Atsrid Frøssing, som er er landsvinder i Mangfoldighedskonkurrencen 2009 og student fra Københavns åbne Gymnasium 2009, giver i en kronik i Politiken en indtrængende beskrivelse af det overvågningssamfund, der opbygges i dette år – og giver mange gode eksempler på, hvorfor det ikke bare er uskyldige småting, der registreres:
Hvert år bliver du registreret 1200 gange. Dine søgeord bliver kategoriseret, dine sms’er arkiveret og din gøren og laden dokumenteret. Når du en kold vinteraften venter på toget, ved du, at nogen er med på en kigger. Når du tanker benzin på den lokale tankstation, ved du, at kameraer holder øje med dig.
Selv når du surfer privat på internettet, bliver dine søgeord og foretrukne hjemmesider logget.
I en populærkultur, hvor dét at være kendt er lig succes, er det mærkværdigt at tænke på, at ingen i det senmoderne samfund er anonym. Big Mother-samfundet er nemlig et samfund, der omklamrer sine borgere i tryghed i form af overvågning i en grad, selv George Orwell næppe ville drømme om.
Han kunne naturligvis heller ikke vide, at hans berømte bog ’1984’ snarere burde hedde ’2001’. Det var nemlig året, hvor verden vendte. (…)
Med terrorpakke II, som blev vedtaget i 2006, er registreringen steget eksplosivt. Trafikdata registreres, når vi går på internettet eller taler i telefon. PET kan med henvisning til terror uden domstolskontrol få udleveret data om borgeren. Endvidere har PET lov til at aflytte personer med perifer kontakt til en mistænkt.
Især det sidste har vakt stor debat. Under sloganet: »Har du talt med din grønthandler i dag?« lancerede Amnesty International en kampagne, hvis pointe var den simple, at hvis man som privatperson havde talt med en terrormistænkt grønthandler, har PET mulighed for at overvåge og aflytte én – uden en dommerkendelse vel og mærke.
Hvor langt skal vi gå i terrorbekæmpelsens hellige navn? Er overvågning blot det naturlige svar på den terrortrussel, som den vestlige verden står over for, og som de faldende tvillingetårne er blevet et uudsletteligt symbol på? (…)
Fordi der sker en så omfattende registrering, gemmes nemt oplysninger, som helt almindelige lovlydige borgere hellere ville have holdt privat.
Som eksempel kunne man tage den bumsede teenagedreng, der alene foran computerskærmen med bankende hjerte og et konstant blik over skulderen googler ’homoseksualitet’. Til trods for, at denne dreng, som han sidder svedende i lyset fra computerskærmen, hverken er lyssky eller indehaver af en såkaldt dårlig karakter, har han altså noget at frygte fra registreringen.
Han vil næppe finde det betryggende, at hans besøg på sådanne hjemmesider registreres og gemmes. Han er ikke den eneste.
De fleste, selv normalitetens vogtere bag de velklippede ligusterhække, har hemmeligheder, de ikke ønsker, at nogen skal kende. Det kan være ægteparret, som køber kostumer til deres rollespil i sengen, eller kvinden, der tænder på bøsseporno. For nydanskere kan registreringen nemt synes at ligne en heksejagt.