En kortfilm, der trods sin titel ikke handler om medierne helt generelt, men i stedet analyserer mediernes dækning af præsident Bush's besøg i Portland, Oregon d. 21. august 2003 og politiets og andres ... håndtering af besøget.
Meget instruktivt, fordi den fortæller noget om, hvor let det er at manipulere med TV-billeder - og hvor lidt grund, vi egentlig har til at stole på, det ikke bliver gjort:
"Fuck The Corporate Media" analyzes the tactics, both subtle and blatant, employed by the corporate media to control your mind. This video covers just one day in the lies of the corporate media. See for yourself how they sell us out in this startling comparison between what really happened on August 21st, 2003 in Portland, Oregon, and what they say about what happened. Fuck the corporate media!
Hvis du ikke har set den endnu - og hvis der var noget, du var i tvivl om, hvad angår Guantanamos "berettigelse" og "nødvendighed". Klik her for at downloade filmen eller se den i stort format.
Dette her lader til at være den ultimative antikrigsfilm, eller i hvert fald den ultimative dokumentation af den massive inkompetence, der førte til den nuværende katastrofe i Irak:
Michael Moore eat your heart out!
Mere, når jeg engang har fået chancen for at se den. I mellemtiden vil jeg blot tillade mig at citere en enkelt kommentar fra filmens IMDB-side:
"You may think that Charles Ferguson's documentary is filled with things we already know. That's what I thought. But the truth of the matter is I knew it like a rumor of sorts born and nurtured out of anger and frustration. What this riveting documentary does is to show it to us confirming what we thought we knew.The sadness is unbearable."
En film af John Pilger om USAs "kamp mod terror" og dens konsekvenser for folk i Latinamerika - som vi nu takket være Google Video kan præsentere her på (TV-)Modspil.DK.
Life in a Metro er en stilfærdig komedie om en række mennesker og deres amourøse forviklinger - nærmere omtale følger, indtil videre blot sangen ALVIDA, "farvel".
Et lyskryds er normalt et sted, hvor man har lyst til at vente 10-15 sekunder - alt derudover kommer let til at føles som timer.
I en by som Mumbai (tidligere: Bombay) fungerer et lyskryds også som arbejdsplads for en masse mennesker, der udnytter bilernes ufrivillige ophold til at tigge penge, tilbyde at vaske folks biler, sælge småting og i det hele taget forsøge at skaffe sig til dagen og vejen ved diverse mulige og umulige plattenslagerkunster.
Den unge Silsila ("jeg kom ud i 1981, og det gjorde filmen også") har levet hele sit liv ved et sådant lyskryds og er nu blevet dets bestyrer, hvilket vil sige, at han opkræver den ugentlige husleje (50-80 rupees), gør nye folk opmærksomme på reglerne, holder fremmede kriminelle væk og i det hele taget sørger for, at alt går rigtigt til.
Pengene beholder han lidt af og sender resten opad i systemet, over de gangstere, der styrer den pågældende bydel og helt op til de korrupte politikere, der forvalter hele denne uofficielle elendighedsøkonomi.
Filmen er et langt stykke af vejen nærmest et "slice of life", med brudstykker af livet ved et indisk gadekryds og dets mennesker. Der er den arbejdsløse, der giver den som gal tigger i underbukser, men som normalt går i pænt tøj og går i biografen, når han kan komme til det; den forældreløse syvårige, hvis familie forsvandt efter tsunamien, og som bruger alle sine penge på at ringe og høre, om der er nyt;
narkomanen, der droppede ud af universitetet og nu lever af at lade som om, han skal til jobsamtale og mangler 50 rupees til en taxa; prostituerede, og en enkelt transvestit - og ikke at forglemme hjælpeorganisationen, der giver gratis morgenmad hver fjerde søndag og forsøger at få børnene i gang med skole og uddannelse.
Vi har også rigmandschaufførerne, der får procenter for at være ekstra længe om at køre gennem netop dette kryds; den pædofile, der giver penge for at få lejlighed til at røre ekstra længe ved den hjemløse piges hånd; muskelmanden Jaffer, der klarer den lidt mere korporlige ordenshåndhævelse og står for kontakten opad i systemet; gangsterne og politikerne, der blandt andet sørger for at bestikke rette vedkommende, så hullerne i vejen ikke bliver repareret; og midt i det hele Silsila (spillet af Kunal Khemu, som ligner en mørkhudet udgave af Orlando Bloom), der tager sig af de løbende problemer men drømmer om at blive introduceret for gangsterne på et lidt højere niveau.
Lyskrydsets dage er imidlertid talte: Nogle korrupte politikere har brug for at føre en motorvejsbro hen over området for at kunne sælge nogle nybyggede ejerlejligheder. Den ansvarlige planlægger nægter dog at lade sig bestikke til at ændre den nuværende byplan, og områdets gangsterchef Haji, også kendt som "Big Brother" eller bhai sahib (spillet af Sudhir Mishra med stirrende, udstående øjne) sætter sig i bevægelse for at "ordne" sagen - med Silsilas og Jaffers hjælp.
Men hvordan reagerer Silsila på, at han sådan skal hjælpe med at knuse sin egen verden?
TRAFFIC SIGNAL er en film, der ligger meget langt fra de romantiske Bollywood-films polerede rigmandsverden og åbenbarer i stedet en verden, der faktisk findes ved Mumbais lyskryds - en verden, hvor man hver dag er nødt til at skaffe de håndører, der skal til for at klare sig igennem.
Som sådan kunne den sagtens være blevet en pinsel, en blot og bar udpensling af fattigdom og menneskelig elendighed. Men filmen er fra ende til anden gennemsyret af en livslæde og humor, der uden at romantisere eller dæmpe elendigheden eller vreden over den systematiserede udnyttelse gør filmen til en fornøjelse at se; en blandet fornøjelse, som alvoren af lyskryds-arbejdernes problemer trænger frem, men dog en fornøjelse: TRAFFIC SIGNAL er fundamentalt en mørk (for ikke at sige sort) komedie, og den er, som forteksten også forklarer, ikke ment som en kritik af lyskryds-folket eller en udstilling af deres elendighed, men som en hyldest.
Blandt skuespillerne træder (udover Kunal Khemu som hovedpersonen Silsila) især Konkona Sen Sharma frem som den prostituerede Noorie, sammen med Ranvir Shorey som den velkædte narkoman Dominic og Neetu Chandra som den unge Rani, der kommer ind fra landet for at sælge etnisk tøj og ender med at blive forelsket i Silsila.
Hvis man er forberedt på at se en film, der det meste af tiden ikke har nogen egentlig handling, er TRAFFIC SIGNAL en god oplevelse, en konfrontation med nogle af de mindre opreklamerede sider af det moderne samfund og samtidig en hyldest til menneskets livsglæde og livskraft.
TRAFFIC SIGNAL, Indien 2007. Instrueret af Madhur Bhandarkar med manuskript af Madhur Bhandarkar og Sachin Yardi. Hindi/bambeiyya slang med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Den unge læge dr. Anand tvinges en aften til at standse sin bil, da en smuk ung pige pige pludselig dukker op på vejen foran ham. Han beder hende først om at flytte sig, hvorefter vi får følgende dialog:
-Hvem er du?
-Ingen.
-Hvor skal du hen?
-Ingen steder.
-Men du kan ikke blive her. Skal jeg tage dig med?
-Du kan ikke tage mig derhen, hvor jeg skal.
-Er det så langt væk?
-Nej, det er meget tæt på.
-Man kan ikke komme derhen i bil?
-Der er mange veje, men du kan ikke komme derhen.
Et stykke tid efter denne oplevelse bliver Anand (spillet af Manoj Kumar) kaldt ud til en patient, som viser sig at være en ung pige - den samme - som netop er død. Senere får han at vide, at at huset har stået tomt i mange år.
Da Anands forlovede Seema (spillet af Helen) kort efter bliver myrdet, gifter han sig på sin mors opfordring med genboens datter Sandhya (Sadhana Shivdasani), der til Anands rædsel viser sig at være den samme, som nu to gange har vist sig for ham under mystiske omstændigheder.
En hellig mand bekendtgør, at Anands hus er besat af en ånd, der har mistet sin elskede, og Sandhya bekender, at hun har længtes efter Anand i århundreder, æoner, og ikke forstår, hun ikke møder andet end had fra hans side. Anand sender hende i fortvivlelse langt væk, og tager sammen med sin mor og kollegaen dr. Lata (Parveen Choudhary) til bjerg-paradiset Simla for at få orden på sine nerver.
Det går også godt, indtil den mystiske kvinde igen begynder at vise sig for ham, og en ny seer bekendtgør, at det er hans elskede, som han svigtede i sit sidste liv, og at den eneste løsning er, at han slutter sig til hende i døden.
Dr. Lata og hans chef dr. Singh tror, han er ved at blive gal, mens politiet arbejder ud fra den teori, at Seemas morder var ude efter Anands penge. Og imens bliver den mystiske kvinde ved at dukke op og trækker ham stedse nærmere døden ...
Woh Kaun Thi? (Hvem var hun?) er længe om at komme i gang, men før man ved af det, har den bygget en stemning op, der fastholder tilskueren og sine steder resulterer i reelle tvivl og gys. Den spiller lystigt på horror- og spøgelses-genrens klicheer, en stormfuld aften, en forladt villa, osv.
Samtidig mangler de typisk indiske romantiske sang- og dansenumre heller ikke, hvilket dog udnyttes til stor effekt i de sekvenser, hvor den mystiske kvindes langsomme, dvælende sang kommer til at virke som en kenning for filmens dragende uhygge.
Forudsigelig? Meget - jeg havde selv forudset resten af filmen ikke mindre end fire gange ... uheldigvis var der ikke nogen af forudsigelserne, der stemte.
Trods en langsom start og et par sløve sange er WOH KAUN THI? en veloplagt og uhyggeligt velfortalt spøgelseshistorie.
WOH KAUN THI, Indien 1964. Instrueret af Raj Khosla med manuskript af Dhruva Chatterjee. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Nargis er en ung kurtisane, der tilbedes af den unge Shahabuddin, der sværger en dag at redde hende fra den ørkesløse tilværelse som "escort" og gifte sig med hende.
Nargis (som spilles af Meena Kumari) forelsker sig, men da Shahabuddin (Ashok Kumar) endelig fører planen ud i livet, stiller faderen sig i vejen - han vil ikke have familiens ære ødelagt af sådan en "hore". Nargis er knust og slår sig ned på en kirkegård, hvor hun ni måneder senere føder en datter og dør.
Datteren Sahibjaan opfostres af Nargis' ældre søster, bordelmutteren og kurtisanen Nawabjaan (spillet af Veena), der lærer hende at danse og synge efter alle kunstens regler. Da Sahibjaan er sytten år gammel, hører Shahabuddin for første gang om hendes eksistens, og beslutter at hente hende for at give hende et respektabelt liv. Nawabjaan er imidlertid stadig bitter over Nargis' død og beslutter i stedet at flygte, fra Lucknow til Delhi.
Under flugten kommer en fremmed, den unge Salim Ahmed Khan (spillet af Raj Kumar) til at gå ind i Sahibjaans kupé, og betages så meget af hendes fødder, at han efterlader hende et brev: "Jeg har set dine fødder - de er meget smukke. Lad dem aldrig røre jorden, de bliver bare beskidte."
Ankommet til Delhi, og installeret i et pragtfuldt, lyserødt palæ, introduceres Sahibjaan for flere interesserede mænd, ligesom hun bliver vidt berømt for sin betagende sang og dans.
Den ukendte fremmedes hilsen har dog sat sig fast i hendes hjerte, og hun drømmer stadigt oftere om noget andet og mere end tilværelsen som kurtisane - om den ene mand, den fremmede fra toget, der vil elske hende og føre hende bort.
Under en flodsejlads med én af disse bejlere bliver båden angrebet af elefanter, og Sahibjaan driver forvirret syg og med hukommelsestab i land midt i junglen, hvor hun møder en ung jæger, der engang så en kvindes fødder i et tog og siden aldrig har kunnet glemme hverken dem eller hende - ingen anden end Salim Ahmed Khan, der har elsket hende lige siden.
Men hvordan kan de få hinanden - vil Nawabjaan og de rige kunder slippe Sahibjaan, og kan Salims familie acceptere en sådan kvinde, der tilsyneladende er dukket op ud af intet og skønt stadig jomfru dog immervæk er oplært som tawa'if, kurtisane?
PAKEEZAH er, som man vil forstå, en film i samme tradition som Mughal-E-Azam og især Umrao Jaan - en film, hvis sprog stilistisk er urdu, og som foregår i et rent muslimsk miljø, her (og i UMRAO JAAN) bordel- og hofmiljøet i Lucknow i slutingen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede.
Som sådan er den også en film med et meget roligt tempo, med vægt på rigt udsmykkede interiører, farverige rober og smægtende musik.
PAKEEZAHs største force er dens poetiske dialog og en æstetiske pragt, som især finder sit udtryk i en række digterisk metaforiske og nærmest surrealistiske scener, der skal udtrykke Sahibjaans situation, hendes håb og frygt.
Af sangene træder især den smukke og iørefaldende Chalte Chalte frem, men baggrundsmusikken er overalt smuk og præget af traditionelle indiske temaer og instrumenter. Meena Kumari og Raj Kumar står begge stærkt i rollen som de umage elskende, og de øvrige skuespillere supplerer dem godt.
Dens svaghed er det lidt ensidige fokus på hovedpersonen Sahibjaan som offer og kurtisanens liv som en tom underverden befolket af "døde kvinder", som den i grunden renfærdige (pakeezah) Sahibjaan skal "reddes" fra. Dette er, som hindi-forskeren Philip Lutgendorf gør opmærksom på, et i bedste fald ensidigt syn, og filmens dyrkelse af selvsamme miljø også noget selvmodsigende:
"The film elides the fact (so evident in the novel UMRAO JAN ADA) that many celebrated tawai’ifs were in effect highly educated career women, often accomplished poets and musicians, who valued their financial and personal independence from male authority. (...) Yet paradoxically, its flowery Urdu prose is itself an evocation of that sensuous, refined, and altogether alluring world. And the flamboyant and color-saturated mise en scene unashamedly celebrates the life of the Chowk and its denizens as a fairyland of gauzy veils, pirouetting figures, and playing fountains".
PAKEEZAH var den berømte skuespiller Meena Kumaris svanesang. Allerede i 50erne begyndte hun at planlægge den sammen med sin mand, instruktøren Kamal Amrohi, men den blev forsinket, da deres forhold gik i stykker og de blev skilt omtrent samtidig med, at optagelserne begyndte.
Kumari døde tre uger efter filmens premiere i 1972, 39 år gammel - måske endnu et eksempel på, at nogle gange er der én ting, et menneske er nødt til lige præcis at nå i sit liv.
Som film betraget er det - trods den lidt overdrevne moraliseren - stilfærdig, poleret og poetisk, med et enkelt, humanistisk budskab: Den pæne, borgerlige familie med æren i behold må i fuld offentlighed gå til bordellet og vedkende sig hende, hvis de vil have deres datter tilbage. En film, hvis dvælende poesi sikrer den en plads blandt indisk films klassikere.
PAKEEZAH, Indien 1971. Instruktion og manuskript: Kamal Amrohi. Hindi/urdu med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Borgerlige, såkaldt "liberale" økonomer, fortæller ofte om de store fordele ved den økonomiske globalisering, ved "markedskræfternes" ophobning af stadigt større dele af den økonomiske magt i stadigt færre store virksomheder, så der i flere og flere sektorer reelt er tale om et monopol eller i bedste fald et oligopol, hvor to-tre meget store virksomheder reelt konkurrerer om hele markedet.
Denne form for globalisering er gavnlig, hævder disse markedskræfternes og "liberaliseringens" fortalere, fordi de store virksomheder kommer ind på det enkelte marked og skaber værdier, idet markedet får tilført penge i form af løn, og de rigeste ansatte bruger penge, som kommer hele økonomien til gavn - trickle-down economics, som fænomenet kaldes.
Store supermarkedskæder - som nu den amerikanske Wal-Mart, som vi vil tale om her - repræsenterer et interessant (men ikke enestående) modeksempel til denne teori.
Wal-Mart benytter sig nemlig snarere af trickle-up economics - de suger alt liv, både økonomisk og menneskeligt, ud af såvel lokalområder og ansatte som leverandører og producenter og akkumulerer herved en rigdom, som går som på samlebånd direkte fra bund til top.
Når Wal-Mart ankommer til en mindre by eller lokalsamfund, anlægger de typisk en stor kasse med parkeringsplads lige uden for byen. Herefter bruger man en teknik, der hedder pris-flex - priserne sættes meget lavt i lige netop den forretning - til at kvæle konkurrenterne, dvs. lokalområdets allerede eksisterende forretninger.
Når samtlige den lille bys almindelige forretninger har drejet nøglen, og centrum er forvandlet til en mennesketom ørken fuld af tomme parkeringspladser og lukkede forretninger, sætter Wal-Mart prisen op igen - nu som ene hane i flokken.
De mange jobs, som er gået tabt, kompenseres til en vis grad ved åbninger hos Wal-Mart - bortset fra, at Wal-Mart faktisk betaler sine ansatte så lidt, at medarbejdere med børn er nødt til at søge hjælp fra det offentlige for at kunne klare sig, og bortset fra, at Wal-Marts personalepolitik blandt andet går ud på at køre med konstant underbemanding, så den enkelte kan presses så meget som muligt.
Lokalområdet vil med andre ord se sit byrum forvandlet til en ørken, mens handelen er kanaliseret ud i en kæmpestor kasse uden for byen, hvortil man kun kan komme i bil - med dårligere service og efterhånden også højere priser end før.
Samtidig er en masse arbejdspladser enten tabt eller erstattet af Wal-Mart - med langt, langt dårligere vilkår.
Wal-Marts linje overfor fagforeninger er for eksempel så hård, at man ved enhver mistanke om, at de ansatte i en given forretning er ved at organiserer sig, straks flyver et antal "eksperter" ind, der kan overvåge de ansatte og finde frem til de "skyldige", der enten afskediges eller chikaneres ud.
Wal-Marts ledelse gør det også konsekvent umuligt for kvinder eller sorte at gøre karriere, og folk der forsøger alligevel, finder hurtigt ud af, at "folk som dem" ikke er ønskede.
Og som det måske værste får Wal-Mart oceaner af produkter fremstillet i "lavprislande", især Kina,
Bangla-Desh og Mellem- og Syd-Amerika, under helt uhørte forhold.
På Wal-Marts kinesiske fabrikker holdes arbejderne under slavelignende forhold, idet de arbejder 12-14 timer i døgnet for få kroner i timen, samtidig med at de tvinges til at betale høje huslejer og forbrug af strøm og vand i fabrikkens usle, indbyggede sovesale (arbejderne kan vælge at bo ude i byen i stedet, men de skal alligevel betale husleje for sovesalen).
Jamen, det er jo sådan vilkårene er i de lande, og det er kun godt, at vestlige firmaer som Wal-Mart kan trække niveauet lidt op, bringe lidt penge til landet og give folk en chance?
Problemet med det argument er, at det i det store og hele ikke er sådan, vilkårene er i de lande. Wal-Mart presser citronen til sidste dråbe, og på deres fabrikker arbejder folk hårdere, til lavere løn, og under dårligere forhold end i resten af den kinesiske industri - og præcis det samme gælder for Bangla-Desh og Latinamerika. Et firma som Wal-Mart trækker (for nu at skære det ud i pap) forholdene i Kina ned og ikke op, medvirker til at gøre forholdene værre og ikke bedre, hvor de end kommer frem.
En tidligere Wal-Mart-chef, der havde til opgave at tilse forholdene i koncernens fabrikker i Latin-Amerika, fortæller i filmen om, hvordan han græd efter første gang at have set de forhold, Amerikas billige produkter og Wal-Marts profit blev fremstillet under.
Et eksempel på, hvilken vej "gloabliseringen" trækker: Da Kina for et par år siden ville reformere deres arbejdsmarkedslovgivning med henblik på at forbedre arbejdernes forhold (og bl.a. forbyde løsarbejde og begrænse arbejdstiden til 40 timer pr. uge), modtog regeringen en indtrængende protest fra det amerikanske erhversliv, herunder en 40-siders skrivelse fra det amerikanske handelskammer, der bad dem beholde de gamle regler.
I Danmark har vi mig bekendt (endnu) ikke en sådan
alt-dominerende, skrupelløs kæde, der kan suge livet ud af enhver by, den kommer forbi, og det på medarbejdernes og leverandørernes bekostning, men det kunne meget vel være på vej.
I England sidder Tesco allerede på halvdelen af fødevarehandelen og 25% af al detailhandel, og deres metoder lader ikke Wal-Marts det mindste efter.
I mellemtiden kan vi se en film som Walmart: The High Cost of Low Price som et manende bevis på, at globalisering og økonomisk "liberalisme" bestemt ikke altid bringer velstand til andre end de meget, meget få, der allerede har mere, end de har brug for.
Jeg har faktisk ikke set Chalti Ka Naam Gaadi (1958), men det er svært ikke at have lyst til det, når man har set og hørt dette klip.
Den syngende og dansende mekaniker er den senere meget berømte playback-sanger Kishore Kumar, som også spiller en fremtrædende rolle i den meget morsomme Padosan.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Et lyskryds er normalt et sted, hvor man har lyst til at vente 10-15 sekunder - alt derudover kommer let til at føles som timer.
narkomanen, der droppede ud af universitetet og nu lever af at lade som om, han skal til jobsamtale og mangler 50 rupees til en taxa; prostituerede, og en enkelt transvestit - og ikke at forglemme hjælpeorganisationen, der giver gratis morgenmad hver fjerde søndag og forsøger at få børnene i gang med skole og uddannelse.
Blandt skuespillerne træder (udover Kunal Khemu som hovedpersonen Silsila) især Konkona Sen Sharma frem som den prostituerede Noorie, sammen med Ranvir Shorey som den velkædte narkoman Dominic og Neetu Chandra som den unge Rani, der kommer ind fra landet for at sælge etnisk tøj og ender med at blive forelsket i Silsila.
Den unge læge dr. Anand tvinges en aften til at standse sin bil, da en smuk ung pige pige pludselig dukker op på vejen foran ham. Han beder hende først om at flytte sig, hvorefter vi får følgende dialog:
En hellig mand bekendtgør, at Anands hus er besat af en ånd, der har mistet sin elskede, og Sandhya bekender, at hun har længtes efter Anand i århundreder, æoner, og ikke forstår, hun ikke møder andet end had fra hans side. Anand sender hende i fortvivlelse langt væk, og tager sammen med sin mor og kollegaen dr. Lata (Parveen Choudhary) til bjerg-paradiset Simla for at få orden på sine nerver.
Under en flodsejlads med én af disse bejlere bliver båden angrebet af elefanter, og Sahibjaan driver forvirret syg og med hukommelsestab i land midt i junglen, hvor hun møder en ung jæger, der engang så en kvindes fødder i et tog og siden aldrig har kunnet glemme hverken dem eller hende - ingen anden end Salim Ahmed Khan, der har elsket hende lige siden.
Af sangene træder især den smukke og iørefaldende Chalte Chalte frem, men baggrundsmusikken er overalt smuk og præget af traditionelle indiske temaer og instrumenter. Meena Kumari og Raj Kumar står begge stærkt i rollen som de umage elskende, og de øvrige skuespillere supplerer dem godt.
