– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!

29. May 2015

Kampsportsopvisning i The Colosseum 7. juni


Opvisning i kickboksning, Muay Thai, MMA og Kung Fu To'a.

Jeg deltager selv i kung fu-delen. Kom og vær med!

08. May 2015

Mod bedre vidende

Læserbrev i B.T., 8.5.2014:


Henrik Dahl udtaler i BT 7/5, at visse indvandrerbørns problemer i folkeskolen skyldes "tåbelige forældre", som ikke kan "indse nytten af solide danskkundskaber".

Nuvel, jeg har selv boet i en "ghetto" (Rosenhøj ved Aarhus) i mange år. Der var store sociale problemer i området. Manglende engagement hos nogle indvandrerforældre var en del af problemet. At noget nær 100% af de "etnisk danske" beboere var på overførselsindkomst og mange af dem døjede med misbrug mv var også en del af problemet.

De problemer, Henrik Dahl påpeger, kan på ingen måde reduceres til et "indvandrerproblem". Der skal to, og i dette tilfælde nok nærmere flere, til tango.

Og det ved Henrik Dahl som sociolog udmærket godt. Han er altså ude og udtale sig mod bedre vidende for at score populistiske stemmer. Føj og atter føj.

28. Apr 2015

Kevin Powell: Why Baltimore is burning

Why Baltimore Is Burning
By Kevin Powell

I am from the ghetto. The first 13 years of my life I grew up in the worst slums of Jersey City, New Jersey, my hometown. If you came of age in one of America’s poor inner cities like I did then you know that we are good, decent people: in spite of no money, no resources, little to no services, run down schools, landpersons who only came around to collect rent, and madness and mayhem everywhere, amongst each other, from abusive police officers, and from corrupt politicians and crooked preachers, we still made a way out of no way. We worked hard, we partied hard, we laughed hard, we barbequed hard, we drank hard, we smoked hard, and we praised God, hard.

And we were segregated, hard, by a local power structure that did not want the ghetto to be seen nor heard from, and certainly not to bring its struggles out in plain sight for the world to see.

Indeed my entire world was the block I lived on and maybe five or six blocks north south east west. A long-distance trip was going to Downtown Jersey City on the first of each month so our mothers—our Black and Latina mothers—could cash their welfare checks, buy groceries with their food stamps and, if we were lucky, we got to eat at Kentucky Fried Chicken or some other fast food restaurant on that special day.

When I was about 15 I was badly beaten by a White police officer after me and a Puerto Rican kid had a typical boy fight on the bus. No guns, no knives, just our fists. The Puerto Rican kid, who had White skin to my Black skin, was escorted off the bus gingerly. I was thrown off the bus. Outraged, I said some things to the cop as I sat handcuffed in the back seat of a police car. He proceeded to smash me in the face with the full weight of his fist. Bloodied, terrified, broken in that moment, I would never again view most police officers as we had been taught as children: “Officer Friendly”—

Being poor meant I only was able to go to college because of a full financial aid package to Rutgers University. I did not get on a plane until I was 24-years-old because of that poverty and also because I did not know that was something I could do. These many years later I have visited every single state in America, every city big and small, and every ghetto community you can name. They all look the same.

Abandoned, burnt out buildings. Countless churches, funeral parlors, barber shops, beauty salons, check cashing places, furniture rental stores, fried chicken spots, and Chinese restaurants. Schools that look and feel more like prison holding cells for our youth than centers of learning. Playgrounds littered with broken glass, used condoms, and drug paraphernalia. Liquor stores here there everywhere. Corner stores that sell nothing but candy, cupcakes, potato chips, soda, every kind of beer you can name, loose cigarettes, rolling paper for marijuana, lottery tickets, and gum, lots and lots of gum.

Then there are also the local organizations that claim to serve the people, Black and Latino people. Some mean well, and are doing their best with meager resources. Others only come around when it is time to raise money, to generate some votes for one political candidate or another, or if the police have tragically killed someone.

Like Rekiya Boyd in Chicago. Like Miriam Carey in Washington, D.C. Like Tanisha Anderson in Cleveland. Like Yvette Smith in Texas. Like Aiyana Stanley Jones in Detroit. Like Eric Garner in New York City. Like Oscar Grant in Oakland. Like Walter Scott in South Carolina. Like Freddie Gray in Baltimore….

Yes, we have the first Black president in the White House but it feels like open season on Black folks in America once more. 100 years ago this year the Hollywood image machine was given a huge boost by a racist and evil film called “Birth of A Nation,” a movie so calculating in the way it depicted Black people it set the tone, quite literally, for how we were portrayed and treated in every form of media for decades to come. 100 years ago it was common to see photos of African Americans, males especially, lynched, hung from trees, as the local good White folks visibly enjoyed their entertainment of playing hangman.

100 years later “Birth of A Nation” has been replaced by a 24-hour news media cycle still obsessed with race, racism, racial strife, racial violence, but no solutions and no action steps whatsoever, just pure sensationalism and entertainment. 100 years later the lynching photos have been replaced by cellphones capturing video of Walter Scott running away from a police officer, like a slow-footed character in a video game, only to be shot in the back—pop! pop! pop! pop! pop! pop! pop! pop!

Except all of this is mad real, Black people in America—the self-proclaimed greatest democracy on earth—are being shot here there everywhere, by the police, in broad daylight, with witnesses, sometimes on video. And with very few exceptions nothing is happening to the cops who pulled the triggers. No indictments. No convictions. No prison time.

And every single instance one of these scenarios occurs, we are handed the same movie script: Person of color is shot and killed by local police. Local police immediately try to explain what happened, while placing most of the blame, without full investigation, on the person shot. Police officer or officers who fired shots are placed on paid “administrative leave.” Media finds any and everything they can to denigrate the character of the dead person, to somehow justify why she or he is dead. Marches, protests, rallies, speeches. Local police show up in military-styled “riot gear.” Tensions escalate. Folks are arrested, people are agitated or provoked; all hell breaks loose. The attention has shifted from the police killing an innocent person to the violence of “thugs,” “gangstas,” “looters.” The community is told to be nonviolent and peaceful, but no one ever tells the police they should also be nonviolent and peaceful. Whites in power and “respectable Black voices” call for calm, but these are the same folks who never talk about the horrific conditions in America’s ghettoes that make any ‘hood a time bomb just waiting for a match to ignite the fury born of oppression, marginalization, containment, and invisibility. These are the same people who’ve been spent little to no time with the poor.

If you aren’t from the ghetto, if you have not spent significant time in the ghetto, then you would not understand the ghetto….

No matter. Big-time civil rights organizations, big-time civil rights spokespersons, and big-time church leaders are brought in to re-direct, control, and contain the energy from the people at the bottom. Started from the bottom now we here….

But they really cannot because the people have seen this movie a million times before. They know it is madness to be told to let justice take its course. They know it is madness to wait out a legal system that rarely if ever indicts and convicts these police officers who’ve shot and killed members of their community. They know it is madness to be told to stay cool, to be cool, when they have no healthy outlets for their trauma, their pain, their rage. They know it is madness to hear pundits and talking heads of every stripe on television and radio and via blogs analyze who they are, without actually knowing who they are. They know it is madness when middle class or professional Black folks speak the language of the power structure and condemn the people in the streets instead of the system that created the conditions for why the people are in the streets. They know it is madness that so-called progressive, liberal, human rights, or social justice people of any race or culture have remained mightily silent as these police shootings have been going down coast to coast. And they know it is madness that most of these big-time leaders and big-time media only come around when there is a social explosion.

So they do explode, inside of themselves, and inside their communities. They would love to reach areas outside their ‘hoods but the local power structure blocks that from happening. So they destroy their own communities. I understand why. I am they and they are me. Any people with nothing to lose will destroy anything in their way. Like anything. Any people who feel as if their lives are not valued, like they are second-class citizens at best, will not be stopped until they’ve made their point. They, we, do not care if our communities have not rebounded from the last major American rebellions of the 1960s. We care that we have to live in squalor and misery and can be shot at any given moment by each other, or by the police, and no one seems to care. A rebellion, a riot, are pleas for help, for a plan, for a vision, for solutions, for action steps, for justice, for God, someone, anyone, to see our humanity, to do something. Condemning them is condemning ourselves. Labeling the Baltimore situation a riot because it is mostly people of color is racist given we do not call White folks behaving violently after major sporting events rioters or thugs or gangstas, and Lord knows some White folks have destroyed much property in America, too. It ain’t a democracy if White people can wild out and it is all good; but let people of color wild out and it becomes a state of emergency with the National Guard dropping in, armed and ready.

Black lives matter, all lives matter, equally. I believe that, I believe deeply in peace and love and nonviolence. I believe in my heart that we’ve got to be human and compassionate and civil toward one another, as sisters and brothers, as one human race, as one human family. I believe that our communities and police forces everywhere have to sit down and talk and listen as equals, not as enemies, to figure out a way toward life and love, not toward death and hate; a way toward a shared community where we all feel safe and welcomed and human.

Yes, I love people, all people. But I also believe in justice, for all people. And I know that what has been happening in America these past few years not remotely close to any form of justice, or equality. Imagine, if you will, White folks being shot and murdered by the police like this, what the reactions would be? Imagine if George Zimmerman had gone vigilante on a White youth with a hoodie in that gated Florida complex. Imagine White parents having to teach their children how to conduct themselves if ever confronted by the police. Imagine that Aiyana Stanley Jones was a little 7-year-old White girl instead of a little 7-year-old Black girl, shot by the police as she slept on a sofa with her grandmother, in a botched raid? It would be a national outrage.

Baltimore is burning because America is burning with racism, with hate, with violence. Baltimore is burning because far too many of us are on the sidelines doing nothing to affect change, or have become numb as the abnormal has become normal. Baltimore is burning because very few of us are committed to real leadership, to a real agenda with consistent and real political, economic, and cultural strategies for those American communities most under siege, most vulnerable. Policing them to death is not the solution. Putting them in prison is not the solution. And, clearly, ignoring them is not the solution.

Kevin Powell is a cofounder of BK Nation, a new national organization and blog website. He is also an activist, public speaker, and author or editor of 11 books. His 12th book, The Education of Kevin Powell: A Boy’s Journey into Manhood, will be published by Atria/Simon & Schuster in November 2015. You can email him, kevin@kevinpowell.net, or follow him on twitter, @kevin_powell

21. Apr 2015

There is no cloud

There is no cloud - just other people's computers!

There is no cloud - just other people's computers!

There is no cloud - just other people's computers!

... just other people's computers - tak, FSFE!

14. Apr 2015

Computerekspertens hemmelighed



21. Mar 2015

Frihed og liv - problemet

Ja, jeg har allerede sagt det meste -
har ridset op, hvad kendt er af de fleste,
men vil dog lige for alle resumere
hvorfor vi vil om frihed fantasere.

Vi mennesker er født ind i en verden
som klare grænser sætter for vor færden.
Vi fødes med et navn og til en stilling,
i hvilken vi kan leve og tjene en skilling;
kan møde mange, elske få og skabe
os selv et liv, kan vinde og kan tabe
det store spil om kærlighed og ære;
kan os et fag, et egnet virke lære,
kan finde os i verden her en plads
om i en hytte eller et palads.

Hvert liv kan helt sit eget mærke sætte
og kan sin lykke hindre eller lette.
Af dette vekselspil bliver *skæbnen* født;
af verden bliver vi med en modstand mødt.
Af denne modstand skabes nu vore liv,
hvad end vi vajer blot som tørre siv
for hvert af modevindens mange kast
eller holder i vort eget fast
som en betonblok smidt i havet ud.
Vor frihed sikres ved det enkle bud
at verden giver til vort modspil rum
som havet, når det pisket er til skum
giver plads til svømmetag imod dets bølger
skønt af og til det får fatale følger.
At finde lykken er ej altid nemt;
ja selv i dag, hvor mange vist har glemt
hvordan det er at kæmpe for sit brød
mod sult og tørke, tørst og hungersnød
er mange fanget i et selvskabt net
af gøremål som strammer alt for tæt 
og holder dem i evig tomhed fast
som vogtere af verdens sære last
af arbejdstvang og menneskelige relationer
som dem med deres fangenskab forsoner.

En verden er af mening bygget op,
af gøremål, som aldrig siger stop.
Fra fødslen er der pasning, derpå skole 
hvor vore børn kan sidde ned på stole
og lytte til de får deres eksamen.
For nogle går det ligesom i reklamen:
Eksamen giver dem adgang til et job,
og her vil vi forsigtigt sige stop;
for livets næste mange, mange år
med dagligt slæb på dette job nu går.
Der følger da en langstrakt karriere -
et ord, vi alle lærer at holde i ære -
hvor hver dag vi på jobbet har at møde;
vi må for penge med vort nærvær bøde.

Det kan dog være, at det for netop dig
med drømmejobbet ej går som en leg.
Måske dit helbred ikke giver dig lov, 
måske du lidt oår meget i skolen sov;
måske din hud er farvet lidt for brun?

Men selv når intet job er på din vej
så tror du nok, der er en plads til dig.
Et samfund skal jo have til alle plads
til tiggeren, og den rige i hans palads;
så selv hvis du ej finder levebrød
så klarer du nok skærene uden nød.
Vort samfund er jo egentlig ganske rigt,
skulle gerne have overskud til sligt.
Dog glemmer du! at verden er for dem
hvem rigdommen har åbnet op på klem
til magtens eksklusive korridorer.

Når magt på markedskapital beror
kun én ting for deres øje de store ser:
hvordan de selv kan få og kræve mer.
Da styres verden af en grådig flok
af flinke folk i slips, der ej har nok 
i det, som de af jorden piner ud.
De vil ha' mer! De frygter ej et brud
med gammeldags, almindelig sund fornuft
når de, forført af magtens pengeduft
vil vokse evigt, uden at holde op
før selve jorden sætter for dem stop.
Vi må hvert år lidt mere olie bruge,
så hav og luft lidt mere gift kan sluge.
Vi *ved* jo, at vi bare løs kan brænde.
Vor verden er så stor, får aldrig ende.
Forsøger man nu blidt at minde om
at selv den største pung engang bliver tom;
at når med evig vækst vi breder os
så vil engang os verden byde trods
og til os arme stakler signalere
at kære børn,  nu er der ikke mere?

Men de, som minder om, at denne Jord
hvis liv og rigdom gjorde den til vor mor
er endelig og ej kan vare ved
er drømmere uden spor ansvarlighed,
mens ægte økonomer insisterer, 
at altid vi må prøve at vokse mere.
Et middelklasseparadis de lover
for så, mens vælgerne og folket sover
at rage hele puljen til sig selv.
Ej blot har de med skinmanøvren held -
mens verden spises lige så stille op
og CO2-niveauet gør et hop
er drømmen om en bæredygtig jord
kun sværmeri og store, tomme ord.

Vor vækst vil altså vokse uden ende,
vi lader os af fremskridtstro forblænde
og kører uden at ænse denne baggrund
direkte frem mod katastrofens afgrund.
Dog låner vi en sjælden gang vort øre
til folk, der vil os til noget bedre føre:
Erkender faren, lover grønne vaner
alt mens vi lystigt videre forurener.
For se, så snart vi hører om en krise
er det jo klart, at vi må noget spise.
Så venter vi en smule med at spare
og toget må mod kanten fortsat fare.

Så viser det sig, at vort land har fjender
- folk, som herop vold og terror sender
og blodigt undertrykker deres egne.
Da må hvert håb om fred og velstand blegne,
for dette kan vi ikke lade passere.
Så hellere fuldstændig ignorere
det tab af menneskeliv, natur og penge
som krigen altid vil os arme bringe.
Så falder alle fromme ønsker bort,
og alle noble drømme går i sort;
så falder bomberne i fjendens land
mens idealer bliver til ørkensand
alt mens et hektisk, vanvittigt forbrug
opsluger verden i et mareridt af blod.
Så snapt vi retter blikket mod det gamle
når fra en krise vi os op skal samle;
så er der ikke tid til alt det grønne,
på økohippiefjolserne at skønne.
Skridt for skridt bliver jorden til et øde -
måske din hjemegn endnu ej må bøde -
men når hver dag forbruget stadig vokser,
og CO2-balancen stadig kokser -
mens klimakatastrofen stadig truer
og olieforurening himlen kuer?

Når ansvar er at bære ved til bålet,
når tryghed er at holde fast i målet
om rigdom, velstand og så skidt med resten:
Forband de få, som ødelægger festen!
Vi breder os græshoppesværmeagtigt
alt mens vi fokuserer spredt, løsagtigt
på det, som mon kan ske den næste time!
Hvad skal der blive af vor sildestime
når klimakatastrofens første storme
os pisker rundt som ynkelige orme?
Det er svært at være rigtig optimistisk.
Måske man hellere mere fatalistisk
skal tænke, at verden helt er fra forstanden
og sig og sine redde fra verdensbranden?
Det er svært at tro på værdighed og frihed
hvis verden af i morgen ingen lighed
med middelklassens drømmeliv i dag
på nogen mulig måde kunne have.

Après nous le déluge: Er det den sang
vi tvinges til at høre dagen lang?
For mange kæmper i de stores sold
for olieverdenskrige at proklamere,
for farlige fjendebilleder at levere.

Der er dem, der kalder fjenden for muslimer,
som drager vest og nord i store stimer;
der er dem, der hader alle dem, der nasser
og pyt så med, om det nu altid passer.

Men er alt håb da så aldeles ude?
Er verden blot en synkefærdig skude
og hvis den er, hvad nytter så det hele?
Hvad nytter det at prøve på at dele
de længsler, håb og eventyr og drømme
med hvilke vi gør vore nætter ømme
og dagen fuld af lidenskab og kamp
hvis vi dog aldrig helbreder den svamp
af hvilken vores jord er syg til døden?
Hvad nytter kamp, som ej afværger nøden?
Så hellere nyde livet frit og siden
gøre grin med dem, der stadig spilder tiden.

Dog: Sagen er at ingen ved, hvor længe
det tager for ilden i det bål at fænge
som vi har til vor arme verden bygget.
Vi har os længe i vor rede hygget,
og hyggens tid er endnu ej forbi -
men snart vi hører en anden melodi 
som allerede mange steder gassen
går ud af velfærdsstaten, middelklassen.
Når krisen kradser, kan vi benhårdt kæmpe
for værdighed og frihed - for at lempe
de regler og kontroller, som sig sænker
og bryde vredt behandlerstatens lænker.

Vi bærer gerne frihedsflammen frem
så den kan brænde videre hos dem
som kommer efter og må leve uden
den trygge rigdom her på samfundsskuden.
Vi kæmper for at videregive stafetten
til dem, der overlever og vil have den.

Carsten Agger
Foråret 2012

07. Mar 2015

Frihed og liv - fortale

Lidt tanker om den moderne verdens problemer og paradokser.

Jeg sidder her en frossen vinterdag
og tænker over tidens store gåde:
At skønt vi mennesker, fra stress og jag

befriet, endelig burde kende en måde
at leve fredeligt i værdig ro
så kender vores samfund ingen nåde,

men kræver, én skal knokle løs for to.
Vi har nu ellers viden og teknik,
maskiner, som med mad og tøj og sko

og alskens viden for enden af et klik,
os gavmildt, overdådigt vil forsyne - 
mens tid og liv vi aldrig nok af fik.

Vi lader sjældent tanken modigt lyne,
vi bruger ej teknikkkens overskud,
men kravler sløvt i skjul under vor dyne

af tanketomt, kulturløst pjatudbud.
Vi flygter fra vort eget sinds dæmoner,
vi kæmper for at fylde tiden ud

og undgår helst de trælse situationer
hvor klart vi ser vort eget hykleri.
"Du taler vagt, hvad mener du?", det toner

fra læseren, da han kom her forbi.
Nuvel, det er ej vanskeligt at se
et ret så flittigt tankepoliti

bag tanken om, at vor kultur måske
er større end de gamles overtro.

I dag vi alle frem i livet iler,
vi knokler for at svare enhver sit;
vi sætter os i verden fast som igler

som ved, hvad der er dit, og særligt: Mit.
De fremskridt, som er sket de sidste år
os hæver over alt det gamle skidt.

Det værste i det gyselige arkiv
historien udgør, er dog overtro -
en snak, der viser alle, hvor naiv

vor race var i sine barnesko.
I vore dage ved vi meget mer
og tror nu ikke længere, at en ko
har verden skabt og givet dårligt vejr;
og heldigvis vi aldrig mere "ser"

de væsener, hvis dystre skyggehær
ku' skræmme vores samfunds gamle spidser.
Ej spøgelser, gespenster ser vi her

ej trolde, vætter, dværge, alfer, nisser.
Vi vil ej mere om disse syner fable,
og det os om vor klogskab klart forvisser.

I stedet har vi vores formidable,
soleklare betonrealiteter.
I dybe lag kan vi begreber stable,

vi måler ned til sidste millimeter,
beskriver alt eksakt med videnskab.

Vi har ej mere guder og profeter,
og det kan man vist ikke kalde et tab
når vi på nøje styrede elektroner
tilsat en smule teknisk lidenskab,

på løbske, farlige bølgekvantfotoner
kan bygge en helt ny teknologi.
Det hjælper os i mange situationer

og gør os dejligt stolte indeni;
vi kender verden nu som aldrig før
og har maskiner, som kan stå os bi.

*Frie* er vi nu som aldrig før,
frie til at køre, hvorhen vi vil.
Frie er vi lige, til vi dør,

og ved, hvad vi skal bruge friheden til.
Vi samler derfor penge, så vi kan
få råd til brød og dejligt skuespil,

til alt, hvad alle er enige om, at man
må have for at nyde livet ret.
Du vil nok have et hus, jo det går an -

en seng at hvile i, når fuld og mæt
du om kan dejse efter dagens fest,
når livets larm har gjort dig ganske træt.

Er der i denne tomhed ingen rest
af ædel stræben, menneskelig skabertrang?
Og rider jeg for hårdt mon denne hest

spolerer med sarkasme rent min sang?
For sagen er, at i moderne tid
har mennesket nået sejre, som en gang

man kun ku' drømme om; som sparer slid
og vores liv gør helt utroligt nemt.
Det er slut med gammeldags beregningsflid

for i computeren bliver vore data gemt
og ikke kun det: Af digital logik
er tankeslotte bygget, så helt klemt

er filosofisk væv af empiri:
Kan alle gåder løses? Her er svaret
ret negativt for Hilberts dogmatik.

Os *verdener* har kvanten åbenbaret -
en verden, som til vores frygt nu bølger
så ej den virker alt for vel forvaret.

Så store intellektuelle følger, 
så stor og magisk verdenspoesi
det nytter ej, jeg for min læser dølger
er rundet af den ny teknologi.

På brændstofbåren vinge afsted vi iler.
For mange byder verden på komfort.
Mod smart forbundenhed vi alle stiler;

for os nyrige kan det blive en sport
at tænke på, hvor håbløst alt var før.
I gamle dage var vor verden sort,

af overtroisk rædselstale skør,
mens sult og ubehandlet sygdom hærgede -
ej længere vore børn i vuggen dør.

Hvor ofte har vi ej vort held besværget
fordi vi lever i en teknisk tid
hvor ofte helt man kunne have forsværget
at der engang kun fandtes sult og nid?

Her i modernitetens trygge varme
lever vi med hjælp fra vore maskiner
et liv, som selv om vor teknik kan larme
kun fabler, profetier og drømmesyner
kunne have varslet for de gamle.

Alt sammen rigtigt, men! Vi ville lyve
hvis vi nu påstod, at det er uden problemer
at lade  al maskinteknikken flyve.

Blandt videnskabens flotte teoremer
er ét, som siger at alting har en ende
og nu, hvor jorden nærmest har eksem af

den ild, vi kan med kul og olie tænde
så ved dog alle, at selv atomkraft rækker
kun til den dag, vi må det sidste brænde.

En mærkelig dårskab sine kløer strækker
tværs gennem styringen af vore affærer,
som i en ubegribelig retning trækker.

I skolen er det jo, vi alle lærer
at for al vækst et sted der må være grænser,
så selv når fremskridtsguden fromt vi ærer

dén lærdom dog fornuftigvis vi ænser.
Undtagen lige med økonomien!
Med krav om stadig, evig vækst den flænser

ressourcer her til cellekolonien
hvorfra vi sender vækstens metastaser -
jeg tror, vi alle kender melodien.

Ja, *kræft* er just det, som i alle faser
i vækstfilosofien mening finder,
som bliver ved, til værten er i laser

og først udfries, når dens død oprinder.
Kun kræften lever af uhæmmet vækst;
og når enhver begrænsning helt forsvinder

bliver mennesket som en væmmelig, stærk gevækst,
en knude midt på selve jordens bryst,
som først vil standse sin uhæmmede vækst

den dag, vi har af Hende livet kyst -
vor Moder, livets ophav, vor natur.
Hvem har mon til at profetere lyst

når viseren på verdens store ur
står stille meget tæt på klokken tolv
og fremtiden sig former som en mur?

Nej, verden er ej endnu blevet gold -
måske endnu et håb vi kunne nære 
at folk i andet end pengemagtens sold

af verdens varselstegn vil tage ved lære
og standse helt med klog ansvarlighed
det vanvidsræs, som væksten satte i gære,

og hjælpe en holdbar udvikling på gled.
Vi NU kan standse op ved afgrundens rand
og følge en kurs, hvis bæredygtighed

os fjerner langt fra vækstens evige brand
og giver os en fremtid mere grøn.
Men pengestrømmen er en slem tyran

som tror, at verden er en bundløs brønd,
som vægter mere end solidaritet
en evig sikring af sin egen løn.

At dele kagen uden rivalitet
imens man sikrer alle deres del
forpurrer en samling hos en minoritet

som rigmandsstanden holder for sig selv.
En lige fordeling truer plutokratiet,
men hvis enhver skal have en rimelig del

så må vi splitte ligeligt partiet -
men så går vi deres formue for nær.
Hvis hver frit nyde skal demokratiet

må altså mere vi producere til hver -
men så må evigt produktionen stige 
og så er katastrofen stadig her.

Det nemt nok er for mig at sidde og sige
hvad med alt dette nu der burde ske -
men nytter det, når nu alt andet lige

det alt for nemt for alle er at se
at intet godt ved noget vil blive gjort
før varmestorm og hungersnød slår til?

Det er ikke svært at se fremtiden sort,
lidt sværere er det glad og optimistisk
at true dystre varselsskyer bort

og tro på frelsen fra en liberalistisk,
pengemagtsbaseret styreform.
Jeg tænker gerne glad og idealistisk

på fremskridt, som vil tage os med storm
men vil og vide, om truslen mod vore liv
kan standses, før vi som de usle orm

vi ligner i det store perspektiv
bliver mast af klimaændringslokomotivet.
Selvfølgelig har vi stadig vore liv,

men hvad betyder det for troen på livet
hvis ikke mere til næste generation
vi tillidsfuldt kan overdrage skibet

fordi vi selv har afbrændt hele Jorden?
Så ja, vi har noget glæde af vor teknik,
og dog har den os bragt en situation

hvor let vi mister mere end vi fik
og dette sætter selvklart nok en grænse
for fremskridtstroens glædesmatematik.

Så lad os derfor nu i stedet ænse
hvad udviklingen har bragt af kompetence,
hvad håb vi har fra frihedens ambulance
før vi vor jord er færdige med at lænse.

Med det på plads vil endelig jeg mig skynde
og uden mere ståhej min sang begynde!

Carsten Agger
Januar 2012

01. Mar 2015


Pilbrodalen er en dal, som 
ligger tæt på, hvor jeg bor.
En dag den trak mig til en ensom
tur, hvor bæk og eng sig snor
imellem grønne bakker. Det var
lige efter vinterkulden
græsset havde en sygeligt-gullig
duft, som vistnok kun var mulig
nu, hvor sneen tungt havde hvilet
mange måneder på alt;
råddenskab af bærme spilet
havde næsten græsset kvalt.
Der var smukt, men også trist
som om alt var døden nær
og snappede efter vejret. Trist!,
når alt er blegnet, fjernt og svagt
når verden syg ved lejet ligger.

Fra råddent skelgræs rettes spagt
blikket mod en enlig bæk
og en spiret, hengemt kornmark.
Vandrer længe langs en hæk
giver lige en knold et spark
til jeg kommer, hvor jeg ville:
Lav og grøn og smuk, en eng.
Nyde den måske jeg ville,
bruge græsset som en seng;
se den brede sig ud for blikket,
mens hvert græsstrå stumt forjætter
en verden bagved øjeblikket
som på fantasien vinger sætter.

Ak, den eng er næsten druknet.
Gulligt græs mod himlen sygner, 
bag det grå er solen sunket;
ganske tomt og trist det syner.
Fri natur jeg ville søge
for i den mon fred at finde.
Under markens brede bøge
håbede jeg ydmygt at linde
på de mørke, tunge skyer
som lagde låget på mit sind.
Jeg så, hvor vinteren tristhed spyr,
så bange sorgen trænge ind
i hver en dyster, skummel sprække.

Marken henlå altså trist, 
sygeligt gulligt-grønt på gråt.
Ingen fugle hang på kvist,
naturens "skønhed" var en spot.
Dog, lidt væk bemærkede jeg
netop noget, som dragede:
Vand, med is og sne derpå
som tøen havde ladet stå.
Træer knejsede over isen,
grønt og hvidt stod frem af disen.

Midt i alt det syge grønne,
nede mod ådalens bund
blinkede iskrystaller skønne
i en lille moselund.
Jeg mig roligt, sindigt nærmede
hvor de tørre, gule siv
brød isen, som af træer skærmet
levede her sit eget liv.
For blikket breder sig et syn,
en sneklædt skovbund spredt blandt søer,
lyser som et klart hvidt lyn
mens de grønne marker tøer.

Men hov! Hvad ligger der? På isen
hviler vist en hvidlig kugle.
Hvad ér det? - tænker jeg, mens brisen
vil mit hår forsigtigt ugle.
En bold, måske - eller blot plast
smidt her som på en losseplads.
Er det en bold, så står det fast: 
Den vil det være mig svært tilpas 
at tage op og lege med.
Det er ej svært, jeg tager den let
blot jeg nu på isen ud
kan tage et par raske skridt,
og kuglen rører ved min hud.

Vist var det begyndt at tø,
men det var kun en uge nu
siden jeg gik på Solbjerg Sø
så *holde* sku' den stadig ku'.
Et par meter lå den ude,
et par meter gik jeg frem;
mærkede kulden på min snude,
gav et vissent siv et klem.
Ved min kugle var jeg fremme -
se, det var en læderbold.
Nu ku' jeg den atter glemme,
der var også blevet koldt.

Først ville jeg dog tage den op
og bukkede mig forsigtigt ned.
Isen gav et højlydt knag -
stille blev jeg i min krop, 
om ørerne jeg blev lidt hed.
Det var vist en farlig sag
om isen nu i denne time brast.

Fra træet over mig der hang
en gren; i den tog jeg nu fat,
forsøgte at tage vægten af.
For sent: For pludselig isen sprang
og åbnede sig med et stort splask
som fladen under mig sig gav
og jeg holdt fast i grenens tynde kvast.

Iskoldt vand omsluttede mig
mens jeg greb fast omkring min gren,
hovedet boblede under vand.
At komme op forsøgte jeg
imens jeg sprællede med mit ben.
To meter væk det tørre land - 
men foden kunne ikke mærke bund.

Jeg plaskede, havde vand helt op 
til lige midt på brystet.
Grenen holdt min tunge krop
kun lidt endnu, jeg mærkede rystet
for den smuldrede, tynd og rådden
fuld af mug, ja nærmest lådden
men holdt dog vandet borte fra min mund.

Jeg forsøgte mig at nærme 
kanten ved at skifte gren,
men den nye var end mere farlig.
Jeg måtte mig mod kulden skærme -
skulle jeg slippe uden mén
skulle min frelse være snarlig.

Jeg forsøgte mig at mave
roligt frem til isens kant.
Hvis jeg farten kunne ave
vi' jeg snart stige elegant
op af denne frosne sø:
Først en arm langt op på isen
stille, rolig, famle, klø;
så forsøge, med en fnisen
grenens sikkerhed at slippe, 
også dén arm op på kanten.
Rolig nu! Uden at glippe,
se, nu lykkes det minsandten.
Langsomt, langsomt frem jeg kravler,
glider stille ind mod bredden;
isens kolde, blanke tavler
holder, ellers var jeg heden.

Bag mig brækker stadig flager
af, når mine ben passerer,
mens jeg roligt frem mig hager
- håbet lyser mere og mere.
Endelig ved græs jeg rører,
hele vejen op mig trækker:
tænker på, hvordan jeg tørrer 
alt mens mine lommer lystigt lækker.

Våd, forfrossen, nys opstanden
men det føles ikke koldt.
Den dukkert har dog ændret planen
- snøret af en lille bold.
Bolden får et stille spark
før roligt mod mit hjem jeg sjosker
langs den syge, grønne mark
mens min tilstand jeg udforsker.

Jeg ved, et vandhul kan være farligt,
at is kan være skrøbeligt i tø,
men tænkte ej, jeg så alvorligt
skulle se, hvor let det er at dø.
Hvem tænker, at en lille pyt
kan være nærmest bundløst dyb?
Jeg mærker også, som noget nyt
at kulden frem af tungsinds dyb
mit lyse sind har lokket.

Den dag var verden trist og grå,
og grå og hvide tågeskyer
lå som tæppe ovenpå
det kvalte græs. Mit eget sind
skiftede nu fra tungsinds mørke
for at lukke livet ind.
Før turen var jeg langt, langt væk
fra glæde, ro og fred;
nu var livet sprunget læk
og glæden dryppede atter ned
som om alt, der skulle til
for at lyse dagen op
var tanken om, at en dag vil
selve livet høre op.

Da jeg først lå der og kæmpede
i det mørke, kolde vand
uden at vide, om jeg kunne redde
livet; da jeg frem mig lempede,
kæmpede for at holde stand -
klar til hver en gud at bede;
da var jeg i fare, truet;
hvis jeg intet gjorde, ville jeg
uden tvivl og ufortøvet
ikke have mere at give af,
hvis for længe jeg havde tøvet
var jeg uden tvivl og hastigt død.

Våd og kold gik jeg nu hjemad.
Våd og kold, men uden at fryse -
traskede, plaskede bare fremad,
så himlen med et gråt skær lyse.

Tænkte: var det virkelig mig
der gik til menneskeland tilbage?
*Døde* dernede faktisk jeg
og ville mit  spøgelse nu plage
verden, som jeg havde forladt den
mens jeg selv på søens bund
rådner, uden at nogen tror, den
mand, de ser, er blot en ånd?

Den vinterdag er stadig med mig
i mine tanker lige siden
hver gang jeg mærker, at måske jeg
risikerer at spilde tiden.
Så er det ret, som for mit hoved
tunge vandkaskader trækkes
og jeg kunne lige så godt have troet
at jeg af vandet atter dækkes.
Så husker jeg, hvor let det gik
at bryde lukt ned gennem isen -
tænker på den kraft, som fik
mig atter op i tågedisen.

Så let det kunne ske igen -
hvem ved, om så jeg redder livet?
Det sætter foran alt et men
som siger: Tag mig ej for givet!

Carsten Agger
foråret 2010

28. Feb 2015

Capoeira i Århus


Et enkelt spil fra den traditionelle månedsroda for alle capoeiragrupper i Århus – denne gang hos Grupo de Capoeira Ginga Mestre Agostinho, hvor jeg selv træner.

21. Feb 2015

Foredrag: How to get involved in Free Software & Versionsstyring

Jeg holder dobbeltforedrag i PROSA Aarhus den 10. marts.

Fra PROSAs opslag:
Mange projekter inden for fri eller open source software drives som offentlige projekter, hvor alle, der har lyst, kan bidrage. Det er imidlertid ikke altid lige let at vide, hvor du skal starte. Hvordan kommer du ind i projektet, hvordan undersøger du communityet bag, og hvor er det mest relevant for dig at bidrage? Det modsatte problem er, hvis du selv vil lancere et projekt og gerne vil involvere andre. Hvordan får du folk til at bidrage til og bruge dit program, og hvordan opbygger du selv et sundt community?


Versionsstyring er ikke kun et spørgsmål om at kunne vende tilbage til tidligere versioner af koden, det handler også om at kunne arbejde på mange ting samtidig og om at styre arbejdsgange som udvikling, klargøring, test, release, support og hotfixes. Foredraget vil tage udgangspunkt i git, men vil være relevant for brugere af ethvert versionsstyringssystem, hvor det er let at bruge branches.

Det koster gratis, hvis du er medlem af PROSA, ellers kr. 250.

  Næste 10 >>