If you have tears, prepare to shed them now

 

     You all do know this mantle; I remember
     The first time ever Caesar put it on,
     'Twas on a summer's evening, in his tent,
     That day he overcame the Nervii:--
     Look! in this place ran Cassius' dagger through:
     See what a rent the envious Caska made:
     Through this the well-beloved Brutus stabb'd,
     And as he pluck'd his cursed steel away,
     Mark how the blood of Caesar followed it,
     As rushing out of doors, to be resolv'd
     If Brutus so unkindly knock'd, or no;
     For Brutus, as you know, was Caesars angel.
     Judge, O you gods, how dearly Caesar lov'd him:
     This was the most unkindest cut of all.
     For when the noble Caesar saw him stab,
     Ingratitude, more strong then traitors' arms,
     Quite vanquish'd him: then burst his mighty heart,
     And in his mantle, muffling up his face,
     Even at the base of Pompey's statue,
     Which all the while ran blood, great Caesar fell.
     O what a fall was there, my countrymen!
     Then I, and you, and all of us fell down,
     Whil'st bloody treason flourish'd over us.
     O now you weep, and I perceive you feel
     The dint of pity: These are gracious drops.
     Kind souls, what, weep you when you but behold
     Our Caesar's vesture wounded?

Og ikke et øje er tørt.

[ agger, Mon 16 Jun, :22:49: /litteratur] - kommentar(er) - link

Little Brother

 

Little Brother er den canadiske science fiction-forfatter Cory Doctorows nyeste roman.

Det er først og fremmest en ungdomsroman, historien om, hvordan bogens unge hovedpersoner bruger kryptering, moderne elektronik og computere mod et mareridtsagtigt overvågningssamfund, der sejler over kanten til autoritært diktatur efter et vellykket terrorangreb mod San Francisco.

Det bemærkelsesværdige er, at såvel den mareridtsagtige overvågning som den teknik, de unge bruger for at bekæmpe og nedbryde den, er meget, meget tæt på og i mange tilfælde identisk med den teknik, der findes allerede i dag. Bogen er decideret geeky på den måde - meget af den kan simpelt hen læses som en decideret gør-det-selv-bog for aktivister, og bogen bæres fra først til sidst af en kolossal vrede over de overgreb mod retsstaten og friheden, der finder sted i disse år - overvågning, indespærring uden retssag eller dom, tortur, mistænkeliggørelse og forfølgelse af anderledes tænkende, for blot at nævne nogle få eksempler.

Bogen begynder, da den 17-årige hacker W1n5t0n (udtales "Winston" medmindre du er gammel og helt yt), der går på det fiktive gymnasium Chavez High i San Francisco. Den galopperende overvågning har allerede udstyret skolen med kameraer, der (plus-minus) kan genkende folk på deres gang og gratis "skolecomputere" med Microsoft-software, der overvåger hvert et tastetryk; overvågningsmekanismer, som W1n5ton (aka Marcus) og hans venner undergraver med deres hackerkneb - kameraerne ved at hælde grus i skoene, så de går anderledes, computerne ved at installere deres egne små hemmelige, krypterede trojanske chatprogrammer bag lærernes ryg.

Under en pjækketur rammes San Franciscos Bay Bridge af det største terrorangreb i USAs historie, og Department of Homeland Security bliver sat ind i den helt store stil.

Marcus (og hans venner) træffes det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, arresteres, sultes, tæves og ydmyges men slippes efter få dage fri med en advarsel om aldrig at fortælle nogen om, hvad de er blevet udsat for og om ikke at gøre sig ud til bens, for ellers ...

Og det er mere end Marcus vil finde sig i - han vil have hævn. Men hvordan kan han det i en verden, hvor al kommunikation og al bevægelse efterhånden bliver overvåget og politiet til hver en tid har adgang til at påtale hvad som helst, der forekommer mistænkeligt?

Bogen er som sagt meget "hands-on", og for mange af de unge mennesker, den er tiltænkt, kan den såmænd næsten tjene som en lærebog i kryptering og cyber-aktivisme kombineret med en kraftig opfordring til at lege med, hvordan ting fungerer og prøve at sætte dem sammen på nye måder.

Hovedpersonens største helt er således den britiske matematiker Alan Turing, manden der under 2. Verdenskrig knækkede tyskernes "Enigma"-kryptering:

The Nazi cipher was called Enigma, and they used a little mechanical computer called an Enigma Machine to scramble and unscramble the messages they got. Every sub and boat and station needed one of these, so it was inevitable that eventually the Allies would get their hands on one.

When they did, they cracked it. That work was led by my personal all-time hero, a guy named Alan Turing, who pretty much invented computers as we know them today. Unfortunately for him, he was gay, so after the war ended, the stupid British government forced him to get shot up with hormones to "cure" his homosexuality and he killed himself.

Eller tag denne opfordring til læseren om at lære at programmere en computer, om ikke i alle detaljer, så dog bare en lille smule, en enkelt dag:

[Cars and cities] are complicated machines, and they're off-limits to the likes of you and me. But a computer is like, ten times more complicated, and it will dance to any tune you play. You can learn to write simple code in an afternoon. Start with a language like Python, which was written to give non-programmers an easier way to make the machine dance to their tune. Even if you only write code for one day, one afternoon, you have to do it.

Faktisk følger hovedpersonen alle disse tips op med en bekendelse, der må siges at være anathema eller i hvert fald atypisk i vore dages overfladiske, færdigheds- og pengefikserede kultur: I've always loved just learning stuff for its own sake. Just to be smarter about the world around me. Er det så en god bog? Det er en bog med et helt usædvanligt sympatisk ærinde, og samtidig er det tydeligvis ment som en i allerhøjeste grad aktivistisk bog.

Doctorow betegner selv i sit forord bogen som "a verb, not just a noun", og på hans hjemmeside følges op med links til, hvordan man selv kan bruge de teknologier, hovedpersonerne bruger i deres kamp mod myndighederne.

Men det er en UNGDOMSROMAN og er klart nok ikke ment som noget stort og dybt litterært værk. Som historie betragtet er den efter min mening vellykket de første tre fjerdedele, hvor læseren indfanges og fastholdes - omend visse af hovedpersonens forklaringer indimellem kan virke lidt for "belærende", lidt for tydeligt pædagogiske.

Ca. tre fjerdedele inde i bogen går den (efter min mening) død i noget af den mere spændende handling og munder ud i en forholdsvis traditionel slutning.

Selve bogen slutter med to efterskrifter, hvor sikkerhedseksperten Bruce Schneier i det ene følger op på bogens karakter af hyldest til hackerkulturen ved at forklare lidt om, hvordan man analyserer sikkerhedssystemer - og afslutter med en umisforståelig opfordring:

Trading privacy for security is stupid enough; not getting any actual security in the bargain is even stupider.

So close the book and go. The world is full of security systems. Hack one of them.

Og ... Trods den ikke helt vellykkede slutning når bogen undervejs at være underholdende nok, oplysende nok og subversiv nok til, at den er mere end rigeligt anbefalelsværdig - ikke århundredets mesterværk, men stadig en usædvanlig bog, der nok skulle være et kig værd.

Og hvis du ikke tror på mig, kan du få syn for sagn - ganske gratis. På bogens hjemmeside kan du finde den til download i tekst-, HTML- og PDF-format (man kan selvfølgelig også købe den som traditionel bog på papir, hvis man har lyst).

Link.

[ agger, Wed 07 May, :22:08: /litteratur] - kommentar(er) - link

Science fiction er død, science fiction længe leve

 

Arthur C. Clarke, manden bag "Rumrejsen år 2001", "Childhood's End", "The Fountains of Paradise" og temmelig meget mere i den mere "hard-core" videnskabeligt orienterede afdeling af science fiction, er død.

I stedet for en af de nekrologer, man snart vil kunne finde over det hele, vil jeg opfordre til at ære mesteren ved at gå ind og læse en satirisk fortælling, der beviser at science fiction-genrens ånd lever og har det godt.

Hvad nu, hvis historien kunne redigeres ligesom Wikipedia? Enter Wikihistory:

11/15/2104
At 14:52:28, FreedomFighter69 wrote:
Reporting my first temporal excursion since joining IATT: have just returned from 1936 Berlin, having taken the place of one of Leni Riefenstahl's cameramen and assassinated Adolf Hitler during the opening of the Olympic Games. Let a free world rejoice!

At 14:57:44, SilverFox316 wrote:
Back from 1936 Berlin; incapacitated FreedomFighter69 before he could pull his little stunt. Freedomfighter69, as you are a new member, please read IATT Bulletin 1147 regarding the killing of Hitler before your next excursion. Failure to do so may result in your expulsion per Bylaw 223.

At 18:06:59, BigChill wrote:
Take it easy on the kid, SilverFox316; everybody kills Hitler on their first trip. I did. It always gets fixed within a few minutes, what's the harm?

At 18:33:10, SilverFox316 wrote:
Easy for you to say, BigChill, since to my recollection you've never volunteered to go back and fix it. You think I've got nothing better to do?

11/16/2104
At 10:15:44, JudgeDoom wrote:
Good news! I just left a French battlefield in October 1916, where I shot dead a young Bavarian Army messenger named Adolf Hitler! Not bad for my first time, no? Sic semper tyrannis!

At 10:22:53, SilverFox316 wrote:
Back from 1916 France I come, having at the last possible second prevented Hitler's early demise at the hands of JudgeDoom and, incredibly, restrained myself from shooting JudgeDoom and sparing us all years of correcting his misguided antics. READ BULLETIN 1147, PEOPLE!

At 15:41:18, BarracksRoomLawyer wrote:
Point of order: issues related to Hitler's service in the Bavarian Army ought to go in the World War I forum.

Link (via jwz).

[ agger, Wed 19 Mar, :12:05: /litteratur] - kommentar(er) - link

Stranger in a Strange Land

 

For en måneds tid siden var jeg ude at hjælpe til ved en flytning, og henkastet på en sofa så jeg pludselig et eksemplar af Robert A. Heinleins roman Stranger in a Strange Land. Hov, den er god!, sagde jeg til én af mine venner som også var med ved flytningen, og han lånte den lige med ...

Forleden sås vi igen, og som ved ren magi ... var Stranger in a Strange Land en stor del af, hvad vi kom til at tale om.

Det er jo ikke meget af en anmeldelse eller analyse, kan jeg godt se, men det er heller ikke altid det, der er brug for. Jeg læste den selv første gang, da jeg var seksten, og mener at erindre, at den blew my mind.

Heinlein beskyldes ofte for at være højreorienteret og militaristisk, men i denne her roman er han det bestemt ikke. Historien om drengen, der er vokset op på Mars og har tilegnet sig marsboernes mystiske verdensbillede var samtidig lidt af et gennembrud for frigjort sex, forestiller jeg mig, og foregreb ved sin udgivelse i 1961 store dele af 60erne "ungdomsoprør", samtidig med at den slår satirisk ud til højre og venstre. Den bidrog også til det engelske sprog med det blandt hippier ganske populære verbum "to grok" (jfr. f.eks. Groklaw).

Hvis du ikke har læst den endnu, er den vitterlig en mind-blowing oplevelse - og mere er der sådan set ikke at sige om bogen, medmindre jeg skal ud & skrive en hel afhandling, og det er der ikke tid til lige nu (men nu er det lige før jeg får lyst til at læse den igen...). Den er i alle tilfælde en af de få science fiction-romaner, der må anses for obligatorisk, og det alene for fornøjelsen ved et så vidt forgrenet udvalg af handlinger og problemstillinger.

Wikipedia – Amazon.

[ agger, Thu 07 Feb, :16:24: /litteratur] - kommentar(er) - link

Industrialisering, individualisme og frihedstrang

 

En af de bøger, jeg fik læst i juleferien, er den britiske historiker Alan MacFarlanes The Origins of English Individualism.

Bogen er et eksempel på, at socialhistorie af mere materialistisk tilsnit ikke behøver at være kedelig – fængende, ofte morsom, velskrevet fra start til slut og ganske vidtgående i sine konklusioner.

MacFarlanes overordnede ærinde er et opgør med den traditionelle opfattelse af den industrielle revolution som overgangen fra middelalder og bondesamfund til kapitalisme og modernitet, i hvert fald for Englands vedkommende - et ærinde, som ved bogens fremkomst i 1978 gjorde dens konklusioner særdeles kontroversielle, og som i dag gør den til lidt af en klassiker for folk, der beskæftiger sig med engelske samfundsforhold og deres historie.

Den traditionelle opfattelse er, at England før den industrielle revolution var et traditionelt feudalt bondesamfund, hvad MacFarlane kalder et "peasant society". Et sådant traditionelt bondesamfund er blandt andet kendetegnet ved familiebrug, hvor ejerskabet til jorden er kollektivt (dvs. knyttet til storfamilien) snarere end individuelt, ved lav mobilitet eller måske endda stavnsbinding, følelsesmæssig tilknytning til jorden og heraf følgende modvilje mod handel med jord.

Andre kendetegn er udstrakt selvforsyning og som konsekvens heraf lav specialisering (dvs., eftersom den enkelte gård i høj grad er selvforsynende med tøj, mad, redskaber osv., skal alle i princippet kunne alt, hvorfor der ikke er brug for traditionelle professioner som skræddere, tømrere, snedkere og bagere mv.) og fravær af pengeøkonomi - hvis den enkelte gård er selvforsynende med alt andet end luksusgenstande og knappe ressourcer som f.eks. metal, vil kun en meget lille del af den samlede produktion gå til salg. Familiemæssigt er der tale om stor- frem for kernefamilier, og ofte vil flere generationer bo under samme tag og arbejde på den samme jord, og endelig er sådanne samfund kendetegnet ved en skarp og nærmest kasteagtig adskillelse mellem stænderne, dvs. mellem bønder, akademikere (læger og præster) og håndværkere.

Sådanne bondesamfund er særdeles velkendte; i Europa var de normen i middelalderen, bl.a. i Danmark, Tyskland og Frankrig; i Polen, Rusland og Irland persisterede de langt op i moderne tid, og i nyere tid kan man pege på de sydøstasiatiske subsistensøkonomier med Indien og Kina samt Vietnam, Cambodia og Laos som eksempler.

I det 19. århundrede ansås det for givet, at England ligesom resten af Europa havde udviklet sig fra et sådant feudalt bondesamfund med naturalie- frem for penge-økonomi osv., og MacFarlane citerer bl.a. Macauley, Karl Marx og Max Weber, der alle i varierende grad gjorde netop Englands transformation fra bondesamfund til pengeøkonomi baseret på specialisering og samhandel til hovdhjørnesten i deres historiske teorier.

Og det skulle de nok ikke have gjort. For MacFarlane påviser, med baggrund i omfattende efterforskning i engelske lokalarkiver, herunder retsprotokoller, registre over fødsel og død samt over handel med jord, at et feudalt bondesamfund som man kender fra resten af Europa og med de nævnte karakteristika tilsyneladende aldrig har eksisteret i England.

MacFarlanes undersøgelser viser nemlig, at man, så langt tilbage som registrenes data går - og de går helt tilbage til før de første udbrud af Den Sorte Død, dvs. til omkring det 13.-14. århundrede - ikke i det landlige England kan finde nogen af de ovennævnte kendetegn på et traditionelt bondesamfund: Ejerskab til jorden har aldrig været kollektiv, men altid individuel, og jorden er altid gået i arv til den ældste søn; jord er altid blevet handlet flittigt; folk har ikke været specielt knyttet til deres fødeegn, boede ikke i storfamilier og havde en udstrakt grad af specialisering.

Nogen skarp adskillelse var der heller ikke mellem de ikke-adelige stænder; hvor "de intellektuelle" som læger, lærere osv. i et traditionelt bondesamfund enten slet ikke var at finde på landet eller også - som man f.eks. ser det i Turgenjevs "Fædre og Sønner" - holder sig selv klart adskilt fra bondestanden, var det i England slet ikke ualmindeligt, at en læge eller præst kunne købe og selv opdyrke jord, eller at en velhavende bonde kunne sende sine sønner på universitetet.

MacFarlanes dristige, kontroversielle og så vidt jeg kan se temmelig uundgåelige konklusion er, at England op gennem middelalderen havde en social struktur, der var radikalt anderledes end resten af Europa; en social struktur, der både resulterede i mindre rigide samfundsklasser, større individualisme, mere pengeøkonomi og handel samt klarere definerede individuelle rettigheder i forhold til adels- og kongemagten.

Bemærk, at når der står "England", så menes der England og ikke "Storbritannien" - Skotland og Wales mindede langt mere om fastlandet i den henseende.

Når MacFarlanes konlusion er så kontroversiel, skyldes det blandt andet, at den underminerer den marxistiske lære om historiens udvikling: Marx skitserede nødvendigheden af overgang fra bondesamfund til kapitalisme på baggrund af den industrielle revolution i England - hvis sandheden er, at England aldrig har været et bondesamfund, falder såvel Marx' historiske materialisme som Webers teser om den protestantiske arbejdsmoral som historisk katalysator fuldstændigt fra hinanden.

Omvendt muliggør den en ganske klar forståelse af fremkomsten af diverse frihedsbevægelser under den engelske revolution, af den indædte frihedslængsel og modvilje mod konger og kongemagt, vi finder hos bl.a. Milton, Paine, Godwin, Shelley og Byron: Hvorfor skulle en sådan frihedslængsel opstå efter mange århundreder med et feudalt stændersamfund, hvor alt var på sin plads og indordnet under en stærk adelsklasse og kongemagt, og den enkelte var vant til at definere sig selv ud fra sin samfundsklasse og familie, fremfor som et individ?

Den almindelige tese er, at dette frihedsideal var noget nyt, fremkaldt af de sociale ændringer i kølvandet på den industrielle revolution og overgangen til pengeøkonomi.

Hvis virkeligheden netop i England var, at en sådan frihed havde været om ikke altid nærværende, så dog velkendt; hvis den var, at den enkelte borgere havde rettigheder i forhold til myndighederne, som han holdt endog meget stejlt på, og at han traditionelt var vant til netop at se sig som individ – så kan det 17. århundredes engelske revolution og de følgende århundreders stærke råb om frihed måske snarere forstås som en reaktion mod en stærkere kongemagts underminering af en allerede eksisterende og hævdvunden udstrakt individuel frihed, snarere end som noget "nyt".

Hvis denne teori holder stik, er der pludselig en hel del aspekter af, om man vil, frihedens eller liberalismens idéhistorie, der giver langt bedre mening. Og MacFarlanes data forekommer temmelig uigendrivelige (i øvrigt stemmer de også langt bedre med det familie- og samfundmønster, man finder f.eks. i Chaucers "Canterbury Tales" end opfattelsen af England som traditionelt bondesamfund gør).

Efter læsningen står et enkelt spørgsmål tilbage: Hvorfor skulle et land, der som England trods alt står de øvrige europæiske lande ret nært rent kulturelt, dog være endt med i middelalderen at have en så anderledes samfundsstruktur? MacFarlane giver ikke noget svar - hans kilder går ikke længere tilbage end det 13. århundrede, men han gætter med Montesquieu på, at det kunne skyldes kulturelle særtræk og fravær af bondekultur hos de germanske stammer, der i sin tid bosatte sig i England.

Andetsteds fremsættes den tese, at samfundsstrukturen i det meste af Nordeuropa omkring det 12. århundrede mindede mere om Englands, men udviklede sig til de velkendte feudale bondesamfund i takt med en centralisering af magten: "[Originally,] Europe generally was run on the same Germanic, common-law lines but that the continent diverged around 1200. Their states became more centralised and more absolute in their rulers while England kept its balance ..."

Men dette er selvfølgelig mere usikkert, og i The Origins of English Individualism følte MacFarlane sig tydeligvis ikke i stand til at give noget endegyldigt svar på dét spørgsmål. Men det er sådan set heller ikke nødvendigt.

Som bud på en kritik af gængse teorier om den moderne individualismes opståen og om "revolutionær" overgang fra bonde- til industrisamfund, og som kilde til forståelse af en del på overfladen besynderlige træk ved de moderne engelske samfund er den allerede en klassiker, og den er som nævnt også både underholdende og velskrevet.

Og så er den, som god historieskrivning ofte er, en levende påmindelse om, at måske det ikke er alt, hvad der er godt, rigtigt og fornuftigt, der er blevet opfundet de sidste to eller fem hundrede år; måske de fleste af de "nye" ideer, vi tager for givet, slet ikke er så nye endda.

(Her kan du finde en lidt anderledes og grundigere anmeldelse af bogen, om du er interesseret).

[ agger, Sat 05 Jan, :19:24: /litteratur] - kommentar(er) - link

Understanding Power: The Indispensable Chomsky

 
Her efter ferien ligger det nok stadig lidt tungt med at komme ordentligt op i gear med de lange, analytiske indlæg - i mellemtiden kan vi låne lidt fra andre blogs; det er altid en fornøjelse at se andre sige tingene bedre, end jeg selv kunne have gjort.

Morten B. Nielsen skriver, under overskriften "Jeg kan ikke varmt nok anbefale denne bog":

Professor Noam Chomsky er kendt som den vigtigste nulevende intellektuelle, og det er bestemt ikke en kedelig ting at lære af hans mund, hvordan verden egentlig hænger sammen.

Han er kendt for sin analyse af medierne som et system, der decentralt og spontant danner et sammenhængende verdensbillede, der inkorporerer en mild dissidens, men udelukker en seriøs politisk kritik. Med andre ord: Næsten alle systemets fjender er reelt systemets håndlangere, idet de legitimerer det ubevidst ved at tilføre det en illusion af pluralisme og dynamik. Der findes højre og venstre, og man forestiller sig i almindelighed, afhængig af ens egen sympati, at medierne er højreorienterede og lader de venstreorienterede komme for lidt til orde, eller eventuelt omvendt. Men for Chomsky er det en central pointe, at hele spektret kommer til orde i netop det omfang, det er ufarligt for magten.

Konsekvensen er, at der er en verden mellem sandheden og den populære forståelse og de mantraer vi gentager. Simpelt hen - en verden.

Var J.F. Kennedy en pæn drengespejder eller en krigsforbryder på endog brutalere vis end Reagan? Er terror det største politiske problem i USA i dag, eller er det ghettoiseringen af de fattige? Bekæmper USA terror ved at gå i krig med slyngelstater, eller er USA efter objektive kriterier og efter landets egne definitioner verdens største terrorstat?

Man kan ikke se på politik på ganske samme måde efter Chomskys medieanalyse. Den gælder amerikanske forhold, og det er især den amerikanske historie og USAs virke på den internationale scene i efterkrigstiden, der er hans hjertesag og ekspertise, men der er mere end een guldklump for en opvakt iagttager at bøje sig og samle op og anvende på den danske virkelighed herhjemme.

Bogens form er transskription af åbne diskussioner mellem Chomsky og en sal af mennesker; en aktivist i publikum stiller et spørgsmål eller udfordrer en påstand, og professoren svarer på stående fod. Det ville med de fleste fungere dårligt, men Chomsky har klæbehjerne og bevæger sig fuldkommen ubesværet mellem alle nationale og etniske konflikter i - og uden for - historiebøgerne.

Ejheller er det på bekostning af årstal og egennavne til forankring af anekdoterne. Hvis man ikke vil nøjes med at lade sig charmere af mandens serene overblik og klarhed, er man dog ikke i tvivl om, at empirien ligger klar under overfladen. Der er konstante referencer til kilder. Der er en konstant indskærpning af, at disse kilder er frit tilgængelige. Noteapparatet er online, up-to-date og fylder flere gange bogens sidetal.

Chomsky gør sig nemlig ikke i konspirationsteorier. Hans talent er et andet: Uendelig metodisk tålmodighed.

Her træder en skikkelse klart frem, der har brugt sit lange liv på at finkæmme bøger, aviser, artikler og undersøgelser for at uddestillere alt, hvad der er vigtigt politisk. Han har ikke kun læst det, der er hot blandt pundits og i hans mindre-bemidlede kollegers omskiftelige debatter. Han har også læst de "kedelige" ting, regeringernes egne rapporter, lækkede dokumenter post-factum, pressedækning af udvalgte emner over årtier, etc. Og de nøgne fakta han har sanket, springer uden tøven fra hans mund, når han går på slap linie.

Han skal ikke "lige tænke efter", han skal ikke lige hjem og slå et årstal op. Men hans argumentationsrække går heller ikke i stumper eller afspores af detaljer. Nej, den skrider majestætisk frem, med spørgsmål og sammenhænge nødvendige for forståelsen pænt underordnet hovedlinien i en usvigelig sikker GOSUB RETURN.

Det bliver næsten en mani, når publikum i spørgsmål efter spørgsmål udtrykker den populære forståelse af en eller anden person, sag eller sammenhæng, og Chomsky straks kan afvise den blankt og redegøre metodisk for 1) hvordan den populære forståelse kan udtrykkes endnu mere præcist, 2) hvordan den er opstået, 3) hvilke interesser, der ligger bag den populære konstruktion, 4) hvordan det derimod egentlig forholder sig og 5) hvordan dette kan påvises. Men også kun næsten, for det ville kun være en mani, hvis det ikke var så fandens givende!

Jeg har ikke haft så mange aha-oplevelser angående sociale sammenhænge siden jeg sidst læste Erwin Neutzsky-Wulff. Kort må jeg sige, at jeg er imponeret. Har du ikke bestilt den endnu?

Link.

[ agger, Thu 03 Jan, :11:11: /litteratur] - kommentar(er) - link

Nero

 

Jeg har netop læst Peter Ørsteds bog Nero, et portræt af den bekendte romerske kejser, som ofte beskyldes for grusomhed, bl.a. mod kristne i forbindelse med Roms brand.

Ørsted følger de eksisterende kilder tæt, og tegner et portræt af en mand, der kom til magten i en meget ung alder, der som ung, grækofil og kunstnerisk interesseret kejser nærmest var leder af en modebølge og derfor enormt populær blandt ungdommen, og som ved en politik præget af fester, forestillinger og omhyggelig sikring af Italiens infrastruktur blev ekstremt afholdt af hele folket.

Hvad der fældede Nero var derfor i sidste ende ikke hans moralske habitus - som Nero-fjendtlige kilder som Tacitus og Sveton ellers lægger stor vægt på - men en økonomisk politik, der var præget af kolossale projekter; for eksempel en 250 km lang kanal fra Avernersøen til Rom, den meget prangende og stort anlagte gennemførelse af, hvad der i alle tilfælde ville have været meget dyrt, nemlig genopbygningen efter Roms brand, store skattelettelser samt et utal af fester, sportsbegivenheder og krævende udenrigspolitiske initiativer.

Denne rundhåndethed, kombineret med en udpræget mangel på evne til at sætte tæring efter næring, tvang ham efterhånden til at bevæge sig lovligt tæt på Senatets formuer og især indtægtskilder, hvilket i sidste ende måtte føre til et opgør ellem Nero og Senatet - et opgør, som i 68 evt. endte med Galbas oprør og Neros død.

Ørsted opsummerer således et sted:

Kan man ikke konstatere andet, må man retfærdigvis karakterisere Nero som et meget begavet menneske.

Han kunne synge, spille lyre, digte og skrive. Han var en dygtig skuespiller, og på det motoriske plan beherskede han både dans og den komplicerede vognkørsel. Han kunne også modellere og male, havde kunstforståelse og interesserede sig for arkitektur. Selv om alle disse færdigheder bliver mere eller mindre latterliggjort i vores kilder, bekræftes deres niveau af de situationer, Nero bringer sig selv i ...

Nero-legenden, som gør Nero til noget nær et monster i antikken og til noget nær en psykopat i senere tider, holder efter min mening ikke. Nero myrdede næppe sin moder, han brændte ikke Rom af og forfulgte ikke de kristne, blot fordi de var kristne. Nero var blot en glad, lille begavet dreng med sans for humor, som tilfældet og fødsel gjorde til kejser i verdens største imperium. Det skulle han aldrig have været.

Ørsteds metode er at sammenholde kilderne, primært Tacitus, Sveton og Dio, med hvad man ellers ved om tidens sociale og politiske forhold. Da Ørsted herved forsøger at se om bag kildernes Nero-fjendtlige tendens (historien skrives jo af sejrherrerne, og det var i dette tilfælde senatorstanden og den økonomiske fornuft repræsenteret af kejser Vespasian), og denne deduktion kan sine steder synes lovligt spekulativ - der er jo simpelt hen så mange ting, man ikke kan vide, og Ørsteds "bedste bud" kan mange steder lige så godt være forkert ...

Men det er stadig en omhyggelig gennemgang af en spændende historisk periode- det er næsten rørende at se en så positiv skildring af en mand, der ellers i dén grad er blevet udskreget som morder og tyran.

[ agger, Mon 10 Dec, :19:06: /litteratur] - kommentar(er) - link

Adam Hart på vej

 

Jeg har nu et stykke tid haft genudgivelsen af Erwin Neutzsky-Wulffs Adam Hart-bøger stående og har gerne villet skrive en anmeldelse/omtale af dem.

Der er desværre også andre gøremål, der presser sig på, og lige nu står jeg oven i købet midt i en flytning og har svært ved at forudse, hvornår der bliver tid tin en anstændig omtale af denne udgivelse - derfor dette indlæg som en art "placeholder".

De fire Adam Hart-bøger er ikke nogen milepæl i Neutzsky-Wulffs forfatterskab - de er på mange måder sat i skyggen af forfatterens senere, langt bedre og langt mere ambitiøse bøger.

Historisk set har de imidlertid haft betydning for mange af forfatterens læsere, og de var f.eks. også de første af denne forfatters bøger, jeg selv samlede op.

Bøgerne er umiddelbart, for så vidt som de fungerer, morsomme, sine steder meget uhyggelige (Oiufael og Victor Janis & Søn), sine steder meget underlige (Oiufael), og introducerer også filosofiske og litterære ideer, der tages op i meget større detalje i senere bøger.

Erwin Neutzsky-Wulff er så vidt jeg ved Danmarks vigtigste og mest ambitiøse nulevende forfatter (hvilket han formentlig selv ville besvare med et indigneret: Hvad mender du med "nulevende"?), og Adam Hart-bøgerne har vel primært interesse som kuriosum, som eksempel på et tidligt eksperiment fra en forfatter, der er ved at finde sin form.

Men for mange af os var det, som sagt, også et vigtigt eksperiment, og den populære detektivform var med til tidligt at sikre forfatteren et forholdsvis stort publikum.

Udgivelsen suppleres med et "femte bind", en ny Adam Hart-historie, der foregår i 2010, hvor de aldrende okkulte detektiver gennemgår en række forviklinger, der mest af alt har karakter af "spoof" over horrorgenren i almindelighed og seriens tidligere bind i særdeleshed. En lidt nærmere omtale må vente, til jeg har tid ...

[ agger, Wed 14 Nov, :10:59: /litteratur] - kommentar(er) - link

Dagens citat: John Stuart Mill om kristen moral

 
Fra hans udmærkede On Liberty:

Christian morality (so called) has all the characters of a reaction; it is, in great part, a protest against Paganism. Its ideal is negative rather than positive; passive rather than active; Innocence rather than Nobleness; Abstinence from Evil, rather than energetic Pursuit of Good: in its precepts (as has been well said) "thou shalt not" predominates unduly over "thou shalt." In its horror of sensuality, it made an idol of asceticism, which has been gradually compromised away into one of legality. It holds out the hope of heaven and the threat of hell, as the appointed and appropriate motives to a virtuous life: in this falling far below the best of the ancients, and doing what lies in it to give to human morality an essentially selfish character, by disconnecting each man's feelings of duty from the interests of his fellow-creatures, except so far as a self-interested inducement is offered to him for consulting them. It is essentially a doctrine of passive obedience; it inculcates submission to all authorities found established; who indeed are not to be actively obeyed when they command what religion forbids, but who are not to be resisted, far less rebelled against, for any amount of wrong to ourselves.

- 0 0 0 -
What little recognition the idea of obligation to the public obtains in modern morality, is derived from Greek and Roman sources, not from Christian; as, even in the morality of private life, whatever exists of magnanimity, highmindedness, personal dignity, even the sense of honour, is derived from the purely human, not the religious part of our education, and never could have grown out of a standard of ethics in which the only worth, professedly recognised, is that of obedience.

- 0 0 0 -
I think it a great error to persist in attempting to find in the Christian doctrine that complete rule for our guidance, which its author intended it to sanction and enforce, but only partially to provide. I believe, too, that this narrow theory is becoming a grave practical evil, detracting greatly from the value of the moral training and instruction, which so many well-meaning persons are now at length exerting themselves to promote. I much fear that by attempting to form the mind and feelings on an exclusively religious type, and discarding those secular standards (as for want of a better name they may be called) which heretofore co-existed with and supplemented the Christian ethics, receiving some of its spirit, and infusing into it some of theirs, there will result, and is even now resulting, a low, abject, servile type of character, which, submit itself as it may to what it deems the Supreme Will, is incapable of rising to or sympathizing in the conception of Supreme Goodness.

- 0 0 0 -
If Christians would teach infidels to be just to Christianity, they should themselves be just to infidelity. It can do truth no service to blink the fact, known to all who have the most ordinary acquaintance with literary history, that a large portion of the noblest and most valuable moral teaching has been the work, not only of men who did not know, but of men who knew and rejected, the Christian faith.

On Liberty kan læses online flere steder, f.eks. her.

[ agger, Thu 06 Sep, :06:51: /litteratur] - kommentar(er) - link

Salman Rushdies skam: Forfattere og forretningsmænd

 
Salman Rushdie blev forleden gjort til ridder og er hermed blevet "Sir Salman" og medlem af Overhuset - som eksempel på den form for belønning, der venter en intelligent og talentfuld forfatter, der er villig til at falde til patten, som Priyamvada Gopal skriver i The Guardian: A reward for abandoning the anti-establishment stance he once espoused.

Præsenteret med chancen for at bekende kulør, for at vise, at han stadig har vid og bid og ikke spiser af hånden, vælger den store forfatter naturligvis at afslå ...

... at tage imod den og udtrykke sin "ydmyge taknemmelighed".

Intellektuel hæderlighed? Mod til at sige fra over for en regering, hvis store bidrag til England har været fattiggørelse, politistat, nedskæringer og kommercialisering, og hvis bidrag til verden har været ukritisk støtte til krige bygget på løgn og tortur? Mod til at vise sin foragt og gøre klart, at "hædersbevisninger" fra den kant ikke er mere værd end støv og aske?

Nej, det skal man åbenbart ikke vente fra en forfatter i disse for verden så alvorlige.

Som en ejendommelig kontrast forklarer den rimeligt apolitiske forretningsmand Joseph Corre i The Independent, hvordan han reagerede på at få tildelt en MBE:

My reason for turning down the MBE can be summed up in two words: Tony Blair. In 1997, I voted for Mr Blair. It was a time of hope and I was hopeful that he would be a good prime minister. To a degree, his party did good things in office. I agreed with the minimum wage, and I have admired his tax regime, which created an environment in which my business could thrive.

However, I believe that the way and the methods with which Tony Blair took Britain to war in Iraq and Afghanistan alongside George Bush were dishonest. They were based on a lie. We did not enter these conflicts for moral reasons; we entered them for economic ones. That much has now become clear.

I would have admired Tony Blair, or at least respected him, if he'd have told me that we were going to war because he thought it would be good for our economy, regardless of the human cost. I would have respected that honesty, even if I strongly disagreed with him. But instead, Mr Blair dreamt up this thing called spin, which is effectively organised lying, to convince the British public that his reasons were just.

The result has been that hundreds of thousands of people have now suffered intolerably. They have suffered death and torture, and they now live in hopeless situations as a direct result of Tony Blair's invasion. What is going on daily in Iraq is a tragedy. I have seen the death and the sheer human misery. I have seen pictures of whole families being blown to pieces. It is the greatest scandal of our time.

Someone has to be held responsible for that. Someone has to stand up and hold up their hand and say sorry for the lies, and sorry for that dodgy dossier. Instead, we have had silence. The UK has become a more dangerous place, and a bigger target for terrorists. Whole communities have been alienated and still nobody from Tony Blair's government has said sorry.

What happened to the old-fashioned concept of honour?

Rushdie har i hvert fald ikke tid til at forklare nogen, hvad ære eller integritet er - han har alt for travlt med at tage mod priser på denne verdens bonede gulve. Forfatteren har solgt sin sjæl, og kun forrentingsmanden giver sig tid til at spørge sin samvittighed først.

Sic transit gloria mundi. Måske det bare er mig, men man kunne dog have bevaret en eller anden form for illusion om, at man burde kunne forvente mere af forfatteren til "De Sataniske Vers" og "Midnatsbørn".

[ agger, Thu 21 Jun, :13:49: /litteratur] - kommentar(er) - link