– fordi tiden kræver et MODSPIL



05. Sep 2006

Mughal-e-Azam

 
Mughal-e-Azam

Mughal-e-Azam er på alle måder en storfilm, den uden sammenligning største og dyreste produktion i indisk films historie.

Instruktøren, K. Asif, begyndte oprindeligt at lave filmen i 1944, men indstillede produktionen, da den skuespiller, der var tiltænkt den mandlige hovedrolle gik hen og døde.

I 1951 blev produktionen genoptaget med en af den tidlige hindifilms største stjerner Dilip Kumar i hovedrollen. Filmen blev færdiggjort i 1960 og havde da kostet over 15 millioner rupees, i en tid, hvor de fleste indiske spillefilm blevet lavet for langt under én million rupees.
Mughal-e-Azam
Men er den så værd at se?

Rigeligt, i mine øjne. Filmen handler om prins Salim (spillet af Dilip Kumar), eneste søn af den indiske stormogul Akbar den Store (1542-1605 - Mughal-e-Azam betyder stormogul).

Efter i lang tid at have bedt for en søn, velsignes Akbar (Prithviraj Kapoor) med Salim, der dog udvikler sig i en noget uheldig retning og derfor sendes i krig i en ung alder.

Efter fjorten års strabadser og heltegerninger vender Salim tilbage til faderens palads, hvor han i stedet for at gifte sig med prinsesse Bahar (Nigar Sultana) forelsker sig i slavepigen Anarkali (spillet af Madhubala).

En sådan kærlighed er aldeles uacceptabel for riget og kejseren, og da Akbar opdager, hvad der foregår, får han Anarkali smidt i fængsel, hvilket får Salim til at rejse sig i blodigt oprør.

Han bliver imidlertid taget til fange og er på nippet til at bliver henrettet, da pludselig Anarkali ...

Dette er, med andre ord, en stort anlagt fortælling om star-crossed lovers. Billedsproget er, som det passer sig for en fortælling, der foregår ved mogul-rigets hof, rigt: Overalt er der guld, smykker og spejle, og mange af de vigtigste scener af optaget on location i Indiens historiske paladser.

Trods imponerende kampscener er det meste af filmen således mere stemnings- end handlingsmættet, og kærligheden mellem Salim og Anarkali skildres med musik, haver og paladser med en voldsom lyrisk skønhed og en (skønt der på overfladen er tale om en yderst ærbar film) påtrængende erotisk symbolik.
Mughal-e-Azam
Filmens budskab er, for så vidt den har noget, rimeligt klart: Kærligheden er stærkere end alt, og den, der som Akbar forsøger at knuse den, sår kimen til sit eget nederlag.

Da prins Salim står foran sin henrettelse rejser en respektløs kunstner sig til oprør, og en tusindtallig mængde stemmer i med sangen: Zindabad, Zindabad, ai mohabbat, zindabad - længe leve kærligheden.

Mughal-e-Azam sprængte i sin tid alle rammer for, hvor stor en indisk film kunne være, og er rammende blevet sammenlignet med både "Ben Hur" og "The Ten Commandments".

Filmen var oprindelig i sort-hvid og blev i 2004 relanceret i en farvelagt udgave, der blev udsendt i biografen i både Indien og Pakistan - og som også er den, jeg her har forholdt mig til.

Og jeg kan vel ikke sige andet, end at de mange millioner rupees ikke har været spildt. Hvis den er lidt langtrukken sine steder mere end opvejes det af det lyriske billedsprog, den stort anlagte fortælling, den smukke musik og de overbevisende hovedpersoner. Dette er uden tvivl en klassiker.

MUGHAL-E-AZAM, Indien 1960. Instrueret af K. Asif efter idé af K. Asif. Urdu med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Basar Vest, Århus.

PS:
Se i øvrigt også her, under overskriften Immortal-e-Azam:
Madhubala transcends the decades and looks as gloriously stunning in colour as anyone ever has. Her Anarkali starts by being the besotted firebrand and goes on to become the defiant loyalist, bound by her unconditional love. She's unbelievable in the role, and her scenes with Prithviraj Kapoor are the film's finest, delving fearlessly into moral ground and superiority, into class differences. These are conversations of great genius, constructible only in a language such as Urdu, and clearly written by men more than mere writers: poets.

The old epics – Cecil B DeMille's cinema comes to mind, as does Kubrick's masterful Spartacus – are the kind of films that simply cannot be made today, despite the bluster and the CGI. Troy, Gladiator, The Lord Of The Rings will never be even their generation's Ben Hur – epics are not just those in scale, not those that sell lunchboxes. Epics are those that entail an epic creation; films that have a history are the ones that make it.

Kommentarer:

sunil kumar pareek skrev:
16/08/2014 01:50:59

i want this film many times ilike it very much .regarding acting of prathvi raj kapoor dilip kumar also.and one song teri mehfil me kismat...

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.