Når du strammer garnet …

Netop som man troede, det nok ikke kunne blive ret meget være, drejer VKO-regeringen endnu en gang på strammeskruen i forhold til udlændinge her i landet.

Og hvorfor? Tydeligvis ikke som et forsøg på at løse nogen problemer, man faktisk har, men snarere som endnu et rent signal om, at “vi” gør noget ved “udlændingene”, så især Dansk Folkeparti kan blive ved med at profilere sig på marginaliseringen af “de fremmede” – en marginalisering, der sandt at sige har den ubehagelige konsekvens, at rigtige mennesker bliver ofre for rigtige indgreb.

Rune Engelbreth opsummerer de nye regler med beundringsværdig klarhed:

I dag må ægtefæller ikke have modtaget bistand i et år inden familiesammenføring, fremover må de ikke have modtaget det i tre år … Men hvad i alverden har ægteskab og familiesamhørighed at gøre med, om man er modtager af kontanthjælp eller ej?

Det er ene og alene et udtryk for kynisk brutalisering af én befolkningsgruppe – stramninger for stramningernes skyld for at fastholde magttaburetterne på Dansk Folkepartis nåde og unåde.

Fremover kan man så få point for at være i arbejde, beherske dansk og ‘vise interesse for det danske samfund’ … Det skal til gengæld muliggøre en hurtigere vej til permanent opholdstilladelse, der således kan ske på fire frem for syv år, hvilket er en betinget lempelse for nogle, der hopper på stedet, klapper i hænderne, messer rød grød med fløde og interesserer sig for det, som Fader Stat fortæller dem, at de skal interessere sig for. Goood vovse – du får dit kødben lidt hurtigere.

Men hvad nu, hvis man ikke kan få arbejde? Skal man så straffes yderligere, fordi man ikke har dansk stamtavle?

Den slags hensyn rager ikke DF og VK. Der er danskere med lige rettigheder, og der er u-danskere uden lige rettigheder, uanset om de har boet i årevis i landet. A-borgere og C-borgere.

Det er mere og mere trættende at skulle kommentere den slags tiltag. Hvorfor vil man stramme skruen yderligere? Som sagt, tydeligvis ikke for at løse nogen rigtige problemer – snarere udelukkende for at vise, at man kan. Og for at vise, at de her nederdrægtige udlændinge ikke skal glemme, at de er noget andet og mindre end os “danskere”.

Når du strammer garnet, kvæler du jo barnet, lyder det i den gamle julesang – og det, man kvæler i det her tilfælde, er desværre al den frihed og mangfoldighed, der engang gjorde Danmark til et land, det var værd at leve i og være stolt af.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.