Patrick Farley opsummerer:
Trying to explain what was wrong with the Bush Era feels like trying to vomit up a cannonball. I don’t think my jaw can stretch that wide.
Seriously, where does one even begin? Abu Ghraib? Ahmed Chalabi? Mission Accomplished? The “Battle of Iraq?” Valerie Plame? No-bid contracts? The billions of dollars the Pentagon can’t account for, and apparently never will? The Department of Justice firings? The blue Iraqi flag? The staged press conference? The fake Thanksgiving turkey? Terry Schiavo? Freedom Fries?
I can at least say this for Bush: he *didn’t* plant any WMDs in Iraq.
But really, Bush himself wasn’t the problem. Bush was a cipher, the perfect vacuum at the center of a perfect storm — an ideological superstorm which rotated, like some slow, sick, wobbling hurricane of raw sewage over America for 8 years, like some brown, shitty version of Jupiter’s Great Red Spot. This Neo-Conservative Superstorm, as I’ll call it, had three major sources of energy feeding it:
a) a panicked population in need of a Protective Patriarch,
b) a Republican party crowded with brazen and reckless ideologues,
and most significantly:
c) A network of Conservative Think Tanks with deep pockets and a fearsomely coordinated army of media pundits.
Og så videre, og så videre, og så videre. Det mest afslørende øjeblik af dem alle var måske Katrina: Landet er ved at miste en storby, og hvad gør præsidenten? Ingenting – laller rundt, fortsætter sin ferie og er tydeligvis fuldstændig ligeglad. Da nødhjælpen slår totalt fejl og den øverste chef for landets katastrofeberedskab bliver klædt af for åben skærm (journalisten vidste simpelt hen meget mere om situationen end den øverste chef for hele baduljen), lader Bush sig flyve ind til et rent photo op og roser nødhjælpschefen for at have gjort “one hell of a job”.
Hvis præsidenten simpelt hen er ligeglad, når en hel storby er ved at gå under, hvad er al snakken om terror og sikkerhed så værd?
Da orkanen Betsy hærgede New Orleans i 1965, tog præsident Lyndon B. Johnson straks derned og tog, med Spike Lees ord, direkte ind, hvor det gik allerhårdest til:
Johnson flew to New Orleans, and went to the Lower Ninth Ward. He shined a flashlight in his face in the dark and said, I’m Lyndon B. Johnson, I’m the President of the United States and we care about you.
George W. Bush gjorde ikke en skid, og det i en endnu værre situation. Det er svært at sige noget værre om en præsident end, at han simpelt hen vil blæse på de folk, han har ansvaret for at beskytte.
Det er ikke til at vide, hvad Obama vil bringe og gøre, og jeg har allerede kørt kanonerne i stilling til at kritisere ham sønder og sammen, hvi det skulle gå hen og blive nødvendigt.
Men i det mindste er der ingen, der mistænker ham for andet end at være engageret og intelligent. Efter Bush kan det kun blive et fremskridt.
Via Boing Boing.