Død, dødekult og himmelråbende uvidenhed

Er Danmark i virkeligheden et provinsielt lorteland, et uvidende, tilbagestående bondesamfund, befolket af bønder, der er kommet til penge og blevet kræmmere, men stadig i hjertet er overbevist om, at livet er, som vor mor altid sagde det var, og at verden ender for enden af Lars Pæsens mark, og det ganske uanset, hvad alle de fine herrer fra Aarhus eller Kiöbenhawn mon finder på at sige?

Måske ikke, trods alt. Men det kan være svært at forestille sig et sted, hvor politiske positioner i den grad indtages og fastholdes uden nogen som helst viden om eller kendskab til det område, der dog er positionens genstand.

Et godt eksempel er klimaområdet, hvor forbløffende mange beslutter sig for det ene eller det andet uden så meget som at skele til de tilgængelige og forholdsvis let forståelige fakta i sagen.

På samme måde har jeg svært ved at forestille mig nogen steder, hvor den “borgerlige” fløj helt så kritikløst og ureflekteret sluger den israelske propaganda i sagen om den igangværende offensiv mod Gaza og endda selv supplerer denne propaganda med deres helt egne “kulturelle” indsigt i konfliktens og palæstinensernes natur, tilsyneladende helt uden nogen som helst historisk, kulturhistorisk, religionshistorisk eller for den sags skyld almenmenneskelig indsigt.

Et godt eksempel på det sidste er gårsdagens leder i 180 grader, der efter en vis formel beklagelse af den israelske brutalitet lægger skylden for de seneste rædsler på palæstinenserne, nærmere bestemt på den angivelige “dødskult” i det palæstinensiske samfund.

Hvordan det? Jo, palæstinenserne ærer deres døde, og de ærer de mennesker, der giver deres liv i kampen mod israelerne, som “martyrer”. Og på grund af denne “dødskult” sætter palæstinenserne altså sig selv op for de israelske angreb, lægger så at sige selv deres spædbørn under de frembrusende israelske tanks; eller, som lederskribenten i 180 grader udtrykker det:

Mens unge israelere drømmer om at blive iværksættere, og har rollemodeller i de iværksættere, der er nået på Nasdaq-indekset, drømmer store dele af den palæstinensiske ungdom i stedet om at blive martyrer, og har deres rollemodeller i de islamiske terrorister, som allerede har opgivet deres liv i kampen mod Israel.

Og her der det så, kæden i mine øjne hopper af. Der er krig, og de unge palæstinenseres land er besat af en tilsyneladende ganske brutal besættelsesmagt. Hvis modstandsfolk vækker beundring, kan det kun være svært at forstå, hvis vi samtidig vælger at være døve og blinde for vor egen historie.

Hvad siger vi f.eks. om de ganske få unge mænd, der blev dræbt under forsvaret af Danmark den 9. april 1940?

“De gav deres liv”. Og dem, der døde eller blev henrettet under modstandskampen? “De gav deres liv”, siger vi, som regel i beundring. Den italienske partisansang “Bella Ciao” handler om en ung mand, der går i døden med vidt åbne øjne og genopstår gennem de blomster, der spirer på hans grav.

Mindeparken i Århus indeholder navnene på tusinder af sydslesvigere, der faldt i 1. Verdenskrig. Det næste skridt, som ikke er den danske nationale tradition fremmed heller, er at håbe på at få lov til at være blandt de faldne, de heldige, der får lov at give deres liv for Fædrelandet. Dette er ikke nødvendigvis defaitisme á la “de levende skal misunde de døde”, men en dyrkelse af ofret og offerviljen.

Slår man op i en sangbog fra den danske nationalromantiske tradition, 1848 og 1864 og alt det dér, slår denne holdning én i møde fra sang efter sang, side op og side ned.

Den samme tankegang gennemsyrer den kristne martyrdyrkelse, hvilket kunne give sig absurde og nærmest komiske udslag: Under det mauriske herredømme i Spanien var straffen for blasfemi som regel døden (som den også var det i Danmark under Christian d. 4.).  I en periode havde man store problemer med “pseudomartyrer”: Ufordragelige kristne, som henvendte sig til den lokale dommer, udspyede de mest hårrejsende fornærmelser mod profeten og islam, som de kunne finde på, i håb om at få lov til at dø for deres tro og måske en dag blive helgenkåret. Begge håb blev dog i reglen gjort til skamme, det var naturligvis meget klogere at ignorere dem og bede de kristnes biskop om selv at få styr på sine tropper.

I Indien finder man en nationalistisk dyrkelse af den unge marxist Bhagat Singh, der gav sit liv i kampen mod englænderne, måske en slags pendant til den unge danske digter Morten Nielsen, der i hvert fald i min ungdom indgik i den officielle kanon over unge modstandsfolk, der gav deres liv i kampen for Danmark, og hvis eksempel man bør lægge sig på sinde. Under 1. Verdenskrig holdt man i England deciderede propaganda-vaudeviller, hvis formål var at få de unge mænd fra publikum til at melde sig, og hvor man også lagde vægt på det ærefulde i at give sit liv for sit land.

Digteren Rudyard Kipling deltog selv i hverve-shows med flag over det hele, hvilket vendte sig til sorg, da hans egen svagtseende søn ikke kom tilbage fra slaget om Loos. Han kunne dog trøste sig med, at hans søn havde givet sit liv som en mand, “lots of people are in our position, and it’s something to have bred a man”.

Mere generelt og mere rimeligt findes en sådan “dødskult” vel overalt, hvor man overhovedet har en forestilling om at arbejde eller kæmpe for noget, der er større end én selv. Vi mennesker er her kun på lånt tid, og vi kan alle sammen gå hen og dø den dag i morgen – vi kan håbe og tro, det kommer til at forholde sig anderledes, men vi har ingen “ret” til, at det skal forholde sig anderledes.  Hvis der er noget af blivende værdi, som vi gerne vil gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, må vi altså hellere se at komme i gang nu, for ellers kan det let være for sent. I morgen kommer måske ikke.

Og hvis der er noget af blivende værdi, som vi kan gøre for vores verden, vores land, vores gud eller vores børn, som kræver, at vi selv giver eller risikerer vores liv, er der så nødvendigvis tale om en “dødskult”? Næppe – og det er da heller ikke den officielle linje, når vi taler  om de unge mænd, der desværre ganske meningsløst ofrer deres liv i Afghanistan.

Snarere er der tale om, at der er ting, vi anser for større end os selv, og at det kan være nødvendigt at sætte os selv ind som indsats. Men dette er en almenmenneskelig erfaring. Den egentlige  tragedie i Mellemøstkonflikten er måske snarere, at Israel efterhånden har begået så mange forbrydelser mod den palæstinensiske civilbefolkning, at hadet til Israel for mange bliver større end den enkeltes eget liv. Men måske vi skulle vente, til vi selv har set vores far, mor, søster og bror myrdet for de indkommende bomber, før vi dømmer dem for det.

Og lad os, for nu at slutte hvor jeg begyndte, som nation begynde at tænke før vi taler, så vi ikke kommer til at spilde mere af vores tid og kostbare opmærksomhed på uvidende idioter som 180 graders lederskribent.

6 thoughts on “Død, dødekult og himmelråbende uvidenhed”

  1. Har jeg forstået dig ret?

    Det er retfærdigt, at palæstinensere bekæmper israelere i den nationalistisk opofrende ånd som du beskriver ovenfor, og som Krarup vel næppe kunne have formuleret bedre, men hvis israelerne gør det samme, så er det fandeme for groft og kriminelt?

    Per

  2. Nej, du har ikke forstået mig ret. Jeg skriver, at den “dødskult” 180grader’s lederskribent mener at have påvist som den helt særlige baggrund for problemerne i Mellemøsten ikke adskiller sig fra, hvad vi i forvejen kender fra vores egen kultur, eller fra, hvordan folk i det hele taget håndterer spørgsmålet om krig, fred og opofrelse i mange forskellige kulturer.

    Så 180 graders lederskribent er tydeligvis galt afmarcheret (ikke, at det kommer som nogen overraskelse :-)).

  3. Efter han har indrømmet, at Hamas kynisk benytter børn, kvinder og ældre som menneskelige skjolde mod israelske missiler, når han til den frygtelige besked rettet mod Israel: “Vi ønsker død ligesom I ønsker liv.”

    Det lyder som noget, der kunne være gjort og sagt i det 3. Riges sidste dage. Dødsforagtende eller dødskult: det afhænger vel af øjnene, der ser, og den følelse man ønsker at beskrive. Hver mand sin propaganda (tro?)…

    Viljen til at ofre andre for sig selv er vel ofte større end viljen til at ofre sig selv for andre. -- Selvom forskellen måske kan være til at overse.

    At lederskribenten erkender, at en dødelig tilbøjelighed næppe lægger op til nogen lys fremtid for det palæstinensiske folk, kan vel ikke berettige, at du kalder ham uvidende? Det ville måske snarere sandsynliggøre den ikke helt urimelige forestilling, at du selv (som så mange af os) har vanskeligt ved at se en kendsgerning eller to i øjnene?

    Per

  4. Ha’aretz’ lederskribent lader ikke til at mene, at ansvaret for de sidste ugers myrderier primært kan skydes over på en palæstinensisk “dødskult”. Her lader man tværtimod til at mene, at det skyldes en fejlslagen israelsk strategi:

    “The lessons of previous wars, during which the IDF destroyed infrastructure targets and the homes of civilians but did not gain the quiet it had sought, have not been internalized. Israel’s justified rationale in acting against rocket launchers has been increasingly damaged over two weeks. The legitimacy and understanding extended to Israel melt away amid the pictures of killing and ruin. Accusations of war crimes are already being bandied about in Israel. This war needs to move immediately to the diplomatic track and agreements that will end the fantasies and delusions of both sides.”

    Som jeg selv sagde i et tidligere indlæg kan en del af Israels problem være ikke, at man ikke har dygtige propagandister (“some of Israel’s spokespeople could talk the hind legs off a donkey and then persuade the donkey to dance the hora, and the Palestinians barely even know what a spokesman is, let alone be able to provide one who is available when he needs to be“), men at man ikke har en god sag.

    Mht. citatet er kilden et videoklip fra MEMRI, og det ville jeg ikke bruge til noget som helst, medmindre du taler arabisk og selv kan stå inde for oversættelsen; de er desværre berygtede for at manipulere deres oversættelser på “strategiske steder”, hvilket gør deres videotjeneste totalt ubrugelig.

  5. “@Kurt og i andre: Jeg gider ikke spilde mere tid på jeres vrøvl. So long! :-)” -- var det ikke sådan, du sluttede din debat på 180grader? Ku’ det virkeligt ikke gøres bedre??

  6. Hej Hans Henrik,

    æh jo, det kunne det da muligvis godt, men nogle gange føles den slags diskussioner med meget højtråbende meget højreorienterede mennesker mest som at skubbe lort op ad bakke.

    Læs f.eks. Kristian Beedholms udmærkede indlæg om muligheden for at bringe højrebloggerne inden for pædagogisk rækkevidde:

    http://beedholm.urbanblog.dk/2008/12/23/kan-man-opdrage-h%C3%B8jrebloggere/

    Man kan vel sige, at jeg syntes, jeg allerede havde sagt, hvad jeg havde at sige i netop det forum.

Leave a Reply to agger Cancel reply

Your email address will not be published.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.