Landbruget ødelægger Danmark

Når man går tur i landskabet, er det ikke svært at se, at det står galt til, som Rune Engelbreth fortæller i et indlæg på sin Politiken-blog:

Danmarks landbrug forurener mere og mere af vores drikkevand, nedpløjer kolossale naturområder, producerer fødevarer under horrible forhold for husdyr, bliver mere og mere gældsat og er i det hele taget en underskudsforretning – alligevel behandles erhvervet med fløjlshandsker af danske politikere.

Nu har Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Friluftsrådet, Dyrenes Beskyttelse, Danmarks Sportsfiskerforbund, Det Økologiske Råd og NOAH udgivet publikationen Sådan ligger landet, der sætter tal på værdien af landbrugsproduktionen og nogle af konsekvenserne for naturen, miljøet og dyrevelfærden.

Danmark er verdens mest intensivt dyrkede land, og landbruget råder over 63 procent af hele landets areal (heraf 57 procent under plov), hvilket er Europarekord. Landbruget bruger årligt 2.798 tons sprøjtegifte, hvilket er 85 procent af landets samlede forbrug – i 2009 er sprøjtegifte fundet i 40 procent af de undersøgte boringer i grundvandsovervågningen og 23 procent af de undersøgte aktive drikkevandsboringer. Alene i perioden 1999-2009 måtte man lukke 1.273 drikkevandsboringer med sprøjtegift.

Landbruget er ikke blot vor næststørste udleder af klimagasser og står alene for 16 procent af Danmarks samlede udledning, men står også for 40 procent af de samlede helbreds­relaterede eksterne omkostninger ved luftforureningen herhjemme.

Det braklagte areal faldt fra 178.000 hektar i 2007 til 61.000 hektar i 2009, hvilket går yderligere ud over biodiversiteten i et i forvejen ekstremt ensartet land, hvor naturen er henvist til isolerede parceller, og hvor flere og flere arter er forsvundet eller truet. Dertil kommer, at halvdelen af de danske åer, totredjedele af de danske søer og næsten 90 procent af landets fjorde og kystområder er under EU’s standarder.

På grund af det ‘effektiviserede’ industrilandbrug har husdyrene i mange tilfælde forfærdelige forhold. Avlsarbejdet har frembragt grise, der er rene fødemaskiner, så det gennemsnitlige antal grise pr. kuld er øget fra 11,6 i gennemsnit til 16,3 på under tyve år. I samme periode er andelen af døde pattegrise steget fra 17,1 procent til 23.9 procent, hvilket svarer til, at der dør ca. 25.000 smågrise hver eneste dag – eller ca. 9 millioner på årsplan.

Tænk at vi har indrettet en fødevareproduktion så effektivt, at en fjerdedel af samtlige pattegrise utilsigtet dør af det. Ni millioner om året.

Hvad der kan gøres? Hvis du spørger mig: Regulering, øjeblikkeligt stop for al statsstøtte til landbruget, tvungen overgang til 100% økologisk drift i hele landet.

Mindre kan også gøre en forskel, men der må gøres noget nu, hvis ikke vores tilbageværende naturværdier skal blive uigenkaldeligt ødelagt.

Link: Industrilandbruget på katastrofekurs.

Dansk landbrug har verdensrekord i at behandle svin dårligt

Som Politiken skriver: Flere pattegrise dør af dårlige forhold i Danmark end i noget andet land i verden:

Den intensive avl af danske svin betyder, at Danmark har fået rekorden i pattegrisedødelighed, når andelen af dødfødte grise tælles med.

Det viser en ikke offentliggjort rapport, som forskere fra Aarhus Universitet har udarbejdet for Fødevarestyrelsen. I rapporten beskrives dødeligheden som »et etisk og velfærdsmæssigt problem«. (…)

Forskerne fra Aarhus Universitet anbefaler en række initiativer, der kan gøre op med den kedelige rekord, som betyder, at 24 procent af samtlige fødte pattegrise er døde inden fire uger. Det svarer til 25.000 destruerede pattegrise om dagen og ni millioner om året.

På kort sigt kan man nedbringe dødeligheden ved øget overvågning af fødslerne, mener forskerne. Danske søer har verdensrekord i kuldstørrelser. De store kuld betyder mange små, svage og underudviklede grise, som har øget risiko for at dø under eller efter fødslen. Mange smågrise bliver klemt ihjel og dør af sult og kulde. (…)

Et andet velfærdsproblem, rapporten peger på, er brugen af ammesøer. Soen har typisk 14-16 funktionsdygtige patter, men kuldstørrelserne er ofte på over 20. Det betyder, at de overskydende grise skal placeres hos ammesøer, der bliver fikseret i lange perioder. Dyrenes Beskyttelse vil gøre op med brugen af ammesøer.

Vi ved alle, at dansk landbrug er en underskudsforretning, der kun overlever takket være en omfattende bistandshjælp. Vi ved, at dansk landbrug kynisk og uden skrupler har smadret den danske natur, så Danmark i dag er et af de mest intensivt dyrkede landbrugslande i verden. Vi ved, at hver ko får mere i landbrugsstøtte pr. dag, end mange fattige mennesker har at leve for. Og nu ved vi altså også, at danske svineavlere åbenbart sætter en ære i at være dyremishandlere.

Føj og velbekomme, siger jeg bare.

Link: Dansk verdensrekord i døde pattegrise

Nej til vindmøller i Thy

Industrien, energisektoren og regeringen er åbenbart i uskøn forening besluttet på, at alt, hvad der er tilbage af natur i Danmark, skal raseres, før denne generation er omme. Så vil man have en parallel midtjysk motorvej langs Hærvejen, og så vil man rasere store naturområder i Thy med en række uigennemtænkte vindmøller.

Når man så endda tænker på, hvor smukt det kunne være, om man tværtimod tog og udlagde store dele af vores post-agrikulturelle landskaber som vildtvoksende naturpark.

Hvad vindmøllerne angår, er det som så ofte før Engelbreth, der har ordet i sin magt:

Planen om at rejse syv abnorme gigant-vindmøller i Thy, der hver bliver 250 (tohundredeoghalvtreds) meter høje og vil kunne ses i 50 kilometers afstand, er ganske enkelt vanvid.

Disse støjende og blinkende maskiner vil spolere udsigten på lang, lang afstand i en række spektakulære og vidtstrakte danske naturområder og eliminere nattemørket og stilheden i et af de få hjørner af Danmark, hvor den slags endnu ikke er en umulig oplevelse. Møllerne skal placeres lige syd for Hjardemål Plantage i Østerild Klitplantage, ca. 15-16 kilometer øst for Hanstholm Vildtreservat og ca. 13-14 kilometer vest for Bulbjerg Klitplantager.

I betragtning af, hvor lille Danmark er, og hvor få større naturområder, der er tilbage, er dette langtfra alene et lokalt og regionalt anliggende – planerne bør vække til modstand i landet som helhed hos enhver, der har blot en perifer interesse og forståelse for naturens trængte oplevelsesrigdomme.

Denne planlægningsfadæse bliver hverken værre eller bedre af, om det er 250 meter høje vindmøller eller 250 meter høje skorstene, der tankeløst og idiotisk inddrager 30 kvadratkilometer skov, klithede og vådområder, hvorunder intet mindre end 12 kvadratkilometer fredskov i Østerild Klitplantage skal jævnes med jorden.

Det bliver i givet fald et af de hidtil mest gennemgribende overgreb på et naturområde i Danmark nogen sinde, og regeringen skal have vedtaget en anlægslov, der tilsidesætter al anden lovgivning for netop at kunne placere monstermøllerne her.

Og ja, ærligt talt. Jeg synes, det er intelligent at placere vindmøller ude på havet, og de gør heller ingen skade i områder, der allerede er præget af industri. Men i de få tilbageværende områder, hvor der bare er en lille smule uberørt natur tilbage? Nej tak. De planer må tilbage på tegnebrættet og først komme tilbage, når der er fundet en mindre ødelæggende placering.

Link: Grimme gigant-vindmøller i Thy er vanvid

Vi er tættere på at løbe tør for olie, end de tør indrømme

Men det er i hvert fald noget sludder alt sammen. Der er masser af olie, og der vil altid blive ved med at være masser af olie, og hvis det en dag ser ud som om, vi begynder at løbe tør, kommer oliefeen og lægger noget mere under vores hovedpude. Tivertifald!

Sådan taler altså en ansvarlig økonom.

Virkeligheden er dog en ganske anden, skriver The Guardian:

The world is much closer to running out of oil than official estimates admit, according to a whistleblower at the International Energy Agency who claims it has been deliberately underplaying a looming shortage for fear of triggering panic buying.

The senior official claims the US has played an influential role in encouraging the watchdog to underplay the rate of decline from existing oil fields while overplaying the chances of finding new reserves.

The allegations raise serious questions about the accuracy of the organisation’s latest World Energy Outlook on oil demand and supply to be published tomorrow – which is used by the British and many other governments to help guide their wider energy and climate change policies. […]

“Many inside the organisation believe that maintaining oil supplies at even 90m to 95m barrels a day would be impossible but there are fears that panic could spread on the financial markets if the figures were brought down further. And the Americans fear the end of oil supremacy because it would threaten their power over access to oil resources,” he added.

A second senior IEA source, who has now left but was also unwilling to give his name, said a key rule at the organisation was that it was “imperative not to anger the Americans” but the fact was that there was not as much oil in the world as had been admitted. “We have [already] entered the ‘peak oil’ zone. I think that the situation is really bad,” he added.

Men hvordan dealer vi mon bedst med den situation? Selvfølgelig ved at stikke hovedet ekstra langt ned i busken. Isbjerg, hvilket isbjerg? Hvis nu bare det skide orkester ville spille lidt højere.

Link: Key oil figures were distorted by US pressure, says whistleblower

Sovjetisk videnskab – nu på dansk

Hvad gør man som ansvarlig regering, hvis man har en uafhængig, men offentligt financieret videnskabelig institution som står og skal aflevere en rapport til EU om landets tilstand? Og hvad hvis denne rapport i overensstemmelse med sandheden viser et højst uheldigt billede, som det vil være særdeles dyrt for ens gode, økonomiske bagmænd at rette op på?

Man får naturligvis sine embedsmænd til at lægge pres på videnskaben, så den fluks kan give nogle resultater, som staten kan leve med. I dette tilfælde viste det sig, at de tåbelige videnskabsfolk i Danmarks Miljøundersøgelser nåede frem til, at de danske skove var i “ringe” tilstand. Miljøministeriet med minister Troels Lund Poulsen i spidsen vidste imidlertid bedre, så da rapporten skulle sendes afsted, var tilstanden pludselig “god”.

Keine Hexerei …:

Helt uden fagligt belæg har miljøministeriet presset Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) til at rette ind, så vurderingen af skovenes tilstand, der skulle indrapporteres til EU, blev vendt fra ‘ringe’ til ‘god’, skriver Berlingske.dk.

Sådan lyder det blandt andet fra miljøprofessor Peter Pagh og lektor i biologi Hans Henrik Bruun, der har læst uddrag af en mailkorrespondance mellem Danmarks Miljøundersøgelser og Miljøministeriet, som miljøorganisationen Nepenthes har fået aktindsigt i.

»Ministeriet har et problem, fordi de lægger pres på en forskningsinstitution for at få fremkaldt udsagn, som ministeriet synes er mere komfortable«, siger Peter Pagh og påpeger, at presset er ekstra problematisk, fordi Danmarks Miljøundersøgelser lever af ordrer fra Miljøministeriet.

Hans Henrik Bruun er lige så hård i sin bedømmelse.

»Det er problematisk, at ministeriet lægger røgslør ud over en politisk vurdering og til Folketinget og offentligheden giver den udseende af en faglig vurdering. På den måde er ministeriet med til at vildlede Folketinget og offentligheden«, siger han.

Men hvad skal man også overhovedet med den slags forskningsinstitutter, når man allerede ved, hvad resultatet skal være? Så kan man da lige så godt skrive sine resultater selv … eller man kan nøjes med at ansætte forskere med partibogen i orden, så man ved, at man kan “stole” på resultateterne.

Danmarks Miljøundersøgelser er en institution under Århus Universitet. Hvis ikke, nogen melder ud med nogle klokkeklare undskyldninger og garantier for, at det her ikke kommer til at ske igen, så har regeringen med denne sovjet-lignende “integritet” alvorligt kompromitteret naturvidenskabens integritet og gode rygte i Danmark.

Ikke, at det kommer som den helt store overraskelse, naturligvis.Men alligevel.

Link: Fagfolk presset til at ændre skovrapport

Landbrugets sande tilstand

Omhyggelig artikel i Time, der tager bladet fra munden, hvad angår den høje pris, som mennesker, dyr og miljø betaler for lave priser på fødevarer:

Somewhere in Iowa, a pig is being raised in a confined pen, packed in so tightly with other swine that their curly tails have been chopped off so they won’t bite one another. To prevent him from getting sick in such close quarters, he is dosed with antibiotics. The waste produced by the pig and his thousands of pen mates on the factory farm where they live goes into manure lagoons that blanket neighboring communities with air pollution and a stomach-churning stench. He’s fed on American corn that was grown with the help of government subsidies and millions of tons of chemical fertilizer. When the pig is slaughtered, at about 5 months of age, he’ll become sausage or bacon that will sell cheap, feeding an American addiction to meat that has contributed to an obesity epidemic currently afflicting more than two-thirds of the population. And when the rains come, the excess fertilizer that coaxed so much corn from the ground will be washed into the Mississippi River and down into the Gulf of Mexico, where it will help kill fish for miles and miles around. That’s the state of your bacon — circa 2009.

Link: Getting Real About the High Price of Cheap Food

De små åndehuller kunne blive meget større

Aandehul på landet

Et slag for naturen, for at der kan komme mere af den her i Danmark.

Et beskedent slag, naturligvis. Men noget er noget. Jeg havde i dag dette læserbrev i Århus Stiftstidende:

De små åndehuller kunne blive meget større

Miljø: Jeg har det seneste års tid boet i en større landsby, hvorfra man let kan komme ud på landet. Og det er da også så dejligt derude. Er det ikke der, mennesket egentlig hører til, ude i Guds smukke natur?

Virkeligheden er desværre en ganske anden. I stort set hele Danmark er der aldeles trøstesløst ude på landet: Endeløse, forgiftede marker med opreklameret svinefoder (byg) vekslende med hvede og raps; enkelte fritliggende huse fra perioden 1900-1950, oftest i en nærmest ubegribeligt uskøn arkitektur: Kæmpemæssige, industrielle landbrug udstyret med kornsiloer og gylletanke på størrelse med Amalienborg.

Og dog behøvede det ikke at være sådan. Danmark er ikke et landbrugsland, det er et videns- og industriland, hvor små landbrug ikke længere eksisterer, og hvor de tilbageværende storbrug drives efter rent industrielle principper. Samtidig producerer disse få landbrugsindustrier mad nok til at brødføde ca. 14 millioner mennesker, hvoraf det meste eksporteres.

Her melder sig umiddelbart to tanker:

1. Der er ingen grund til, at Danmark skal producere mad til mere end fem millioner mennesker

2. Når landbruget er så produktivt, så er der ingen som helst grund til at fortsætte med at hælde gift og kunstgødning i jorden.

Mit forslag er altså, at det danske naturlandskab retableres ved at reducere den danske landbrugsproduktion til en tredjedel, samtidig med at hele molevitten omlægges til økologisk produktion.

I løbet af 40-50 år kunne vi atter få et landskab, som det er værd at leve i. De få og små åndehuller, man heldigvis stadig kan finde, ville være bredt ud over det meste af landet. Danmark kunne blive Nordeuropas svar på Irland eller Wales. Det i sig selv skulle rigeligt være investeringen værd.

Læserbrevet er en forkortet udgave af dette indlæg på den anden blog.

Link: De små åndehuller kunne blive meget større

Vil du gerne forurene mindre? Betal for patenter ved kasse 1

Hvis lande som Indien, Kina og Brasilien gerne vil indføre teknologi, der begrænser deres CO2-udslip, skal de ikke regne med, at det er noget, de sådan bare får lov til. Stærke kræfter i det amerikanske erhvervsliv og det amerikanske handelskammer er klar til at vride den sidste blodsdråbe ud af de patenter, amerikanske virksomheder kunne tænkes at have på den slags teknologi.

For hvorfor skulle nogen egentlig ønske sig, at lande som Indien og Kina forurener mindre, hvis det betyder, at amerikanske firmaer risikerer at gå glip af en dollar eller to i patentafgift?

Mark Weisbrot skriver i The Guardian:

According to Inside US Trade, the US chamber of commerce is gearing up for a fight to limit the access of developing countries to environmentally sound technologies (ESTs). They fear that international climate change negotiations, taking place under the auspices of the United Nations, will erode the position of corporations holding patents on existing and future technologies.

Developing countries such as Brazil, India and China have indicated that if – as expected in the next few years – they are going to have to make sacrifices to reduce carbon emissions, they should be able to license some of the most efficient available technologies for doing so.

Big business is worried about this, because they prefer that patent rights have absolute supremacy. They want to make sure that climate change talks don’t erode the power that they have gained through the World Trade Organisation.

The WTO is widely misunderstood and misrepresented as an organisation designed to promote free trade. In fact, some of its most economically important rules promote the opposite: the costliest forms of protectionism in the world.

The WTO’s rules on intellectual property (Trade-Related Aspects of Intellectual Property, or Trips) are the most glaring example. These are designed to extend and enforce US-style patent and copyright law throughout the world.

Det er den samme slags økonomiske interesser, som lader millioner af verdens fattige dø af AIDS hellere end at give lande i Afrika og Asien adgang til billige kopier af deres patenterede præparater, en praksis Brasilien slap uden om ved simpelt hen at proklamere, at man ville blæse på medicinalindustriens patenter. Det lader til, at det er noget lignende, der skal til her.

Link: Green Technology should be Shared

Rettelse og skamløs reklame

Jeg skrev lige et “jordbrugspolitisk manifest” ovre på den anden blog, men måske det er et lidt misvisende navn – egentlig er det vel snarest et naturpolitisk manifest.

Kort fortalt foreslår jeg, at

  1. Danmarks landbrugsproduktion brutalt reduceres til en tredjedel
  2. 100% af resten lægges om til økologisk drift.

De således indvundne og braklagte arealer skulle konverteres til fri natur, idet de i et vist omfang også kunne anvendes til græsning.

Det er desværre ikke den vej, vinden ellers  blæser for tiden. Professor Carsten Rahbek fra  Center for Makroøkologi og Evolution på Københavns Universitet opsummerede forleden regeringens “grønne vækstplan” med ordene: “Landbruget vandt, naturen tabte“.

Men jeg er helt overbevist om, at det er det, der skal til. Hop selv over på den anden blog og læs hvorfor.

Link: Giv os Danmark tilbage – et naturpolitisk manifest

Klimaforandring – hvad ved vi, og hvor kom det fra?

American Institute of Physics har en glimrende side med baggrund og oplysning om global opvarmning, herunder en forklaring på, hvor den eksisterende videnskabelige konsensus om CO2 som en væsentlig faktor i global opvarmning kommer fra.

Læs bl.a.:

In 1896 a Swedish scientist published a new idea. As humanity burned fossil fuels such as coal, which added carbon dioxide gas to the Earth’s atmosphere, we would raise the planet’s average temperature. This “greenhouse effect” was only one of many speculations about climate, and not the most plausible. Scientists found good reason to believe that our emissions could not change the climate. Anyway major change seemed impossible except over tens of thousands of years.

In the 1930s, people realized that the United States and North Atlantic region had warmed significantly during the previous half-century. Scientists supposed this was just a phase of some mild natural cycle, with unknown causes. Only one lone voice, the amateur G.S. Callendar, insisted that greenhouse warming was on the way. Whatever the cause of warming, everyone thought that if it happened to continue for the next few centuries, so much the better.

In the 1950s, Callendar’s claims provoked a few scientists to look into the question with improved techniques and calculations. What made that possible was a sharp increase of government funding, especially from military agencies with Cold War concerns about the weather and the seas. The new studies showed that, contrary to earlier crude estimates, carbon dioxide could indeed build up in the atmosphere and should bring warming. Painstaking measurements drove home the point in 1961 by showing that the level of the gas was in fact rising, year by year.

Over the next decade a few scientists devised simple mathematical models of the climate, and turned up feedbacks that could make the system surprisingly variable. Others figured out ingenious ways to retrieve past temperatures by studying ancient pollens and fossil shells. It appeared that grave climate change could happen, and in the past had happened, within as little as a few centuries. This finding was reinforced by computer models of the general circulation of the atmosphere, the fruit of a long effort to learn how to predict (and perhaps even deliberately change) the weather. A 1967 calculation suggested that average temperatures might rise a few degrees within the next century. The next century seemed far off, however, and the calculations were plainly speculative. Groups of scientists that reviewed the issue saw no need for any policy actions, although they did draw official attention to the need for a greater research effort.

In the early 1970s, the rise of environmentalism raised public doubts about the benefits of human activity for the planet. Curiosity about climate turned into anxious concern. Alongside the greenhouse effect, some scientists pointed out that human activity was putting dust and smog particles into the atmosphere, where they could block sunlight and cool the world. Moreover, analysis of Northern Hemisphere weather statistics showed that a cooling trend had begun in the 1940s. The mass media (to the limited extent they covered the issue) were confused, sometimes predicting a balmy globe with coastal areas flooded as the ice caps melted, sometimes warning of the prospect of a catastrophic new ice age. Study panels, first in the U.S. and then elsewhere, began to warn that one or another kind of future climate change might pose a severe threat. The only thing most scientists agreed on was that they scarcely understood the climate system, and much more research was needed. Research activity did accelerate, including huge data-gathering schemes that mobilized international fleets of oceanographic ships and orbiting satellites.

Earlier scientists had sought a single master-key to climate, but now they were coming to understand that climate is an intricate system responding to a great many influences. Volcanic eruptions and solar variations were still plausible causes of change, and some argued these would swamp any effects of human activities. Even subtle changes in the Earth’s orbit could make a difference. To the surprise of many, studies of ancient climates showed that astronomical cycles had partly set the timing of the ice ages. Apparently the climate was so delicately balanced that almost any small perturbation might set off a great shift. According to the new “chaos” theories, in such a system a shift might even come all by itself — and suddenly. Support for the idea came from ice cores arduously drilled from the Greenland and Antarctic ice sheets. They showed large and disconcertingly abrupt temperature jumps in the past.

Greatly improved computer models began to suggest how such jumps could happen, for example through a change in the circulation of ocean currents. Experts predicted droughts, storms, rising sea levels, and other disasters. A few politicians began to suspect there might be a public issue here. However, the modelers had to make many arbitrary assumptions about clouds and the like, and reputable scientists disputed the reliability of the results. Others pointed out how little was known about the way living ecosystems interact with climate and the atmosphere. They argued, for example, over the effects of agriculture and deforestation in adding or subtracting carbon dioxide from the air. One thing the scientists agreed on was the need for a more coherent research program. But the research remained disorganized, and funding grew only in irregular surges. The effort was dispersed among many different scientific fields, each with something different to say about climate change.

One unexpected discovery was that the level of certain other gases was rising, which would add seriously to global warming. Some of these gases also degraded the atmosphere’s protective ozone layer, and the news inflamed public worries about the fragility of the atmosphere. Moreover, by the late 1970s global temperatures had evidently begun to rise again. International panels of scientists began to warn that the world should take active steps to cut greenhouse gas emissions. The scientists’ claims about climate change first caught wide public attention in the summer of 1988, the hottest on record till then. (Most since then have been hotter.) But the many scientific uncertainties, and the sheer complexity of climate, made for vehement debate over what actions, if any, governments should take. Corporations and individuals who opposed all government regulation spent large sums to convince people that there was no problem at all.

Scientists intensified their research, organizing programs on an international scale. The world’s governments created a panel to give them the most reliable possible advice, as negotiated among thousands of climate experts and officials. By 2001 this Intergovernmental Panel on Climate Change managed to establish a consensus, phrased so cautiously that scarcely any expert dissented. They announced that although the climate system was so complex that scientists would never reach complete certainty, it was much more likely than not that our civilization faced severe global warming. At that point the discovery of global warming was essentially completed. Scientists knew the most important things about how the climate could change during the 21st century. How the climate would actually change now depended chiefly on what policies humanity would choose for its greenhouse gas emissions.

Link: The Discovery of Global Warming (via Boing Boing).

Læs også: Klimadebat, CO2 og miljø