– fordi tiden kræver et MODSPIL

Højredrejningen i Danmark

 
– af Carsten Agger. Læs på svensk

”Alle vestens lande er infiltreret af muslimerne, og nogle af dem taler pænt til os, mens de venter på at blive nok til at slå os ihjel.” ”Det må ligge fast, at vi i Danmark arbejder på arbejdspladsen, og det kan ikke hænge sammen, hvis arbejdet skal afbrydes fire gange om dagen af bøn.” Nej, disse udtalelser stammer ikke fra perifere bevægelser på højrefløjen, men fra ministre og regeringsbærende partier. Højredrejningen og den eskalerende racisme i Danmark, som visse dele af venstrefløjen har advaret om i årevis, er nu så åbenlys, at det har vakt international opmærksomhed. Carsten Agger, redaktionsmedlem og skribent fra tidsskriftet ”Faklen”, spørger til, hvordan det kunne komme så vidt.

Danmark kunne engang rose sig af at være et foregangsland på menneskerettighedsområdet; et land, der i den grad garanterede den almene retssikkerhed og behandlede sine borgere humant og anstændigt, at dets skiftende regeringer følte sig kaldet til at påtale andre landes mindre heldige traditioner på dette punkt.

I de seneste år er dette billede imidlertid krakeleret, idet en lang række særlove og politiske kortslutninger har undergravet en række af de mest elementære retsprincipper. Som eksempel kan nævnes ”rockerloven”, der tillader politiet inappellabelt at forbyde folk at opholde sig i bestemte ejendomme, hvis de kan formodes at blive udsat for et voldeligt angreb der; ”pusherloven”, der betyder, at udenlandske statsborgere næsten uanset tilknytning til Danmark kan udvises for ganske bagatelagtige forseelser såsom at køre uden lys på cykel eller besiddelse af få gram hash; en øget opmærksomhed på ”socialt bedrageri”, der har fået landets kommuner til at udspionere borgernes private boliger; øget adgang til hemmelige ransagninger, brud på brevhemmeligheden og overvågning generelt.

Tendensen er klar: Samfundet (alle de almindelige, hvide, lovlydige og i egen selvforståelse hårdtarbejdende borgere) trues af allehånde undergravende elementer, oftest kriminelle indvandrere, narkomaner, farlige sindslidende, dovne og snydagtige bistandsmodtagere, muslimske fundamentalister eller ”rockere”.

Ingen enkelt gruppe er i denne forbindelse blevet ramt så hårdt som indvandrerne; i en meget stor del af det politiske spektrum (spændende fra socialdemokraterne over forskellige midterpartier til det alleryderste højre) er det ganske enkelt ikke muligt for et parti at vinde stemmer, hvis dets program ikke omfatter ”fremmedproblemet”, dvs. de fremmede som problem. Tonen i debatten er mistænkeliggørende, insinuerende: Hvorfor tale om de nærmest uoverstigelige problemer med at finde arbejde for mennesker med ”mærkelige navne”, når vi kan tale om de dovne, nasssende udlændinge, der ikke gider arbejde og har nok i deres bistandhjælp? Hvorfor fortælle, at volden i Danmark faktisk er aftaget i de seneste 20 år, når alle anstændige danskere ifølge partierne bag den nye regering er bekymrede over ”voldelige indvandrere”?

På denne baggrund af udbredt fremmedfrygt i befolkningen udspænder politikerne deres net af diskriminerende tiltag, der i stigende grad cementerer Danmark som en apartheidstat med indvandrere som et proletariat af andenrangsborgere. Ikke alene må indvandrere – som i andre europæiske lande – slås med fordomme og diskriminerende praksis, de har i stigende grad ganske enkelt ikke de samme rettigheder som danskere, og en udskiftning af ordene ”muslim” og ”indvandrer” i pæne politikeres retorik med ”jøde” har i flere år gjort det smerteligt klart, hvor vi er på vej hen.

Hvorfor Danmark?
Men racisme og diskrimination er kendsgerninger i mange europæiske lande – hvorfor er det kommet så vidt i netop Danmark, at den yderste højrefløj i skikkelse af Pia Kjærsgaards Dansk Folkeparti i flere år har kunnet sætte den politiske dagsorden på indvandrerområdet for nu tilsyneladende helt at overtage den som parlamentarisk grundlag for regeringen?

En del af forklaringen er naturligvis den højredrejning og forsimpling af mediebilledet, der har været tydelig i alle vestlige lande i de senere år. Almindelige frihedsrettigheder undergraves i Schengen og med EUs forslag til ”terrorlove”, mens befolkningens kulturelle baggrund synes udskiftet med Big Brother, den aktuelle soap-opera og den aktuelle politiske ”sag”, der i Danmark meget ofte er forargelsen over indvandreres eller andre minoritetsgruppers formodede kongenitale skurkagtighed.

I Danmark er denne højredrejning og kulturelle forsimpling suppleret af en meget aktiv nationalistisk højrefløj, der i midten af 80erne på initiativ af bl.a. Søren Krarup stiftede Den Danske Forening; i denne højrefløjs retorik bliver tilstedeværelsen af (især muslimske) indvandrere i Danmark til en ”besættelse”, der må bekæmpes ved en ”modstandskamp”.

Disse synspunkter var i 80erne endnu var for ekstreme til at blive taget alvorligt i det etablerede politiske liv. I 1997 henførte Ekstra Bladet, der i 80erne havde betegnet Søren Krarup som ”den sorte præst fra Seem”, imidlertid selv til indvandringen som en ”besættelse”, og to år senere kunne den tidligere socialdemokrat (nuværende EU-parlamentariker for Dansk Folkeparti) Mogens Camre fastslå, at det ikke var ”den danske sangskat, der reddede Danmark fra den nazistiske besættelse”.

Forsimplingen af den offentlige debat har sammen med den nationalistiske højrefløjs utrættelige og ofte intelligente aktivitet skabt en ond cirkel op gennem 80erne og 90erne: Højrefløjens aktiviteter får medierne til at se ”fremmedproblemet” som ”godt stof”, der kan sælge aviser; mediernes opmærksomhed får politikerne til at gå på stemmefiskeri ved at ”profilere sig” på dette område; disse politikeres mistænkeliggørelse af de fremmede og løfter om at gøre noget ved problemerne (f.eks. for at sikre, at der kommer færre indvandrere, færre får asyl, flere udvises osv.) får højrefløjen til at vejre morgenluft samtidig med, at mistænksomheden overfor indvandrerne i den almindelige befolkning øges. De ”pæne” politiske partier har derved gradvis overtaget mere og mere af Dansk Folkepartis (og dermed, ultimativt, Den Danske Forenings) retorik i et desperat forsøg på at holde på vælgerne; højrefløjen har (efter behørigt at notere sig, at deres programpunkter er blevet overtaget) kunnet fortsætte med at beklage sig over, at de andre partier ikke gør nok: ikke udviser nok, ikke strammer nok, ikke diskriminerer nok.

Forskellen mellem racismen i Danmark og andre europæiske lande – og det, der gør den danske racisme særligt farlig – er således, at den ikke alene findes i befolkningen som helhed, men samtidig gennemsyrer såvel medierne som hele det politiske system.

Hvorhen?
Som antydet er racismen i Danmark kun en del af en stigende intolerance overfor alle grupper, der skiller sig ud ved en iøjnefaldende anderledes levevis. Dansk Folkeparti er kun det mest ekstreme eksempel på den politiske udvikling i de senere år, der i stigende grad sætter skel mellem dem, som er ”med”, og dem, som ikke er ”med”.

Man er ”med”, hvis man har arbejde, taler dansk og stræber efter et godt og trygt samfund uden konflikter og kriminalitet, hvor ”få har for meget og færre for lidt”, som det hedder i den danske selvforståelse af Danmark som et smørhul; og forfølgelsen af dette fromme ideal fører til stadig mere drakoniske krav om indgreb mod dem, som ikke er ”med”.

For hvorfor lægge fingrene imellem, når vi nu ved, at det er det gode, vi kæmper for, at det er os, der har ret? Hvorfor ikke give myndighederne adgang til at samkøre alle oplysninger om menneskers liv og færden, hvis det er det, der skal til for at forhindre dovne arbejdsløse i at snyde med de sociale ydelser? Hvorfor opretholde princippet om, at man er skyldig til det modsatte er bevist, når vi nu ved, hvor svært det er at få dømt de skyldige i narko- eller voldssager? Hvorfor ikke give politiet lov til at aflytte telefoner og åbne post i det omfang, de nu skønner er nødvendigt, i stedet for nidkært at bebrejde dem, hvis de kommer til at tage lidt for hårdt fat under en anholdelse? Hvorfor spørge til afviste asylsøgeres skæbne, når nu vi ved, at de kun kommer til landet for at nasse på de penge, vi skulle have brugt på vore egne syge og gamle? Hvortil al den snak om menneskerettigheder og retsprincipper? Du går måske ind for narkohandel og voldtægt af kvinder? Ønsker du ligefrem, at vore fattige og syge vantrives, mens indvandrere og bistandsklienter mæsker sig på vores regning?

Sociologen Zygmunt Bauman konkluderer i sin bog Modernitet og holocaust, at det 20. århundredes nazisme og fascisme ikke repræsenterer en tilbagevenden til ”fortidens barbari”, men netop forudsætter den moderne civilisation, og at disse ideologiers frygtelige forbrydelser mod menneskeheden blev begået af mennesker, der ikke var onde, men som tværtimod mente at gøre deres eget lille bidrag til kampen for det gode: ” Denne ondskab skyldtes ikke en højrøstet og uregerlig menneskemængde, men derimod lydige og disciplinerede mænd i uniformer, som fulgte reglernes ånd og bogstav til punkt og prikke. Det stod snart klart, at disse mænd – så snart de tog deres uniformer af – på ingen måde var onde. De opførte sig nogenlunde som alle vi andre. De holdt af deres koner, forkælede deres børn og hjalp og trøstede deres venner, når de havde problemer. Det virkede helt utroligt, at de samme mennesker, når de tog uniformen på, skød, gassede eller førte tilsyn med nedskydning og gasning af tusindvis af andre mennesker, herunder kvinder, som var andre mænds elskede hustruer, og småbørn, som var andre menneskers forkælede unger.”’ Således også med den utilslørede fascisme, der afsløres, hvis man pirker lidt i den danske regerings fremmedhads- og lov-og-ordens-retorik. Vi er stadig humane, ganske vist. Vi torterer ikke folk – i stedet nøjes vi med at isolationsfængsle dem i måneds- og årevis i små og beskidte celler i håbet om, at de bryder sammen og tilstår. Vi skyder ikke asylsøgere, vi nøjes med at indespærre dem i årevis, mens deres sag behandles; og skulle de gå hen og forsvinde, når vi med beklagelse har måttet returnere dem til deres bødler, kommer blodet jo stadig ikke på vores hænder. Vi sørger blot for, at der kommer færre og færre indvandrere til landet og for at afvigerne blandt de etniske danskere får stadig snævrere rammer til at være afvigende, og vi henter stemmer på at kræve, at det bliver gjort bedre og bedre.

Som sagt kunne Danmark i årevis rose sig af at være foregangsland på menneskerettighedsområdet – nu synes det snarere at være foregangsland for racisme, højredrejning og snigende fascisme. Skal denne udvikling vendes, er det på tide, at venstrefløjen og de ramte minoriteter i både Danmark og resten af Europa vågner op og siger fra.

Oprindelig bragt i MANA nr. 2, 2002

Kommentarer: