Åndebesættelse – candomblé og andre religioner

Neuroanthropology har en samling af filmoptagelser af folk i forskellige former for trance- eller besættelsestilstande. Herover: Den afro-amerikanske religion Candomblé, fra Brasilien.

Link: Trance Captured on Video (via Boing Boing)

Læs også:
Sydamerikas levende religioner

Dagens citat: Koranen

Tariq Ramadan, i hans bog Radical Reform (OUP 2009, s. 91-92):

The revealed Book neither stifles nor directs the mind, it liberates it at the heart of the Universe: the world speaks by itself, autonomously, and it is human intelligence’s task to understand its language, its vocabulary, its semantics, its rules, its grammar, and its order. The written Revelation is not a science book, but it calls on the human mind to engage all its critical, analytical and scientific potential in its quest for knowledge. Nothing is less present in the Quran than the fear or rejection of knowledge, whether sacred or profane, and this is what early scholars or scientists had felt and understood perfectly when they engaged in all the fields of learning (from philosophy to the exact and experimental sciences), confident that the absolute freedom of their reason in those fields in no way hampered the reasons and the essence of faith.

Og denne tolerante og åbne grundholdning i den tidlige islamiske civilisation var det også, som ansporede dels periodens store bidrag til videnskaber som matematik og astronomi, dels dén rolle somme kustoder af den antikke kulturarv, som araberne endte med at komme til at spille, og som senere fik en stor betydning for den eurpæiske renæssance.

Denne holdning blev senere afløst af en betydelig intellektuel stagnation, som intelligente moderne tænkere som for eksempel Tariq Ramadan forsøger at bryde blandt andet ved at vende tilbage til de første århundreders “åbne” læsning af Koranen og dens forhold til omverdenen.

Pas på Wikipedia – Maurice Jarre og nekrologen, der gik galt

Pas på, hvad du læser på Wikipedia, hvis der ikke er kildeangivelse, kunne konklusionen vel være – pas i det hele taget på, hvad du læser på nettet eller (viser det sig) i aviserne.

En 22-årig studerende fra Dublin skrev umiddelbart efter den franske komponist Maurice Jarres død et falsk citat ind på hans Wikipedia-side. Det følgende døgn gik det sin sejrsgang i alverdens aviser.

Siobhain Butterworth forklarer i dagens Guardian:

An obituary of French composer Maurice Jarre, which appeared in the Guardian on 31 March, began and ended with quotes. It opened with: “My life has been one long soundtrack. Music was my life, music brought me to life” – and closed with: “Music is how I will be remembered. When I die there will be a final waltz playing in my head, that only I can hear.” The words, however, were not Jarre’s, they were Shane Fitzgerald’s – the 22-year-old student at University College Dublin had put them on Jarre’s Wikipedia page a day earlier.

Fitzgerald’s timing could not have been better. He added the fake quote shortly after the composer died and just as writers were working on his obituaries. The Guardian commissioned an obituary writer on the morning of 30 March, giving him only a few hours to produce a substantial piece on Jarre’s life for the following day’s paper. He was not the only one taken in by the hoax – the quote was recycled in several other obituaries published in print and on the web. Fitzgerald told me that he’d looked for something (or someone) journalists would be under pressure to write about quickly. Jarre’s death was “the right example, at the right time”, he said.

What others might see as an act of vandalism, Fitzgerald calls research. In an email last week he apologised for deliberately misleading people and for altering Jarre’s Wikipedia page. He said his purpose was to show that journalists use Wikipedia as a primary source and to demonstrate the power the internet has over newspaper reporting.

Dette betyder ikke, at Wikipedia er ubrugeligt – som alment tilgængeligt leksikon er det endog særdeles nyttigt. Men det kan, som Butterworth også bemærker, ikke bruges som primærkilde. Selv Britannica kan det være kritisk at bruge på den måde, en Wikipedia har som bekendt det særlige problem, at hvem som helst kan skrive hvad som helst:

The moral of this story is not that journalists should avoid Wikipedia, but that they shouldn’t use information they find there if it can’t be traced back to a reliable primary source.

The desirability of telling readers where information comes from shouldn’t be overlooked either.

It’s worrying that the misinformation only came to light because the perpetrator of the deception emailed publishers to let them know what he’d done and it’s regrettable that he took nearly a month to do so. Why did he wait so long? “I apologise for that,” he said. “I was originally going to do a report for my class and then it didn’t work out. I know I should have told you sooner.”

Fitzgerald says he is shocked by the results of his “experiment” with Jarre’s Wikipedia page. “I expected the quote to get into the blogs, but I didn’t expect it to get into mainstream newspapers,” he said.

Det besvarer vel også et andet spørgsmål, som af og til rejses. Har internet betydning som massemedie? I dette tilfælde synes Fitzgeralds eksperiment at vise, at det kan det i hvert fald have.  Om denne betydning så er gavnlig, er et andet spørgsmål – i dette tilfælde har den nok efterladt en del journalister med røde ører.

Link: Open door

Update, 8/5: Politiken har nu også historien – gad vide, om de har set den her? 🙂

Historieforfalskning som pensum

Undervisningsministeriet er barslet med en “historiekanon“, der opsummerer 29 punkter, som historieundervisningen i folkeskolen skal igennem. Kanonen er en del af den borgerlige regerings “værdikamp” og lanceres her som et middel til at sikre kvaliteten af folkeskolernes historieundervisning.

Og det er da også en meget god idé – eller …? Blandt de 29 punkter er “stavnsbåndets ophævelse” og “ophævelse af slavehandelen”.

Man aner en vis tendens til selvfejring i sådanne punkter – mon ikke undervisningen formodes at handle om de kæmpeskridt i retning af frihed og demokrati, det oplyste Danmark dengang tog ved disse humane foranstaltninger?

Forhenværende professer i historie Jens Engberg gennemgår i en nylig kronik i Politiken, hvad disse beroligende mærkater egentlig dækker over:

’Stavnsbåndets ophævelse’ var da også, hvad de nationalliberale sagde for 150 år siden, mens historikere taler om landboreformerne. Ifølge den undervisningsministerielle hjemmeside var landboreformerne »et tiltag for at forbedre bondens økonomiske og personlige frihed«.

De var så rare i gamle dage, og det lykkelige resultat blev da også, »at bonden blev fri«, og at »bønderne fik deres egen gård«.

Jo tak. Virkeligheden var, at landboreformerne førte til en skarp klassedeling. Der opstod en middelklasse af gårdejere, som skulle holde overklassen oppe og underklassen nede. Flertallet af bønderne blev til taberne, dem som skulle være husmænd og landarbejdere.

Det blev umuligt for dem at holde kreaturer, det havde før været den bedste indtægtskilde. De tabte også den sociale sikkerhed, som havde været i landsbyfællesskaberne.

I stedet fik de meget små husmandssteder på korte lejemål og som regel kun, hvis de tog arbejde hos en gårdejer eller en godsejer. De blev karle og piger hos gårdejerne, henvist til usle kamre bag staldene.

F.eks. beskrev en præst, hvad der var sket: »De stakkels husmænd, som er seks gange så mange som gårdmændene, har næppe en høne, hvor han tilforn kunne have en ko, fire styk får, en so, to gæs, som ynglede årligt 18 til 20 gæslinger.

Da var det en glæde på sommeraftener at se en utallig mængde legende lam, mange fremrykkende arméer af gæs og store hjemgalopperende svinehjorder, men nu er det glædelige syn forsvundet«. Den gode præst ville ikke have brudt sig om nutidens industrialiserede landbrug og dets dyrplageriske svinekødsfabrikker.

En landsbylærer undrede sig over sin godsejer, som han ellers mente, var så godhjertet. Hvordan havde han »kunnet lade sit grevskabs husmænd ansætte på så usle vilkår ved siden af den gode forbedring, han forskaffede gårdmændene i deres stilling?«.

Men det var nødvendigt, hvis der skulle skaffes øgede indtægter både til godsejerne og gårdejerne, og hvis de sidste skulle blive middelklasse.

Det havde ikke været nødvendigt at gå til 1700-tallets kilder. Man kunne bare have læst, hvad historikerne har skrevet i de sidste mange år, eller man kunne have foretaget et simpelt opslag i Wikipedia.

Her står: »I årene efter reformerne fortsatte husmændenes elendighed, børnene døde af underernæring, og hungersnød var et vilkår for mange husmænd om vinteren og foråret«. Og videre: »Husmændene blev glemt og fik en tilværelsesmæssig tilbagegang med reformerne«. Det er så sandt, som det er sagt. (…)

En anden af de fede myter i Undervisningsministeriets kanon er den glorværdige historie om, da Danmark som det første land i verden ophævede slavehandelen. Også det er glimrende belyst i historien. Sagen var, at England var ved at forbyde slavehandel.

Det ville føre til, at også den danske slavehandel måtte stoppe. Det ville få uheldige følger på plantagerne på De Dansk Vestindiske Øer, hvor der blev produceret sukker ved slavedrift. Plantageejerne var afhængige af hele tiden at kunne hente friske slaver i Afrika. På grund af det hårde arbejde og den brutale behandling var dødeligheden nemlig stor blandt slaverne.

Før det engelske forbud trådte i kraft, var det nødvendigt, at man fandt på noget, så slavedriften kunne fortsætte, og så man kunne blive uafhængig af tilførslen af nye slaver. Dertil kom, at regeringen gerne ville opgive slavehandelen, da den i det større perspektiv ikke gav overskud.

Det skyldtes, at Danmark var nødt til at opretholde en række stærke fæstninger ved udskibningshavnene på den afrikanske kyst. De skulle undertrykke den indfødte befolkning, så slavehandelen kunne foregå uforstyrret.

Da loven blev udstedt i 1792, blev den udformet, så det idealistiske ikke kom i vejen for det økonomisk gunstige. Den danske finansminister ejede selv den største slavedrevne plantage på De vestindiske Øer.

Han forklarede, at man skulle nå fra tanke til faktura på en måde, så »kravene om menneskelighed ikke kommer i modstrid med, hvad hensynet til statens politiske og økonomiske vel kræver«.

Det var lige netop det. Kom man så vidt, »vil værdien af De vestindiske Øer vokse og deres forøgede produktion vil forbedre moderlandets økonomi«, og værdien af plantageejernes ejendomme. Især måtte ordningen ikke krænke ejendomsretten til slaverne.

Løsningen lå i at starte en hjemmeavl af slaver på de statslige plantager. Slavestutterier har man kaldt disse centre for negeravl. Blot kunne der ikke komme gang i slaveavlen lige med det samme, de 20.000 slaver, som var på øerne, var for ringe et grundlag at starte på.

Desuden var der et overtal af mandlige slaver. Der måtte derfor i nogle år importeres flere fødedygtige kvindelige slaver. Tallet på slaver måtte fordobles til 40.000.

Slavehandelen skulle med andre ord foreløbig ikke forbydes, tværtimod skulle den forøges. Men det krævede penge, som plantageejerne sagde, de ikke havde. Staten måtte derfor stille en bankpakke til rådighed, hvorfra plantageejerne på gunstige vilkår kunne få lån til forøgede indkøb af slaver.

Og da man kunne forudse, at der næppe ville blive bragt de nødvendige store mængder nye slaver til øerne på danske slaveskibe, blev slavehandelen givet helt fri. Derved mistede man enhver mulighed for at sørge for bedre transportforhold og dermed for en lavere dødelighed under sejladserne.

Endelig blev det bestemt, at loven først skulle træde i kraft efter 10 år, og meget sigende blev der overhovedet ikke fastsat straffebestemmelser for derefter at overtræde den. Slavehandelen fortsatte derfor også efter, at de 10 år var gået.

Realiteten i historien om det danske forbud mod slavehandel, hvis man kan kalde det sådan, er derfor, at slavehandelen efter ’forbuddet’ blev intensiveret. Nu blev den støttet med statslån. Der fulgte flere transporter, flere grusomheder og øgede massive tab af menneskeliv.

Slaveriet fortsatte som før. Det blev først ophævet i 1848 efter et stort slaveoprør. Det var længe efter, at f.eks. England havde ophævet det, og det skete meget mod den danske regerings vilje.

Skal vi forestille os, at de konklusioner af disse to “kanoniske” episoder i Danmarkshistorien, som Engberg drager og jeg har tilladt mig at fremhæve, ikke er, hvad der lægges op til i kanonen?

Men den slags detaljer kan ikke påvirke historieundervisningen i den danske folkeskole, som ikke har til formål at formidle viden om fortiden og fortidens mennesker, men i stedet handler om at bekræfte den danske selvgodhed om verdens “bedste og mest oplyste” land. Stalinistisk indoktrinering anno 2009, serveret frisk fra fad i den danske folkeskole.

Link: Napoleons kones rådne tænder

Dagens citat: Heinrich Heine

Dort, wo man Bücher verbrennt, verbrennt man am Ende auch Menschen” – fra stykket Almansor fra 1821.

I konteksten handlede det om afbrænding af Koranen under den spanske inkvisition.

I 1933 havde Heinrich Heine (1797-1856)  den utvivlsomme ære at være blandt dem, der gik op i røg ved nazisternes store bogafbrænding på Opernplatz i Berlin. Han havde faktisk foruroligende nok forudsagt, at noget lignende kunne blive resultatet af den farlige kombination af romantikkens mere mystiske og dunkle tankegange med den nationalisme, den også var ophav til:

„Das Christenthum – und das ist sein schönstes Verdienst – hat jene brutale germanische Kampflust einigermaßen besänftigt, konnte sie jedoch nicht zerstören, und wenn einst der zähmende Talisman, das Kreuz, zerbricht, dann rasselt wieder empor die Wildheit der alten Kämpfer, die unsinnige Berserkerwuth […] Der Gedanke geht der That voraus, wie der Blitz dem Donner. Der deutsche Donner ist freylich auch ein Deutscher und ist nicht sehr gelenkig und kommt etwas langsam herangerollt; aber kommen wird er, und wenn Ihr es einst krachen hört, wie es noch niemals in der Weltgeschichte gekracht hat, so wißt: der deutsche Donner hat endlich sein Ziel erreicht. Bey diesem Geräusche werden die Adler aus der Luft todt niederfallen, und die Löwen in der fernsten Wüste Afrikas werden die Schwänze einkneifen und sich in ihre königlichen Höhlen verkriechen. Es wird ein Stück aufgeführt werden in Deutschland, wogegen die französische Revoluzion nur wie eine harmlose Idylle erscheinen möchte.“

– fra hans bog Zur Geschichte der Religion und Philosophie in Deutschland (1835).

engelsk Wikipedia oversættes citatet således:

“Christianity – and that is its greatest merit – has somewhat mitigated that brutal German love of war, but it could not destroy it. Should that subduing talisman, the cross, be shattered, the frenzied madness of the ancient warriors, that insane Berserk rage of which Nordic bards have spoken and sung so often, will once more burst into flame. This talisman is fragile, and the day will come when it will collapse miserably. Then the ancient stony gods will rise from the forgotten debris and rub the dust of a thousand years from their eyes, and finally Thor with his giant hammer will jump up and smash the Gothic cathedrals. (…)


Do not smile at my advice — the advice of a dreamer who warns you against Kantians, Fichteans, and philosophers of nature. Do not smile at the visionary who anticipates the same revolution in the realm of the visible as has taken place in the spiritual. Thought precedes action as lightning precedes thunder. German thunder is of true Germanic character; it is not very nimble, but rumbles along ponderously. Yet, it will come and when you hear a crashing such as never before has been heard in the world’s history, then you know that the German thunderbolt has fallen at last. At that uproar the eagles of the air will drop dead, and lions in the remotest deserts of Africa will hide in their royal dens. A play will be performed in Germany which will make the French Revolution look like an innocent idyll.”

Det er faktisk tættere på, hvad der endte med at ske, end man lige har lyst til at tænke på.

The Cult of Done

“The Cult of Done Manifesto”, en krigserklæring mod prokrastinering fra folk, der tror på det nyttige i at få ting fra hånden:

The Cult of Done Manifesto

  1. There are three states of being. Not knowing, action and completion.
  2. Accept that everything is a draft. It helps to get it done.
  3. There is no editing stage.
  4. Pretending you know what you’re doing is almost the same as knowing what you are doing, so just accept that you know what you’re doing even if you don’t and do it.
  5. Banish procrastination. If you wait more than a week to get an idea done, abandon it.
  6. The point of being done is not to finish but to get other things done.
  7. Once you’re done you can throw it away.
  8. Laugh at perfection. It’s boring and keeps you from being done.
  9. People without dirty hands are wrong. Doing something makes you right.
  10. Failure counts as done. So do mistakes.
  11. Destruction is a variant of done.
  12. If you have an idea and publish it on the internet, that counts as a ghost of done.
  13. Done is the engine of more.

Jeg kan især godt lide punkt 5, 9, 10 og 12. Se også den grafiske illustration på billedet herunder.

Link: The Cult of Done Manifesto (via Boing Boing).

‘Jødisk-kristen’ kultur eksisterer ikke, 2

Boel Tammes skrev i en kommentar til min påpegelse af, at begrebet “jødisk-kristen” kultur er noget pjat, at

Det almindelige betydning af “jødisk-kristen kulturkreds” har jo intet at gøre med,om de europæiske jøder har været integreret i de europæiske befolkninger i øvrigt.
Betydningen er jo simpelthen: den kulturkreds, som har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen.

Som jeg svarede ham, og som jeg nok synes er et helt indlæg værd, er det netop eller især i den betydning, Tammes påpeger, at begrebet “jødisk-kristen” ikke giver mening.

For det første har jøderne aldrig hentet nogen som helst religiøs inspiration i det Nye Testamente.

For det andet har de kristne traditionelt læst og oversat den Hebraiske Bibel kristologisk, dvs. man har (mis-)tolket Kristus-profetier ind i den. Hvad de kristne opfatter som “Bibelen” som helhed, er noget ganske andet end dén Hebraiske Bibel, der som “Loven og Profeterne” udgør jødedommens helligskrift.

For det tredje har den jødiske kultur traditionelt ikke taget udgangspunkt direkte i den Hebraiske Bibel som vi kender den, men i Talmud, hvilket specielt i juridisk henseende minder meget mere om islam med hadith og sharia end det minder om de kristne traditioner.

Ønsker man at definere en kulturkreds ud fra, hvem der har fundet inspiration i “Bibelen”,  er islam faktisk meget tættere på den kristne kulturkreds, end jødedommen er, eftersom islam også anerkender det Nye Testamente som helligskrift og Jesus som profet.

I kraft af jødedommens forhold til loven og dens tolkning gennem Talmud og Halakha er denne meget mere beslægtet med islam, end den er med kristendommen – Talmud og Halakha udgør som lovsystem en ret nøje parallel til Hadith og Sharia.

Hvis man insisterer, kunne man altså tale om en “kristen-islamisk-jødisk” kulturkreds, eller man kunne, hvis man lægger vægt på det lovmæssige aspekt, tale om en “jødisk-islamisk” kulturkreds versus den kristne.

Den mest logiske konsekvens af netop Tammes’ indvending synes derimod at være en “kristen-islamisk” kulturkreds i modsætning til den jødiske, eftersom islam anerkender både Jesus og alle de gammel-testamentlige profeter og derfor lige præcis bl.a. “har hentet sin religiøse inspiration i de jødiske og kristne skrifter, der tilsammen kaldes Bibelen“.

Hvilket man som påvist ikke kan sige om jødedommen.

Islam er altså tættere på jødedommen og kristendommen hver for sig, end de er på hinanden.

Hvis man som sagt insisterer, forekommer det eneste korrekte at være den med den “jødisk-islamisk-kristne” kulturkreds, men for det første ender det let med at blive så udvandet, at det ikke betyder noget, for det andet er det nok ikke det, proponenter af en “jødisk-kristen” kultur plejer at have i tankerne.

En tilføjelse: Jeg har i nogen tid advokeret det synspunkt, at antisemitisme og islamofobi er to sider af samme sag. Rune Engelbreth peger i den forbindelse på et nyligt indlæg af tidligere overrabbiner Bent Melchior, der på den ene side advarer mod stigende antisemitisme og på den anden side advarer mod at overdramatisere – og som på den tredje side slutter af med netop at advare mod, at modviljen mod muslimer kammer over og bliver til “islamofobi”, racistisk had mod muslimer:

Vi har nok antisemitter, for også Danmark har sine brodne kar, men vi har ingen organiseret antisemitisme.

Jeg føler mig ikke på samme faste grund, når vi taler om islamofobi, modvilje og angst over for muslimer. Derfor er det så vigtigt, at vi i kampen imod antisemitisme ikke forfalder til islamofobi.

Endnu en tilføjelse: Det første indlæg om ikke-eksistensen af en “jødisk-kristen kultur” blev anerkendende linket til på forsiden af den antisemitiske, islamofobiske, indvandringsfjendtlige og Holocaust-benægtende hjemmeside balder.org.

Det siger egentlig sig selv, men jeg skynder mig alligevel at sige, at jeg ikke er glad for denne anerkendelse. Jeg anser jødernes bidrag til Europas og verdens videnskab og kultur for at være kolossalt, nærmest umåleligt. Efter templets ødelæggelse i år 70 lykkedes det for primært de farisæere, der lægges for had i det nye testamente, at reorganisere diasporaen og grundlægge en holdbar kultur med en kolossal respekt for viden og uddannelse – blandt andet indførte man obligatorisk skolegang for alle sådan ca. 1500 år før, vi kom så langt her i Danmark. Den europæiske antisemitisme har aldrig været andet end hadefuld idioti.

Så hvis jeg siger, at der ikke findes en ‘jødisk-kristen’ kultur, ligger der ikke heri nogen som helst form for nedvurdering af den jødiske kultur – tværtimod, havde jeg nær sagt.

Ak ja. For yderligere info, læs resten af Razib Khans indlæg om jødisk-kristen kultur, gerne dem alle sammen. Det er besværet værd.

‘Jødisk-kristen’ kultur eksisterer ikke

Razib gør ovre på Gene Expression/Science Blogs opmærksom på, at dén “jødisk-kristne kultur” eller “jødisk-kristne kulturkreds”, som mange har det med at henvise til, når de skal slå ud med armene og holde skåltaler, ret beset ikke eksisterer og aldrig har eksisteret.

De europæiske jøder var f.eks. slet ikke en del af den vestlige kulturkreds før den jødiske oplysningstid omkring år 1800.

Hvis man ønsker at klassificere de tre store “Abrahamske” religioner, har jødedommen og islam bevaret sit traditionelle, orientalske “lov-præg”, mens kristendommen er voldsomt påvirket af græsk filosofi. Hvis man endelig ville, kunne man tale om en jødisk-islamisk versus en kristen religiøs og kulturel kultur.

Razib uddyber:

My own position from a phylogenetic viewpoint is that Rabbinical Judaism, the dominant form of Judaism between 500 to 1800, resembles Islam much more than Christianity. Islam and Rabbinical Judaism have a more orthopraxic orientation (e.g., Halakah, Sharia) and less of a focus on Greek tinged theology than Christianity. I have pointed out before that Rabbinical Jews had arguments as to whether Christians were, or were not, monotheists, but agreed than Muslims were. I agree that some strands within both Judaism and Islam don’t fall into the bounds of this narrative, but these streams have been marginalized for most of the past 2,000 years, just as Judaizing movements within Christianity were never dominant or influential until the Radical Reformation (though I would contend that the Judaizing of most Radical Protestants is rather weak tea, and only notable due to the de-Judaization of Pauline Christianity). I am claiming here that the Great Tradition of Christianity is the outlier when it comes to the various strands of the Abrahamic faiths (along perhaps with the extreme rationalists among the Mu’tazili and various Jewish schismatic groups).

Why does this matter? Because the term Judeo-Christian makes everything I said above totally surprising. Rather, it might give the impression that what we know of as Reform Judaism was the norm for Judaism in the West for the past 2,000 years. I think a clustering of Reform Judaism with mainline Protestant Christianity is very plausible. What I’m trying to say is that if you had all the mainstream branches of Judaism and Christianity and generated a a phylogenetic tree, Judaism would be a paraphyletic class (Reform Jews being accepted as Jews, while Christians are not). But it isn’t only history that is misrepresented by the Judeo-Christian model, most people are rather ignorant, so trying to portray Islam as an outgroup to Judaism, instead of highlighting its similarities of character with Orthodox Judaism, simply wastes the opportunity to impart information-by-analogy to lazy people who can’t be bothered to learn anything about Islam. The reality is most ignorant people will remain that way, and will continue to talk about issues which relate to categories which they are grossly ignorant of (e.g., various religious sects and groups). “Judeo-Christian” compounds the follies of modal stupidity.

Så ifølge det argument giver det altså slet ikke mening at tale om en “jødisk-kristen” kulturkreds. Hvad der giver mening er at tale om et “moderne”, areligiøst eller sekulariseret verdensbillede – ca., hvad man forstår ved det moderne “videnskabelige” verdensbillede.

Dette omfatter i Vesten ateister og agnostikere af jødisk, kristen og i vore dage også islamisk baggrund (tre gode eksempler er fysikerne Albert Einstein, Niels Bohr og Richard Feynman – alle af jødisk baggrund, men med et  sekulært livssyn). Men “jødisk-kristent” er det ikke – det er, som sagt, “moderne” eller “ateistisk”. Hvis vi endelig vil klassificere kulturerne rent religiøst er det, som Razib påpeger, jødedommen og islam der hører sammen, og kristendommen der skiller sig ud.

Link: Gene Expression om begrebet ‘jødisk-kristen’

En million frit tilgængelige fotos fra de Britiske Øer

Wye-floden syd for Llangurig, Wales

Et spændende eksempel på fri kultur i aktion: Geograph er et projekt, der går ud på at samle Creative Commons-beskyttede fotos fra de britiske øer (som altså kan genbruges i f.eks. blogs, tidsskrifter, på hjemmesider, og hvor man ellers har lyst, uden særlig tilladelse men på nærmere angivne betingelser), og knytter dem til punktet på kortet.

Projektet fungerer ved, at folk opretter sig som brugere og indsender deres billeder sammen med koordinaterne, hvor det er taget – man kan både søge og klikke sig frem på et kort. Projektet er nu oppe på ikke mindre end én million billeder fra alle dele af de Britiske Øer!

Værd at kigge på, både hvis man har brug for et billede af et sted i Storbritannien, eller hvis man bare vil se, hvordan der ser ud forskellige steder. På billedet ses Wye-floden syd for Llangurig, Wales. Jeg er sikker på, du selv kan komme på meget mere spændende steder.

Link: Geograph – via Boing Boing.

Kærlighedserklæring til Ørstedsparken

Cand. mag. Mathias Kryger har i Politikens kronik 10. september en smuk kærlighedserklæring til Ørstedsparken som fristed for bøsser:

Jeg kan ikke huske første gang, jeg gik i Ørstedsparken. Men i dag forestiller jeg mig, at jeg har gået langs hegnets yderside og snuset til buskenes fugt og øjnet de mørke skikkelser, der kom og gik fra parkens åbninger. Sådan har jeg måske gjort mange gange, indtil jeg beruset og liderlig har kastet mig ind på stiernes grus, og derfra forgrener historien sig ind i buskadser, blandt bambus og under broer.

Min kortlægning af parken var en kortlægning af kroppe – andres og min egen. Der var mange buske, og de husede mange huler og passager ind til flere træer og pletter…

En kompleksitet, der for mig er vigtig at få frem her, er, at det farlige, det forfaldsromantiske, det uforudsigelige og det voldsomme er en del af forførelsen. At jeg i Ørstedsparken ønskede at se mig selv som en tyvagtig og liderlig sømand – som en Jean Genet, der med livet som indsats erobrer den smukkeste vagabond.

Det er igennem mine oplevelser, gennem udlevelsen af seksuelle fantasier og overskridelsen af egne og samfundets moralafgrænsninger, at jeg kan indeholde kompleksiteten.

I 2001 blev Ørstedsparken studset og buske ryddet for at gøre det sværere for parkens natlige besøgende, en del af en beklagelig “pænliggørelse” af det offentlige rum, jeg selv skrev om helt tilbage i 1997:

I København har mange narkomaner og alkoholikere fået tilhold om ikke at opholde sig på gader og pladser nær deres eget hjem, og byens pladser er gjort åbne i forbindelse med byfornyelsen, så narkomaner og drankere ikke længere kan sidde og »gemme sig«. I Århus har man forsøgt at oprette væresteder uden for centrum, så byen ikke »skæmmes« af sådanne udskud, men indtil videre er det strandet på voldsomme protester fra beboerne i området. Overalt er tendensen den samme: Alle, der giver indtryk af, at der er sociale problemer i de store byer, skal væk – det eneste, vi ikke vil høre om, er, hvordan vi eventuelt kunne løse disse problemer.

Mathias Kryger skriver tilsvarende om buskrydningen i Ørstedsparken:

Hvor det i 1860’erne var politiet, der arresterede de usømmelige og lugede ud i aktiviteterne, var det i 2001 Københavns Kommune, der igennem et konkret fysisk indgreb i parkens strukturering forsøgte at begrænse sexaktiviteterne.

Ser man på dette botaniske (over)greb i en bredere sammenhæng, ligger det fint i tråd med den generelle ’oprydning’ af det offentlige rum, som København har gennemgået de sidste, i hvert fald, 20 år.

De offentlige toiletter er lige så langsomt forsvundet fra byen (skal man i dag besøge et toilet i det offentlige rum, skal det ske på en café, en bar eller i et hermetisk aflukket rumfartøj af et betalingstoilet), og pladser, som Halmtorvet, er gjort præsentable – alt dette i et forsøg på at imødekomme forestillingen om, hvad en betalingsstærk ejerlejligheds-friværdi-borger mener, er den gode by til det gode, rigtige liv.

En erotisk kultur, der kan være svær at forstå for en heteroseksuel som undertegnede men i Mathias Krygers beskrivelse lyder smuk, er ved at forsvinde ud af det offentlige rum, offer for voksende pænhed og voldelige overgreb. Og det er sgu da synd, et eller andet sted.

Link: Ørstedsparken; en kærlighedserklæring