– fordi tiden kræver et MODSPIL

Hvem åbner Koranen - ny bog af Carsten Agger!


02. Jan 2016

Baobáxia til FOSDEM

 
Søndag d. 31. januar vil jeg fortælle om Baobáxia-projektet ved FOSDEM-konferencen i Bruxelles.

Herunder følger beskrivelsen på konferencens hjemmeside:
Baobab

Baobáxia is a community-built project to connect about 200 Brazilian quilombos to assist the interchange and preservation of traditional, community-built culture.

A special challenge is found in the fact that many of these communities are located in remote areas with no access to the Internet. It is therefore imperative to be able to synchronize multimedia data offline.

Technically, the system uses git-annex to solve the challenging problem of offline distribution - but the really important part of the process is the community effort involved.

The Rede Mocambos is a network of about 200 Afro-Brazilian and indigenous communities. As a network, it is focused on creating new infrastructure and strengthening the communities through the use of free software.

Baobáxia is a system designed to unite these communities in an offline network. Each community will upload their local cultural production (in the form of documents and multimedia content) to their local node of the system and have their contributions synchronized to the rest of the network. Nodes with an internet connection can synchronize directly from other nodes on the internet, while offline communities can synchronize their contents during the frequent meetups and visits with other communities in the network.

Baobáxias purpose is to provide traditional communities with the infrastructure to create and preserve their own digital culture on their own terms. The offline distribution is very important as many of these communities will probably never have fast Internet access due to their geographical location, but the creation of a free and community operated infrastructure for sharing multimedia data may also be seen as an important alternative to centralized global monopolies as YouTube and Facebook.

The system has now been operating for about a year and currently contains 30 nodes corresponding to about 20 different local communities. The project's efforts are currently directed at consolidating the current features, planning new features for future releases and giving workshops for users and administrators in the communities.

Technically, the system is built in Python and Django, with a front end based on Java Script and uses git and git-annex to synchronize the media. The important part of the process, however, is the community building aspect. Baobáxia represents the hope for the digital future for an existing network of ~200 traditional communities which are already keen on using free software and free technology to propagate and develop their culture.


Den her blog

 
Godt nytår!

Tilbage i 2008 overgik denne hjemmeside/blog officielt til længere og/eller vægtigere indlæg, og jeg har brugt den til at offentliggøre en del foredrag, digte, historier og artikler.

I takt med, at den politiske udvikling herhjemme bliver virkelig, virkelig giftig og modstanden i medierne dør ud sammen med de personlige blogs (som stille og roligt er opslugt af det monstrum, der hedder Facebook), kunne der faktisk godt være brug for en hjemmeside for intelligent og hårdstlående MODSPIL. Kunne det ikke være denne?

Ja, men ... den bærer efterhånden også mere og mere præg af, at det nuværende design blev lavet i 2007. Det var fint dengang, men holder ikke længere. Og det er begyndt at knirke rigtig meget, efter responsivt design er blevet normen over alle steder.

Siden trænger med andre ord til en gennemgribende teknisk revision, som det vil tage mere end blot et par dage at gennemføre. Og det har jeg ikke tid til foreløbig. Så indtil videre vil opdateringerne her nok fortsætte med at være mere end sporadiske.


13. Nov 2015

Things to come

 

Ikke i mit navn.

Billedmanipulation: Google Deep Dream.


20. Oct 2015

Hvorfor du ikke skal forstyrre en programmør

 

Af Jason Heeris.


01. Aug 2015

baobaxia.modspil.dk

 


Jeg har opstillet en server for systemet Baobáxia, som jeg udvikler i samarbejde med Rede Mocambos i Brasilien.

Du er velkommen til at aflægge siden et besøg!

Der er allerede en guldgrube af godt materiale, dels et par bidrag fra mit eget liv her i Danmark, men hovedsaglig ting, som relaterer til quilombo-bevgæelsen og til alle aspekter af afro-brasiliansk kultur.

Du kan læse mere om Baobáxia her.

Hvis du forstår spansk, kan du herunder høre et foredrag, jeg gav i Rio de Janeiro for en måneds tid siden, hvor jeg forsøger at forklare om baggrunden for det hele. (Der er en del larm i starten, men det bliver ikke sådan ved.)


28. Jul 2015

Danmark - et "kristent" land?

 
Læserbrev i Jyllands-Posten, 28.7.2015:

DANMARK SOM ET KRISTENT LAND

Det er ”befriende”, skriver JP på lederplads 26/7, at regeringen som del af sit grundlag medtager en erklæring om, at Danmark er »et kristent land«.

Men Danmark er forhåbentlig et land for andre end de kristne. Kristendommen er et fremmedelement, der i sin tid blev indført af politiske snarere end religiøse grunde.

Jeg vil selv betegne mig som ikkekristen dansker. Kristendommen er ikke af mig, og jeg er ikke af den. Kristne mennesker har jeg derimod intet problem med – der skal være plads til os alle. Men som overordnet normdanner for samfundet håber jeg, at kristendommen og især lutherdommen snart forsvinder ud af billedet.

Betyder denne afvisning af en ca. 2.000 år gammel og traditionelt meget intolerant religion, at jeg ikke er en ”rigtig dansker” ligesom JP’s lederskribent?


03. Jul 2015

Technoshamanism in Rio de Janeiro, day 1

 

Technoshamanism in Rio de Janeiro
Relaxing before starting the event.
Technoshamanism in Rio de Janeiro
Introduction – people spoke about their expectations of the encounter, and Fabi Borges explained her conception of technoshamanism and technomagic.
Technoshamanism in Rio de Janeiro
There was a workshop for creating robot creatures that reacted to visual stimuli with irreproducible noises.
Technoshamanism in Rio de Janeiro
All discussions were transmitted by the free radio station created by Bruna, working with an antenna and free software.
Technoshamanism in Rio de Janeiro Antipsychiatric noiseocratic schizoanalysis.


27. Jun 2015

Technoshamanism in Rio de Janeiro

 
10294472_10202566869510913_6727219932438395319_n (1)

TECHNOSHAMANISM/TECHNOMAGIC ENCOUNTER - FICTION AND NOISEOCRACY

We're organizing a new technoshamanist encounter, this time in CASA NUVEM in Beco do Rato, Rio de Janeiro. The event will take place on Tuesday June 30th and Wednesday July 1st, 2015, 14:00 to 24:00 hours.

We will take advantage of the visit of our associate Carsten Agger who organized the technoshamanism encounter in Aarhus, Denmark in 2014, to create a new event here in Rio de Janeiro. The topic of this new encounter is FICTION AND NOISEOCRACY.

In addition to being interested in democracy of objects, animism as political theology, the anthropocene as the aging of the Earth, the spectrology of the garbage can, it's important for os to concentrate on listening. How can we listen to all signals that are emitted? Technoshamanism is a wave that constructs rituals, mixing DIY technology with deeper insights.

We have many questions: Which new languages will we learn from the electronic and shamanic technologies? Which didactics will we be able to access with the use of entheogens? What can we learn from insanity? Which kinds of fiction are we constructing in this age of paranoia, where we are always living with comprehensive State control and the threar of exhaustion of the Earth's ressources, in order to sustain our civilization's way of life? How can the ritual help os conceptualize and invent the future?

FICTION AND LISTENING are thus the baselines of our encounter, which will otherwise attempt to create a convergence of the DIY movement, free software, cryptography, free radio, hacklab and bio-hacklab, including permaculture, forest gardening, urban gardens, all of it thoroughly bathed in magic, in rituals and in ancestrofuturistic knowlgedge. This is a theoretical and practical encounter, which will be transmitted in its entirety by a free radio.

How can we stitch together a social body which is critical, practical and magic at the same time? And which bew modalities can we invent to explain these issues?

These questions are crucial in order to consider the future, remembering that the future is sometimes behind us, sometimes in the middle of things, and sometimes ahead … following associative spirals which clamp together to create new possibilities while recreating the past and delineating new territories for living in the present.

Rituals of desuffocation and re-creating awareness seem more important today than tedious training programs. Ritual, immersive events and collective intensification of conscience and horizontal dialogues all point towards the liberation of the captive outlines of the CURRENT REALITY.

If we're indeed living in the era of comprehensive control, to a large extent constructed on top of the fiction of carbon-based fuels, we're in greater need than ever of making the machine behind the collective unconscious run again, of freeing all those ghosts from the garbage cans and the prisons; we need to repopulate our imagination and make all our fears and impediments of thought take a break! We can and will continue to invent new forms of life without becoming victims, being paralyzed or dying.

Introduction: "Seminal thoughts for a possible technoshamanism"

http://www.modspil.dk/docs/technoshamanism_fabi_borges.pdf

Program for the event (in Portuguese).


21. Jun 2015

Manifest for et mangfoldigt og frugtbart Danmark

 
- eller, hvordan man bedst bekæmper Dansk Folkeparti og den
højredrejning, de repræsenterer

Juni 2014

Tanker om Dansk Folkepartis succes til EU-parlamentsvalget i maj 2014. Offentliggøres nu i anledning af partiets langt mere ildevarslende sejr ved folketingsvalget i juni 2015.

Ved EU-valget den 25. maj 2014 fik Dansk Folkepart i 26,6% af stemmerne og blev hermed landets klart største politiske parti. For de af os som støtter en mere mangfoldig og mindre snævert nationalistisk politik, og ikke mindst for de af os, som er skræmte ved en sådan jordsskredssejr til et parti, som må betragtes som samlingspunkt for det yderste højre i Danmark, er det en trøst, at denne valgsejr ikke kan veksles til politisk indflydelse på nationalt plan. Dansk Folkepartis fire EU-parlamentarikere har trods alt ikke stemmeret i Folketinget, og i Bruxelles er de bogstavelig talt som en dråbe i havet.

Og dog er det skræmmende, at et parti, der gang på gang har markeret sig ved den dybeste intolerance over for alt og alle, der nægter at leve op til deres normative rammer for, hvad det vil sige at være dansk; som har markeret sig med krav om udvisninger uden hensyn til de menneskelige omkostninger, censur i form af krav om forbud mod parabolantenner, rendyrket totalitarisme i form af højlydte krav om tilsidesættelse af grundloven og statslig detailstyring af ikke blot diverse institutioner men også enkelte skoletimer; som har markeret sig ved en uhæmmet racisme og intolerance over for især muslimer, der har givet sig udtryk i nederdrægtige krav om forbud mod moskeer, mod burkaer, mod tørklæder i det offentlige rum, og sågar om obligatoriske kvoter for svinekød på plejehjem og i daginstitutioner, kan opnå mere end en fjerdedel af stemmerne ved noget valg overhovedet. Det opruller skræmmende perspektiver for, hvor Danmark kan være på vej hen. Indtil regeringsskiftet i 2011, hvor Socialdemokraterne, SF og De Radikale kom til, og hvor Dansk Folkepartis 10-årige regime som tungen på vægtskålen og regeringsbærende støtteparti endelig blev afsluttet, kunne det danske samfund synes på vej til at forsvinde ned i et dybt, sort hul af intolerance og totalitære tiltag, der forekom at lade alt håb ude.

Den socialdemokratisk ledede regerings fortjenester eller mangel på samme ufortalt betød dens overtagelse trods alt en respit, hvor "udlændingespørgsmålet" ikke dominerede alt, og hvor der følgelig ikke var politiske præmier til dem, der kunne kræve flest folk af ikke-dansk afstamning udvist eller marginaliseret. Sammenlignet med perioden 2001-2011 kan tiden fra 2011 og til i dag kun betragtes som et åndehul. Så hvad betyder det, at Dansk Folkeparti nu atter stormer fremad?

Nogle mennesker formulerer deres forskrækkelse over denne udvikling i form af negative kommentarer om Dansk Folkepartis vælgeres moralske habitus og intellektuelle evner; dette i en grad, så kultursociologen Emilia von Hauen i Jyllands-Posten 26/5 betegner niveauet som uanstændigt og sociale medier som Facebook og Twitter som "skraldespand for bitterhed, misundelse og jalousi".

Det er da også grove sager, man kan finde som reaktion på Dansk Folkepartis valgsejr. Ud over de hovedrystende konstateringer af, at Danmark med nationalisternes sejr synes at være på vej i den forkerte retning, ser man ofte meget negative kommentarer om Dansk Folkeparti-vælgeres intelligens samt om deres seksuelle orientering, moralske habitus og uddannelsesniveau. En herostratisk berømt tweet konstaterer som reaktion på et Danmarkskort, hvor valgdistrikter med flest stemmer til Dansk Folkeparti er indtegnet med gult, at "Danmark drukner i urin fra svin".

Hvad man kan sige om denne marginalisering er, at den ikke virker. Uanset hvor mange gange, man tegner eller photoshopper Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup eller Kristian Thulesen Dahl med nazi-armbånd, som koncentrationslejrvagter eller i fantasifulde erotiske situationer synes det ikke at mindske antallet af stemmer til Dansk Folkeparti. Måske fordi denne nedrakning først og fremmest er gangbar mønt blandt dem, der i forvejen er enige om farerne ved Dansk Folkepartis menneskesyn og politik; men også, fordi de mere ekstreme og (lad os bare sige det som det er) hadefulde udfald mod partiet er udtryk for frustration og politisk afmagt snarere end for nogen reel evne eller vilje til at byde højredrejningen trods.

Det egentlige problem, når vi kigger ud over det politiske landskab, er først og fremmest mangelen på alternativer. Vi har et "officielt" Danmark, hvis generelle livsindstilling er, at du skal overholde loven, få dig en uddannelse, passe dit arbejde, stemme til valgene og i øvrigt acceptere livets vilkår, sådan som de er. Hvis du ikke kan finde et arbejde eller en bolig, hvis forholdene gør det vanskeligt for dig at praktisere din religion, eller hvis du generelt er imod et livs- og menneskesyn, hvor alting bliver målt og vejet på din økonomiske gennemslagskraft, kan du kigge langt efter repræsentation på Christiansborg. Intet over og intet ved siden af lønarbejdet, synes den herskende filosofi at være. Reelle alternativer, der både taler for og muliggør andre måder at leve og være på end de autoriserede, er der langt imellem.

Forskellen mellem Dansk Folkeparti-vælgeren og ikke-Dansk Folkeparti-vælgeren synes dermed primært at være forskellen mellem, om den absolutte overgivelse til systemet på systemets præmisser skal være dansk-national eller ej, og hvor dansk-national den i givet fald skal være. Skal brune, gule og sorte mennesker have lov til at overgive sig til systemet sammen med os? Skal jøder og muslimer, b'haier og buddhister, Jehovas Vidner og neo-paganister, asatroende og hinduer, katolikker og mormoner have lov til at tage del i vores økonomisk set ensrettede samfund, eller skal det være forbeholdt hvide, kristne, lutherske folkekirkedanskere?

Et oplagte svar kan være, at vi som tilhængere af et frit og mangfoldigt samfund slet ikke er interesseret i at overgive os til systemet på systemets præmisser, og vi er slet ikke interesseret i at skabe eller opretholde kontrolstrukturer, der skal sikre, at andre retter ind og gør det samme. Tværtimod ønsker vi et samfund, hvor det bliver lettere at udforske andre måder at leve på. Vi ønsker, at det skal være nemmere at leve uden nødvendigvis at have et lønarbejde fra otte til fire, at det skal være nemmere at indrette sig som familie uden at sende børnene i institution fra 7 til 17. Vi ønsker kort fortalt et opgør med det moderne kasernesamfund. Et logisk skridt på denne vej ville være den meget omdiskuterede borgerløn som et minimalt sikkerhedsnet under i hvert fald alle børnefamilier. Endnu bedre ville det være samtidig at gøre det lettere selv at skaffe sig et beskedent liv uden nødvendigvis at have et fast arbejde i nutidig forstand.

Et samfund, hvor der så vidt muligt er plads til alle individer, kulturer og religioner, som lever i balance med naturen og i respekt for den biodiversitet, der i sidste ende er også vores livline som biologiske væsener, vil ikke være et samfund uden konflikter eller uden misbrug og andre sociale problemer. Det samfund, som jeg lige har beskrevet, vil med andre ord ikke være en utopi. Utopier udmærker sig par excellence ved ikke at kunne eksistere; og påtvungne utopier som det kommunistiske Østeuropa eller det moderne, neoliberale overvågningssamfund udmærker sig par excellence ved at udvikle sig til dystopier. Men det vil være et samfund, hvor der er meget mere frihed til forskellighed; hvor mange flere vil få chancen for at udleve netop deres egne evner og muligheder, og hvor færre derfor vil gå tabt end i det nuværende samfunds ubønhørlige ræs, hvor mennesker med diagnoser som autisme, ADHD og skizofreni alt for ofte udskilles af kapløbet og overlades til at gå til bunds for sig selv.

Det bemærkelsesværdige er her, at så meget som vi end som tolerante og progressive mennesker kan frygte og foragte den farlige intolerance, som Dansk Folkeparti repræsenterer, er vores foragt for deres vælgere malplaceret og ofte udtryk for, at vi skulle tage at kigge noget dybere i spejlet.

Repræsenterer Dansk Folkeparti en længsel efter et gammeldags, racerent, Morten Korchsk Danmark, og handler dets danskhed om "det store kolde bord" med øl og sild i kolonihavehuset? Handler det om Dannebrog og salmesang og spejderbevægelse og sommersøndage og nostalgi efter et samfund, der ikke var oversvømmet af ungdomsoprør, stoffer, indvandring og gangsterrap?

Hvis det er tilfældet, er det ikke så underligt, hvis det repræsenterer en stor del af befolkningens ønsker. For mange mennesker, der voksede op i konservative miljøer i 1940'erne og 50'erne er denne Krarupske idyl den danske kultur. Min egen familie er rundet af denne fortidens danskhed. Min fars familie havde sine rødder i en indremissionsk, vestjysk danskhed, som mest af alt minder om den strenge vesterhavskultur, som vi finder i Carl Theodor Dreyers film "Ordet" (produceret 1955, men foregår i 1925). I "Ordet" er familiestrukteren religiøs og strengt patriarkalsk. Ægteskab er kun muligt med faderens godkendelse, og ægteskab med et medlem af et stridende trossamfund kommer ikke på tale. Hvis et medlem af familien ikke kan finde det i sit hjerte at være troende, betyder det om ikke udstødelse så dog en slags tålt ophold i hjemmet. Idealet er den hårdtarbejdende, troende og strenge fader og den ærlige, kærlige og fromme husmoder.

Man kan more sig over det paradoksale i, at en stor del af modstanden mod indvandring af mennesker med traditionelle familiemønstre og en stærk tro kommer fra Tidehverv, som netop er et kulturelt segment med rødder i traditionelle familiemønstre og et strengt religiøst livssyn. Men det er nu ikke mit ærinde her, tværtimod.

Mit ærinde er snarere dette: Skulle alle vi progressive, tolerante og multikulturelle danskere, som er villige til at indbyde og absorbere kulturelle strømninger fra stort set hele verden, ikke også være i stand til at forholde os til vores egen kulturs rødder med andet end hånlig afvisning? Hvis vi forlanger (og det gør vi jo trods alt) respekt for folk, der kommer hertil med nogle værdier, der forhindrer dem i at spise svinekød eller afklæde sig foran andre mennesker, skulle vi så ikke også respektere de traditionelle værdier, vi selv er rundet af?

Vi kan indvende, at Dansk Folkeparti er et farligt, nationalistisk parti med totalitære tendenser. Vi kan fortsætte med at samle bevismateriale, der viser at partiet fungerer som samlingspunkt for hele den yderste højrefløj i Danmark, hvorfor det gang på gang har måttet ekskludere medlemmer, der for tydeligt skiltede med højreekstreme synspunkter og sympatier. Dansk Folkeparti er selve indbegrebet af det snævertsynede og selvtilstrækkelige Danmark, der for mange herboende udlændinge forvandler oplevelsen af landet til et racistisk og kulturchauvinistisk helvede.

Alt dette er sandt, og dertil gode og vigtige pointer. Men det er alligevel lidt svært at godtage uden indvendinger. For det første er problemet med dansk selvtilstrækkelighed og chauvinisme ikke begrænset til Dansk Folkepartis vælgere. Enhver dansker får i barselsgave en inderlig tro på, at Danmark er det bedste, mindst korrupte og mest velordnede land i verden, og at vores skandinaviske velfærdsmodel har givet os det bedste sundhedsvæsen og det bedste uddannelsessystem i hele verden. Herboende udlændinge vil ofte gøre opmærksom på, at sundhedsvæsenet i lande som USA, Storbritannien og Spanien generelt kan prale med en langt højere standard; at vores uddannelsessystem er i bedste fald middelmådigt; og at selv vores berømmede sociale system med "verdens højeste skattetryk" ikke forhindrer betydelige dele af befolkningen i at leve i, hvad man andre steder ville betegne som en bekymrende fattigdom. Hvis man præsenterer disse let efterviselige fakta for selv den mest "progressive" dansker, vil resultatet ofte være en rasende benægtelse. Det kan godt være, at vi er imod regeringen og højredrejningen og aldrig kunne drømme om at flage med Dannebrog eller sætte vores ben i en kirke, men der er alligevel ikke nogen, der skal komme og tage vores grundtvigske tro på styrken i vores egen middelmådighed fra os. Det er, som Jacob Holdt har sagt mange gange: Den første betingelse for, at vi som hvide europæere kan ophøre med at være racister er, at vi erkender, at vi alle er racister. Forestillingen om den hvide kulturs overlegenhed gennemsyrer ganske enkelt vores medier og vores kultur i en grad, så den er umulig at undslippe. Tilsvarende kunne man sige om danskerne i bred almindelighed: Den første betingelse for at kunne påstå, at vi ikke er kulturchauvinister, er at vi erkender, at vi alle er det i vore hjerter. Dansk Folkeparti og deres venner står i det mindste ved det.

Nok så vigtigt er det, at selv den største antipati for Dansk Folkepartis politik ikke giver os nogen større ret til at dømme om deres vælgeres kultur eller mangel på sammen, end de selv har til at dømme om for eksempel muslimske indvandreres kultur. Det kan godt være, at de groft sagt repræsenterer en "bodegadanskhed", hvis ypperste præstationer er "Tre hvide roser", Richard Ragnvald og Jodle Birge, og at de derudover ikke har andet at byde på end det allerede nævnte store kolde bord med sild og snaps ved kakkelbordet i kolonihavehuset. Men hvis vi ikke selv identificerer os med den kultur, er det strengt taget ikke noget, som det tilkommer os at dømme om. "Homo sum; nihil humanum alienum a mi puto", som Terentius sagde, eller med andre ord: Selv den etnisk rene bodegadanskhed er en valid måde at indrette sig på, som vi ikke med tolerancen i behold kan tillade os at fordømme eller latterliggøre. Hvis vi ikke kan identificere os med den, kan vi holde os til vore storbyer og vores café latte og lade dem være i fred.

Måske vi snarere skulle bekæmpe Dansk Folkeparti og den ensretning og højredrejning, som de står for, ved selv at bygge noget nyt. Ønsker vi, at der skal være plads for alle racer, religioner og seksuelle orienteringer? Ønsker vi, at Danmark skal have et rigt og blomstrende kulturliv og en spændende alternativ scene, hvor der er plads til alverdens forskellige livsformer og økonomiske alternativer? Så lad os dog bygge det, lad os invitere fremmede hertil og suge til os af deres kultur. Lad de tusind blomster blomstre, så alle himlens stjerner kan stråle som sole. Den fordums luthersk-kristne monokultur vil på den baggrund stadig eksistere som endnu et bud på, hvordan man kan leve livet. Men der vil være så mange alternativer, at ingen længere vil kunne påberåbe sig den som nogen særligt "oprindelig" danskhed. Snarere end at leve i monokulturen og fra vores ensrettede liv og tankesæt ivre mod dem, hvis verdensbillede og udfoldelsesmuligheder af kulturelle årsager forekommer endnu mere ensrettet og snævert, skulle vi hellere bekymre os om at opbygge en ægte mangfoldighed.

Umiddelbart forekommer der at være nok at gå i gang med. I dagens Danmark er det for alt for mange helt umuligt at klare sig uden at udføre 37 timers lønarbejde. De mange, der er så uheldige ikke at kunne finde et sådant 37 timers arbejde, er som regel endnu værre stillet, fordi de skal trækkes med et helvede af aktivering, jobsøgning og opfølgning. Hertil kommer kontrolforanstaltninger, som for kontanthjælpsmodtagernes vedkommende kan række langt ind i det mest intime privatliv. Hvad nu, hvis grupper af almindelige danskere, der ganske enkelt har fået nok af denne evindelige kontrol, gik sammen om at oprette arbejds- og bofællesskaber, hvor den enkelte kan bo meget billigt, og som takket være en fælles ramme muliggør et enkelt og billigt liv, der kan opretholdes for få midler? Den forkætrede 37 timers arbejdsuge kunne på den måde reduceres til nogle få timers produktivt arbejde ugentligt, så resten af tiden blev frisat til studier, kunstneriske udfoldelser og måske selvfordybelse og meditation. Det eneste, der skulle til for at realisere et sådant projekt er, at tilstrækkeligt mange mennesker gik sammen om at realisere det og fandt en måde, hvorpå fælles aktiviteter som f.eks. IT-udvikling eller økologisk landbrug (gerne permakultur) kunne udmønte sig i en indtægt, der kunne holde det hele kørende. En borgerløn fra staten ville gøre det nemt for den enkelte såvel som for sådanne kollektiver at klare sig uden noget decideret arbejde. I øjeblikket er en sådan borgerløn dog ikke ret aktuel. Hvis man i stedet baserede sig på en faktisk økonomisk aktivitet på lavt blus med lavt forbrug, ville mange kunne undslippe 37 timers arbejdsugen og de kontrolstrukturer, der p.t. holder kontanthjælpsmodtagere og andre "nassere" på plads.

Man kunne lave mange flere initiativer, der alle kunne trække Danmark i en rigere og mere mangfoldig retning. Kunstnerisk udsmykning af gader og stræder, stormoskeer og islamiske studiecentre til vore muslimske medborgere, generel accept af alle former for udklædning og cross-dressing for transseksuelle og queers, tilskyndelse af nye livs- og kunstformer, afvikling af det belastende industrilandbrug til fordel for en ny fødevareforsyning i balance med naturen. Lad os bryde ud af forestillingen om, at vi kun kan opretholde samfundet, hvis alle mennesker er nødt til at møde på arbejde 37 timer om ugen i "præsentabelt" tøj og underlagt andre menneskers ordrer. Og lad os gøre op med forestillingen om, at noget sådant kun kan lade sig gøre, hvis vi modtager en månedlig understøttelse fra staten. Lad os bryde ud af arbejdets og kulturens monokultur, af samlebåndets trummerum fulgt af TV-avisen og X-Factor, den daglige fordummelse som simpel betingelse for overhovedet at kunne holde os selv ud.

Men, kunne nogen nu indvende, hvad har en sådan bevægelse for større kulturel og livsstilsmæssig mangfoldighed at gøre med en modstand mod Dansk Folkeparti? Vil der ikke, selv med en rigere og mere spraglet kultur, stadig være 25% af befolkningen der ønsker mangfoldigheden hen, hvor peberet gror, og vil foretrække at blive ved med at stemme på racisterne i DF? Og svaret er jo, selvfølgelig vil der det. Men de vil blot være endnu en minoritet, endnu en stemme, endnu et bidrag til den kulturelle mangfoldighed. Det kan godt være, at de inderst inde stadig drømmer om at forvandle alle os andre til dem selv, men stillet over for den kulturelle mangfoldigheds kludetæppe vil de ikke kunne gøre sig større forhåbninger, end de få promille af den danske befolkning, som er fanatiske islamister, kan gøre sig om at forvandle vort land til en kopi af Saudi-Arabien.

Hvis vores mål er at bekæmpe Dansk Folkeparti politisk og at undgå, at de får for meget at skulle have sagt i vores land, er vejen frem med andre ord ikke at marginalisere Dansk Folkepartis vælgere og håne dem for deres uddannelsesmæssige og kulturelle niveau. En sådan fremgangsmåde flytter ingen vælgere, men opnår højst at gøre begge parter mere stålsatte. Lad os i stedet sætte kræfterne ind på at opbygge en ægte kulturel mangfoldighed, der kan vise de borgerlige nationalister, hvad det er de siger nej til. Lad os, i stedet for at klage over, at vores samfund i mindre og mindre grad er værd at leve i, selv gå i gang med at opbygge det samfund, som vi gerne ville leve i. Måske vi endda kunne vinde nogle "hearts and minds" undervejs.


29. May 2015

Kampsportsopvisning i The Colosseum 7. juni

 



Opvisning i kickboksning, Muay Thai, MMA og Kung Fu To'a.

Jeg deltager selv i kung fu-delen. Kom og vær med!


  Næste 10 >>