– fordi tiden kræver et MODSPIL

05. Apr 2005

Home of the Underdogs

 
Home 
 
of the Underdogs

HVOR GÅR COMPUTERSPIL HEN, NÅR DE GÅR UD?

Hvor computere for en 20-30 år siden enten var dyre og meget specialiserede, kæmpestore skrumler, der kun kunne betjenes af en hvidkitlet kaste af operatører, eller kuriøst legetøj med nærmest ikke-eksisterende regnekraft og endnu mindre lagerplads, har den rivende tekniske udvikling i dag forvandlet dem til en allestedsnærværende og nærmest uundværlig del af vores tilværelse.

Mange af os tilbringer således dagligt time efter time foran skærmen, travlt optaget af at læse, skrive, håndtere komplicerede applikationer, og ikke mindst at at spille spil. I løbet af de sidste ti år har Internettet desuden i vid udstrækning erstattet vore traditionelle kommunikationskanaler, således at om ikke æoners visdom så dog en kolossal mængde af informationer om alt mellem himmel og jord, herunder kunstneriske perler, som vi tidligere skulle have stået på hovedet i biblioteker, antikvariater og loppemarkeder i ugevis for at erholde, nu er tilgængelige på tre kliks og få minutters afstand.

Denne tekniske udvikling har også forvandlet vore computerspil: Fra de tidligste text adventures og bevægelige klatter eller skrifttegn over simpelt tegnede men dog helanimerede figurer i de tidlige 90ere til vore dages multimedieoplevelser med musik, grafik, lyd og multiplayer options.

Dette har imidlertid en vigtig konsekvens for de tusindvis af spil fra 80erne op til i dag, som er skrevet til en hardware, der kunne så langt, langt mindre, end vi kan i dag:

De er i praksis forældede og usælgelige, fordi deres grafik og lyd slet ikke lever op til, hvad man forventer i dag. For det store, nærmest overvældende, flertal af alle spils vedkommende er dette for så vidt ligegyldigt, eftersom de enten er uoriginale (fordi de er efterligninger af andre spil) eller i bedste fald ordinære; men blandt disse forældede og dermed snart forsvundne spil gemmer sig også rene perler.

Ud fra en simpel statistisk vurdering er langt, langt de fleste spil, som nogensinde er produceret, i dag forældede, og derfor er langt de fleste af de bedste computerspil formentlig forældede.

Det vil sige, at temmelig mange af de spil, der er utilgængelige, fordi de er forældede og dermed usælgelige, rent faktisk var fremragende - og at en meget stor del af de bedste computerspil, der nogensinde har eksisteret, er i fare for at forsvinde.

Var i fare for at forsvinde, rettere sagt, indtil nogle behjertede mennesker fandt ud af, at det ville de gøre noget ved. På Home of the Underdogs kan man finde en imponerende samling af PC-spil, der enten aldrig rigtig hittede - eller som var megahits i deres tid, men nu kun findes rundt omkring i folks samlinger, forvist endog fra butikkernes tilbudskasser.

Og langt, langt de fleste af titlerne kan downloades. Konceptet hedder abandonware - eftersom ingen længere markedsfører spillene, og eftersom de ikke længere repræsenterer noget økonomisk aktiv for nogen, kan man jo lige så godt lægge dem ud til fri download. På HOTU findes en underside kaldet Hall of belated fame, hvor hundreder og atter hundreder af de bedste PC-spil of all times - bortset fra de nyeste, som stadig sælges - kan findes.

Da mange af disse gamle spil såvel spil- som historiemæssigt er mindst lige så originale som de mere teknisk avancerede moderne spil, fortjener HOTU en varm anbefaling - den repræsenterer intet mindre end et forsøg på at redde de seneste årtiers elektroniske kulturarv, som i dén grad er truet af udsmidning og ligegyldighed fra producenternes side!

Men læs siden med en popup-blocker - der er irriterende mange reklamer på.

Kommentarer: