Ugens digt: Tunesien

 

     TUNESIEN

     Et udslidt folk, som rejste sig til sidst
     fordrev tyrannen til et fjernt eksil
     og sejrer nu i hovedstadens gader

     mens deres store mod bliver rost og prist
     af folk, som gået har den sidste mil
     og ved, hvor pressen os i stikken lader.

     Diktatoren rejste! Mon det ender med
     at folk nu endelig kan bestemme selv
     og leve uden frygt for statens rænker;

     tog sult og fattigdom dem til et sted
     hvor vreden blottede håbets kildevæld
     og friheden sprængte frygtens tunge lænker?

     Ak, hvis vore egne herrer kan det mage
     en anden hersker snart vil magten tage.

     Carsten Agger

Foto: Demonstration mod diktaturet i Tunesien i Marseille, Frankrig. Billedet er taget af Flickr-brugeren marcovdz og offentliggjort under en Creative Commons Attribution-NonCommercial-NoDerivatives-licens.

[ agger, Sun 16 Jan, :14:39: /digte] - kommentar(er) - link

Ugens digt: Tage hinanden

 

     Søger ægte åben skønhed
     søger nær og kærlig ømhed
     længes efter silketungen
     lige over elskovslungen.

     Var det dig, jeg mærkede i mig
     på den dag så længe siden?
     Er det dig, der søger til mig,
     glider over elskovshinden?

     Er det dig, der ømt og kærligt
     kysser mig og trykker ærligt
     elskovs hede, varme læber
     over mine åbne kæber?

     Åh, så lad os tage hinanden
     du min søde, elskte Anden.

     Carsten Agger

[ agger, Tue 04 Jan, :22:57: /digte] - kommentar(er) - link

Ugens digt: Helt tavst og tæt vi ligger

 

     
     Helt tavst og tæt vi ligger, vore kroppe
     får lov at nyde den længe savnede nærhed,
     får lov at drikke dybt og uden at stoppe,
     får lov at synke i hinandens særhed.

     Jeg elsker dig og mærker hjertet fyldes
     med tavse stemmer, som udspiler rummet.
     I denne tavshed vil vore kroppe hylles
     som var vi stjerner ude i himmelrummet.

     Én tavshed fylder, styrer vore tanker:
     Endnu kan jeg mærke, hvor jeg ryster,
     mens kærlighedens tavshed højlydt banker
     og jeg bliver styret til dens fjerne kyster.

     Du kære, rart så tyst med dig at være;
     lad intet fremmed røre vores sfære.

     Carsten Agger

[ agger, Mon 27 Dec, :20:18: /digte] - kommentar(er) - link

Ugens digt: Benbrud

 

BENBRUD

Sidder her og vil helst op at hoppe
men er fanget her, i denne stilling
gerne gav jeg dog en klækkelig skilling
om blot igen jeg kunne løbe oppe.

Men benet ligger kapslet ind i smerte;
mit sind er utålmodigt, vil helst rykke
og ikke vide noget om nogen ulykke - 
uroligt, utålmodigt er mit hjerte.

Min krop er ilter, men den ligger lænket
til benets stive, hvide smerteskinne;
den kan mig her til sygesengen binde
med modet højt, humøret stadig sænket.
Nu må de gerne på den smerte linde
så jeg derhjemme snart kan blive bænket.

Carsten Agger

Foto: Røntgenbilleder af brud på ankelknogle, Århus Kommunehospital.

[ agger, Sun 19 Dec, :15:33: /digte] - kommentar(er) - link

Ugens digt: Statuen

 

STATUEN

I hallens hjørne stod en statue tyst;
dens hvide ansigt lyste klart som dagen,
dens øjne blinkede, som til åndens dyst
den ville rejse sig fra søvnens lagen.

Men ånden bag dens øjne som en fugl
var anbragt af skulptørens iltre blæsen
og kæmped fra sit inderlige skjul
imod den gips, der tyngede alt dens væsen.

Med gipsen ned ad arme, ben og klæder
drømte sjælen om at flyve frit;
men tynget af den gips, der var dens arme
forblev den fanget bag sin skal af hvidt.

Oh sjæl! Hvor ku' du stige højt mod himlens trængsel
Skønt du er fanget nu, i livets hvide fængsel.

Carsten Agger

Foto: Statue i Querétaro, Mexico, taget af Jim Cook.

[ agger, Sun 12 Dec, :16:57: /digte] - kommentar(er) - link

Ugens digt: Brorsons kirke

 


Med dette indlæg vil jeg gerne markere, at jeg fra nu af vil bestræbe mig på hver uge at offentliggøre et digt her på siden - i hvert fald så længe, jeg har lyst og synes, jeg kan finde (på) digte, der er gode nok til at dele med andre.

Nu har jeg efterhånden meget længe offentliggjort digte her på Modspil.dk – forskellen i forhold til tidligere offentliggjorte digte er, at jeg med "ugens digt" taler om digte, jeg selv har skrevet.

Med hensyn til kvaliteten kan jeg ikke love for meget - hvis man synes, et givet digt er dårligt, er man velkommen til at skrive det i kommentarerne, og det er man såmænd også, hvis man synes det er godt eller har én eller anden mere teknisk eller filosofisk kommentar.

Jeg forsøger også at samle sammen til en digtsamling i bogform på ét eller andet tidspunkt, og derfor kan jeg slet ikke love, at de digte, der kommer op her, er de bedste, jeg får skrevet. Men derfor kan nogen forhåbentlig få glæde af dem alligevel.

Dagens digt blev oprindelig skrevet i anledning af 1-årsdagen for rydningen af Brorsons-kirken, men nåede ikke at blive færdigt på selve dagen. Tidligere har jeg bl.a. læst det op på Løve's Bog og Vincafé i Århus.

    BRORSONS KIRKE

    Forskræmte, desperate søgte de
    i kirkens rum et hvil, et ventested
    fra truslen, som man uden fantasi

    ku' forstå deres store kvaler ved.
    De mennesker var i nød og måtte frygte
    den dag, hvor endelig der kom besked

    at intet havde det nyttet dem at flygte
    for Danmark ville ikke have dem ind.
    Så spredte der sig rundt omkring det rygte

    at kirken ville være for loven blind
    hvis det ku' redde disse menneskers liv,
    for staten raged' de vist ikke en pind.

    Så fyldtes kirken da helt uden kiv
    med folk, der så den som en stakket frist,
    et sidste værn mod bødlens skarpe kniv.

    Folk samlede ind og syntes, det var trist
    at disse gode mennesker skulle ud
    - de få, som led af menneskelighedens brist.

    Men skønt dé danskere ofte stod for skud
    var det irakerne derinde, der fik håb
    at de ku' slippe uden om statens bud.

    I lang tid leved' dette spinkle håb
    at de ku' bruge kirkens hellige fred
    og undgå den elendige rædselsdåb

    som de i Irak måtte regne med.
    En tid lang lyste derfor Brorsons Kirke
    som billede på fred og kærlighed -

    et levn fra dengang, Danmark i sit virke
    fandt plads til ære og anstændighed,
    før menneskesynet var begyndt at knirke.

    Så skete det, som vi nu alle ved,
    til skændsel for vort lille, lukkede land.
    For Magten brød enhver fredhellighed,

    lod politiet trænge grusomt ind
    og slæbe af med dem, som stod for tur.
    Lidt knippelslag beredte deres skind

    på turen hjem til fængsel og tortur.
    De få, som trodsede dette magtopbud
    gjorde ordensmagten ret så bandsat sur.

    De unge demonstranter myldrede ud
    og sad dér, midt i gadens virkelighed
    for at standse dette store brud

    på helt almindelig menneskeværdighed.
    Mens kniplerne slog ned på deres fæller
    sad andre bare midt på gaden og græd.

    Om rå kynisme denne sag fortæller -
    kynisme, og en ret så grim racisme;
    og når det nu er slut med kirkeheller

    har staten udbredt magtens despotisme
    til det rum, som før var helligt, derfor fredet.
    Magtens er en trist absolutisme -

    derfor blev Brorsons Kirke ikke stedet
    hvor Danmark fik sin frie sjæl tilbage.
    Det ville ellers mange have glædet!

    I stedet måtte vi os atter klage
    da sten på sten blev lagt på vores skændsel
    og de forvistes skæbne måtte nage.

    Dog: Male må jeg med en anden pensel,
    for dette nederlag har skabt en vrede
    som til et større oprør giver brændsel,

    en vilje til at vise vores lede
    mod nærighed og smålig fremmedfrygt
    når de os af os selv gør alt for fede.

    Hvis vi i vore hjerter bærer den vrede
    og gør den til en grundsten i vort virke
    så har vi lært af dem fra Brorsons Kirke.

    Carsten Agger

Illustration: Choir of Young Believers' støttekoncert i Brorsons Kirke, af Flick-brugeren Listelys. Billeder af politiaktionen fra dette filmklip.

[ agger, Fri 03 Dec, :11:55: /digte] - kommentar(er) - link

Mit Stop

 

     MIT STOP

     Jeg skal af
     Samme sted som børnene
     Og sømændene,
     Og de to foran som heller ikke skal på arbejde
     Nogen sinde.

     Vi er kun godt en håndfuld nu
     Inklusive chaufføren,
     Men han står af
     Samme sted som
     Luderen,
     Hunden
     Og den kinesiske læge.

     De andre stod af for længe siden
     Hvor der endnu bragede lys i byens vinduer
     Og musik strålede ud af højtalerne.
     De stod af,
     da de så os stige på.

     Jeg skal af næste gang
     Hvor parabolantennerne fanger nyt hjemmefra
     Og opgangene dufter af karry
     Og fuglene flyver i alle retninger
     Og børnene løber i flok.
     Jeg skal af
     Samme sted som chaufføren,
     samme sted
     Som alle de andre indvandrere.

     Leyla Tamer (f. 1974)

[ agger, Thu 25 Nov, :14:27: /digte] - kommentar(er) - link

Poesi hos Løve's Bog- og Vincafé

 


Jeg deltog her til aften i Åben Poetisk Scene i Løve's Bog- og Vincafé på Nørregade i Århus.

Begivenheden var arrangeret af Poetklub Århus. Det var et vellykket og hyggeligt arrangement, hvor jeg selv blandt andet læste disse digte:

EN POLITISK BEKENDELSE

Hvad giver man mon for den rigtige mening -
en stilling eller en ministerpost?
Så danner jeg igen en ny forening!

En rygrad kan være dyr at have på kost -
så er det meget nemmere med en vimpel
som drejer hovedet efter hver ripost.

Min egen mening er vist alt for simpel -
den er at jeg vil mele min egen kage,
i pressen er det bare en dårlig vinkel.

I stedet kan jeg heldigvis det mage
så jeg siger noget nyt og populært.
Hvorfor skulle det mig også nage

hvis det, jeg siger, skulle lyde lidt sært?
Hvis det kan gøre mig rig, får jeg det lært.


DIGTERENS BY

Travlhedens vrimmel myldrer forbi
hver med sit mål midt i massen;
hver mand finder sig lykkelig i
sin plads midt i menneskemassen.

Solskin på spraglede klæder
mennesker med mærkelige sæder
kunstnere, købmænd, artister
gøglere og fylderister
fylder vor by med den larm
der runger gennem dens gader.

Solskin står skråt gennem træer på pladsen
spreder ved jorden det spædeste lys
falder på bænke og spæder til glansen
på menneskene midt i deres gøremåls døs.

Tidløs travlhed, evig lykke
stille, idelig malende skønhed - 
hver mand er helt i sit helt eget stykke
fyldt til kanten med endeløs ømhed.

Midt i skønheden finder man gru,
bittesmå halvgemte uærlige smil,
mordere, røvere har vi og nu
i byen, som før var så fredelig og fri.

Billedet er lidt flosset i kanten -
blandt smilene gemmer sig lidelse, som
fylder byens larm, som man fandt den:
Livet skal omfatte råddenskabs flom.

En tråd af lys, en tråd af lykke
en tråd af gru og farligt fordærv
skaber vor by ud af et eneste stykke
af livets fortryllende, brusende væld,

skaber vor by just som vi vil have den
myldrende, syngende, hel som en verden.


KRÆFTER

Så mange år gemte vi kræfterne væk -
at leve var os for farlig en sport.
Vi gemte i stedet os selv bag en hæk, 
lod drømme og håb og begær komme til kort.

Dog, efter de år bag den trygge facade
kan stadig den gamle erobringslyst flamme -
den sovende vågner, begynder at hade
den gabende tomhed, der nu er hans ramme.

I brystets hulrum vågner en susen
af vildt og farligt hjerteblod;
til værket han iler, vågnet af rusen,
han fandt igen sin ungdoms vovemod.

For hvad mon kan standse et menneske på spring?
Om guderne vil det: Slet ingenting.


HELLAS

Hvad er det, de havde i det længst itugangne Hellas
med templer og konger og krige og helt frie stater
og guder, orakler og præster og alt det, som ellers
fordømtes, da verden blev vanvittigt fuld af soldater
som spredte med sværdet de kristnes indviklede galskab
som vistnok var opfundet af en hr. Peter i fuldskab
en dag midt i pinsen for mange, så mange år siden
da grunden blev lagt til to årtusinders liden.

Ak, sådan det går, at styrke og åndskraft kan fældes -
her sidder vi blot og tænker på guld og stakater
og alt, som kan ellers som penge og rigdomspragt tælles,
en åndsforladt verden, livet er blevet teater.

Men når vi nu ikke kan rejse tilbage i tiden
så lad os dog ende de to årtusinders dårskab!

[ agger, Thu 28 Oct, :23:22: /digte] - kommentar(er) - link

Sparerunden

 
En vag spekulation over, hvad der kan være gået gennem de ærede ministres hoveder, da de udtænkte deres nylige spareplan:

     SPARERUNDEN

     Vi skal spare nu for tiden,
     derom står jo hele striden.
     vi skal lukke sygehuse
     vi skal forskerdrømme knuse,
     skolerne skal skære ned,
     ledige skal ha besked:
     Får de ikke snart et job
     så vil pengene sige stop.

               -

     Det er nemlig blevet krise
     og så kan vi endelig vise
     fattigrøvene deres plads.
     Det er kommet helt tilpas -
     Den store, sultne folkeflok
     kan sgu aldrig helt få nok.

             -- 0 --

     Derfor skal de spares væk
     smides sku de i en sæk
     hovedkuls i havnens vand 
     og selv kravle op på land.
     I stedet må vi nøjes med
     at skære ned på den fortræd
     som de kan gøre på vort land -
     befri os fra deres ulvetand.

               -

     Dig, som ikke har et job 
     nej, nu må du holde op!
     Få et job og plej facaden
     ellers kan du gå på gaden.
     Vi skal spare, spare, spare - 
     og kan ej med lempe fare.

             -- 0 --

     Vi kan skåne folk de steder, 
     som vil gøre verden bedre.
     Er dit hospital privat?
     Du fortjener hver stakat.
     Vil du knuse dansk natur
     blir din regning sikkert stor;
     så må staten træde til
     og fælde løs i Østerild.

               -

     I Afghanistan vore drenge
     kæmper og har kæmpet længe.
     Hvad om skolerne forsumper?
     Vi har brug for flere bomber 
     mod de slemme kannibaler
     når de truer vores idealer.

             -- 0 --

     Lad os spare på vore børn
     lad den syge ta sin tørn.
     Er din søn en sølle spasser?
     Jeg vil kalde ham en nasser.
     Når vi lukker hospitaler
     er der dem, som længe taler
     om de syges maveonde -
     men hvem tænker på de sunde?

          Det gør vi!

     Lad blot hver en dovenkrop
     se sin bistandshjælp sige stop.
     Lad blot hver en ødeland
     klare sig uden sin pension.
     Hvis vi ikke ku skære ned
     hvordan belønne driftighed?

             -- 0 --

     Vi redder ej økonomien
     - det er kun i teorien.
     Det er heller ikke vigtigt 
     bare vi fordeler rigtigt.
     Når det endelig går i kage
     skal vor gæld betales tilbage
     men af vores børnebørn -
     så må de jo ta deres tørn.

               -

     Vi vil ej på olien spare
     lader forurening fare
     hvorfor sku vi plage os selv
     med vrøvl om morgendagens gæld
     når aben bare kan sendes videre
     til alle dem, der ikke gider?

[ agger, Thu 01 Jul, :22:07: /digte] - kommentar(er) - link

Langballen og hans fætter

 

     LANGBALLEN OG HANS FÆTTER

     Der var en gang en selvgod præst fra Thorning
     så kristen, at han hadede muslimer.
     Han ville gerne skaffe os en ordning
     så de ku sendes hjem i store stimer.

     De er jo nemlig farlige, de muslimer:
     De tror på deres gud og går i kirke
     mens ej en sjæl, når præstens klokker kimer
     med salmesang velsigne vil hans virke.

     Og mens de danske sæder sig fortoner
     i amerikaniseret åndløshed
     så holdes strengt på gamle traditioner
     i den forvorpne fremmedmenighed.

     En god muslim sit arbejde troligt passer
     og tænker mest på sin families vel
     mens mange kristne - ja, vi ved det passer -
     med alkohol forgifter deres sjæl.

     Engang forstod de danske ret at sætte
     god pris på tradition og gammel skik -
     da simpelt, sparsomt brød hver mund ku' mætte
     og Dannebrog til tops ved alsang gik.

     Da kom de væmmelige, nye luner
     med sex og hash og fandens rockmusik.
     Ej mere ville de danske riste runer
     og bede fromt i al den tid, der gik.

     Da kom de væmmelige, nye toner
     med milinægteri og flower power
     mens slaphed, sløvhed, andre religioner
     forslugent ind i vor nation sig skarver.

     Hvad gør man så, hvis navnet er Langballe
     og landets tro er næsten gået heden?
     Man ser, om ikke man kan knalde
     muslimerne med tricks fra evigheden:
     
     Det er klart, at hvert et tab, som vi har lidt
     fra præsten sorgløst legede i sit hjem
     som barn, har vi i hovedet fået smidt
     fordi for tyrken døren stod på klem.

     Men hvad skal vi om disse fremmede sige,
     når flinkt de passer hvert et smudsigt job
     og deres børn uddanner uden lige -
     hvordan kan vi så egentlig sige stop?

     Måske hvis vi kan sige noget rigtig slimet
     om den perversitet, de skamløst nyder,
     hvis fæl depravitet til dem bliver limet
     så man kan se, de alle er forbrydere?

     De folk er farlige fjender, som vi ved,
     og sandheden må derfor bøjes harmløst;
     den skam, hvorom vi alle ved besked
     afvasker vi os selv og lyver skamløst:

     Hvem ved, hvad hvert et vestjysk præstehjem
     er svangert med, en datter og en kordreng?
     Vor skam er drukken kvindevold så slem
     at mangen skønhed døde i sin seng.

     Så råber vi, så ørerne de kimer
     at vi vil ikke have dem her, de gode,
     de væmmelige, voldelige muslimer.
     Så kan vi atter få vort land på fode!

     Hvordan kan vi, som vor kultur har mistet
     dog nogen sinde håbe den tilbage
     når altid vores selvtillid bliver ristet
     af dem, som faktisk sku' vore gader feje?

     Men når folk hader dem, og kun foragt
     os holder fra at brænde deres huse
     så jager vi dem ud, og uden snak!
     Den dag vil Dannebrog i vinden suse.

     Den dag vil Dannebrog i vinden vaje
     når atter vi vort eget korn kan meje
     og alsang på hver dejlig spejdertur
     vi sjunge, før vi napper os en lur.

     For da er Danmark atter skuret rent
     og da er Danmark atter blevet pænt
     Da vil vi have fået en Ny Ordning
     alt takket være en sognepræst fra Thorning!

En lille kommentar til ophævelsen af Jesper Langballes parlamentariske immunitet, som andre i øvrigt allerede har kommenteret fyldestgørende.

[ agger, Sat 19 Jun, :23:14: /digte] - kommentar(er) - link