.
Det er nu, jeg vågner rolig, nærmest fattet
skønt vejen har mit hjerte længe slidt.

8.
Jeg nærmer mig den gamle kirkegård;
udsøger mig den alt for friske sten.
Blandt dem, der stod her hundredevis af år
alene står en sirligt mejslet én.

9.
Kun alt for godt jeg husker hendes smil
den dag, hvor vores trygge tosomhed
blev knust i mødet med en flygtig bil
som styrtede mig i sorgens dybder ned.

10.
Jeg dvæler længe ved den lille grav
og gør til sidst mod havets vidder front.
Jeg hulker mine desperate krav
men ved, at det som altid er omsonst.

11.
Men du! Du ved med disse ting besked;
er kommet, følger nu min tunge gang - 
den daglige svælgen i min ensomhed
og føler intet af mit hjertes trang.

12.
Du kommer fra den fjerne verdens larm;
vil drage mig tilbage i det felt
som jeg forlod, da gråden blev for varm.
Nu kommer du, min arme, unge helt

13.
med bud om denne syge verdens trængsler
og blæser på den smule sjælefred
jeg her har fundet, fjernt fra alle længsler.
Så sig dog frem, hvad bringer dig herhid?

14.
Min unge ven, kom bare hen til kanten
og se engang det smukke sceneri -
se bølger bryde klipper som minsandten
vil flå den arme krop, der falder i.

15.
Mærk frygtens hårde favntag om din hals
når du forstår, hvordan du dig forbrød.
Du tror, min stille lykke er til fals
for dem, som slukkede selve livets glød?

16.
De gamle chefer holder aldrig op
med deres endeløse rænkespil,
og her står du med mig på klintens top
og tror, at jeg nok snart vil skubbe til.

17.
Bliv ej så hvid i hovedet, lille ven!
For efter alle disse mange år
i ensom værdighed jeg ej går hen
og giver din familie samme sår.

18.
Så tal dog nu, du arme, bange fløs!
Lad mig blot høre de gamle chefers bud;
fortæl, om stadig i en evig døs
de trækker alle vigtige sager ud?

19.
Så tungt det er at høre dine ord - 
jeg mærker pligtens gammelkendte kald
og ved, min modstand ikke nytter spor;
jeg følger verdens endeløse fald.

20.
Jeg husker, før jeg trak mig selv herop
hvordan jeg kæmpede for en mening i
en verden, der var ved at give op
et samfund, der var råddent indeni.

21.
Du ved, hvordan jeg nøje overvågede
at alles bidrag som en vældig flod,
en strøm af rigdom, alt ved flid opnået
til alle flød, skønt mange ej forstod.


22.
Med fugleperspektiv jeg sad tilfreds
og rettede blikket mod den store maskine.
Jeg var ved skrivebordet i mit es
og kæmpede stolt for landet at velsigne.

23.
Dog var der stadig fjendefolk iblandt os
som ikke elskede fællesskabets norm
som ikke kerede sig om, hvad jeg vandt os,
som gnavede i vort samfund som en orm.

24.
Der fandtes mange af de uromagere!
Som ikke blot ku' passe deres egne sager
men smittede andre borgere med deres klager.
De blev med tiden mine værste plager.

25.
For nogle var det blot for svært at finde
et bidrag for dem selv at komme med;
måske de egentlig mere ville være,
og ej kunne nøjes med deres eget sted.

26.
De troede i hvert fald selv, de havde ret;
at mennesker selv kunne vælge deres vej
at de kunne tage vores alles velfærd let,
men derved faldt det ansvar jo på mig

27.
at sørge for, at hver mand gjorde sin del.
Nu mødtes de i få og spredte klubber
men prøvede på at sprede smitten helt
og "frelse" hver en uansvarlig slubbert

28.
fra deres enkle, klare samfundspligt.
De mødtes hemmeligt og fik en snak
men derved endte ikke deres svigt.
Jeg måtte gribe ind, før alting sprak.

29.
Jeg slog med politi ubændigt ned - 
optrævlede mangen oprørs-terrorring!
Kun få hjalp vores grusomhed på gled
men andre fattede aldrig nogen ting!

30.
Så gik det da, som det jo måtte gå
- en gruppe af de værste aktivister
som skulle standses, før de kunne nå
at konspirere mod vor statsminister

31.
blev sprængt af vores gode politi.
De bankede på med mistanker om mord
og lederens datter åbnede, fordi
de andre først skulle skjule deres spor.

32.
Den smukke unge kvinde nægtede alt.
Jovist havde faderen gæster på besøg,
for denne dag til kortspil de havde valgt -
men inspektøren var der som en høg.

33.
Hun løj! Kunne hun nu se at komme af vejen! 
Men datteren ville ingen lukke ind,
og hendes vrede gjorde vor mand forlegen
indtil han gentog: "Væk med dig, forsvind!"

34.
Men datteren holdt stædigt fast på sit
og fandt sig snart i håndjern nede på jorden,
mens vore helte pågreb alt det skidt,
hver konspirator, farlig og forloren.

35.
Den datter skulle blive alle en lære
for politikaptajnen hævede foden
og trampede hendes arme lille pære
som sprang, præcis som var den overmoden.

36.
Den arme oprørsleder blev helt hvid
og slog sig farligt, vildt i sine lænker
men så nu resultatet af sin flid - 
en følge af de farlige oprørsrænker.

37.
Hans datters hoved var en blodig pøl
og selv blev han sendt langt bort, i fængsel.
Hans hus blev derpå raskt og uden nøl
brændt ned. Vi knuste hvert et håb, hver længsel,

38.
alt hvad han indtil nu havde levet for.
Vi gjorde det lige for øjnene af hans mænd
som tav og græd og spurgte os: "Hvorfor?"
- de fandt nok svaret, der hvor de skulle hen!

39.
Alt, hvad han indtil nu havde levet for
var her i denne time blevet knust
præcis, som selv det mindste skud forgår
når sletten bliver af vinterstorm omsust.

40.
Så mange mennesker var der i vort land
som levede i en håbløs situation,
som led med kedsomhed og svag forstand,
fortvivlelse og mild desperation.

41.
De fandt sig blindt i jobbets slaveri,
den trældom som de havde i skolen lært,
for helt af dette pengemageri
jo afhang det liv, som de havde kært.

42.
Så heldige var vi ej med denne mand,
han ville aldrig gå på kompromis -
var en af dem, som intet andet kan
end det, hvortil han drives inden i.

43.
Han blev ført bort i lænker, arme mand
- i lænker, som sad klinet om hans hjerte
mens hulk fra vanvidsgrådens ydre rand
forvrængede rummet med hans dybe smerte.

44.
De tog ham med til landets værste fængsel
og det, skønt manden allerede var knækket;
det triste liv i evig frihedslængsel
den sidste oprørsspire nok fik stækket.

45.
Men pludselig havde han mængdens sympati
og på en ussel teknikalitet
blev han, skønt stadig halvdød indeni
sat fri, som var der aldrig noget sket.

46.
Du ved det jo, min arme, unge ven!
Du ved, hvordan en blodig oprørshær
med mord vore byer hærgede igen;
du ved, hvorfor jeg tager mig det nær.

47.
Hvad tænkte jeg den dag, da bomben sprang?
Den bombe, som var kun til mig bestemt
min hustrus blide, evigt kærlige sang
fik standset, da hun tasken havde glemt

48.
og derfor gik tilbage til vor bil.
For al  min møje fik jeg denne løn.
Et smadret liv, en hverdag uden smil!
Vor verden er i sandhed ikke køn.

49.
Jeg sad tilbage en måned eller to;
fik renset ud, men fangede aldrig ham
og fandt til sidst min egen indre ro -
lidt fred heroppe fra min sorg og skam.

50. 
Her vandrer jeg hver dag, som du har set
og dvæler ved min elskede hustrus grav.
Jeg ved kun dårligt, hvad der nu er sket
men håber, de forvalter alles tarv.


Carsten Agger
Foråret 2012


25. Jan 2015

Rejsekort

 


REJSEKORT

Vi vil følge dine fodspor,
vi vil kende al din færden
trække fine røde blodspor
i den digitale verden.

Hvis du kommer frem af huset
for at tage til dit job,
hvis du helst vil mærke suset
af et futtog i galop; 

hvis du med vor metrobane
hver dag vil i verden ud
vil vi aldrig lade dig ane:
Vi det bedre ved end Gud!

Vi ved godt, hvor du skal hen,
ved med alt om dig besked:
Med vor virtuelle pen
skriver vi din rejse ned.


Carsten Agger
januar 2013

Billede: Aktindsigt i Rejsekortets registreringer, ved Christian Panton.


21. Jan 2015

Dagens citat: Permakultur

 
Permaculture Chicken

»For myself, I see no other solution (political, economic) to the problems of mankind than the formation of small responsible communities involved in permaculture and appropriate technology. I believe that the days of centralised power are numbered, and that a re-tribalisation of society is an inevitable, if sometimes painful, process.

I believe we must change our philosophy before anything else changes. Change the philosophy of competition (which now pervades our educational system) to that of cooperation in free associations, change our material insecurity for a secure humanity, change the individual for the tribe, petrol for calories, and money for products.

People who force nature force themselves. When we grow only wheat, we become dough. If we seek only money, we become brass; and if we stay in the childhood of team sports, we become a stuffed leather ball. Beware the monoculturalist, in religion, health, farm or factory. He is driven mad by boredom, and can create war and try to assert power, because he is in fact powerless.

To become a complete person, we must travel many paths, and to truly own anything we must first of all give it away. This is not a riddle.«

Bill Mollison, citeret fra Introduction to Permaculture (Tagari Publications, 1979) s. 177-78.


  Næste 10 >>