Rune Engelbreth Larsen skriver på sin Politiken-blog om et aspekt af krisen, men især af regeringens økonomiske og sociale politik sidenn 2001, som i hvert fald jeg ikke har været opmærksom på før: Antallet af udsættelser fra private boligere ved fogedens hjælp – altså antallet af tilfælde, hvor fogeden simpelt hen dukker op og sætter folk på gaden, om nødvendigt med politiets hjælp er vokset støt og roligt de sidste 7-8 år, fra 1823 i 2002 over 3762 i 2008 med en prognose om at nå 4160 i 2009.
Eftersom vi må gå ud fra, at det i en del tilfælde er hele familier, det går ud over, er det altså mere end en promille af Danmarks befolkning, der i år må opleve at blive sat på gaden. Er det, hvad vi forstår ved “velstand”?
Engelbreth forklarer, hvordan det står til:
Udsættelser foregår på den måde, at en lejer, der ikke kan betale huslejen, sættes på gaden af fogedretten. Det sker på den rituelt ydmygende måde, at fogeden symbolsk sætter en af boligens stole ud på gaden, og hvis ikke udlejeren dernæst selv fjerner sine ejendele fra ejendommen, sørger politiet for, at et flyttefirma gør det. Herefter har man to måneder til at tilbagekøbe sine ting (og betale for flytteomkostningerne m.m.), ellers kan flyttefirmaet uden videre sælge indboet gennem et auktionshus.
Det hører undtagelserne til, at familier har mulighed for at tilbagekøbe deres ting, men det hænder – men det er heller ikke engang en rar oplevelse ifølge auktionsleder Kim Egegaard: “Det sker en gang imellem, at folk kommer for at købe deres ting tilbage. Det er ret ubehageligt og sjældent til at tage fejl af, fordi tårerne vælter ned ad kinderne på dem. Men så hersker der altså en slags uskreven regel om ikke at overbyde dem.” (24timer, 8.10.2009).
Alene for Svendborg Auktioners vedkommende kan Jan Helmer berette om en markant stigning: “Før havde vi måske en-to sager om året, mens vi i dag sælger tre-fire hjem om måneden, så jeg vil nærmest sige, at at vi oplever en eksplosion.”
Men er det så ikke alt sammen noget, der skyldes den økonomiske krise, der for alvor brød ud i 2008?
Den kunne selvfølgelig have en del af skylden – selv om det kan være svært at forstå, hvorfor private i givet fald skal bære så stor en del af byrden i en tid, hvor erhversliv og banker er blevet begavet med såvel skattelettelser som kæmpechecks som led i diverse “krisepakker”.
Men faktisk har stigningen som sagt været støt og rolig og skyldes ikke mindst regeringens indskrænkning/manglende regulering af kontanthjælpen:
Krisen kan mærkes, og blandt udsættelserne er der også velhavende, som er gået fallit, men tallene fortæller ikke om et pludseligt spring i antallet af udsættelser det sidste år under krisen – som nævnt er antallet derimod steget til mere end det dobbelte af niveauet i 2002 på ganske støt og stabil vis.
96 procent af de udsatte ender på gaden, fordi de ikke kan betale huslejen, konstaterer Socialrådgiverforeningens formand Betina Post – og tilføjer: “Kontanthjælpen er simpelthen ikke fulgt med det generelle prisniveau i samfundet. (…) Flere er i den situation, at de er nødt til at vælge mellem at spise mad eller betale husleje.”
Her er der, hvilket er Engelbreths vinkel, stof til eftertanke over VKO-regeringens nuværende satsning på en hård linje, retspolitiske stramninger og lavere kriminel lavalder, når man samtidig underminerer de mest udsatte familiers økonomi i en grad, så en hel procent af Danmarks befolkning snart vil have oplevet at blive sat på gaden med fogedens hjælp.
Det giver også stof til eftertanke, hvad angår Dansk Folkepartis påståede “sociale profil”.
Men ikke mindst viser det den nuværende politiske udviklings sande ansigt: Pyt med menneskene, ind med systemtænkning og kæmpechecks til de økonomiske realiteters slipseklædte repræsentanter.
Alt det her med “de fremmede”, som Dansk Folkeparti excellerer i, er åbenbart ikke andet end en afledningsmanøvre, mens de tømmer vores tegnebog. Det var måske værd at tænke over, næste gang, du diskuterer med nogen,. som er faldet for den.
Link: VKO-cirklen: marginalisering – fattigdom – kriminalitet – margina …