Til regeringen: Når venstre side leger borgerlige, rydder højrefløjen bordet

Den nye danske regering er hurtigt kommet til at sidde fast i “realistisk”, det vil sige: meget borgerlig, politik. Støtte til ACTA, skattelettelser til de rige, besparelser frem for kickstart (i hvert fald på europæisk plan).

Den sandsynlige ende på den galop er, at S-SF-Rs egne vælgere mister modet og ikke gider stemme ved næste valg, hvorefter de borgerlige kan sidde med et absolut flertal uden overhovedet  at gå frem.

Det er i hvert fald, hvad der skete i Spanien, påpeger Ignacio Escolar i The Guardian:

The conservative absolute majority is not built on the unstoppable rise of the right. Mariano Rajoy, the new prime minister, won 10.8m votes in the November election, only 500,000 more than in 2008, when he lost to José Luis Rodríguez Zapatero. Opinion polls do not show an ideological shift to the right either. According to the Centre for Sociological Investigations, the majority of Spaniards describe themselves as centre-left, ahead of right or centre-right. Rajoy’s landslide at the polls was down to the abstention and break-up of the left, not the growth of his social base.So what caused the electoral collapse of the Spanish left? It’s a problem of supply, not of demand: in government the left was incapable of living up to the ideas and discourse of its voters. During the years of the property bubble, the PSOE embraced liberal economic policies, especially in terms of taxation. “Lowering taxes is of the left,” Zapatero frivolously declared as he introduced numerous tax cuts that greatly benefited the upper classes. Then came the recession, and Zapatero was slow to react, lost in an absurd semantic debate about the word “crisis”.

The point of no return came on 12 May 2010, when the prime minister, cornered by the pressure of the markets on Spanish bonds, announced the biggest public spending cuts in Spain’s history. Instead of looking for a social democratic way forward, Zapatero utterly embraced liberal recipes to resolve the crisis. Instead of putting taxes for the richest back up, he cut workers’ pay. Instead of tapping the profits of the banking sector, he froze pensions.

Did Zapatero have an alternative? There was without doubt space for other policies, even in the context of the austerity imposed from Europe. But how to apply policies of the left in the midst of the crisis, in a globalised economy and in a European Union where most states are governed by conservative parties? Zapatero’s cuts were seen by a huge number of those who had elected him as an intolerable betrayal. Voters turned their back on the PSOE. If the only way out of the crisis was to support the right, then better the original than a copy.

Med andre ord, når de venstreorienterede politikere ikke længere tør være sig selv bekendt – som især Villy Søvndal og de fleste SF-politikere ikke længere tør stå ved andet end det mest primitive udsalg til magten for magtens skyld, rydder dem, der godt tør stå ved sig selv, bordet. Og det tør Dansk Folkeparti desværre. Hvis ikke regeringen bliver presset til at udgøre en reel modvægt mod Dansk Folkepartis nationalisme og Liberal Alliances neoliberale afskaffelse af velfærdsstaten, er det kun et spørgsmål om tid, før disse borgerlige kræfter vender tilbage til magten.

“It cannot be true that the same welfare state that paid for (the recovery of) broken, ruined postwar Europe is today an unsustainable utopia”, som Escolar skriver. Og det er noget nær sagens kerne: Velfærdsstaten kan ikke være en utopi, som vi ikke længere har råd til. Hvis vi vælger at afvikle den, er det et bevidst, men ikke et nødvendigt valg. Og dog insisterer også den danske regering på at gå med i EUs nye “finanspagt”, der må betragtes netop som en del af Merkels og Sarkozys felttog mod den europæiske velfærdsstat på bekostning af “de økonomiske realiteter”. Hvis ikke den danske venstrefløj fra S og ud tør gå imod dette, vil folk gå trætte hjem eller stemme på de rigtige borgerlige i stedet.

Og så kommer Dansk Folkeparti til magten igen. Jeg håber ikke, det er sådan, det kommer til at gå, men husk: Du så det først her.

Venstre indrømmer de løj for vælgerne i 2001 og frem

Det er et helt uskønt syn at se regeringen rulle sig i pløret for tiden. Det går drastisk ned af bakke, og køen ved håndvasken kan næsten ikke blive længere.

Thor Pedersen, den tidligere finansminister går nu til pressen og udtaler at det ikke var regeringens skyld at økonomien i de sidste 10 år har været en fiasko uden grænser. Næh det var skam demokratiets skyld!

Thor mener at når regeringen i 2001 og fremefter til hvert eneste valg hævdede at skattestoppet var fuldt foreneligt med højere udgifter til krige, privathospitaler, medicinfirmaer og tiltagende bureaukratiske regler, så var det ikke deres fejl. Nej det var demokratiet der tvang dem til at lyve og bedrage!

Jeg formoder det er korrekt observeret at det er demokratiets skyld – for hvis V og K ikke havde bildt vælgerne ovenstående ind, ja så ville de ikke være kommet til magten.

Kære Thor – demokratiet er ikke til for at Venstre kan få ministerbiler – og hvis man lover noget til vælgerne der ikke er holdbart, så er det dem der lover der har ansvaret – ikke demokratiet eller vælgerne.

link til Venstre ved håndvasken

90 milliarder i underskud? Her er et palæ!

I år præsenterede VK regeringen det næsthøjeste underskud på statsfinanserne nogensinde. De ufinansierede skattelettelser og skattestoppet har givet et gigantisk underskud, der nu skal betales af børnefamilierne og de arbejdsløse.

De danske skatteydere må formentlig være helt paf, når regeringen nu giver én enkelt særdeles velstående børnefamilie på overførselindkomst, der i forvejen ejer et dusin slotte, et palæ til over 2-300 millioner kr(!!). Millioner der kunne bruges til at hjælpe de fattige der er blevet ramt af regeringens sparekniv og i de kommende år må smides fra hus og hjem.
Skam jer

Nogle danskere tjener for meget..

Peter Schütze fra Nordea går nu ud og kritisere danskernes lønninger. Vi er simpelthen ikke de høje lønninger værd vi får.
Se bare Peter selv, der får 6-8 mio. kroner eller Amagerbankens direktør der har formået at brænde 400 mio kr af på et halvt år, til en helt ustyrlig løn på 6.2 mio kroner. Vel at mærke ledere der har været medvirkende til et totalt kollaps af dansk økonomi der kun blev stoppet ved at kaste milliarder af skattekroner i grams.

Hvis de to tilsammen kan få 12 mio. kroner for at ødelægge dansk økonomi – hvad bør en arbejdsom pædagog så få?

Joseph Stiglitz forklarer, hvorfor den økonomiske hestekur kun gør ondt værre

I NYT:

“If you have a household that can’t pay its debts, you tell it to cut back on spending to free up the cash to pay the debts. But in a national economy, if you cut back on your spending, then economic activity goes down, nobody invests, the amount of tax you take goes down, the amount you pay out in unemployment benefits goes up – and you don’t have enough money to pay your debts.

“The old story is still true: you cut expenditures and the economy goes down. We have lots of experiments which show this, thanks to Herbert Hoover and the IMF,” he adds. The IMF imposed that mistaken policy in Korea, Thailand, Indonesia, Argentina and hosts of other developing countries in the 1980s and 1990s. “So we know what will happen: economies will get weaker, investment will get stymied and it’s a downward vicious spiral. How far down we don’t know – it could be a Japanese malaise. Japan did an experiment just like this in 1997; just as it was recovering, it raised VAT and went into another recession.”

Then why have we not learned from all that? Because politicians like George Osborne are driven by ideology; the national deficit is an excuse to shrink the state because that is what he wanted anyway. Because the financial market only cares about one thing – getting repaid. And because other European governments are panicking because of the market’s wild attack on Greece and Spain, and they don’t want to be next.

Min fremhævelse. Når borgerlige politikere som Cameron, Osborne eller Lars Løkke altså presser på for besparelser, har det intet at gøre med at redde økonomien – det vil efter al sandsynlighed kun gøre ondt værre. Det er slet ikke det, det handler om. Krisen er et påskud for at gøre det, de alligevel godt kunne tænke sig, nemlig slagte den offentlige sektor. Specielt forskningen.Og handicaphjælpen. Og dagpengene. Og for hvad? Ifølge Stiglitz, slet og ret for ingen ting. Tværtimod risikerer besparelserne ifølge Stiglitz netop at smadre økonomien helt. Men, who cares? I hvert fald ikke de borgerlige politikere, der nu har svært ved t skjule deres savlen over endelig at få lov til at sælge ud af arvesølvet.

Link: Osborne’s First Budget? It is wrong, wrong, wrong! (Via Boing Boing).

Har VKO ødelagt velfærdsstaten helt?

VKOs behandling af velfærdssamfundet har været hård og brutal. Siden 2001 er konkurrenceevnen været kraftigt nedadgående og den konstante deregulering af finanssektoren og skattestoppet har resulteret i en kæmpe nedgang i produktivitet de sidste par år.

Regeringens kur mod nedgangen har været brutale nedskæringer i velfærden – og meddelelser om at det ikke er slut. Nedskæringer der vil medfører endnu dårligere konkurrenceevne (farvel til det fleksible arbejdsmarked og færre børn). Nedskæringer som over halvdelen af alle kommunale ledere mener vil afskaffe velfærdsstaten(!)

Med alle disse kritiske udviklinger bør man måske indse at selv om oppositionen vinder næste valg, er det måske for sent? Måske har VKO via løgne og manipulationer, og uden en vision om hvad Danmark skal leve af i fremtiden, de sidste 10 år hægtet Danmark af udviklingen og ind i en spiral af social elendighed.

S og SF må være forsigtige i deres løfter om hvad der kan opnåes ved et regeringsskifte, og ikke som Barack Obama i USA stå med store problemer efter et par år – når VKOs arv skal ryddes op og det viser sig at være alt, alt for dyrt.

Danskerne har skudt sig selv grundigt i foden de sidste 10 år – ganske vist mest fordi VKO har løjet og svindlet sig til magten – men bør vi ikke være klogere end det?

Angrib DF hvor det gør ondt

Som de fleste analytikere har påvist har DF sine kernevælger blandt pensionister, førtidspensionister og arbejdere. Alle folk der i de tider hvor økonomien kun gik opad, gik fra venstrefløjen til den ekstreme højrefløj, fokuserede på det der med et pænt ord blev kald værdipolitik, men jo var ganske almindelige racisme. Et forsøg på at få stemmer ved hysterisk at give indvandrer skylden for alle ulykker i samfundet.

Nu da krisen kradser og folk begynder at kunne mærke det på pengepungen og arbejderne ser deres arbejde forsvinde, bliver fokus naturligvis nok rettet mod økonomien igen – og det er her venstrefløjens chance ligger for endeligt at få væltet regeringen. Og det naturlige mål må være at bryde den kunstige alliance mellerm Fogh og Espersens elite og Pia Ks bund. For deres økonomiske selvinteresser er naturligvis ikke ens.

Derfor giver denne kampagne særdeles god mening. S og SF skal bore igen og igen i det faktum at mens Pia Ks vælgere intet fik ud af skattereformen fik V og Ks vælgere tusindvis af kroner lige ned i lommen. Kampagnen ville være endnu mere effektiv hvis S og SF konsekvent de sidste 8 år havde bekæmpet skattestoppet. Som de fleste med en kugleramme har kunne regne ud, havde vi stadig haft kæmpe overskud på statsfinanserne og rigeligt råd til et gratis måltid mad til vuggestuer og børnehaver, hvis ikke de rigeste skulle have endnu mere.

Lad os håbe det næste valg kommer til at handle om økonomi – og få reduceret VKO til de 60 mandater de retteligt har fortjent.

Spar finanskrisen væk med fri software

Alverdens firmaer og regeringer kunne spare 5.000.000.000.000 – nej, der er ikke for mange nuller: Fem tusind milliarder kroner ved at gå over til fri/open source software og spare de dyre licenser, har forretningsmand og grundlægger af open source-firmaet Cygnus Michael Tiemann beregnet, skriver Computerworld:

Michael Tiermann fremhæver i et interview med Computerworlds engelske søsterblad, at hvis alle virksomheder gik over til open source-licenser, ville de samlet årligt spare fem billioner kroner – svarende til fem tusinde milliarder kroner – eller slet og ret 5.000.000.000.000 kroner.

Det astronomiske beløb har Michael Tiermann sjusset sig frem til ved at gå ud fra analysehusets Gartners beregninger om et verdensomspændende årligt it-budget på 17,3 billioner kroner i 2008.

Erfaringer med, at mellem 18 til 30 procent af budgettet bliver brugt på proprietær software, giver et årligt forbrug mellem tre og fem billioner kroner i, hvad Michael Tiermann kalder “dødsvægt-udgifter”.

Han fremhæver i en  publikation fra Open Source Initiative, at det har været fremme, at it-industrien sidste år samlet set tabte omkring 305 milliarder kroner i tabte licenskroner, fordi folk og virksomheder benyttede open source-software frem for proprietære softwarelicenser.

“Det er helt sikkert historien om glasset, der er halvtomt eller halvfyldt, for de kunder, der brugte færre penge på it-udstyr, kunne jo skabe mere værdi for dem selv,” forklarer Michael Tiermann om, at samfundet ville have godt af besparelserne.

Og så er der også meget solide politiske og forbrugermæssige fordele ved fri software – læs selv mere i linksene herunder.

Link:  Spar 5.000.000.000.000 kroner med open source
(med tak til Martin Pihl).

Læs også: