Nytårshilsen
Og genudsendelse. Halfdan Rasmussen står, hvis vi nøjes med at betragte hans mere alvorlige digtning (og altså ser bort fra de aldeles fremragende børnerim) som en af det 20. århundredes største digtere, som jeg ikke helt kan greje.
Hvad kan nogensinde blive smukkere end indledningen til Ingen er helt alene?
Lille menneskehjærte, tempel og bedested, skænk mine tavse læber toner at synge med.Og dog føres denne stemning ikke igennem, og digtet er som helhed ikke på højde med første strofe. Det er dog tydeligt nok, hvorfor jeg ikke helt kan greje ham: Halfdan Rasmussen skrev de digte, jeg her taler om, sidst i 40erne og først i 50erne, en tidsalder, der var præget af mismod, pessimisme og vantro gru ovenpå verdenskrig og besættelse - med Hiroshimabomben og det begyndende atomkapløb in mente.
Og Halfdan Rasmussens tidlige digte var temmelig mismodige, og i allerhøjeste grad præget af verdenskrigen, som f.eks. i Den hvis hånd blev brugt:
Det banker hårdt på husets dør Jeg åbner lås og slå. Der står han, mere tavs end før og mere askegrå. En skygge strejfer seng og bord. En kulde når min ven. Og jeg har ingen trøstens ord at sætte op mod den. Og jeg har ingen bøn for ham og ingen trøst at gi. Jeg sidder med en ordløs skam fordi jeg selv gik fri. Han tier. Og jeg ser ham gå. Så smækker husets dør. Jeg sidder mere askegrå og mere tavs end før.Som sagt: Navnløs, uforløst gru, et isnende tidsbillede - men som sådan netop en stemning, som hører den tid til og i dag må forekomme unødigt mørk og pessimistisk.
Og dog er der stunder, hvor hans digting i stedet hæver sig op og taler til os alle, uafhængigt af tiden. Uden yderligere kommentarer bringer og genudsender vi derfor Febermåned:
FEBERMÅNED Den som har set september, febermåneden, gløde ved at et forår lever under hvert blad som døde, ved at før livet styrter bærer det høstens byrder. Tiden blev ramt af feber. Men i vor kvals betændte glødende rum har søvnen skænket os sakramente. Feberens storm har bøjet, hærget og sammenføjet. Stod vi, af ild omkranset, søgende livets nåde, ramte en stilhed hjertets bristende nervetråde. Over vor feberkurve hørte vi sang af spurve. Skyggerne fandt os ikke. Søvnen blev drøm og tanke. Endnu mens natten bandt os hørte vi hjertet banke. Noget kom nær. Og fjerne tåger blev sol og stjerne. Lyset blev til og rørte blidt ved de stumme malme, bad dem at lægge toner ind i en dæmpet salme, bad dem at kime over alt hvad der tidløst sover. Flammende steg vi gennem feberens skyggerige. Løftet og genopstandne kunne vi ikke vige. Roligt skal den som kæmper møde sit livs september. Halfdan Rasmussen (1915-2002)