– fordi tiden kræver et MODSPIL

20. May 2010

Open Space Aarhus - nyt hackerspace i Århus

 
Ubuntu Community Day, Karmic Hack Århus!


Man vil have bemærket, at de tilbagevendende Ubuntu-arrangementer, som vi tidligere har annonceret bl.a. på Hovedbiblioteket i Århus - Ubuntu Community Day - har ligget lidt stille det sidste stykke tid. Det er ikke, fordi vi har opgivet initiativet, men fordi vi har afventet, hvad der skete omkring planerne om at gå sammen med Hack Aarhus og finde nogle faste lokaler til formålet, som vi tidligere har skrevet om.

Vi kan nu berette, at der er kommet et resultat, og det er over al forventning:

Open Space Aarhus er navnet på et nyt hackerspace, "polyteknisk være- og værksted" eller hvad man nu vil, som meget snart vil åbne i en tidligere kantine i en af Århus Købmandsskoles tidligere bygninger på Bryggervej 30 i Risskov. Lokalerne er på 260 m² og med gode faciliteter til både hardware- og software-hacking.

OSAA er en forening, hvis formål ifølge vedtægterne er at
... understøtte muligheden for selv at deltage i udviklingen af den teknologi, der definerer vores hverdag.

Foreningens formål varetages ved at drive et fysisk rum med dertilhørende faciliteter, hvor alle med interesse for fri og åben teknologi kan mødes for at dyrke denne passion.
Man kan melde sig ind og støtte den gode sag. Det er ganske gratis at blive støttemedlem, og for 150 kroner pr. måned kan man blive fuldt medlem med egen nøgle til lokalerne og adgang 24/7.

Ubuntu Community Day vil fra nu af henlægge alle sine aktiviteter til Open Space Aarhus' lokaler på Bryggervej, og vi håber, at andre grupper i Århus med interesse for fri software vil gøre det samme. Lokalerne på Bryggervej åbner snarest. Der skal laves en hel del, før de er klar, men du kan få et indtryk på videoen herunder:


Flere detaljer følger - indtil videre kan du læse mere i OSAAs nyeste nyhedsbrev, og husk så at melde dig ind, hvis det vækker din interesse. Vi håber snart at kunne byde velkommen til den første Ubuntu Community Day på de nye, faste lokaler på Bryggervej 30.

Se også:

Kommentarer: