Irak: Vi gik i krig på en løgn – nu lyver de om løgnen

Vi er sikkert mange, der husker, hvordan den danske regering i 2002-2003 igen og igen slog på, at det var nødvendigt at gå i krig mod Irak, fordi vi simpelt hen ikke kunne leve med truslen fra landets masseødelæggelsesvåben.

Per Stig Møller udtalte i TV-Avisen, at krigen var nødvendig, fordi “nu kunne det altså være nok” med de masseødelæggelsesvåben, og folk der blev ved med at stille spørgsmål, gavnede i virkeligheden bare Saddam Hussein. Anders Fogh Rasmussen sagde, at “Irak har masseødelæggelsesvåben – det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved”.

Men i dag er de alle sammen enige om, at hvad der ellers kan have været af gode grunde til at gå i krig med Irak, har masseødelæggelsesvåben ikke noget med sagen at gøre. Bortset fra Venstres løstgående Jens Rohde, der i Politiken langer ud efter Anders Fogh og andres svigtende hukommelse:

“Jeg har aldrig mødt et menigt menneske uden for Christiansborg, som ikke havde opfattelsen, at masseødelæggelsesvåben var den centrale grund til krigen. Det må man bare vedstå sig,” siger Rohde.

I en ny bog, ‘ Vejen til Irak’, som beskriver beslutningsprocessen bag Irak-krigen, træder Anders Fogh Rasmussens tidligere politiske ordfører Jens Rohde frem og fastslår, at masseødelæggelsesvåbnene var et helt centralt argument for at sende danske soldater til Irak – også selv om det ikke fremgik af regeringens beslutningsforlag.

“Det var den virkelighed, vi var med til selv at skabe i den måde, vi talte på. Det gælder både statsministeren, udenrigsministeren og mig selv. Alle sammen”, siger Jens Rohde.

You can say that again. Såvel den danske og den britiske som den amerikanske regering  hamrede i de dage igen og igen løs med truslen fra Iraks masseødelæggelsesvåben, og hvor vigitgt det var at udskadeliggøre de.

Jeg ved ikke, om der var nogen, der rent faktisk troede på det (jeg gjorde ikke, og Colin Powell gjorde ikke, selvom han sagde noget andet), men de har grund til at føle sig noget så gevaldigt snydt. I dag har stats- og udenrigsministeren så travlt med at forsikre, at masseødelæggelsesvåben ikke havde noget med beslutningen at gøre, og forsvarsministeren overvejer endda,  jfr Politikens artikel,  at anlægge sag mod forfatterne til en bog, der siger noget andet.

Man kunne her retorisk spørge, om det er løgnen eller løgnen om løgnen, der er det værste. Men det er let: Det er ikke løgnen, der er det værste, men krigen, de mange hundrede tusinde cvile irakere, der er døde og såret siden invasionen – de mange hundrede tusinde civile irakere, hvis blod nu drypper Anders Foghs og Per Stig Møllers hænder.

At de nu lyver om den løgn, der førte Danmark ud i denne nyttes- og formålsløse krig, gør såmænd hverken fra eller til i det store billede. At krigen var nyttesløs, ikke har ført noget godt med sig og blev lanceret på en løgn – det er derimod humlen.

Update, mandag d. 29.: Engelbreth skriver også og lidt mere detaljeret om dette.

Irak: Lad os alle plyndre

Eller rettere sagt – lad de store, primært amerikanske, firmaer plyndre:

The proposed Iraqi oil law would put effective control of most of Iraq’s vast oil resources into the hands of foreign companies and make a mockery of any real Iraqi sovereignty…

Fagforeninger er vi heller ikke glade for:

Long before the present regime took power, the U.S. had identified organized labor in Iraq as its adversary. President Bush sent Paul Bremer to Iraq to set up the occupation authority. He threw out much of Saddam Hussein’s legal code, disbanded the military and began playing “divide and conquer” with religious sects and ethnic, regional and tribal groups. But there was at least one law he kept on the books and enforced. That was Saddam’s 1987 Decree No. 150 that made it illegal for employees in the public sector and publicly owned enterprises (80% of all Iraqi workers) to have a union or negotiate over the terms of their labor. The Maliki government has continued to enforce this anti-labor edict of the dictatorship, despite the fact that the new constitution calls for enactment of a basic labor rights law, and that Decree No. 150 violates the internationally recognized fundamental rights of workers defined by International Labor Organization (UN) Conventions on the rights to organize, bargain and strike.

In Iraq today, union bank accounts have been frozen, union offices have been raided and ransacked by both U.S. and Iraqi forces, government ministers have ordered managers not to recognize or deal with unions (especially in the oil sector), union leaders have been beaten, arrested, kidnapped and assassinated.22 No democratic society can develop where workers are not free to organize into the unions of their choice, and where unions are not free from government control or interference.

Link.

Irak: Børn lider i overfyldte fængsler

Børn helt ned til 9-års-alderen udsættes for vold og seksuelle overgreb i Iraks overfyldte fængsler, læser vi i dagens Guardian:

Hundreds of children, some as young as nine, are being held in appalling conditions in Baghdad’s prisons, sleeping in sweltering temperatures in overcrowded cells without working fans, no daily access to showers, and subject to frequent sexual abuse by guards, current and former prisoners say.

At Karkh juvenile prison, Omar Ali, a 16-year-old who has spent more than three years there, showed the multiple skin sores he and many other fellow inmates have contracted through lying on thin, sweat-soaked mattresses night after night.

Guards often take boys to a separate room in the prison and rape them, Omar alleged. They also break prison rules by lending their mobile phones to boys to ring home, on condition that each time their families top the phone up by $10 or $20. The teaching staff resigned en masse in November because of low pay, according to an international official. As a result, the children lounge around aimlessly with no daytime activities, other than an exercise yard.

Though the boys in the prison have been convicted, international standards for fair trials are never met.

Hvorfor var det lige præcis, at Danmark var med til at angribe Irak og vælte Saddam Hussei, tilbage i 2003? Nåh ja – for at bringe frihed og demokrati til landet. Jeg håber, Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller er tilfredse med, hvor deres løgne og deres ulovlige krig har bragt Irak hen!

Eller også håber jeg, de må stege i helvede.

Link: Inmates tell of sexual abuse and beatings in Iraq’s overcrowded juvenile prison system

Irak: Yankee go home

Nu kan det snart ikke siges tydeligere:

Prime Minister Nouri al Maliki said Monday there would be no security agreement between the United States and Iraq without an unconditional timetable for withdrawal — a direct challenge to the Bush administration, which insists that the timing for troop departure would be based on conditions on the ground.

“No pact or agreement should be set without being based on full sovereignty, national common interests, and no foreign soldier should remain on Iraqi land, and there should be a specific deadline and it should not be open,” Maliki told a meeting of tribal Sheikhs in Baghdad.

Maliki said that the United States and Iraq had agreed that all foreign troops would be off Iraqi soil by the end of 2011. “There is an agreement actually reached, reached between the two parties on a fixed date, which is the end of 2011, to end any foreign presence on Iraqi soil,” Maliki said.

Den irakiske regering vil have amerikanerne ud, og de mener helt ud. Pinligt for Bush-regeringen, der gerne vil fastholde en “strategisk” tilstedeværelse, og ikke mindst pinligt for en kommende præsident McCain, der gerne ser USA blive i landet i hundrede år eller så.

Det er også pinligt for amerikanerne, at al-Maliki – som står i spidsen for den regering, amerikanerne selv understøtter og står som garanter for – er Irans største ven i området. Udover de store mængder død og lidelse, Irak-krigen har afstedkommet, kan dens nettoresultat ende med at blive, at den arabiske del af Irak nu er Irans bedste ven og vigtigste allierede. Nok ikke lige det, man regnede med for fem år siden.

Flere civile dræbt i Afghanistan

Denne gang er det 76 civile, der blev dræbt ved et fejlslagent bombardement i Herat-provinsen:

Det afghanske indenrigsdepartement har hævdet, at 76 civile blev dræbt under angrebet mod landsbyen Azizabad, blandt den 50 børn under 15 år.

En udsendt medarbejder fra Afghanistans uafhængige menneskerettighedskommission (AIHRC), besøgte landsbyen i Herat-provinsen i går og oplyser, at 78 mennesker blev dræbt, skriver NTB.

En fotograf fra nyhedsbureauet AP besøgte også landsbyen i går, og fandt over 20 grave, nogen af dem med flere døde.

Blandt ofrene er 20 kvinder og et ukendt antal børn. Som om sidste gang ikke var nok, kunne man sige, men det ville være misforstået: “Koalitionen” dræber civile afghanere hele tiden, det er bare ikke hver gang, vi hører om det. Hvis nogen spørger dig om, hvad vore danske soldater laver dernede, er det det, der er svaret: Hjælper de andre med at dræbe civile.

Hvis nogen spørger dig om, hvad de danske soldater laver af fornuftige ting dernede, er svaret meget nemmere: Ingenting. Vesten burde trække sine soldater ud af Afghanistan nu og i den forbindelse forsøge at forhandle en fredsordning/opdeling på plads med de civile. Det ville der være meget mere fremtid i.

Uskyldigt lille land overfaldet af store, væmmelige Rusland

… det er i hvert fald det indtryk, man kan få efter at have læst de danske aviser.

The Guardian fortæller som en slags modvægt om, hvordan det ser ud for øjenvidner i den syd-ossetiske hovedstad:

“The Georgians could not get tanks through these narrow streets. So first they turned it to ruins with a Grad attack and tried to punch through here to the centre of the city. There was heavy fighting in the streets. I think more than 500 bodies were pulled out of this part of town.”

Asked if there had been atrocities against civilians the Colonel replied: “I personally saw one man beheaded lying in the street and others say they witnessed civilians who had been finished off with a shot to the back of the head.”

Hvis man har så travlt med at holde orden i sit “eget land” – hvorfor så en sådan brutalitet overfor civile?

Georgiens “demokratisk valgte” præsident (som i virkeligheden kom til magten ved et kup, hvorefter hans styre blev blåstemplet ved et valg, hvor han fik 96% af stemmerne – lyder mere bekendt, end godt er) er nu i øvrigt i selvsving over, at USA ifølge ham vil overtage landets lufthavne og havne og tage sig kærligt af russerne derfra.

Noget tyder dog på, at det ikke kommer til at ske sådan foreløbig (man har da altid lov at håbe).

Mere Georgien

Gary Brecher har et tankevækkende lille stykke om krigen i Georgien/Grusien på Exiled Online:

Hard people on every side in that part of the world. No quarter asked or given. No good guys. Especially not the Georgians. They have a rep as good people, one-on-one, but you don’t want to mess with them and you especially don’t want to try to take land from them.

The Georgians bided their time, then went on the offensive, Caucasian style, by pretending to make peace and all the time planning a sneak attack on South Ossetia. They just signed a treaty granting autonomy to South Ossetia this week, and then they attacked, Corleone style. Georgian MLRS units barraged Tskhinvali, the capital city of South Ossetia; Georgian troops swarmed over Ossetian roadblocks; and all in all, it was a great, whiz-bang start, but like Petraeus asked about Iraq way back in 2003, what’s the ending to this story? As in: how do you invade territory that the Russians have staked out for protection without thinking about how they’ll react?

Exiled Online er russisk-baseret og gør sædvanligvis en del ud af at forklare, hvorfor Rusland ikke nødvendigvis er så slem, som koldkrigere ynder at gøre det, blandet med betydelige mængder af sarkasme og kynisme. Deres syn på konflikten i Kaukasus kan ikke undgå at være interessant.

Link.

SOS fra Tbilisi

Rami bringer nogle interessante observationer fra den georgiske journalist Nino Zhizhilashvili, som naturligt nok er on-site i Tbilisi:

South Ossetian autonomous republic was established by the USSR on the territory of Georgia in 1921. Georgians and Ossetians lived there together but Georgians were in absolute majority there. When the USSR collapsed the government of the South Ossetia declared the Independence and stated its desire to join Russia but of course, Georgian population and the government of the country refused. The wide escalation started then and it was the severe war there in early 90th.

But Georgia loose the war as Russian military forces went to the country and supported minority. We had a lot of Georgian refugees from the region which gained the status quo but stayed as a non-recognized republic until now. There never been the peace in the region during the years but the situation tensed last weeks when the massive shootings from both sides took place, because city Tskinvali – the center of the region, was circled by Georgian villages.

Do not ask me now, who started.

Status ser ret mørk ud – Nino Zhizhilashvili håber af gode grunde ikke på hjælp fra USA eller Vesten i det hele taget, men omvendt betyder det også, at den georgiske regering og befolkning ikke har en chance mod Rusland:

We are really in serious troubles. The Russian tanks are coming to the whole territory of Georgia – from all sides… there were a lot of air attacks during the two last days also. No idea what will be the future of my country. Even if the USA will decide to help Georgia by its military forces there would be the end of the country – it could become the land of the war of two empires…

Russian tanks blocked the autobahn connected the Western and Eastern parts of Georgia and wide intervention has started. They are attacking the country from the western and northern boarders. Troops are already at the capital Tbilisi. Nobody knows what are they aiming. The ultimatum was fulfilled by the Georgian government but they are going ahead – the international society is helpless to stop them. SAD! We are expecting the turning off the Internet so I don’t know whether I would be able to contact you soon.

Som Rami siger, lad os håbe det bedste, for Ramis veninde såvel som for området i almindelighed. Som andre har gjort opmærksom på, ser det ud til, at Georgiens populistiske præsident begik en uhyggelig fejltagelse, da han lod sine tropper bombe Syd-Ossetien.

(og så en parantes, med spørgsmål til kommentarfolket: Plejede “Georgien” ikke at hedde “Grusien” på dansk? Er brugen af “Georgien” endnu et eksempel på analfabetiske journalisters afskrift af engelske bulletiner, eller er der et argument for navneskiftet?)

En Pind til Danmarks ligkiste

Venstremanden Søren Pind har i dag en kronik i Jyllands-Posten om, hvor godt det går i Irak for tiden og hvor fremragende og umisforståeligt det hermed er dokumenteret, at Irak-krigen er en succes, og alle kritikere må lukke munden.

Nåja, og så skriver han, at hvis risikoen er, at Iran ender med at få atomvåben, så er krigen at foretrække.

Lad os tage det første først: Efter en invasion, hvor man i 2003 lod kriminelle plyndre hele Baghdads infrastruktur uden så meget som at overveje at gribe ind, efter en “genopbygning”, hvor  man har  smidt milliarder af dollars ud til korrupte firmaer uden noget resultat overhovedet, efter at civilbefolkningen i Baghdad i flere år har lidt under en terror, som Søren Pind ganske givet endikke er i stand til at forestille sig, efter bølger af kidnapninger og mord, som ifølge  almindelige irakere har gjort livet i den arabiske del af landet meget værre end under Saddam,  efter at  Iraks kristne minoritet stort set er fordrevet til Syrien og både Syrien og Jordan er proppet til randen af millioner af irakiske flygtninge, efter Abu Ghraib og Guantanamo og 100 andre ulykker, som alle, der vil og kan læse, let kan gøre sig bekendt med, vover en krigstilhænger som Søren Pind at påstå, at krigen var en succes, fordi Irak nu for første gang siden invasionen vist nok er en smule fredeligere, end det var sidste år?

Irak-krigen var en ulykke og en frygtelig fejltagelse, som man derudover lige fra starten har fejlhåndteret i nærmest ufattelig grad, og konsekvenserne af disse misgreb er blevet delt mellem den irakiske civilbefolkning, som har betalt i blod og forfærdelige traumer, og de amerikanske skatteydere, som har betalt med så ufatteligt mange milliarder dollars, at USA kunne have reformeret såvel sit sundheds- som sit uddannelsessystem for de penge.

“De, der befordrer løgnen, svigter”, skriver Pind i sin kronik, og stempler hermed sig selv.

Men nu, hvor den irakiske “succes” endelig er på plads, er tiden så kommet til at følge op med Iran, hvis de ikke makker ret – hvis man altså skal følge Søren Pind. Heldigvis lader den amerikanske regering dog til at mene noget andet, måske inspireret af, at den mindste antydning om en krig mod Iran er nok til at få spekulanterne til at drømme om oliepriser på over tusind dollars tønden, godt hjulpet på vej af det faktum, at det amerikanske militær er slidt ned til sokkeholderne og ikke i en forfatning, hvor man kan binde an med Iran uden at indføre værnepligt.

Hvilket sidste ikke kommer til at ske. Men står det til Søren Pind er vi altså klar.

Herre Jemini! Jeg har sagt det før, og jeg vil sikkert sige det igen: Det var sgu godt, at københavnerne undgik at få den Pind i røven som overborgmester efter kommunalvalget i 2005. Hvis han så bare ville holde op med at blande sig i lands- eller udenrigspolitik også.

Imperiets sande ansigt

Britiske soldater anklages nu for seksuelle overgreb på en dengang kun 14-årig fange i Irak, et af de “brune” lande, der for tiden ikke skønnes at kunne “klare sig selv” og som “vores” drenge derfor er nødt til at boltre sig i – hvis det for nogen lyder som det 19. århundredes kolonialisme, er det, fordi det ret klart er den, vi er kommet tilbage til.

Som Lenin fra Lenin’s Tomb gør opmærksom på, er der ikke noget særligt usædvanligt ved sådanne angreb, der formentlig er en helt naturlig konsekvens af den racisme, der ligger til grund for hele besættelsen og det sprog, den forsvares i:

This sort of daily, often quite arbitrary, violence by forces who accept the minimum possible responsibility for their behaviour is just so much background noise to the war against barbarism/extremism/terrorism/savagery/etc. It just blends into the screams from the torture chambers and the crunch of metal against bone as troops shoot up cars at checkpoints or lob missiles into houses. The fact that this is perfectly ordinary behaviour by imperialist troops, under whatever authority and of whatever nationality, is always missed. Whether in Kosovo, Somalia or Haiti, whether the military mission is conducted under the NATO brand or the UN brand, there always emerges some sickening stories of systematic physical and sexual abuse of the supposed recipients of humanitarian largesse.

Den eneste grund til at vi overhovedet hører om den aktuelle sag er måske, at den er ekstrem – alle de “almindelige” tilfælde af overgreb og tortur forsvinder i mængden: “Had it been left at a whipping and beating for the crime of stealing milk, it may not have ever been reported.”

Hvornår begynder de første, tilsvarende sager om danske soldaters optræden i Afghanistan mon at dukke op? Et land, hvor USA stadig opretholder store fangelejre, hvor tortur praktiseres præcis så rutinemæssigt som på Guantánamo. Hvad har danske soldater dog at gøre på den galej – og så som “allierede”?