Ledestjernen

– en fantasi

Jeg voksede op i en udkant. Mine forældre var pionerer, og jeg husker stadig de mørke nætters øde stilhed og kuplen, der hævede sig mod den måne- og stjernebesatte himmel.

Man kunne ikke gå udenfor - det var en helt ny koloni, som aldrig slog rod som varig bosættelse. Vi var der måske femten år, mens geologerne og mineralogerne færdiggjorde deres analyser og udvandt det brændstof og de mineraler, de kunne finde. Min verden var en rumstation som alle andre, store kupler med ovenlysvinduer forbundet med gange af gennemsigtig plastic.

Om dagen vovede vi os somme tider udenfor i rumdragter, men ellers voksede jeg op med sollyset fra kuplerne. Himlens farver vekslede fra dag til dag.

Vores verden lå lunt og godt i en mindre klynge af endnu uudforskede stjerner - for langt fra alfarvej til at være truet af den slags nyfigen interesse eller grådighed, der kunne ramme lidt for vellykkede udviklingsprojekter.

Stjernehimlen var først og fremmest domineret af tre stjerner, der udgjorde klyngens centrum. Disse stjerner havde en noget særpræget virkning i vores eksotiske atmosfære: Store bolde af en ubestemmelig og uefterlignelig gul farve, omkranset af et glødende skær. Hver aften hang de over fællesrummets ovenlysvinduer som en evig trekant, hvis faser og periodiske forandring for os børn var det bedste mål for tidens og årets gang. Min far kaldte dem under ét for "ledestjernen", fordi det var spektrallinjerne i trekantens stjerner, der først havde henledt pionerernes opmærksomhed på, at der kunne være noget at hente i dette lidt afsides hjørne af universet.

Hele området var ubeboet. Vores planet var øde, men der var liv på den verden, der kredsede om den allerinderste af trekantens stjerner, sagde min far. Om aftenen fortalte han af og til historier om rummets udforskning og tidligere pionerers skæbne. Den inderste planet havde engang været beboet, men var i dag forladt. Kolonien var begyndt lovende, men planeten havde udviklet liv af den mere uberegnelige slags, farlige rovdyr og næsten-intelligente grønne uhyrer, der var begyndt at udgøre en trussel mod menneskene, som derfor var rejst igen. Der var trods alt mange andre steder, man kunne tage hen, og denne planet syntes ikke at have andet at byde på end fare.

Sådan var det mange steder. Engang havde universet været øde og tomt, blottet for liv bortset fra en enkelt planet i en fjern galakse, den tredje fra solen i et temmelig ordinært solsystem med otte planeter og forskelligt kosmisk ragelse, der kredsede om en almindelig gul stjerne i midten.

På denne planet dannedes for milliarder af år siden nogle kulstofforbindelser, der var i stand til at reproducere sig selv. Da mennesket var blevet voksent og havde skabt en civilisation, der kunne søge mod stjernerne, rakte det ud i universet på bestandig jagt efter sit eget spejlbillede - intelligent liv, eller i det mindste bare liv. Og de fandt liv, men aldrig i store mængder, og det lignede altid os selv betænkeligt meget.

Og det var da heller ikke så underligt: Vi tænker sjældent over, at vi, til hver en tid og uanset, hvor sterilt et miljø, vi skaber os, altid er afhængige af tusinder af forskellige slags mikroorganismer, som vi tager med os, hvor vi går og står. Hvis der ikke var liv på en planet i forvejen, var der det altid, når astronauterne var rejst igen, i hvert fald, når de havde tømt deres skraldespand og latrin. Det ville naturligvis tage millioner af år for disse mikroorganismer at udvikle sig og overtage planeten i samme grad, som livet havde overtaget på Jorden, men det overlevede næsten altid i form af spredte slimklatter, som fremtidige ekspeditioner kunne finde og analysere.

Noget liv, som de ikke selv var beslægtet med, fandt de aldrig, og de første århundreder efter rumfartens opfindelse var eventyrlysten da også begrænset til deres eget solsystem. Koloniseringen af de ydre planeter begyndte langsomt og i begyndelsen kun yderst nødtvungent, efterhånden som Jorden begyndte at løbe tør for ressourcer til de mange milliarder, der efterhånden beboede dens overflade. I begyndelsen var lukkede komplekser af den type, jeg selv voksede op i, det bedste, man kunne stille op.

Men folk ville nødig bo i de store og trange komplekser, og kosten var af nødvendighed sparsom og ensformig. Det var muligt at overleve på den måde, men ikke uden store psykologiske skader på en befolkning, der trods alt stadig bestod af biologiske væsner.

Alle var enige om, at Jorden var fyldt til bristepunktet, men kunne man ikke skabe nogle omgivelser, der lignede den lidt mere?

Bio-bomben var svaret. Man havde i sin tid hypotetiseret, at kulstofstrenge som i organisk materiale kan opstå spontant under bestemte kemiske forhold, og det, vi opfatter som liv skulle ifølge den teori være opstået, fordi de kemiske reaktioner blev accelereret af et meget højt niveau af kosmisk stråling.

Af kulstofkæderne opstod simple virus-lignende organismer, der under en vanvittigt accelereret udvikling klumpede sig sammen først til encellede organismer, der kunne æde de spontant genererede kulstofkæder, siden til autotrofer, der kunne få energi fra solen - de første planter.

Kunne man genskabe denne udvikling i laboratoriet? Oprindelig havde forskerne ønsket at genskabe disse ekstreme forhold i håb om at skabe liv, der var fundamentalt anderledes end os selv, hvilket måske kunne forberede os på den type fremmedartet liv, som vi kunne vente at finde i universet. Når man begyndte helt på bar bund, lykkedes det imidlertid aldrig at komme længere end til virus-stadiet.

Hvis man i stedet "gødede" præparatet med rester af levende dyr og planter, kunne processen tage udgangspunkt i disse, og i løbet af kort tid ville præparatet nærmest eksplodere i en gudsvelsignelse af nye arter, der udviklede og formerede sig svimlende hurtigt.

Det lykkedes med andre ord ikke at skabe nye livsformer. I stedet fik vi bio-bomben: Et passende behandlet præparat kunne bringes til at vokse eksplosivt og i løbet af få måneder skabe helt nye dyre- og planteformer. Eksperimentet kunne forberedes i en "kasse", hvor man blot skulle sørge for at opretholde et passende strålingsniveau, indtil kassen var fuld; når reaktionen først var kommet så langt, havde processen opnået en kritisk masse, der tvang den til at fortsætte, længe efter at det grasserende liv havde sprængt kassens vægge.

I det oprindelige eksperiment lykkedes det at befolke en øde ø med helt nye plante- og dyrearter, hvorefter livets egen dynamik stille og roligt fik øen til at falde til ro i en stabil biosfære.

På en fremmed planet var forskellen bare, at der skulle en meget større "kasse" til - ikke længere tre gange tre meter, men på størrelse med en rumstation. Under de rette forhold - en temperatur og en afstand fra den lokale sol, der mere eller mindre svarer til Jordens egen - kunne livet bide sig fast i løbet af årtier. Efter nogle få århundreder ville de fleste planeter have en menneskevenlig atmosfære samt dyre- og planteliv. Keine Hexerei: Problemet var løst.

Eller, i henved tusind år så det i hvert fald sådan ud. Mennesket rejste fra planet til planet og fra solsystem til solsystem og såede deres stjernefrø og udbredte deres egne livsvilkår til de fjerneste afkroge af galaksen. Jorden døde, udpint af hundredevis af milliarder menneskers fornødenheder, men ikke før, den havde afskudt sit fortryllede frø mod stjernerne og genskabt den biosfære, den selv havde mistet, i tusindvis af kolonier.

Og sådan gik det til, at en galakse, der engang var aldeles gold og uden spor af menneskelig civilisation bortset fra en lille ubetydelig planet i kredsløb om en lille ubetydelig sol var blevet befængt med sygdommen Liv og havde forvandlet sig til en uigennemtrængelig og farlig jungle af beboede og forladte planeter.

Mit eget land lå som sagt afsides, langt fra de store transportveje eller handelscentre. Det var fordelt ud over nogle få hundrede planeter og havde form som et aflangt prisme. Beboelsen var koncentreret i den nederste eller sydlige del af prismet, mens det fredelige hjørne, hvor jeg selv voksede op, lå i den øverste eller nordlige.

Bio-bomberne forsynede menneskene med det, som rumstationerne på Mars og Titan ikke havde kunnet, nemlig en biosfære: Plante- og dyrearter og en atmosfære, man kunne ånde. Et menneskeliv tilbragt inden døre i kliniske omgivelser havde haft en ødelæggende virkning på de første rumrejsende og kolonister. Der var dem, der mente, at folk ville gå til grunde, hvis de blev berøvet muligheden for at gå uden for og trække vejret eller spise mad, som de selv havde dyrket.

Jeg skal ikke kunne sige det - jeg voksede selv op på en rumstation, et stort kompleks med legestuer og drivhuse, og selvom det var noget af en åbenbaring for mig at komme til Marib, bemærkede jeg aldrig, at jeg havde savnet noget i min barndom. Tværtimod: Midt i plaskene ved de gulblå strande og under løvhanget i de store skove, mine forældre straks insisterede på at vise mig, endte jeg altid med at savne stjernehimlen i fællesrummet derhjemme.

Udvindingen var nemlig færdig, kort før jeg alligevel skulle starte på Akademiet, og mine forældre tog hjem, hvor de kom fra. Jeg begyndte at uddanne mig til ingeniør for selv at tage del i den evige søgen efter brændstof til vore rumskibe. Den tilstundende krig fik mig til at søge ind i flåden, hvor jeg selv mente, at jeg kunne gøre størst nytte.

I en af de sidste uger før min afgangseksamen begyndte jeg at blive plaget af en underlig drøm: Jeg var tilbage i rumstationen, under den sorte himmel med solens ild i horisonten. Natten var plastret til med stjerner, og lavt på himlen stod en trekant som tre gule blomster, omkranset af en cirkel med en uefterlignelig gul nuance: Ledestjernen. Hvis man lagde hovedet på sned kunne man næsten se et lille hvidt glimt ved kanten af den inderste: Terra Viva, den ubeboede planet med de grønne uhyrer og den uhæmmede plantevækst fra min barndoms eventyr.

Synet forfulgte mig i de følgende dage: Udsigten fra fællesrummet, stjernehimlen og Ledestjernen med dens gule, trygge og hjemlig lys. Det var jo absurd: Jeg længtes efter udsigten fra en nedlagt rumstation på en ubeboet klippeø i universet, som nu var så tømt for ressourcer og værdi som et æbleskrog. Jeg længtes efter noget, som nu var væk, og hvori jeg ikke med min bedste vilje kunne se nogen værdi.

Og dog kunne jeg ikke få drømmmen ud af hovedet, så meget mere, som den gentog sig nat efter nat. Til sidst gik jeg på kompromis og fik lavet en halskæde, der så vidt muligt indfangede essensen af den tryghed, jeg længtes efter: En oval skive besat med stjerner og tre små ringe, omkranset af en cirkel, med cirklen og ringene i hvidguld og sølv. Jeg puttede den i lommen og tog den frem, når følelsen kom over mig. Problemet var løst: Jeg havde nu den tabte udsigt i lommen og vidste, at jeg til hver en tid kunne få den tilbage.

Drømmen og længslen lod mig i alle tilfælde være i fred, og tre uger senere tog jeg min eksamen og endte med at få kommandoen på et skib. Krigen var nu så tæt på som nogensinde før.

Da imperiet brød sammen, blev det i første omgang opløst i tre-fire store "lande", som hver repræsenterede tusindvis af planeter og hundreder af milliarder af mennesker. Bio-bomben havde imidlertid en omkostning, som vore forskere ikke kunne gøre meget ved: Sygdom.

Vi havde naturligvis alle vore forkølelses- og influenza-vira, mæslinger, skoldkopper, herpes og HIV. Det var ikke noget stort problem, det var længe siden, nogen havde set en dødelig variant.

Hvad bio-bomben gjorde, var at skabe en vanvittigt forceret udvikling, som svarede til at lave et decideret remix af de dyre- og plantearter, man brugte som "frø". Der slap uvægerlig alle slags bakterier og vira med, og de første generationer efter, at en planet var indflytningsklar, indtraf mutationerne stadig foruroligende hurtigt. Rejser mellem forskellige planeter med hver deres helt friske biotoper og mikroflora komplicerede det hele yderligere. På verden efter verden begyndte folk at falde om og dø af sygdomme, man aldrig havde hørt om før.

Nødhjælp fra andre planeter risikerede blot at eksportere smitten, hvorefter scenariet kunne gentage sig og sygdommen hoppe fra solsystem til solsystem i en vanvittig, dødbringende kædereaktion. Mange af de vigtigste kolonier blev på den måde aldeles tømt for mennesker, og resten af galaksen havde forståeligt nok ikke travlt med at genbosætte en planet, der havde fået udryddet sin befolkning af guderne må vide hvilken sygdom, der var opstået i dens tropiske sumphuller.

Da man først havde forstået mekanismen bag de stjernehoppende pandemier, blev sygdomsbekæmpelsen på galaktisk plan reduceret til en enkelt, grusom men meget let forståelig regel: Ingen nødhjælp. Så snart en planet blev ramt af en pandemi, blev den sat i karantæne og enhver samhandel indstillet, indtil sygdommen var udryddet.

Det var en grusom beslutning at træffe, for de fleste planeter var slet ikke selvforsynende og kunne dårligt blive det. Når først en planet var afskåret, måtte den kæmpe hårdt for at bevare civilisationen. Nogle steder blev hele befolkningen simpelt hen udslettet. Andre var mere heldige, men så snart de var ramt af karantænen, var det kun et spørgsmål om tid, før de løb tør for reservedele og måtte klare sig med landbrug, jagt og fiskeri. Efterhånden som der blev tyndet ud i de beboede planeter ophørte kontakten også mellem forskellige dele af universet. Planeternes sprog gled fra hinanden, og efter få århundreder var galaksen politisk, sprogligt og kulturelt splittet op i hundredevis af riger svarende til den gamle verdens "lande".

Min egen verden lignede som sagt et aflangt, stavformet krystalprisme med hovedstaden og de vigtigste planeter forneden og de mere tyndt befolkede og vilde egne foroven. Hvis vi fastholder denne orientering lurede der over prismet en stor, uformelig ballon, som var et af de få helt store riger, der var tilbage. Vores sikkerhed i forhold til dem var nogenlunde proportional med vandstanden i deres beholdning af vigtige ressourcer, især tungmetaller.

Forneden lurede en helt anden trussel, et stort, uformeligt krat af planeter, der alle havde været ramt af karantæne. De udgjorde ikke en politisk enhed, havde ingen fælles stat, mange af deres planeter var stadig helt ubeboede efter de store pandemier, mens andre var sunket ned i overtro og barbari. Det var en jungle, vi så vidt muligt holdt os fra, og som intet andet end mangel på livsvigtige ressourcer kunne have trukket os ned i.

Problemet med dette krat var, at mange af dem havde opdaget de omliggende verdeners rigdom og kultur og derfor udspyede en lind strøm af marodører og bosættere. Hvorfor skulle de have besværet med at bygge byer, når vi havde gjort det for dem? Hvorfor skulle de selv genskabe deres civilisation fra grunden og genopdage den videnskab, der skulle til for at gøre dem selvforsynende, når de kunne tage det hele fra os?

Marodørernes taktik var gruopvækkende simpel: De angreb vore planeter én ad gangen, satte dem ud af spillet med et lynangreb og stillede befolkningen over for et ultimatum: Samarbejde eller døden.

Hvis planeten var rig på ressourcer blev den plyndret, og dens byer brændt. Var den frugtbar, sendte marodørerne gerne tre-fire skibe med civile bosættere, der installerede sig som høvdinge med forbindelse tilbage til marodørernes egen planet og den oprindelige befolkning - vores landsmænd - som slaver. Særligt genstridige planeter blev udslettet med atom- og brintbomber.

Man skulle tro, at den slags rumrøvere ville have svært ved at klare sig mod en avanceret civilisation som vores, men faktum er, at de åd sig ind på os, planet for planet, rædselsscenarie for rædselsscenarie. Smeltede byer, massakrer, voldtagne og tilfangetagne kvinder og mænd, mennesker, der døde som fluer af de sygdomme, som oprindelig havde hærget marodørernes planeter.

Det værste var, at vi stadig var nødt til stadig at respektere den gamle karantæneregel: Så snart marodørerne havde rørt ved en planet, var den død, indtil i vidste, om der var udbrudt en smitte, og den eventuelt kunne kureres; ellers kunne vi hurtigt selv komme til at gøre marodørernes arbejde for dem.

Det var en hektisk tid, hvor jeg var glad for at vide, at min egen familie levede i relativ fred og sikkerhed på Marib, som trods alt lå centralt og i ly ved siden af hovedstaden, men hvor vi ikke desto mindre så barbarerne gøre større og større indhug på det, som vi engang troede var et fredeligt og stabilt rige. Millioner af døde det ene år blev til milliarder af døde det næste.

Marodørernes normale praksis var at sende et eller to skibe ind mod en planet for at lamme alt i et enkelt, ødelæggende angreb, og hvis det ikke lykkedes, så løbe. Vi kunne ikke forudsige, hvor de ville slå til næste gang og kunne selvfølgelig ikke slå ring om samtlige planeter. I stedet anbragte vi to skibe i kredsløb om hver af de yderste og som regel tyndt befolkede planeter, mens flåden trak sig tilbage og forsvarede de inderste solsystemer med næb og kløer.

Jeg blev selv sat til at lede forsvaret af Nova Altair, som var én af disse udkantsverdener.

På trods af situationens alvor havde jeg nogle dejlige og paradoksalt nok fredelige år dér. Der er tale om en lille planet med et dejligt klima, sneklædte bjerge med gode muligheder for skisport og et naturskønt tempereret bælte med skove og sandstrande. Industri og minedrift var koncentreret på planetens nordside, mens det meste beboelse lå i det tempererede område omkring ækvator - det var også der, jeg selv boede, når jeg ikke var på vagt ude i rummet. Som planetens redningsmænd var vi rimeligt populære i befolkningen, og jeg begyndte så småt at overveje at slå mig ned permanent, når og hvis vi fik bugt med indtrængerne.

Det var også i disse år, at min halskæde begyndte at røre på sig igen. I lang tid havde jeg ikke tænkt over den, den havde simpelt hen været min trofaste, daglige følgesvend, der så selvfølgeligt som min uniform eller mit låsekort, eller måske nærmere som min næsetip eller min øreflip, var fulgt med mig, hvor jeg gik og stod.

Jeg drømte. Det gør man selvfølgelig altid, men dette var mere påtrængende. Jeg drømte om min barndom, om fællesrummet i rumstationen, om min far, der sad og fortalte historier, om at lege med de andre børn; jeg drømte om Ranja og de første forsigtige omfavnelser, før også hendes forældres kontrakt udløb og hun tog tilbage til Dilmun, om at være på ekspedition udenfor, myriader af leende børn i rumdragter og en lærer, der fortvivlet forsøgte at holde styr på det hele.

Gennem alle disse drømme løb ét bestemt billede som en rød tråd. Tre gule stjerner samlet i en trekant og omkranset af en glorie skabt af atmosfæren trådte frem og fyldte drømmen med en underlig, malplaceret længsel, der altid blev hængende i dagevis. De tre stjerner trængte sig selv i forgrunden og ønskede tydeligvis at fylde alt og få resten af mit liv til at tage sig trivielt ud.

Jeg forstod det ikke. En rumstation er en rumstation, og så fantastisk var min barndom dér altså heller ikke.

Når jeg ikke arbejdede, hang jeg ud med kollegerne fra skibet. Vi officerer var blevet venner med en del af de kvinder, der arbejde for Rådet, og der var en af dem, som jeg havde et særligt godt øje til, og som jeg plejede at invitere ud til både det ene og det andet. Måske, når alt dette var overstået, hun ville rejse tilbage til Marib med mig. Måske, når alt dette var overstået, jeg selv ville slå mig ned på denne friske, åbne, grønne planet, der var så fuldstændig forskellig fra de sterile omgivelser, jeg selv var vokset op i.

Og så kom denne drøm og satte det alt sammen i skyggen af tre ligegyldige, ubestemmeligt-gule stjerner, der kun kunne observeres på en forlængst nedlagt rumstation i den anden ende af landet.

Krigen gik ikke ret godt. Marodørerne lod stort set vores planet være i fred, men den var heller ikke specielt stor eller attraktiv, og fjenden blev naturligt tiltrukket af de større og mere tæt befolkede planeter nær hovedstaden.

Man begyndte at tale om at trække alt inden for hovedklyngen: Evakuere Nova Altair og andre perifere planeter, tømme dem for ressourcer, ødelægge byerne og evakuere befolkningen. Det største problem ved den plan var, at man ikke kunne bygge boliger til alle de mennesker.

I mellemtiden var vores generalstabskort ramt af stjerneskud.

Selv brugte jeg tiden på at cirkle rundt ude i rummet som kaptajn på mit skib, parat til at slå til mod et angreb, der aldrig kom. Nede på jorden så jeg efterhånden mere og mere til Zenia, som var datter af et af de vigtigste rådsmedlemmer. Vi var begyndt at drømme mere og mere om, hvad vi gerne ville, når dette en dag var forbi.

Drømmen forfulgte mig stadig, drømmen om min barndom, om rumstationen og stjernehimlens ubestemmeligt-farvede lys i fællesrummet. Det gik mig på: En slags omvendt traume, min barndoms tryghed på rumstationen nedkogt til et enkelt billede, som gav mig den uafvendelige følelse, at hvad jeg end foretog mig nu og her, så var det forkert. Hvad var der med de ovenlysvinduer og den stjernehimmel, der havde givet genlyd nok i mit sind til at manifestere sig i min lomme som en halskæde, jeg lagde vægt på altid at have på mig?

Det kom i hvert fald ikke til at vare længe, før billedet kom tilbage.

Jeg stod på broen, ude på en af de rutinemissioner, der udgjorde min eksistensberettigelse på Nova Altair. Resten af besætningen gik rundt og passede deres ting, jeg stod og betragtede udsynet med stjernehimlen uden for. Det er frustrerende at bruge sin tid på at vente på noget, der ikke sker, og dog var det nødvendigt.

Stjerneskud, stjerner, rummets uendelige tomhed, som generationer af dårlige digtere havde fablet om. Fire års patruljetjeneste, fire år som kaptajn på et af de fire skibe, der i døgndrift beskyttede denne planet. Det var efterhånden begyndt at blive rutine. Som en vagtpost på den kinesiske mur. Og dog måtte vi holde modet oppe: Det skulle ikke gå os som den vagt, der efter halvtreds års tro tjeneste skulkede fra sin post netop den dag, hvor barbarerne valgte at dukke op.

Samtidig med vagttjenesten forsøgte vi at analysere de seneste angreb og lede efter et mønster. Næstkommanderende sad foran mig og fumlede med skærm og tastatur, et stjernekort dukkede op under det store udsyn:

"Hovedklyngen er endnu uberørt; i sidste måned faldt Hyksos, i denne kvadrant. Petra, Palmyra og Anbar slog angreb tilbage."

Tre prikker lyste grønt, og en enkelt blev manende rød.

"Som sædvanlig intet mønster. Men jeg tror, vi er inde i en byge."

"Nogen overslag?"

"Almindelig stokastisk analyse ud fra angrebshyppigheden de sidste ti år giver en sandsynlighed på 10% for et angreb i løbet af den næste måned.

Analyse ud fra sidste år alene konvergerer mod 50% med en usikkerhed på 5%. De kommer tættere og tættere på."

"Med mindre de løber tør," indskød jeg tørt.

Det var et problem: Det eneste redskab vi havde til at gennemskue, hvad fjenden var ude på, var en statistisk analyse af angrebshyppigheden. Men det var fuldstændig usikkert - på et eller andet tidspunkt måtte angrebene trods alt høre op, fordi der ikke var sendt flere skibe, og det ville vores statistiske modeller ikke kunne vise.

Tre prikker lyste op på skærmen, og for hver af dem blinkede yderligere fire-fem stykker - hvert af de sidste angreb med deres "forgængere" i samme område.

"Oppefra ... nedefra ... - det lader alt sammen til at konvergere mod dette område. Det er os, eller vores nærmeste naboer ...". Prikkerne lyste op på tavlen og dannede en ubehageligt påtrængende ring omkring os selv. Min næstkommanderende var en ung, spændstig kvinde, som en dag ville blive en god og lidenskabelig ægtefælle eller kæreste. Desværre ikke min.

"I sidste måned var de på vej væk ...?

Måske du i stedet for at filosofere over, hvem der står for tur næste gang, kunne give et bud på, hvor de har deres base?"

"Hvis de har en. Men i så fald er jeg sikker på, at de også har tænkt på, at vi kan udnytte deres angrebsmønster til at forsøge at finde den.

Men angrebene er stadig koncentreret om den nederste del af riget, kun ganske få forsøg over hovedklyngen," et par enkelte punkter i den øverste del af det stavformede krystal lyste op. "Næste gang nogen bliver angrebet må de forsøge at tage besætningen levende og så se, hvad de kan få ud af dem."

Det var endnu en stående vittighed. Tage dem levende og se, hvad man kunne få ud af dem, inden man var inficeret af en af de myriader af uheldsvangre mikrober fra længst glemte pandemier, som de brugte som biologiske våben. Tage dem levende og se, om man overhovedet kunne snakke med dem. Tage dem levende og håbe på, at de overhovedet kunne sige noget som helst.

"Kaptajn," sagde hun. "Vi har haft fred og ro de sidste fem år. Med lidt held får vi det de næste fem og tyve også. Men ...".

Hun havde tabt mig. Faktisk var jeg slet ikke med, og det var ikke kun, fordi hendes situationsrapport mest var en kedelig gentagelse af de samme, evindelige spekulationer. På udsynet tegnede sig pludselig tre små prikker i en trekant i den nederste del af stjernehimlen, en trekant omgivet af en slags glorie, der måtte skyldes en optisk effekt i selve udsynet. Prikkerne voksede hastigt, efterhånden som de endnu uidentificerede lyskilder kom tættere på. Vi var under angreb.

"Alle mand på dæk!" råbte jeg, for befippet til at huske den rigtige procedure. Næstkommanderende satte sirenen igang, og broen blev straks forvandlet til et mylder af mennesker og aktivitet.

Udkigsposten begyndte at lire koordinater og mulige angreb af: "Afstand 300.000 kilometer, forventet landing på Altair 25 minutter, kan måske afskære dem ved at accelerere og give dem en god gang peber."

"Afgang!", skreg jeg. Få øjeblikke efter var vi igennem hyperrummet og så de tre prikker lyse op meget tættere på, uhyggeligt nok stadig i en perfekt trekant, der ubarmhjertigt brændte sig ind i min barndoms trygge, lyse nætter.

Koordinater blev indtastet, og tre målsøgende missiler gled tavst gennem rummet. De havde ikke en chance: Fjenden havde ingen overlysflyvning og skulle være heldige, hvis deres primitive detektorsystemer overhovedet kunne nå at varsko dem om den forestående død.

Styrmanden kiggede intenst på skærmen, talte minutterne, ventede på en chance til at sætte sekvensen i gang: ni, otte, syv, seks ... et blændende lys oplyste udsynet, de to andre måtte snart følge efter ... fem, fire, tre, to ... der kom de ... EN, og mine indvolde krængede sig nok engang ud, mens det sortnede under springet.

Overlysspring er forbandet ubehagelige, men denne gang var det trods alt helt oplagt at foretrække frem for at brænde som et støvfnug i tryk- og varmebølgen fra tre brintbomber. På udsynet flimrede tre supernovaer, døde hen i en dystert-gul glød og forsvandt lige så stille, borte igen så hurtigt, som de var kommet.

Jeg kiggede lamslået på NK og styrmanden.

"Jeg tror vi slap, kaptajn!" sagde styrmanden.

Jeg nikkede nådigt, stadig ophidset. Det var første gang, nogen af os havde været i kamp, og det havde ikke engang varet tyve minutter. Melder, at vi har reddet verden, og det har ikke taget mere end de vigtigste tyve minutter i vores liv.

Næstkommanderende lagde sig tilbage i stolen, hendes bryster stod i vejret, som hun faldt hen med et drømmende smil. "Det var ni ud af ti," sagde hun. "Det var nioghalvfems ud af hundrede. Hvis vi ikke havde stået lige dér ... hvis du ikke havde råbt op ..."

Jeg nikkede og havde egentlig mest lyst til at omfavne hende, lægge mig ind til hende og synke med ind i hendes drømme.

"Men de er døde nu. Endnu en chance forspildt."

Det var dog et problem, der var til at overse. Det var sjældent, at det overhovedet lykkedes at slå angriberne tilbage. At give sig tid til at tage et af de fjendtlige skibe til fange ville have været ensbetydende med at give et af de øvrige tid til at nå og udslette Nova Altair. Et fjendtligt skib kan udslettes på minutter eller sekunder, men tager timer og dage at tage til fange. Som sædvanlig ville et oprydningshold blive sendt ud for at se, om de kunne redde nogle stumper af de ødelagte fjendtlige skibe, og som sædvanlig ville de intet finde.

Tomheden fyldte mig, som adrenalinen døde ud i min krop. Jeg rystede på hovedet.

"Tre dage tilbage," sagde NK. "Tre dage, så skal vi ned og aflægge rapport til Rådet."

Ned til en heltemodtagelse, tænkte jeg. Tre dage, hvor vi kunne tage den lidt med ro, vel vidende, at vi havde slået et angreb tilbage, og at der nu kunne gå mange år, før vi blev ramt igen. Tre dage, hvor vi kunne køre videre på rutinen, plotte de angribende skibe ind i det overordnede mønster og prøve at se, hvad det kunne give os af oplysninger om mordernes base.

Jeg fortalte ingen om, hvad jeg så, da jeg opdagede angriberne. Jeg havde aldrig ladet nogen vide, at min amulet var andet og mere end et stiliseret minde om min barndoms stjernehimmel.

I virkeligheden var jeg rystet i min grundvold. Jeg var stadig besjælet af den dybe længsel fra utallige nætters urolige drømme, hvor jeg atter var blevet præsenteret for den uforståelige, uimodsigelige og alt for dybe længsel efter en helt bestemt stjernehimmel. Ledestjernen, tre ubestemmeligt-gule kugler omkranset af en fælles glorie, der måtte være et artefakt fra atmosfæren. Og nederst, en lille, stålblank prik under det nederste hjørne i trekanten, slyngede min fars historier sig ind gennem lianskove og grønne uhyrer, der kæmpede med spyd. Tre stjerner, der forlener barndommen med ubeskrivelig tryghed, og under dem min fars eventyr. Man skulle tro, jeg var kommet over det.

Og nu dette. Symbolet havde vakt de samme følelser som altid, men denne gang repræsenterede det et alt-ødelæggende angreb, der kunne have udslettet eller i bedste fald uhjælpeligt raseret den planet, der nu i mange år havde været mit hjem, og hvor jeg håbede at gifte mig og grundlægge en familie. Jeg havde båret på en hemmelighed, og denne hemmelighed havde marodørerne brugt som en vej ind i mit sind.

Tre dage senere stod vi i rumhavnen på Nova Altair, parat til at tage den næste transport ind til hovedstaden. Næstkommanderende og styrmanden var alvorlige og nervøse, deres ansigter udtrykte nærmest ærefrygt. Ingen af os havde prøvet at være krigshelt før. Jeg tænkte ikke på meget andet end at drukne min forvirring og forløsning i Zenias arme, så snart det kunne lade sig gøre.

Men først: Rådet. Vi lod os køre, gik ad lange gange og trådte endelig ind i den alvorsfulde sal, hvor vi så ofte havde fremlagt vore beregninger og bekymringer, og gjorde klar til at aflægge rapport.

"Melder, at vi har opsnappet tre fjendtlige skibe, der var på vej til at angribe. Melder, at sandsynligheden for nye angreb på denne planet de næste fire år hermed er nede under 0,1%. Melder, at fjenden er udslettet. Der var ikke tid til at forsøge at tage dem levende."

Jeg kiggede rundt. Rådets medlemmer så underligt stift, udeltagende på os. Lederen rømmede sig og begyndte at tale.

"Godt klaret, kaptajn! De fleste er ikke så heldige. Desværre er der bare et problem ..."

Der var noget galt. Ud ad øjenkrogene mærkede jeg en bevægelse, en sitren i salens skygger bag de ærværdige rådsfolk. Nogle ildevarslende, mørke skikkelser trængte sig fremad.

Jeg havde vel halvt om halvt tænkt på dem som kæmper, to en halv meter høje med sorte rustninger og en hellebard klar ved siden. I virkeligheden var de små, nærmest uanselige - men deres uniformer var rent faktisk sorte.

"Hvis bare I forholder jer i ro, sker der ikke noget", sagde den forreste af skikkelserne med en kraftig, raspende accent, som jeg ikke havde hørt før. "Jeg ved ikke, om ordet 'afledningsmanøvre' er en del af jeres militære træning. 'Sænke paraderne', talte man vist om i gamle dage. Tre tomme, fjernstyrede skibe, og forsvarerne sætter alle deres kræfter ind på at afværge angrebet. Og imens ..."

Jeg nikkede. De havde fået os til at hæve armen for at slå ud efter en flue, mens de ubemærket stak deres modbydelige, forgiftede spyd dybt, dybt ned i vores alt for bløde indvolde. Det sank i mig, som situationens alvor begyndte at gå op for mig. Vi var døde.

"Det var nødvendigt at holde jer hen, indtil I kom hertil; I var de sidste forsvarsstyrker. Alle fire skibe er besat, og der vil ikke ske nogen noget, så længe I samarbejder. I modsat fald forbeholder vi os ret til at ødelægge alle værdier på planeten, så de ikke falder i fjendens hænder. Jeg må på det kraftigste råde jer til at samarbejde."

Det kunne han sagtens sige. Vidste han ikke ...?

Han så ildevarslende rundt på os. "Jeg og mit mandskab vågnede for en måneds tid siden efter tusinder af års dvale. Vore folk har sat os nødtørftigt ind i situationen. Vi har samlet store mængder af brændstof og tungmetaller på en base kun få lysår herfra. Det er ikke lykkedes at holde en eneste af jeres verdener, men det har ikke været uden omkostninger for jer at holde os ude.

Til gengæld er det ikke lykkedes at trænge gennem jeres indre forsvarsværker. Men det vil nu ændre sig."

Han så betydningsfuldt, nærmest sjofelt indtrængende på mig. Vi var fanget som en lus mellem indtil flere negle. Hvis vi ikke døde af de sygdomme, som de nu havde tænkt sig at inficere os med, skulle vore egne landsmænd nok sørge for, at ingen af os kom til at forlade planeten i live de første tyve år.

Med mindre marodørerne bestemte sig for at holde Nova Altair, i hvilket fald vores slagstyrke havde ordre til at udslette den.

"I kan ikke bryde igennem den indre ring uden hjælp. I kan ikke flyve vores skibe. I er efterkommere af en civilisation, der blev udslettet under en af de store epidemier, og hovedparten af denne planets indbyggere vil snart være døde. Hvorfor skulle vi hjælpe jer?"

Han smilede, så over på sine fæller, og herefter ud over Rådets medlemmer, der så ud, som om de var medvidere i en frygtelig hemmelighed.

"Fordi I gerne vil leve. Fordi jeres side umuligt kan vinde, og fordi det er i alles interesse at få afsluttet denne krig så hurtigt som muligt.

I kan ikke engang forestille jer, hvad det er, der driver os. Vi mistede alt - teknologi, rigdom, mad. Vore forfædre var tvunget til selv at dyrke jorden på et tidspunkt, hvor de end ikke havde maskiner til at lave redskaber med. I generationer døde vi som fluer. Vi mistede alt, bortset fra erindringen om, hvad vi havde været og atter kunne blive. Efter et par snese generationer kunne vi møjsommeligt tøffe på besøg hos hinanden, og vi indgik et forbund af folk, der har svoret en dyr ed: At få civilisationen tilbage. Atter at blive dem, der bestemmer her i universet. Og vi byggede en million skibe og sendte dem afsted i alle retninger.

Denne her planet havde I nær fået reddet, troede I. Og nogle hundrede gange skal det nok være sket, at I har reddet en verden. Men hvor længe tror I selv, I kan blive ved? Selv de ti tusind stjernekrydsere ved den indre forsvarsring må blive trætte engang. Desuden ... hvad tror I egentlig, vi er ude på?

Vi er ikke uhyrer. Vi kommer ikke for at udrydde jeres civilisation, vi kommer for at overtage den. Vi kan ikke betjene jeres maskiner, og det vil tage os år at lære. Vi har ingen interesse i, at I dør. Men vi har en interesse i, at I overgiver jer!

Så længe krigen bliver ved, dør jeres rige, en planet ad gangen. Hvis I overgiver jer, kan I leve videre mere eller mindre som før. Nu er det bare os, der bestemmer i stedet for generalerne i hovedstaden.

Men det er ikke kun det. Kaptajn! Du er den øverste leder af denne planets forsvar. Du har ansvaret for indbyggernes liv og sikkerhed. Hvis I ikke griber ind, risikerer de at dø, af epidemier eller i de kampe, der snart vil komme. Vi har udviklet vacciner mod alle de dødelige sygdomme, som vi selv har lidt under, og vi kan dele dem med jer, hvis I vil. Men vi har brug for tid!

Denne planets indbyggere har nu valget mellem et fredeligt, uforstyrret og stort set uændret liv under vores herredømme - og så den mere eller mindre totale undergang, der ville blive konsekvensen af at nægte. Valget er dit."

Jeg kiggede rundt på de andre officerer. Måske havde han ret. Hvis Marodørerne virkelig kunne tage magten mere eller mindre smertefrit, ville deres skibe holde op med at angribe vore planeter. Hvis ikke, ville det betyde døden for alle planeter uden for den indre ring, og i længden ville heller ikke den kunne holde stand. Det var afpresning i den største målestok, jeg nogen sinde havde hørt om.

Jeg sank. Den svimlende erkendelse af, at vores planet var prisgivet, var erstattet af erkendelsen af, at vi var døde, med mindre vi spillede fjendens spil og forræderiet lykkedes.

"Kan vi drøfte det lidt for os selv?"

"Selvfølgelig," svarede talsmanden. Få minutter senere havde erobrerne forladt salen og overladt det til de besejrede selv at håndtere deres nederlag.

Rådets formand så på mig. "Du hørte ham. Det rigtigste ville være at kæmpe imod for enhver pris, og det er også, hvad vores forholdsordre siger. Hvis vi er nødt til at samarbejde, ville det være endnu mere rigtigt at forsøge at advare vore landsmænd om det forestående angreb.

Men: Før de landede, kastede marodørerne nogle kapsler med en livsfarlig influenza-virus. Hvis vi slår alarm, vil deres læger ikke hjælpe os med at immunisere folk, og de vil plyndre os nådesløst, inden vore egne kan nå at slå igen.

Som det er lige nu, er der ingen, der ved, at vi er faldet. Det sidste, Overkommandoen har hørt fra os, var meddelelsen om jeres enestående bedrift.

Denne bedrift er nu blevet endnu mere enestående: I har ikke blot uskadeliggjort tre fremmede skibe, I har også haft held til at fange et fjerde intakt og tage hele dets besætning til fange. Det er en enestående chance for at studere indtrængerne på nærmeste hold og finde ud, hvor de kommer fra, og hvordan de måske kan standses eller overvindes.

Desværre nægter besætningen at tale, og vi kan hverken forstå deres sprog eller betjene deres computere.

Planen er sådan set færdig, i alle detaljer. Det eneste, vi mangler, er jeres ord for, at I vil samarbejde."

NK trak sig foragteligt baglæns, tog sig så sammen og nikkede. Styrmanden rystede på hovedet, og jeg selv sukkede oprørt og bed ydmygelsen i mig. Der var ikke andet at gøre.

Rådsformandens spådom viste sig at holde stik. Aldrig så snart var beskeden om det tilfangetagne, fjendtlige fartøj sendt afsted, før der indløb en ordre fra Overkommandoen: Skibet skulle tømmes for alt af efterretningsmæssig værdi, og alle disse ting skulle sammen med besætningen holdes i karantæne og omgående flyves til hovedstaden. Vores mandskab skulle tage afsted med to af Nova Altairs fire stjernekrydsere; dette var strengt taget ikke forsvarligt, men det var usandsynligt, at marodørerne ville angribe igen så hurtigt.

Besætningen på det fremmede skib skulle underkastes en bakteriologisk og virologisk analyse, og vi skulle forsøge at neutralisere enhver form for smitte, så efterretningsfolkene i hovedstaden selv kunne komme til at forhøre dem. Selvfølgelig ville de aldrig komme længere end til karantæneområdet, men det kunne være rart, om afhøringsofficererne kunne få lov til at forlade det igen.

Ekspeditionen begyndte så småt at tage form, og jeg aflagde rapport for overkommandoen om vore hensigter. Jeg, NK og styrmanden skulle flyve ind med den fjendtlige besætning i dvale i lasten. Kaptajn Samson ville tage det andet skib med alt materiel fra det fjendtlige skib, så eksperterne kunne se nærmere på det.

Marodørernes læge gik samtidig i gang med immuniseringen. Befolkningen på Nova Altair fik i første omgang samme historie, som vi havde fortalt Overkommandoen, at det var lykkedes os at tage det fjerde marodørskib intakt, og at de tilfangetagne indtrængere og deres udstyr snart ville blive fløjet væk; i mellemtiden var vi bekymret for eventuelle huller i det fjendtlige skibs karantæne, hvorfor Rådet var tvunget til at iværksætte en storstilet vaccination af alle planetens 50 millioner indbyggere.

Dette fuldendte marodørernes afpresning: Hvis kuppet mislykkedes, ville vaccinationen medføre en eller to generationers karantæne, hvor der ikke ville komme forsyninger med brændstof eller tungmetaller. Civilisationen ville smuldre, og der kunne udbryde borgerkrig og hungersnød.

Jeg behøver vel ikke fortælle, at vi alle sov dårligt i denne tid. På 24 timer havde planetens forsvar og Råd forvandlet sig fra Rigets og civilisationens indædte forsvarere til usle forrædere, hvis eneste chance for overlevelse var at assistere den primitive og grusomme fjende i et storstilet kup mod selve regeringen.

Smykket lå stadig i min lomme, men det lå mindre sikkert eller trygt end før. I alle de år, hvor billedet af de tre stjerner havde ligget i mit baghoved og fulgt mig i mine drømme, havde såvel ledestjernen som forestillingen om den stået for noget godt. Dette var uventet: Hvorfor viste de tre fjendtlige skibe sig netop som symbolet på den tryghed, der ikke ville lade mig være i fred?

Overkommandoens ordre havde ikke været til at tage fejl af, og det tog os knap en uge at forberede afrejsen.

Og sådan gik det til, at jeg og NK tre dage senere sad på broen og ventede på signal fra kaptajn Samson. Turen til den indre ring var gået problemfrit, og vi var nu i kredsløb om hovedstaden. Vi var dages karantæne i kredsløb, mens Overkommandoens udsendinge gennemførte deres biologiske skanninger. Ikke, at der skulle kunne være noget - marodørernes materiel i Samsons skib var omhyggeligt desinficeret, og de sovende fjender i vores eget lastrum blev af samme grund holdt hermetisk adskilt fra os andre. Selvfølgelig var der også seks marodører løs på de to skibes dæk, men det kunne Overkommandoen ikke vide.

Vi var parat til sammenkoblingen og den sidste rådslagning med kaptajn Samson og hans folk, inden vi landede i regeringskomplekset. Den sidste rådslagning, inden det gik løs.

Jeg så på NK og beundrede som så ofte før den selvfølgelige, afklarede værdighed og autoritet, der strålede fra hver pore af hendes krop.

Som jeg ofte havde drømt om, men indtil nu aldrig gjort alvor af, knugede jeg mig ind til hende, mærkede hendes skuldre spændes i et øjebliks overraskelse som straks forsvandt og druknede i et sus af blødhed. I morgen var det afgørende slag i vores liv, og som to tørstende pilgrimme bortkastede vi den militære korrekthed, der i årevis havde reguleret et forhold, der aldrig før havde været andet end kollegialt.

Jeg knugede hende tættere, lige så overrasket over mig selv, som jeg var over hende. Blæse være med Zenia, dumme Zenia og hendes vigtige familie på en planet langt borte, som vi måske aldrig ville vende tilbage til. Jeg og NK gik ind i dette slag sammen, og det var det eneste, der betød noget.

Tre lamper begyndte at blinke på kontrolpanelet, en trekant som af små, lysende kugler omkranset af en kunstig refleks i panelets plastik, antydningen af en glorie. Alt var parat.

Sammenkoblingen forløb planmæssigt, og vi havde en konstruktiv rådslagning på kaptajn Samsons dæk. I morgen ville vi flyve ind på karantænestationen i hovedstaden, og der ville vi vække de sovende marodører i lasten. Når myndighederne havde overbevist sig om, at det var sikkert at lade os forlade skibet, ville vi blive kaldt til afhøring hos regeringsrådet. Samtidig ville rigets bedste teknikere kaste sig over de udvalgte stumper af marodørernes computere, som vi havde besluttet at overlade dem.

I samme øjeblik skulle begge skibe gå på vingerne, og vores egentlige mission ville være at meddele regeringen vores ultimatum, mens skibene rettede et knusende slag mod Overkommandoens flåde. Om mindre end et døgn ville kuppet være overstået og krigen forbi.

Vi forlod mødet i en beslutsom stemning, jeg aldrig havde oplevet før. Vi kan gøre det her - i morgen er det os, der bestemmer, og krigen er overstået!

Jeg og NK gik og småsnakkede, kom lidt foran vore tre sortklædte vogtere, som vi nærmede os luftslusen. Samtalen fortsatte under frakoblingen, og for enden af den lange slusegang vendte jeg mig forsigtigt om, knælede og beundrede den historiske scene. Samsons skib hvælvede sig uden for slusegangens gennemsigtige vægge, og de tre Marodører var på vej, klar til at spille deres rolle i rigets undergang. Jeg fumlede, trillede en lille kugle ned mod dem, som om de skulle gribe den, trykkede på knappen foran mig og så sluseportene glide i. Nødlukning af dør. Kuglen åbnede sig og begyndte at udspy en langsomt voksende sky; det var ikke uden en vist tilfredsstillelse, at jeg så de tre fjender styrte sammen. En overvældende buldren fyldte luften, som Samsons skib begyndte at trække slusegangen til sig. Nødproceduren var i gang.

Jeg og NK styrtede op på broen, hvor vi ankom tidsnok til at se Samsons skib folde sig ud som en sjælden ildblomst. "NU!," skreg jeg, og styrmanden trykkede på knappen, der satte den sidste sekvens i gang. Endnu tre missiler fløj afsted for at fuldende arbejdet med Samsons skib, mens vi alle sank tilbage i vore stole, parat til at absorbere chokket og væmmelsen ved overgangen til hyperrummet.

Vi dukkede op i kredsløb om en forladt rumstation langt mod nord, tæt på den øverste spids i det aflange krystal, der udgjorde vores land. Jeg havde valgt stedet med vilje; lavt på himlen stod tre store, smukke stjerner i en trekant. En optisk illusion i skibets kameraer forsynede dem med en fælles glorie, tre ubestemmeligt-gule tennisbolde omkranset af en cirkel. Lige under den nederste tennisbold glimtede en næsten umærkelig stålhvid prik, en verden af fugle og skove og grønne, menneskelignende uhyrer bevæbnet med spyd.

Vi fløj lavt hen over den forladte rumstation, et sidste kig på mit barndoms land før springet. Vi gik ikke ned. Stationen var rimeligvis fuldt funktionsdygtig, men vi havde ikke brændstof nok til at sætte gang i kompleksets luftanlæg, og så kunne vi lige så gerne blive i rumskibet.

Jeg så ned på NK, skottede hen til styrmanden, som trykkede en ny sekvens ind, hvorefter rumskibet begyndte at gøre klar til sidste etape af vores rejse.

Kaptajn Samson og hans besætning var døde. Marodørernes ledere var døde, og et skib med hundrede af rigets soldater og tusind sovende marodører var på vej mod en næsten umærkelig stålhvid prik, en levende planet i kredsløb om det nederste hjørne i et stjernebillede, der kun kunne ses fra den rumstation, hvor jeg havde tilbragt min barndom. Og sådan gik det til, at vi grundlagde det land, som jeg nu snart skal forlade.

Vi gik ned i en frugtbar lysning midt i en dyb, grøn skov. Det første, vi gjorde, var at ødelægge skibets motor og alt kommunikationsudstyr. Herefter spredte vi det omhyggeligt for alle vinde, så ingen kunne finde det fra luften, og begyndte at opbygge et samfund med den teknologi, vi havde til rådighed: Frugter, korn, vildt og rødder, huse af tømmer og skind. Vi gjorde marodørerne til slaver og fik dem til at gøre det meste af arbejdet, mens vi officerer tog os af det administrative.

Som tiden gik, begyndte vi at lukke slaverne ind i vore egne cirkler, vi giftede os med dem, og de og vi smeltede sammen til ét folk. Jeg beholdt kommandoen længe nok til at gøre den til en kongemagt, som NK og min ældste søn står klar til at føre videre.

Hvad resten af verden angår, ved jeg simpelt hen ikke, hvordan det gik. Marodørernes kup mislykkedes, kaptajn Samson og hans besætning er døde, og Overkommandoen fik aldrig deres eftertragtede fanger. Vi var på vej til at begå det ultimative forræderi, men forrådte i stedet i sidste øjeblik forræderiet selv. Nova Altair kan være smadret af Overkommandoen, men må mindst være kommet i karantæne.

For mange tusind år siden gjorde en mand oprør mod et stort rige og stjal et af dets skibe, som han sammen med sine mænd strandede på en øde ø. Imperiet gennemtrawlede havet på jagt efter det stjålne skib, men fandt det aldrig. Manden havde ingen planer om at blive på øen og var ude af sig selv af raseri, da hans besætning en dag kom til at brænde skibet af under en af deres hyppige drukture. I stedet var de tvunget til at opbygge et nyt samfund, der i de følgende århundreder sjældent kom over de hundrede indbyggere.

Med os var det omvendt. De evige drømme om ledestjernen fik det til at gå op for mig, at vi kunne redde livet ved at stjæle skibet og opbygge et nyt samfund på den ene, ubeboede og frugtbare planet, som jeg vidste var inden for rækkevidde. I stedet for at redde livet og forråde imperiet, kunne vi skabe et nyt, på et sted, hvor ingen ville kunne finde os.

I den lysning, hvor vi landede og grundlagde vores land, har vi bygget et palads og ved siden af paladset et tempel, på hvis tag tre gyldne stjerner troner, som tre ubestemmeligt-gule appelsiner indfattet i en glorie af hvidguld. Hvad betyder det?, spørger de unge mennesker, og det ligner heller ikke noget, nogen af os vil kunne se de næste mange generationer.

Tegnet betyder ikke noget i sig selv og skal ikke opfattes som en hyldest til obskure guder, som jeg alligevel ikke tror på. Det er bare min måde at ære den stjerne, der engang brændte sig sådan ind i mit sind, at den førte mig til at grundlægge denne nye verden, da den gamle var ved at gå under.

[ agger, Thu 31 Dec, :16:34: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Ubuntu Community-dag i Århus tirsdag den 9. marts

Lisa Snellings

Ubuntu Community-dag i Århus den 3. februar

Isvinter på søen

Sundhedens pris

Trailer: 3 Idiots

Ledestjernen

En efterårsdag i Danmark

Wonderful, wonderful Copenhagen

Det er altså ikke raketvidenskab