Farvel, Politiken.dk, we hardly knew you

Der er ingen tvivl om, at det er svære tider for aviserne i disse år. Annonceindtægterne skrumper efterhånden som annoncerne forsvinder ud på nettet og ikke mindst Google opsuger det meste af avisernes før så lukrative marked.

Samtidig er ethvert kommercielt medie nu om dage nødt til at have en elektronisk udgave, og der har været forskellige filosofier om, hvordan den kan realiseres – bortset fra annoncekronerne er det jo småt med indtægter, hvis man lige så godt kan læse aviserne på nettet, som man kan købe papirudgaven.

Nogle aviser forsøger at råde bod på dette ved fortsat at lægge nyhederne på nettet, men kun gøre dem tilgængelige for abonnenter. Politikens læserredaktør Flemming Ytzen forklarer her om Politikens tilgang:

Efter mange års tilløb gør vi om kort tid op med gratisprincippet for de nyheder og det baggrundsstof, vi lægger ud på nettet. For politiken.dk bliver en betalingsavis i slutningen af maj.

Det indebærer, at brugerne uden beregning kan læse 25 artikler om måneden på den stationære eller bærbare computer, den smarte mobiltelefon eller iPaden og dens konkurrenter.

Men for dem, hvor nysgerrigheden og videbegærligheden giver lyst til mere, kommer der et betalingskrav. De vil blive bedt om at tegne et digitalt abonnement til 44 kr. om måneden. (…)

Man kan bebrejde os, at vi lod gratisprincippet regere for længe.

Men disse tider er uigenkaldeligt forbi. Heldigvis. Velkommen til den digitale betalingsvirkelighed. Den er kommet for at blive.

Nuvel, to ting. For det første: Hvis man gerne vil læse 25 artikler gratis, skal man først registrere sig som bruger for overhovedet at få adgang til det?

Men for det andet, og væsentligere: Jeg har ikke i sinde at tegne det nye abonnement på 44 kroner om måneden. Det er ikke, fordi jeg finder beløbet urimeligt – det er faktisk helt rimeligt, hvis man til gengæld kan læse alle artikler i Politiken, svarende til “en god kop kaffe”, som Ytzen anfører. Det er heller ikke, fordi Politiken er en dårlig avis. Med nyere folk som Tarek Omar og Rune Engelbreth Larsen om bord har den i de senere år såmænd udviklet sig til Danmarks ubestridt bedste avis, en titel som Jyllands-Posten ellers (rent journalistisk, og til trods for dens ofte højreekstreme holdninger) besad i mange år.

Det er selvfølgelig heller ikke, fordi jeg ikke har råd til det. Det er, fordi jeg ikke tror på paywalls som løsning på avisernes økonomiske og journalistiske problemer og derfor heller ikke ønsker at støtte en sådan løsning. Det eneste, Politiken vil opnå ved at sætte betalingsmuren op, er at eliminere sin egen relevans som netmedie og dermed at eliminere sin egen relevans som medie overhovedet. Det er let at se, at avisbranchen er i knibe og at truslen fra det store net er reel – men det er til gengæld ikke let at se, hvilken forskel 44 kroner pr. læser pr. måned skulle gøre i en branche, hvor produktet reelt aldrig har været financieret af løssalget, men af annoncekroner. Læg hertil, at en lige så reel trussel fra nettet er, at det undergraver avisernes status som eneste nyhedskilde – vi køber ikke længere én avis og læser den, men skimmer i stedet hurtigt 3-10 aviser og får som bonus et indtryk af deres forskellige vinklinger.

Med en betalingsmur opnår aviserne blot, at deres sider ikke længere kan ses og indekseres af søgemaskinerne – og det vil sige, at nye læsere ikke finder vej til deres mest interessante artikler. Betalingsmuren er ikke Internetavisens redning, men dens død. Hvad der så er redningen, kan jeg desværre ikke umiddelbart svare på – måske aviserne virkelig og slet og ret er ved at dø, eller måske der skal noget helt nyt til for at genoprette dem såvel som den professionelle, dybdeborende kvalitetsjournalistik. Jeg ved det ikke – men jeg ved, at paywalls ikke er løsningen.

Farvel, Politiken.dk, og lad mig endelig vide, når du er kommet på bedre tanker.

Ophavsretten er en pest for kunsten og kunstnerne

Det er ikke mig, der siger det, det er Bjørn Bredal i Politiken. Jeg ville ikke selv gå helt så vidt, se herunder. Men først Bredal:

Senest satte EU ’beskyttelses’-perioden for musikoptagelser op fra 50 år til 70 år. Et lodret vanvid, som følger op på det samme vanvid, som i 1990’erne førte til udvidelse af ’beskyttelses’-perioden for døde komponister, forfattere, malere etc.: Kunstnerne dør – og skal de beskyttes!

Logikken er til at græde over, og det var slemt nok, så længe ’beskyttelsen’ var 50 år: Vi taler helt enkelt om en syg mekanisme, der flytter penge over fra den levende kunst og de levende kunstnere til deres arvinger og især til hele den industri, der administrerer rettigheder.

Lige for tiden er det især filmindustrien, der forlanger sig bedre ’beskyttet’. Folk downloader film fra nettet uden at betale, og det går selvfølgelig ud over filmindustriens indtægter. Og muligvis er der ræson i at bremse den trafik på en eller anden måde – i nogle få år efter at en ny film har haft premiere.

Det er frygtelig forkert, når fortalere for ’mere beskyttelse’ på et eller andet område straks sætter sig op på en høj moralsk hest og taler om ’tyveri’ og ’kriminalitet’ hos dem, der glad og gratis bruger løs af kunsten.

Billedsproget spærrer for udsigten til de praktiske problemer, der skal løses, og fører til det ødelæggende galimatias, som rettighedsindustrien er blevet. Det er forfærdeligt, at Det Kongelige Teater ikke kan opføre en opera af Richard Strauss uden at betale en formue til den for længst døde komponists oldebørns advokater; at lærere på skoler og universiteter ikke kan vise et billede af Picasso uden at begå en ulovlighed; ja: eller at en gymnasielærer ikke kan vise den lille dumme kommentar, du læser netop nu, til sine elever, uden at gymnasiet skal betale royalty for det.

Jeg vil meget hellere have, at 100 gymnasieelever læser min kommentar, end at jeg får et par hundrede kroner udbetalt fra et firma, der for tiden vokser fuldstændig vildt i sin egen ødelæggende logik og hedder Copydan eller Tekst og Node, eller hvad det aktuelle navn nu er for den rettighedsindustri, der søger at hindre, fordyre og forkrøble udbredelse af tanker og ideer.

Bjørn Bredal og Politiken kunne selv gøre noget for at gøre det muligt for gymnasieelever at læse Bredals kommentar uden at betale for det – de kunne blot udgive bidrag fra Politikens egne skribenter under en Creative Commons-licens, der tillader ikke-kommerciel genanvendelse, hvilket også dækker uddannelsessystemet.

Generelt om ophavsret har den amerikanske juraprofessor Lawrence Lessig foreslået en “totrinsraket”: At ophavsretten gælder 21 år efter udgivelse og herefter mod et gebyr kan fornys i endnu 21 år. And that’s it.

Det ville formentlig løse de fleste af de problemer, Bredal her påpeger.

Politikens nyhedsredaktion – afdelingen for journalistisk bundskrab

Der findes mange eksempler på rystende dårlig journalistik i Politiken – faktisk uhyggeligt mange. VHS har været meget efter dem, og det har de sandelig også fortjent.

I går var ingen undtagelse. Hovedhistorien var både på Internettet og på forsiden af den trykte avis, at “Danskerne er vilde med kokain” – intet mindre.

Jeg syntes ikke, det helt stemmer med mine egne erfaringer med “danskerne”, så jeg besluttede mig for at læse lidt videre for at se, hvad denne bombastisk generaliserende overskrift mon dækker over. Læser man videre ned i selve artiklen vil man se, at det handler om, at der statistisk set indtages mere kokain i Danmark end i en række andre lande, “vi sammenligner os med”.

Således har 6% af unge under 25 (og over 18, må man formode) prøvet at tage kokain inden for det seneste år. Og det er den oplysning, der har fået journalisten eller redaktionssekretæren til at konkludere, at “danskerne er vilde med kokain”.

Men er der da slet ikke nogen, der synes, at de alle 94% af unge under 25, der ikke har prøvet at tage kokain inden for det sidste år, må veje tungere? Overskriftens proklamation af, at danskerne som samlet størrelse skulle være “vilde med kokain” er altså (og naturligvis) rent vrøvl.

Men er det ikke lige meget? Jeg er ikke sikker. Politiken skulle engang forestille at være en relativt seriøs avis, men ikke desto mindre spirallerer den altså glad og gerne ned i et tegneseriesprog, hvor ingenting åbenbart betyder eller behøver at betyde noget som helst – og det er vel at mærke dette tegneseriesprog, der fylder mediebilledet, og som vi formodes at tale om ubetydelige ting som verden og fremtiden og hvilke samfund, vi gerne vil have, ud fra. Og forudsætningen for denne kommunikation er åbenart, at alt kan reduceres til rent vrøvl, hvis bare det lyder smart nok.

Og så er der selvølgelig heller ikke nogen, der gennemskuer alle afledningsmanøvrerne og begynder at stille alvorlige spørgsmålstegn ved, hvad der foregår, og det er jo alt sammen meget praktisk. “Danskerne” er jo så dumme og godtroende, eller i hvert fald mindst lige så dumme og godtroende som deres dumme og overfladiske journalister vil gøre dem.

‘En helt ny slags bombe’ – Politiken rider med på hypen

I Politikens artikel om det mislykkede terrorangreb mod et fly i USA hedder det, at bombemanden var i besiddelse af en “helt ny og sofistikeret slags bombe“:

Terrorforsøget blev afværget, da [gerningsmanden] blev overmandet af passagerer og kabinepersonale.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters fra Detroit.

»Han er alvorlig forbrændt. Hans ene ben er fuldstændig forbrændt. Kabinepersonalet måtte bruge en brandslukker«, siger en af passagerne, Melinda Dennis, til NBC.

Et republikansk medlem af Kongressens udvalg for Homeland Security, Peter King, siger, at der var tale om en sofistikeret bombe, som satte ild til den 23-årige.

»Der er tilsyneladende tale om en bombetype, vi ikke er stødt på tidligeret«, tilføjer han.

King forklarer videre, at den nu arresterede nigerianers navn står i en database som én, der kan have forbindelser til terrorgrupper.

Alligevel var den anholdte ikke på en ‘no fly’-liste, der ville have betydet, at han var blevet nægtet adgang til flyet.

To ting:

  • En “ny og sofistikeret bombe”, der sætter ild til angriberen, men alligevel giver nærmeststående tid til at slukke den, lyder efter min mening ikke særlig sofistikeret. Lyder nærmere som et eller andet klodset hjemmelavet “flaske fuld af barbersprit”-noget.
  • Hvis han har farlige, kendte Al Qaeda-forbindelser og alligevel ikke er på en no-fly list, er der et eller andet her, jeg ikke giver meget for. Hvordan kan det være, at disse her meget omfattende lister, der både omfatter utvivlsomt meget farlige 4-årige og systemkritikere, pludselig ikke omfatter folk med “kendte terrorforbindelser”? Eller også er de her forbindelser slet ikke så kendte endda, nu hvor nogen har brug for at redde ansigt.

Et tredje spørgsmål er: Skal journalister deponere hovedet ved indgangen, når de bliver ansat hos Politiken? Hvordan kan journalisten og overskriftsmageren blot bevidstløst gentage så letgennemskueligt hype fra de amerikanske myndigheder, når det er så let for den forbipasserende læser at gennemskue?

I det mindste kunne man have rapporteret, at myndighederne påstår, at der er tale om en “helt ny bombetype” i stedet for blot kritikløst at gentage det i rubrikoverskriften. Men det ville selvfølgelig have krævet, at den pågældende begyndte at tænke selv, og det gør Politikens journalister åbenbart ikke så meget i?

Link: Flyterrorist antændte sig selv

Til modstand mod Pia Kjærsgaards besættelse af Danmark

Holger Danske, Aladdin, den lille havfrue, Lykke-Per, pigen med svovlstikkerne, Hamlet, Ditte Menneskebarn, Skjoldungerne, Pelle Erobreren, Dana og Danmarks Løver har i dag en fremragende kronik i Politiken:

Vi har sovet længe nok, og vi har været tavse længe nok.

Men vi har set og hørt det hele. Vi er en broget forsamling med vidt forskellige tanker og ideer, men der er iagttagelser, vi ikke kan tie om længere, og som vi har valgt at udtrykke i fællesskab:

Landet stander i våde!

Vi har set, hvordan danske medborgere, der er kommet hertil fra den store verden, er blevet nedgjort af Dansk Folkeparti som »gøgeunger«, »svin« og »snyltere«, og vi har set deres religion blive stemplet som »pest«, »alt-ædende had« og »ondskab«.

Vi har set Pia Kjærsgaard gennemtvinge Statsradiofoniens knæfald og bodsgang, fordi en radiogæst tillagde hende ’fejlcitatet’, at »de fremmede formerer sig som rotter«, når hun nu ’blot’ havde sagt, at »de fremmede formerer sig som kaniner«.

Men vi har aldrig forstået, hvordan det kunne være mere eller mindre infamt, om man reducerer sine medmennesker til den ene eller anden gnaver.

Vi har set indespærrede nødstedte i asyllejre blive knækket psykisk og begå selvmord, og nu har vi også set ordensmagten tvinge flygtninge ud af et kirkeasyl midt om natten, fordi Dansk Folkeparti kræver irakiske mænd, kvinder og børn tvangsdeporteret til et land, hvor de vil være i overhængende livsfare!

Vi er oprigtigt talt rystede over, hvad der foregår i gamle Danmark, og vor reaktion på Dansk Folkepartis foragt for liv og medmenneskelighed er uvilkårligt: Nej, ikke igen – ikke i vort land.

Koryfæerne har tilsyneladende fået hjælp til at formulere kronikken på det 21. århundredes danske sprog af Malene Grøndahl, Rune Engelbreth Larsen og Flemming Chr. Nielsen.

Men hop endelig over og læs det hele – det er umagen værd. Og spids så din pen og slut dig til modstanden!

Link: Modstandsbevægelsen mod Pia K.s besættelse

Nørrebro: Lad os alle oppiske

Efter skudepisoderne på Nørrebro er alt nu tilbage ved normalen i hvert fald inden for dansk presse, hvor historien formidles med vanlig journalistisk “integritet”, som vhs fortæller:

hvis du ikke er rigtigt bange, så har du simpelthen ikke fulgt godt nok med i medierne.

I hvert hvis man skulle tro super-løgnhalsen, “journalist” på Politiken.dk, Søren Astrup. I dagens udgave af netavisen postulerer han, at den amerikanske og den engelske regering advarer sine borgere mod at besøge Nørrebro. Det viser sig at være det rene fup. Begivenhederne i den lille københavnske forstad er aldeles ikke væsentlige nok til at fremkalde nogen særlige reaktioner i udlandet. Men den evigt sensationshungrende “journalist” vil så gerne have, at de nyheder han fabrikerer virker helt usandsynligt vigtige – så vigtige at de nærmest bliver til amerikansk regeringspolitik. Og med lidt finurlige klipperi, hvor halvdelen af en sætning fjernes, har propagandisten Søren Astrup tryllet denne sensationelle advarsel frem fra det engelske udenrigsministerium: “Hvis det er nødvendigt at bevæge ind i området, bør det ske med særlig agtpågivenhed.

Det er en advarsel, Søren Astrup selv har fundet på, men til hans ære har han dog i det mindste linket til den oprindelige kilde, så enhver der kan engelsk kan se hans bedrageri. For det første står der intet om, at man kun bør bevæge sig ind på Nørrebro, “hvis det er nødvendigt”…

Med andre ord: Lad os ikke nøjes med begivenhedernes gang, lad os endelig oppiske stemningen så meget vi nu kan, og vi vi ikke kan oppiske den nok med simple fakta, så lad os lyve om det også. Det kan man da kalde “kreativ vinkling”.

Link: Politikens Søren Astrup savner spænding

Politikens ‘idealist’-afstemning saboteret af højreorienterede bloggere

Der har stået lidt om det andre steder, bl.a. har Ole Wolf skrevet lidt om ét af sagens aspekter.

Politiken skriver nu selv:

Snyderi i stor stil betød, at to kandidater i slutfasen kom til at kæmpe om førstepladsen. Den ene var tidligere efterretningschef Hans Jørgen Bonnichsen, den anden Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard.

Da 15.000 stemmer var blevet afgivet, viste optællingen, at Kurt Westergaard stod til at vinde.

Men afstemningens regler er, at man kun må afgive én stemme hver, og da politiken.dk’s teknikere havde frasorteret ikke færre end 9.000 snydestemmer, fremstod Hans Jørgen Bonnichsen som den rette vinder.

Snyderiet blev udført af såvel Westergaard-tilhængere som Bonnichsen-supporters. Kurt Westergaard er kendt for sin Muhammed-tegning med bomben i turbanen, mens tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen har talt for mere politisk kontrol med efterretningstjenesten.

Ifølge [ politiken.dk’s interaktionsredaktør] Anders Emil Møller gik det hurtigt op for teknikere og it-specialister i Politikens Hus, at afstemningen havde vakt usædvanlig stor interesse blandt kredse af højreorienterede personer, der støtter Kurt Westergaard.

De pågældende blogger på internettet, og her bliver der ikke efterladt nogen tvivl om deres ønske om at give den kontroversielle Westergaard en sejr.

At det i høj grad var de samme kredse, der stod bag snyderiet, viste sig ved, at næsten 9.000 af stemmerne blev afsendt fra et felt på bare 20 ip-adresser – formentlig svarende til 20 personer. Mens en person alene stemte 2000 gange.

Det skal tilføjes, at jeg egentlig opfatter en sådan “online-kåring” som lidt pjattet, ikke mindst, når det ikke kræves, at stemme-afgiverne enten opretter sig som brugere eller opgiver navn og adresse – “klik og tryk” er for lidt.

Jeg har af samme grund ikke selv promoveret afstemningen eller interesseret mig for dens udfald. Ikke desto mindre er det lidt sjovt at se, hvilke motiver der åbenbart kan forlede nogen til at snyde. Tingene ser ikke altid helt så kønt ud, som folk helst selv ville udlægge dem.

Update: En af de medskyldige i har givet sin egen version af begivenhedernes gang.

Link: Hackere saboterer afstemning om idealisme

Apropos Afghanistan og “angrib, angrib, angrib”

Chefkonsulent Gunnar Olesen antyder i en kronik i Politiken, at krigen i Afghanistan nok slet ikke kan vindes – men at freden måske kan.

Hvis han har ret i dét, er de danske soldaters skandaløse “angrib, angrib, angrib!“-holdning ærligt talt cirka så galt afmarcheret, som det overhovedet kan være.

Olesen vover endda at antyde, at der måske kan være mere end én opfattelse af virkeligheden, alt efter hvem man er:

Udsigten til militær sejr er problematisk, da konflikten rummer flere tolkninger end dem, vi møder i Vesten. Set fra de involveredes synsvinkel kan de groft udtrykkes som følger:

Versionen i Vesten lyder:

Et demokratisk samfund er under opbygning i Afghanistan, hvor befolkningen hjælpes til ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sundhed og mulighed for økonomisk fremgang. Alt i respekt for samfundets muslimske karakter. Folk er glade for den udvikling. Processen vanskeliggøres imidlertid af væbnet modstand fra en gruppe radikale fanatikere, som ikke kender deres eget og andres bedste. Deres kamp muliggøres bl.a. ved narkopenge.

For en Taleban ville den muligvis lyde:

Atter har en fremmed, vantro invasion besudlet Afghanistans jord for at ødelægge islam og indføre vantro skikke. Med hjælp fra forrædere i Nord har de drevet pashtunerne ud af deres hjem, ødelægger deres livsgrundlag og dræber kvinder og børn. Men om Gud vil og med vore muslimske brødres hjælp, vil vi drive dem ud, som deres forgængere blev drevet ud før dem.

For en ’almindelig’ pashtun, dvs. befolkningen på krigsskuepladsen, ville den måske lyde:

Den nye konge i Kabul regerer sammen med krigsherrerne fra Nord og de fremmede soldater.

Hjælpearbejdere bidrager med skoler og sundhed, men de er ude på at ødelægge opiumsmarkerne. Krigsherrerne og deres politi og soldater er farlige. Taleban er også farlige, men de kæmper for islam og retfærdighed til pashtunerne. Når der er krig, er det nødvendigt at være venner med dem, der har fremgang, også de fremmede soldater.

Og for ’en almindelig borger’ i Kabul eller i Nordafghanistan:

Præsidenten har sat mange gode ting i gang med de fremmede soldaters hjælp, og jeg og min familie har fået mulighed for et bedre liv. Men regeringens medlemmer tager det meste selv, og livet er stadig usikkert.

Som Citizen ville have sagt, han kan da vist ikke have fattet ret meget af det hele. Her er vi mindre sarkastiske og vover at antyde, at det måske er de vestlige politikere, som intet har forstået, hvis de stadig tror, de kan “vinde” krigen. Måske det ville hjælpe at tage udgangspunkt i, hvordan folk i Afghanistan faktisk oplever situationen, og ikke koge det hele ned til en kamp mod dæmoniske, men ikke-eksisterende fugleskræmsler som “Taleban!!!” og “international terror”.

Link: Krig og fred i Afghanistan