Category: Politik

Kontrol, kontrol, kontrol: Nye forhold for lavtlønnede

Hvis du undrer dig over, hvor DA og regeringen med flere gerne vil hen, når de taler om at “forbedre konkurrenceevnen” og skære i arbejdsløshedsforsikringen:

Inside Amazon’s flagship factory in Rugeley, Staffordshire, a new way of working is evolving. There is a strong topnote of distrust, evinced by the full-body scanners that workers have to pass, every time they leave, to prove they haven’t stolen anything. The profound insecurity built into the employment model is dressed up as discipline – which is to say, Amazon expects huge seasonal fluctuations in the number of people it needs, yet likes to mask their dismissals behind a misdeameanour, so a lot of people get axed for crimes like being ill. There’s a lifesized blonde lady made of cardboard at the entrance, with a think bubble coming out of her head that says, “This is the best job I’ve ever had!” If that detail alone is enough to make your blood run cold, marry it to the testimony of the chairman of nearby Lea Hall Miners Welfare Centre and Social Club: “The feedback we’re getting is that it’s like being in a slave camp.”

Of all the details revealed by the Financial Times, the one that sank my spirits was the electronic tagging – workers have a handheld device directing them to goods. But these devices also measure their productivity in real time. If they lag behind, the machine bugs them. They are issued with constant warnings not to talk to one another or tarry for any reason. A lot of people find it quite stressful. Call them crazy.

Ja, Amazon.

Tesco, en af verdens største supermarkedskæder, kan også godt:

Meanwhile, in Tesco’s Donabate distribution centre in Dublin, workers wearing these tags are awarded percentages for their speediness (100% if they perform a task in the time estimated, 200% if they’re twice as fast, and so on), but claim they are docked if they take a loo break; afterwards, they find they have to work much faster – to get back up to their 100%. To put it in context, workers routinely scoring 110% are reported to be sweating quite hard for most of the day. So making up your targets is no walk in the park.

Så hvis du undrer dig over, hvorfor dagpengene partout skal forringes, de sociale ydelser skæres og mindstelønnen skæres ned, så er svaret her: De skal sættes ned og helst afskaffes, for at folk kan blive desperate  – for at du kan blive desperat –  efter at få lov til at tage sådan et job til 80 kroner i timen. Det er dét, som regeringen og DA mener, når de taler om “konkurrenceevne” og “de lande, vi normalt sammenligner os med”.

Link: When did being lowly paid become a criminal offence?

Historisk klarsyn

Hitler færdig efter fængselsophold

New York Times, 20. december 1924: Hitler er en færdig mand efter sit fængselsophold og vil nu trække sig tilbage.

I øvrigt et gennemgående træk ved dækningen af den politiske udvikling i Tyskland i disse og følgende år: Mange havde travlt med at forklare, hvorfor det ikke ville gå så galt, og hvorfor de civiliserede tyskere aldrig ville lade de ting ske, som nazisterne ønskede. Se f.eks. det her.

Link (via Boing Boing).

Mit Afghanistan, en dokumentarfilm af Nagieb Khaja

Nagieb Khaja: Mit Afghanistan
Jeg var i går til forpremiere på Nagieb Khajas dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone. Det er en film, der i vid udstrækning er filmet af en række civile afghanere i krigszonen, som instruktøren har forsynet med en kameratelefon, så de kunne filme udsnit af deres eget liv.

Resultatet er blevet en gribende og bevægende film om folk der, som Khaja forklarer i filmen, ikke er involveret på hverken den ene eller den anden side i den krig, der bogstaveligt talt raser i deres baghave, mens de selv bare forsøger at leve deres liv. Det er et Afghanistan, vi sjældent hører meget til i medierne, hvor vi mere hører om striden mellem de vestlige styrker og Taleban – en modsætning, som ikke siger de lokale afghanere meget.

I information citeres Nagieb Khaja i dag for denne karakteristik af den situation, som hans film afdækker:

Der er en scene i Nagieb Khajas nye dokumentarfilm Mit Afghanistan – Livet i den forbudte zone, hvor en britisk officer henvender sig til en forsamling af ældre afghanere. Nærmest høvisk hilser han på dem og forklarer, at de kommer med gode hensigter og respekterer deres kultur og traditioner. Derefter giver han ordet til sin afghanske samarbejdspartner, som fortsætter på afghansk med at give dem en syngende skideballe, truer dem og forklarer, at de hellere må skynde sig at komme med oplysninger om folk, der opfører sig mistænkeligt i deres landsbyer, så en regn af granater omgående kan fjerne dem fra jordens overflade.

Nagieb Khaja griner lidt ved et spørgsmål om scenen.

»Det er totalt Rudyard Kipling, den hvide mand og indianerne. Den vestlige soldat, der kommer med sit ’vi respekterer jer, how! Vi har ikke lange skæg som jer, men vi er alle ens’. Og så kommer ham tossen, som er vores allierede og kalder dem for kujoner og siger, de skal hjælpe, og, nå ja, forresten så snupper vi også jeres jord. Og den britiske officer sidder der bare og fatter ikke, hvad der foregår. Han tror jo bare, han fortsætter der, hvor han slap,« forklarer den dansk-afghanske journalist om sit nye dokumentarprojekt.

»Det viser bare, at vi er i Afghanistan som elefanter i en glasbutik. Vi aner ikke, hvad vi har med at gøre efter så mange år. Der er så mange ting, der går tabt. På grund af sproglige misforståelser, på grund af interne afghanske dynamikker og modsætninger, vi ikke forstår; klasseskel, stammeskel, personlige konflikter. Det er helt andre ting, der er på spil, end vi tror. Vi har fået at vide, at vi er dernede for at bekæmpe Taleban, men i virkeligheden tyder alt på, at vi er blevet viklet ind i en borgerkrig, der handler om alt mulig andet end det, vi troede, det handlede om« .

Filmen er ikke som sådan et indlæg for eller imod krigen, men et indblik i det vigtigtste af alt – det, som alle glemmer, når nyheder fra krigen kun rapporteres af journalister, der ser det hele fra de vestlige soldaters side: Almindelige menneskers liv.

Forpremieren foregik på Godsbanen i Århus og 11 andre byer og skete meget passende til støtte for Street2School, der arbejder for at hjælpe afghanske gadebørn til at komme i skole. Jeg smed en halvtredser i indsamlingsbøssen på vej ud og håber, at mange andre gjorde det samme.

Stasi-Danmark

Som vi læser i Information, giver TV-programmet “Aktion Socialt Bedrageri” (som jeg dog ikke har set – livet er for kort til at se dansk fjernsyn) et interessant indblik i det menneskesyn, der ligger bag systemets forfølgelse af folk, der beskyldes for socialt bedrageri:

Der findes ikke nogen statslig standard for, hvornår man er i et ’ægteskabslignende forhold’ og dermed ikke berettiget til ydelsen længere, så området er fyldt med uklarheder og gråzoner. Hvor meget må en ny kæreste hjælpe til i husholdningen eller have med børnene at gøre? Hvad hvis man kommer til at have sex med sin eksmand, men ikke genoptager forholdet? I mangel på klare regler bliver det sagsbehandlerens skøn, der er det afgørende, og programmet giver et interessant indblik i, hvordan kontrolarbejderne forvalter netop denne gråzone: »Det, at hun fortæller os, at hun låner hans bil, det gør sagen noget nemmere for os. For det viser ihvertfald, at der er noget fælles husførelse,« forklarer Irene til kameraet.

Hun er ansat ved kontrolgruppen i Næstved Kommune og er netop ved at tale med kvinde, der er hevet ind til partshøring i en enligsag. Kvinden modtager enligydelse på 7.978 kroner om måneden, men kommunen har modtaget en anonym anmeldelse, der påstår, at hendes kæreste bor hos hende. Irene har tjekket kvindens Facebook-profil, hvor man bag programmets sløring kan se antydningen af to mennesker, der kysser. Et billede der – ifølge kontrolarbejderen– »i den grad indikerer et forhold«.

(…)

Kvinden har netop forklaret, at hun låner sin kærestes bil en gang imellem, fordi hun er syg og har det svært, når det er koldt. Men ifølge kontrolmedarbejder Irene er det ikke tilladt, fordi det for eksempel er kæresten, der betaler forsikringen. Dermed bliver udlånet af bilen betragtet som et »økonomisk bidrag« til hende, som er noget af det, man ikke må få som enlig.

Kvinden fortæller videre, at hun ikke kommer til at være på enligydelse så længe endnu, fordi hun har besluttet at flytte sammen med kæresten nogle måneder senere. Irene svarer prompte, at det ligesom med bilen også er et tegn på, at hun slet ikke reelt hverken er eller har været enlig forsørger i et godt stykke tid. Hun bebrejder kvinden, at hun ikke allerede har været oppe på kommunen og sige, at de planlægger at flytte sammen. Kvinden forsøger med stigende usikkerhed i stemmen at fastholde, at hun altså ikke har gjort noget galt. Men lige lidt hjælper det. Alt, hvad hun siger, bliver opfattet mistænkeligt og problematiseret.

For øjnene af hele Danmark opridser Irene altså, hvad der ifølge kontrolgruppen er så problematisk enlig-adfærd, at det er tegn på et samliv: Det er ikke tilladt som enlig at låne sin kærestes bil, det er ikke tilladt at aftale at flytte sammen på et senere tidspunkt, og har man i øvrigt været kærester i mere end et halvt år og mødt hinandens børn, så er man nok ikke længere enlig.

Måske man kunne overveje at indføre et grundlæggende princip inden for social lovgivning: Hvis reglerne indebærer, at sagsbehandlere eller kontrolgrupper skal vide noget om eller overhovedet interessere sig for, hvem man går i seng med, er loven forkert og må laves om. Sagsbehandleres gisnen om, hvornår man “nok ikke længere er enlig” er i alle tilfælde en usmagelig indblanding i folks privatliv og må stoppes. Enlige forsørger har oftest rigeligt at tage sig til i forvejen uden at skulle mærke systemets hede ånde i nakken.

Bloggeren O’manne Light konstaterer noget lignende i et åbent brev til kommunen, hvor hun gør opmærksom på, at kommunen “ikke er min rigtige mor og far“:

Jeg er enlig mor. Jeg får boligstøtte. Jeg har en kæreste – vi har dog kun kendt hinanden i få måneder, og selvfølgeligt bor vi ikke sammen.
Jeg vil fandme ikke være social bedrager, så jeg googlede lidt og fandt denne video med en dame, der taler til mig, som om jeg er retarderet.

Her får jeg udpenslet, hvornår jeg ikke længere bliver betragtet som enlig.

Min kæreste må ikke betale mine regninger.
Nej, selvfølgeligt må han ikke det, hvis kommunen giver mig tilskud til dem. Jeg går ikke engang over for rødt lys (heller ikke på helt øde veje), så den behøver jeg ikke være bange for at falde i.

Vi må ikke have fællesøkonomi.
Nej, Selvfølgeligt må vi ikke det, når jeg får et personligt tilskud fra kommunen. Det ville nu også være ret bøvlet, når vi ikke bor sammen eller ses hver dag. Og urimeligt for ham, da jeg har mange flere udgifter til MIT barn.

Vi må ikke handle sammen.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han må ikke hjælpe med det huslige.
Hvad? Aldrig? Heller ikke, når min krop ikke fungerer – på grund af den sygdom, der har fået mig til at havne i denne forpulede situation, hvor en del af min sjæl tilhører kommunen?

Han skal sove på sofaen, hvis han overnatter her – men han bør egentlig slet ikke sove her.
Ok, kommune. Tak fordi du passer på min dyd.

Informations artikel munder ud i en konstatering af, hvilket Stasi-samfund, vi efterhånden har fået, hvor vi alle opfordres til at angive hinanden anonymt, så eventuelle delinkventer kan indkaldes til kafkaske forhør, hvor selv de mest intime detaljer af deres privatliv frit kan endevendes:

I bedste public service stil har DR siden fulgt op med en guide til, hvordan man bedst melder sin nabo for socialt bedrageri. Men det er ikke det eneste, man kan lære af at se programmet, på trods af at det er ensidigt.

Jeg har for eksempel lært, at hvis man er på enligydelse, skal man sætte sig grundigt ind i både regler og Ankestyrelsens praksis, men samtidigt aldrig tage for givet, at kontrolgruppens antagelser følger den måde, som almindelige mennesker tænker på. Selv om der ikke er noget odiøst i det, skal man altså helt holde sig fra, at blande sin økonomi sammen med ens eventuelt nye kærestes ved for eksempel at overføre penge mellem kontoerne. Heller ikke småbeløb. Hold dig altid gode venner med dine naboer, så de ikke følger DR-guiden og får startet en efterforskning imod dig. Bliver du indkaldt til møde, så hav altid en bisidder med, og vær opmærksom på, at det er ligesom et forhør, hvor alt, du oplyser, bliver brugt imod dig.

Det store spørgsmål er ikke her, hvordan det kommunale system kan være så småligt og nedrigt – det virkelig store spørgmål er: Hvorfor finder vi os i det?

Danske soldater til Mali til støtte for torturregering

Den danske regering vil sende et transportfly ned for at hjælpe med den franske intervention i Mali. Formålet med den franske intervention er at beskytte franske interesser efter at landet blev ustabilt i kølvandet på den vestlige intervention i Libyen.

Men hvad er det for en regering de danske soldater nu skal ned at støtte? Owen Jones forklarer det i en anbefalelsværdig artikel i The Independent:

Don’t fall for a narrative so often pushed by the Western media: a perverse oversimplification of good fighting evil, just as we have seen imposed on Syria’s brutal civil war. Amnesty reports brutality on the part of Malian government forces, too. When the conflict originally exploded, Tuaregs were arrested, tortured, bombed and killed by the security forces, “apparently only on ethnic grounds”, Amnesty says. Last July, 80 inmates arrested by the army were stripped to their underwear, jammed into a 5sqm cell; cigarettes were burnt into their bodies; and they were forced to sodomise each other. Back in September 2012, 16 Muslim preachers belonging to the Dawa group were rounded up at a checkpoint and summarily executed by the army. These are acts committed by those who are now our allies.

Det er altså det “demokrati”, Danmark skal ud at kæmpe for i fjerne lande. Jeg siger velbekomme!

Jones fortsætter:

When the UN Security Council unanimously paved the way for military force to be used at some point last month, experts made clear warnings that must still be listened to. The International Crisis Group urged a focus on a diplomatic solution to restore stability, arguing that intervention could exacerbate a growing inter-ethnic conflict. Amnesty warned that “an international armed intervention is likely to increase the scale of human-rights violations we are already seeing in this conflict”. Paul Rogers, professor of peace studies at Bradford University, has argued that past wars show that “once started, they can take alarming directions, have very destructive results, and often enhance the very movements they are designed to counter”.

It is conceivable that this intervention could – for a time – achieve its goals of pushing back the Islamist militias, and shore up Mali’s government. But the Libyan war was seen as a success, too; and here we are now engaging with its catastrophic blowback. In Afghanistan, Western forces remain engaged in a never-ending war which has already helped destabilised Pakistan, leading to drone attacks that have killed hundreds of civilians and unleashed further chaos. The price of Western interventions may often be ignored by our media, but it is still paid nonetheless.

Link (via Glenn Greenwald).

Rejsekortet – den totale overvågning

Christian Panton har søgt aktindsigt i Rejsekortets oplysninger om ham og kan derfor dokumentere, at selskabet opbevarer personlige oplysninger om tid og sted for samtlige rejser med kollektiv trafik. Dette er en overvågning af danskerne bevægelser i et omfang, som tidligere dårligt nok har været mulig. Christian skriver:

I gårsdagens Politiken kritiserer Forbrugerrådet de nye rabatordninger som Rejsekortet vil begynde at tilbyde i slutningen af denne måned.

[Lise Bjørg Pedersen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet] kritiserer også, at det statsejede selskab bag kortet kræver, at brugerne oplyser deres cpr-nummer, før de kan få adgang til den indbyggede rabatordning i kortet.
»Det burde ikke være nødvendigt at udlevere personfølsomme oplysninger for at få den billigste rejse i den kollektive trafik. Men sådan er det faktisk med Rejsekortet. Det er ikke godt nok«, konstaterer hun. Kilde: Politiken/Ritzau

At Rejsekort kræver CPR-nummer har tidligere været en varm kartoffel. Det ville jo svare til at vi kun kunne bestille togbilletter, Tivoli-turen eller flyrejser med CPR-nummer!? Rabatordninger og lignede lokkemidler har til opgave at flytte passagerer fra de dyre manuelle billetprodukter over på Rejsekortet. Hvad du ikke betaler for din billet, betaler du istedet med dit privatliv.

Som et godt eksempel på dette ses nedenfor resultatet af min registerindsigt hos Rejsekort A/S sidste år:

imageimageimage
De seneste 200 check-ins, check-outs og billetkontroller står i nydelige kolonner, komplet med registrering af præcis hvilken stander på stationen eller stoppested, ned til sekundtet. 12 sider fylder disse oplysninger og dækker godt et halvt års brug. Jeg foretager typisk mindre end 2 rejser om ugen.

Man kunne så tro at registreringsvanviddet stoppede her. Men næ-nej, da der er tale om økonomiske transaktioner, kommer bogføringsloven også ind over, hvilket betyder at der ikke kun gemmes de seneste 200 hændelser, men de seneste 5 år komplette rejsehistorik. Det data jeg har fået tilsendt fylder godt 6 sider for 2 års aktivitet, gemmes rejsens start og slut (tid og sted), dog i denne udgave kun ned til minuttet. Mere præcist behøver det åbenbart ikke at være.

Når de flerfarvede klippekort forsvinder i Hovedstaden i sommeren 2013, så starter registreringsfesten for alvor. Gad vide hvornår rejsekortsoplysninger bliver reguleret som selvstændige paragraffer i Retsplejeloven, for overvågningspotentiale har det da.

Rejsekortet A/S har over for mig personligt tidligere oplyst, at oplysninger om dine rejser med kollektiv trafik til hver en tid kan udleveres til relevante myndigheder mod en dommerkendelse. Må man anbefale selskabet et nyt slogan:

REJS BILLIGT – BETAL MED DIT PRIVATLIV!

I gårsdagens Politiken kritiserer Forbrugerrådet de nye rabatordninger som Rejsekortet vil begynde at tilbyde i slutningen af denne måned.

[Lise Bjørg Pedersen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet] kritiserer også, at det statsejede selskab bag kortet kræver, at brugerne oplyser deres cpr-nummer, før de kan få adgang til den indbyggede rabatordning i kortet.
»Det burde ikke være nødvendigt at udlevere personfølsomme oplysninger for at få den billigste rejse i den kollektive trafik. Men sådan er det faktisk med Rejsekortet. Det er ikke godt nok«, konstaterer hun. Kilde: Politiken/Ritzau

At Rejsekort kræver CPR-nummer har tidligere været en varm kartoffel. Det ville jo svare til at vi kun kunne bestille togbilletter, Tivoli-turen eller flyrejser med CPR-nummer!? Rabatordninger og lignede lokkemidler har til opgave at flytte passagerer fra de dyre manuelle billetprodukter over på Rejsekortet. Hvad du ikke betaler for din billet, betaler du istedet med dit privatliv.

Som et godt eksempel på dette ses nedenfor resultatet af min registerindsigt hos Rejsekort A/S sidste år:

imageimageimage
De seneste 200 check-ins, check-outs og billetkontroller står i nydelige kolonner, komplet med registrering af præcis hvilken stander på stationen eller stoppested, ned til sekundtet. 12 sider fylder disse oplysninger og dækker godt et halvt års brug. Jeg foretager typisk mindre end 2 rejser om ugen.

Man kunne så tro at registreringsvanviddet stoppede her. Men næ-nej, da der er tale om økonomiske transaktioner, kommer bogføringsloven også ind over, hvilket betyder at der ikke kun gemmes de seneste 200 hændelser, men de seneste 5 år komplette rejsehistorik. Det data jeg har fået tilsendt fylder godt 6 sider for 2 års aktivitet, gemmes rejsens start og slut (tid og sted), dog i denne udgave kun ned til minuttet. Mere præcist behøver det åbenbart ikke at være.

Når de flerfarvede klippekort forsvinder i Hovedstaden i sommeren 2013, så starter registreringsfesten for alvor. Gad vide hvornår rejsekortsoplysninger bliver reguleret som selvstændige paragraffer i Retsplejeloven, for overvågningspotentiale har det da.

“Jeg er ved at brække mig over harmen over fattige Karina og dovne Robert”

J. K. Hugsted skriver, i et gæsteindlæg ovre på hovedsiden, om sin personlige erfaring med at være arbejdsløs og kæmpe for at blive selvforsørgende og alligevel ryge ud af dagpengesystemet til ingen verdens ting på grund af ren og skær vilkårlighed fra A-kassens side:

Vi bliver flere og flere i arbejdsløshedskøen, imens både vi selv og vore socialrådgivere brænder sammen i et inferno af regler, kurser, politiske tiltag, mediestemninger, og en økonomi og et arbejdsmarked, der ikke hænger sammen. Samtidig må vi arbejdsløse dagligt opleve, at alle disse strukturelle problematikker bliver reduceret til at være vores egne personlige problemer. Når dagen er omme og fjernsynet er slukket og kontoret er lukket, er det mig, der sidder med lorten. Det er mig, der ikke har nogen indtægt. Det er mig, der ikke kan forstå, hvorfor jeg ikke kan komme i arbejde og må leve med denne daglige skuffelse og frustration, og det er mig, der pludselig er blevet frataget mine dagpenge og er ude af stand til at overskue konsekvenserne af at følge sagsbehandlerens afpresningsforsøg. Det er mig, der har lånt kontanter til at sætte i banken, så jeg kan betale mit månedlige afdrag på den gæld der virkede så lille, da jeg troede der var arbejde til mig efter endt uddannelse.

Jeg synes fandeme, at hver en dagpengekrone jeg har modtaget, har været surt tjent. Jeg er ved at brække mig over harmen over fattige Karina og dovne Robert. Jeg får dårlig mave af social dumping, løntrykkeri, dagpengestop og tomme tønder, der buldrer om jobgarantier. Jeg skider grønt næste gang et reality-show vil trække seere, eller en toppolitiker vil sutte vælgere, ved endnu en gang at træde på os tabersvin, der totalt selvforskyldt konstant hænger med røven i vandskorpen, fordi vi er snæversynede, inkompetente, dovne, dumme, underkvalificerede, overkompetente, eller sågar underoplyste. Ja, undskyld mit franske, men er det ikke sådan det er meningen vi skal opfatte os selv? – Hvilken anden grund kan der ellers være til at vi bliver behandlet som sådan?

Link: Bid mig i røven – I kan beholde jeres lortepapir!

Dagens citat: Revolutionens vildveje

Peter Kropotkin om, hvordan det alt for ofte går umiddelbart efter en “revolution” – fra hans bog The Conquest of Bread:

In several large towns the Commune is proclaimed. In the streets wander scores of thousands of men, and in the evening they crowd into improvised clubs, asking: “What shall we do?” and ardently discuss public affairs. All take an interest in them; those who yesterday were quite indifferent are perhaps the most zealous. Everywhere there is plenty of good-will and a keen desire to make victory certain. It is a time when acts of supreme devotion are occurring. The masses of the people are full of the desire of going forward.

All this is splendid, sublime; but still, it is not a revolution. Nay, it is only now that the work of the revolutionist begins.

Doubtless there will be acts of vengeance. The Watrins and the Thomases will pay the penalty of their unpopularity; but these are mere incidents of the struggle—not the revolution.

Socialist politicians, radicals, neglected geniuses of journalism, stump orators—both middle-class people and workmen—will hurry to the Town Hall, to the Government offices, to take possession of the vacant seats. Some will decorate themselves with gold and silver lace to their hearts’ content, admire themselves in ministerial mirrors, and study to give orders with an air of importance appropriate to their new position. How could they impress their comrades of the office or the workshop without having a red sash, an embroidered cap, and magisterial gestures! Others will bury themselves in official[Pg 19] papers, trying, with the best of wills, to make head or tail of them. They will indite laws and issue high-flown worded decrees that nobody will take the trouble to carry out—because revolution has come.

To give themselves an authority which they have not they will seek the sanction of old forms of Government. They will take the names of “Provisional Government,” “Committee of Public Safety,” “Mayor,” “Governor of the Town Hall,” “Commissioner of Public Safety,” and what not. Elected or acclaimed, they will assemble in Boards or in Communal Councils, where men of ten or twenty different schools will come together, representing—not as many “private chapels,” as it is often said, but as many different conceptions regarding the scope, the bearing, and the goal of the revolution. Possibilists, Collectivists, Radicals, Jacobins, Blanquists, will be thrust together, and waste time in wordy warfare. Honest men will be huddled together with the ambitious ones, whose only dream is power and who spurn the crowd whence they are sprung. All coming together with diametrically opposed views, all—forced to enter into ephemeral alliances, in order to create majorities that can but last a day. Wrangling, calling each other reactionaries, authoritarians, and rascals, incapable of coming to an understanding on any serious measure, dragged into discussions about trifles, producing nothing better than bombastic proclamations; all giving themselves an awful importance while the real strength of the movement is in the streets.

All this may please those who like the stage, but it is not revolution. Nothing has been accomplished as yet.

And meanwhile the people suffer. The factories are idle, the workshops closed; trade is at a standstill. The worker does not even earn the meagre wage which was his before. Food goes up in price. With that heroic devotion which has always characterized them, and which in great crises reaches the sublime, the people will wait patiently. “We place these three months of want at the service of the Republic,” they said in 1848, while “their representatives” and the gentlemen of the new Government, down to the meanest Jack-in-office received their salary regularly.

Tænk blot på komissærernes magtovertagelse efter den russiske revolution i 1917, og et tilsvarende forløb i alle andre revolutioner, som jeg kan komme i tanker om. Løsningen er, mener Kropotkin, at revolutionens “ledere”, hvis der er nogen, må tage ansvar for hele folkets velbefindende frem for at fokusere på deres egen betydning:

We must recognize, and loudly proclaim, that every one, whatever his grade in the old society, whether strong or weak, capable or incapable, has, before everything, THE RIGHT TO LIVE, and that society is bound to share amongst all, without exception, the means of existence it has at its disposal. We must acknowledge this, and proclaim it aloud, and act up to it.Affairs must be managed in such a way that from the first[Pg 21] day of the revolution the worker shall know that a new era is opening before him; that henceforward none need crouch under the bridges, while palaces are hard by, none need fast in the midst of plenty, none need perish with cold near shops full of furs; that all is for all, in practice as well as in theory, and that at last, for the first time in history, a revolution has been accomplished which considers the NEEDS of the people before schooling them in their DUTIES.