Netop hjemkommet
fra nogle dages ferie kan jeg både mærke lidt dårlig samvittighed over i så mange dage intet nyt at have skrevet på denne weblog, samt et pres og en sitren i fingrene fra alle de emner, jeg har fundet inspiration til at behandle.
Til at begynde med vil jeg dog nøjes med at gøre opmærksom på et indlæg på Niels Petersens hjemmeside, der meget godt opsummerer det danske mediebilledes ensretning og elendighed:
Det danske mediebillede er ellers overvældende monotont. TV-Avisen og Nyhederne bringer interviews med de samme personer om de samme emner med den samme vinkling. De har jo også lånt historierne fra aviserne, hvis ikke der blot er tale om et telegram fra Ritzau.Eller man sovser det ind i alt muligt andet, men man sætter aldrig noget endegyldigt spørgsmålstegn ved præmisserne for den politiske debat, som foregår, og som netop derfor bliver og forbliver en ikke-debat. For at sige det lidt groft (og grovere, end det bliver gjort i ovenciterede indlæg), så handler det ikke om, at Anders og Helle er uenige om, hvorvidt indvandrere og bistandsklienter er nogle suspekte, dovne slyngler - det handler i stedet om deres konkurrence om, hvordan og hvor hårdt (men aldrig hvorfor) pisken skal svinges.
Man kan sende en pressemeddelelse til alle landets medier, men man kan næsten være sikker på, at den kun kommer i aviserne, hvis Ritzau tager den. Men tager Ritzau den, bliver Ritzaus artikel til gengæld gengivet ordret i samtlige medier. Inklusive eventuelle fejl, som redaktionerne trofast gengiver, selvom de let kunne korrigere dem, hvis de gjorde sig den ulejlighed at læse de pressemeddelelser, de modtager.
(...)
Min diagnose af medierne – baseret på en årelang kombination af almindelig brug af dem og af forsøg på at få medier til at tage historier og vinkler op – er, at det er en illusion, når redaktører og journalister hævder, at de gerne vil noget nyt og anderledes. Når de først har forsikret os om deres mission og høje idealer, så handler det igen om at sælge en gammel historie på en ny måde.
(...)
Så kan man endda tage fat på et reelt problem – nemlig den danske monopolitik, hvor det er en og samme dukkemester, der trækker i trådene på de forskellige marionetdukker: Helle, Anders og hvad de nu alle hedder – og så sovse det ind i den om ”venstrefløjen”. Så kan vi sige, at det er venstrefløjens problem, at den politiske debat er blevet ensrettet. Det får os til at lyde, som om vi gerne vil have en ny og progressiv debat, men heldigvis fører det ikke til noget, for ingen føler sig alligevel forpligtet...