![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
The Self Possessed - åndebesættelse i indisk religion
Jeg har tidligere, i artiklen Sydamerikas levende guder (der blev bragt i Faklen nr. 12, juli 1999) beskæftiget mig ret ekstensivt med moderne besættelsesreligioner, det vil sige religioner som f.eks. den cubanske santería eller de brasilianske umbanda og candomblé, der er karakteriseret ved, at guddommene manifesterer sig direkte ved at besætte deres tilhængere, især særligt indviede præster eller præstinder, der under ceremonierne fungerer som talerør og krop for guderne.
Disse besættelsesreligioner har mangfoldige ligheder med de førkristne polyteistiske religioner, som vi kender dem fra den romerske og kristne oldtid, og det er meget muligt, at såvel Dionysos-kulten som de eleusinske mysterier ville blive betragtet som "besættelsesreligioner", om de havde overlevet til vore dage.
Den direkte oplevelse af det guddommelige er dog ikke forbeholdt "hedenske" religioner, men kan siges at være et direkte element i enhver levende religion, ikke sådan at forstå, at alle religionens tilhængere nødvendigvis selv stilles ansigt til ansigt med det guddommelige, men sådan, at det er vigtigt, at nogen gør; den nytestamentlige kristendom, som den fremgår af Apostlenes Gerninger og Paulus' breve, forstås bedst som en mysteriereligion med Jesus/Kristus som mytisk grundlægger.
I middelalderens kristendom var dette i høj grad, hvad munkevæsnet handlede om, hvilket man f.eks. ser smukke eksempler på hos de spanske mystikere Teresa af Ávila og Juan de la Cruz.
Den direkte oplevelse af det guddommelige forsvandt først ud af kristendommen med Luther, hvilket man kan argumentere for falder sammen med kristendommens død som levende religion i modsætning til moralfilosofi eller politisk ideologi.
Det kunne altså forekomme, at den direkte oplevelse af det guddommelige (nåja, af guderne og andre guddommelige væsner) er et fast element i alle levende religioner, eller i hvert fald i alle polyteistiske religioner.
Men ... hvad med hinduismen, den religion eller det konglomerat af religioner, der dominerer i Indien?
Indisk religion kunne umiddelbart forekomme at være en undtagelse: Her har vi en polyteistisk religion med masser af guder, men i den overleverede litteratur umiddelbart et meget filosofisk forhold tl disse guder, eller som i upanishaderne vægt på det enkelte menneskes erkendelse af "det uerkendelige", af tilværelsens grundlag.
Guderne selv har man derimod som sagt ofte et mere filosofisk forhold til - helt tilbage i 1100-tallet sagde en forfatter (hvis navn, jeg umiddelbart har glemt), at guderne kan man jo ikke se men må man i stedet forlade sig på, en frustration, tilhængerne af en moderne besættelsesreligion eller en klassisk mysteriereligion (med mulighed for direkte at mødes med og konversere guddommen i templet) ikke behøver at dele.
Eller ...?
Måske der snarere er tale om, at gudernes direkte manifestation i indisk religion ikke er "noget, man taler om", end om, at det er noget, der ikke forekommer. Det mener i hvert fald indologen Frederick M. Smith, hvis bog The Self Possessed – Deity and Spirit Possession in South Asian Literature and Civilization får følgende ord med på vejen af en af hans kolleger:
For centuries if not millennia, the elephant in the room of South Asian religions has been the phenomenon of possession. In this paradigm-shifting work, Frederick M. Smith not only situates 'permeable embodiment' at the core of a wide array of Vedic, devotional, Tantric, medical, literary, and vernacular traditions, but also tells us the reasons for its incongruous erasure from the normative discourse of Indian analytical thought. This work of breathtaking sweep and stunning erudition will force scholars to rethink the fundamental categories of self, person, body, and mind in South Asia.Dette er også i overensstemmelse med den opfattelse af guderne, man af og til møder f.eks. i indiske film, hvor et eksempel er hovedpersonen i filmen Deewaar, hvor hovedpersonen (Amitabh Bachchan i sin typiske 70er-rolle som "angry young man") i en berømt scene går ind i et tempel og skælder (statuen af) guden Shiva huden fuld, fordi han tillader en uretfærdighed som den han selv lever under.
(David White, professor of religious studies, University of California, Santa Barbara)
Som i den katolske helgendyrkelse er der snarere tale om en person, man kan tale til, bede om tjenester og måske forvente svar fra, end om en fjern, filosofisk guddom.
Og hvis besættelsesfænomenet og dermed gudernes direkte manifestation for deres tilhængere hermed er, om ikke lige så udbredt som i candomblé eller umbanda, så dog ganske hyppigt forekommende også i indisk religion, kunne man forestille sig mange grunde til, at vi ikke hører så meget om det:
For det første har man vitterlig i den intellektuelle, af nogen uvenligt kaldt "pedantiske", brahmanske litteratur typisk haft en forkærlighed for det spekulative og filosofiske - til forskel fra i digtekunsten, hvor længslen efter guddommens direkte manifestation altid har spillet en stor rolle.
For det andet kunne man forestille sig, at indofile vestlige intellektuelle - af den slags, der typisk ender med at beskæftige sig med indisk historie, litteratur og sprog - kunne finde på at underspille den slags "barbariske" elementer, når de skal forklare indisk kultur for deres landsmænd.
Og for det tredje kunne man forestille sig, at "anglofile" indiske intellektuelle kunne finde på at underspille den slags "barbariske" elementer af deres egen kultur, især for et vestligt publikum. Hvorom alting er, synes Smihts bog at pege i en anden retning:
In South Asia possession has always been broader and more diverse than in the West, where it has been almost entirely characterized as "demonic." At best, spirit possession has been regarded as a medically treatable psychological ailment and at worst, as a condition that requires exorcism or punishment. In South (and East) Asia, ecstatic or oracular possession has been widely practiced throughout history, occupying a position of respect in early and recent Hinduism and in certain forms of Buddhism.Men holder den så, hvad der loves her? Jeg ved det ikke - men jeg har allerede lavet en aftale med min gode ven og forretningsforbindelse Amazon om at levere mig bogen snarest. Og så får vi se ... jeg håber at kunne vende tilbage til emnet her.
Smith analyzes Indic literature from all ages-the earliest Vedic texts; the Mahabharata; Buddhist, Jain, Yogic, Ayurvedic, and Tantric texts; Hindu devotional literature; Sanskrit drama and narrative literature; and more than a hundred ethnographies. He identifies several forms of possession, including festival, initiatory, oracular, and devotional, and demonstrates their multivocality within a wide range of sects and religious identities.
Possession is common among both men and women and is practiced by members of all social and caste strata. Smith theorizes on notions of embodiment, disembodiment, selfhood, personal identity, and other key issues through the prism of possession, redefining the relationship between Sanskritic and vernacular culture and between elite and popular religion.