Email og kryptering
I går skrev jeg om overvågning og aflytning som en trussel mod vores privatliv og retssikkerhed, og her til morgen viser det sig så, at /var/blog/messages har skrevet en lang og omhyggelig forklaring af, hvordan man installerer krypteringsprogrammet GPG (GNU Privacy Guard), så det kan bruges med Mozilla Thunderbird.
Jeg kan kun anbefale. at man bruger den ret begrænsede tid, det tager at gennemløbe Uffes instruktioner - de er ret fuldstændige og lige-ud-af-landevejen, og ved du ikke helt, hvad public key-systemer er, forklares dette også undervejs.
Der findes også GPG-plugins til andre emailprogrammer som f.eks. Outlook Express, og man kan også vælge at bruge PGP i stedet for GPG - de to programmer er helt og aldeles kompatible.
Historisk set blev PGP udviklet først, men da der var tale om et kommercielt produkt (med en gratis udgave), blev GPG udviklet som et frit alternativ. PGPs krypteringsprotokol kom til at danne grundlag for krypteringsstandarden OpenPGP, som både PGP og GPG i dag bygger på.
Men nu er der snakket nok - se at komme ind på /var/blog/messages og se, hvordan man gør!
Hvis du gerne vil sende krypteret mail til undertegnede, så skriv og spørg efter min PGP-nøgle - eller find den på en nøgleserver, f.eks. random.sks.keyserver.penguin.de.