Mange historier (f.eks. som fortalt gennem film eller romaner) har ikke noget egentligt eller eksplicit "budskab", men fortæller primært en historie, der så at sige i sig selv er budskabet. For andre er budskabet så primært, at det er svært at komme uden om.
LAGE RAHO MUNNA BHAI er et eksempel på det sidste - en moderne, hjertevarm komedie, men dens primære formål og eksistensberettigelse er samtidig at formidle Gandhis lære og idealer, især hans principper om satyagraha (civil ulydighed) og ahimsa (ikke-vold).
Som sådan kan den betegnes som en mere "socialdemokratisk" og ukontroversiel pendant til Rang De Basanti - hvor RANG DE BASANTI opfordrer til kompromisløs modstand mod uretfærdighed og overgreb, om så det skal føre til voldeligt oprør mod staten, står LAGE RAHO MUNNA BHAI ("Hæng i, Munna bhai!") lige så solidt på ikke-vold og mere passiv modstand.
Murli Prasad Sharma, bedre kendt som Munna bhai, er en mindre gangsterleder, som går og tømmer huse, brækker knogler og bortfører folk for byggematadoren og boligspekulanten Lucky Singh. Munna (spillet af Sanjay Dutt) er samtidig småforelsket i radioværtinden Jhanvi (Vidya Balan) med den karakteristiske åbning "Good Morning, Mumbai!", og da hun en dag lover, at vinderen af en quiz om Gandhis liv kan få lov at besøge hende i studiet, er Munna fyr og flamme.
Hans ven og håndlanger Circuit (Arshad Warsi, der med sit store komiske talent rammer denne rolle lige i øjet) bortfører straks en historieprofessor og får alle bandemedlemmerne til at ringe ind samtidig, så Munna er sikker på at komme igennem.
Da han så endelig får chancen og møder Jhanvi i radioen, kan han ikke få sig selv til at indrømme, at han er gangster - men påstår i stedet, at han er professor i historie.
Jhanvi er begejstret - hendes bedstefar derhjemme har et "2nd Innings House" eller "olde-kolle" for seks af sine gamle studiekammerater - vil Munna (undskyld, professor Sharma) ikke komme og holde et foredrag om Gandhi for dem?
Munna er fanget i en fælde og må tilbringe de næste fem dage og nætter på Mumbais Mahatma Gandhi-bibliotek og forsøge at få lidt begreb om, hvad han skal sige.
Efter tre dage er Munna ved at få nok, da pludselig ... selveste Mohan Das Gandhi viser sig for ham og lover at stå ham bi, når han end får brug for det.
Til foredraget spørger en tilhører Munna, hvordan man skal behandle ungdommen - forleden så han en ung lømmel brække hånden af en statue af selveste Gandhi!
Og Gandhi svarer selv uden tøven: Tag drengen, stil ham foran statuen - og giv ham en hammer, så han kan knuse den helt! Pil alle mine statuer i hele landet ned, og fjern mit navn fra alle gader, stræder og pladser i hele landet. Tag mit billede ned fra alle jeres vægge. Hvis I vil beholde mig, så hold mig i jeres hjerter - og ikke på jeres vægge.
Munna lægger hertil så meget af sin egen indignation over, hvad der ikke fungerer i dette samfund ("der er haner, men ingen vand - hospitaler, men ingen senge"), at foredraget bliver en stormende succes, og Jhanvi begynder at blive mere end en anelse forelsket i ham.
Mørke skyer trækker sig imidlertid snart sammen over denne idyl: Lucky Singh (Boman Irani, igen lige i øjet i rollen som naragtig boligspekulant og sikh) har kig på Jhanvis og de gamles hus til sine forretninger, og den intetanende Circuit begynder uden videre at "tømme" det. Hvordan skaffer Munna det tilbage, og hvad nu hvis Lucky fortæller Jhanvi, at han slet ikke er professor?
Selvfølgelig er han nødt til at bruge ikke-vold, og så hjælper det lidt, at han kan se og tale med selveste Gandhi!
Jeg må indrømme, at jeg i begyndelsen af denen film syntes, det var lidt for meget: For usubtilt, for bastant pædagogisk i sin demonstration af Gandhis lære og i sin positionering af de søde gamle mod den væmmelige byggespekulant, osv ...
Men - det er faktisk en aldeles pragtfuld film. Både Circuit og Lucky Singh er ubetaleligt morsomme, og Sanjay Dutt er, med sin naive charme og grove fysik, som skabt til rollen som gangsteren med et hjerte af guld.
Som vejledning i Gandhis lære ("hvis du slår mig på den ene kind, vender jeg den anden til, så du kan slå mig igen - til sidst vil du skamme dig og respektere mig, og vil holde op med det") er filmen blevet vist i FN-bygningen i New York (10. november 2006, med mulighed for spørgsmål til instruktøren bagefter), og det indiske Kongresparti har efter sigende opfordret til, at alle partimedlemmer ser filmen.
LAGE RAHO MUNNA BHAI er dog kompromisløs nok: På et tidspunkt forklarer en psykiater Munna, at han slet ikke ser Gandhi i virkeligheden - det er blot forstyrrelser i hans overspændte hjerne.
Mod slutningen taler Gandhi direkte til tilskueren og opfordrer til at tage handsken op - "der vil altid være nogen, for hvem min lære skaber forstyrrelser i hjernen og får dem til at gøre underlige ting".
Og som en sådan opfordring bør filmen også ses, og nydes som den hjertevarme komedie, den også er. Diskussionen om, hvorvidt ikkevold altid er det rigtige og om Gandhi helt fortjener den helgenkåring, der blev ham til del, kan vi altid tage bagefter. Denne film fremsætter ét synspunkt, og det gør den godt.
LAGE RAHO MUNNA BHAI, Indien 2006. Instrueret af Rajkumar Hirani med manuskript af Rajkumar Hirani og Vidhu Vinod Chopra. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Update:
LAGE RAHO MUNNA BHAI bygger videre på den tidligere succes Munnabhai M.B.B.S., men er ikke en fortsættelse - det er snarere en uafhængig fortælling med de samme hovedpersoner, dvs. Munna og Circuit.
If ever there was a theatrical experience that was worth every penny, Lage Raho Munna Bhai was it. The film scores a perfect 10. In a very, very long time, this is the most brilliant, enthralling, and charming film that elegantly wheedles every emotion out of a willing audience.
At one point when Janvi asks Munna Bhai, How do you get by with this street-talk, considering you're a professor? He answers that it's the only language that his students understand and if you're going to effectively teach them anything, it's best in their language. This little exchange mirrors Hirani's real-life intent on using the most popular medium to reinforce Gandhian idealism to an audience from whose memories the Mahatma is constantly fading away to the point where it's almost fashionable to deride him (remember Santoshi's The Legend of Bhagat Singh?) And how gracefully Hirani pulls it off!
In reprising the roles of Munna and Circuit, Dutt and Warsi faithfully don the characters like a second skin and are ably supported by a capable cast, led most notably by Boman Irani, who proffers a characteristically effervescent performance as Munna's money-minded adversary, Lucky Singh. Everything about this film works: the inventive story-telling; the uplifting song sequences set amidst a theatrical landscape of circus clowns and dancing elephants; the sparkling comedy complemented by moments of tenderness and endearing innocence.
It's rare to see a film that bounces between humour and sentiment so seamlessly. And it is rarer still to see characters become etched in the memory so enduringly that audiences become almost protective of them. It's testimony both to the quality of the writing and the performances, that Munna and Circuit have taken on a life of their own. Lage Raho Munna Bhai is the ultimate in feel-good cinema that leaves you feeling like anything is possible.
Anand Verma er fagforeningsleder og står i spidsen for en strejke, som er på nippet til at få krammet på den lokale arbejdsgiver.
Som modtræk bortfører arbejdsgiverens håndlangere Vermas familie og truer med at dræbe dem, med mindre Verma på arbejdernes vegne tiltræder en "hovedaftale", der opfylder arbejdsgiverens krav og bl.a. gør det ulovligt at strejke. Verma skriver under, og hans kone Sumitradevi og sønnerne Vijay og Ravi får lov at leve - men han selv er vanæret for stedse, og en dag løber han simpelt hen bort, fordi han ikke kan leve videre med skammen og de andre arbejderes nag.
Vijay overfaldes en dag af nogle bøller, der tatoverer inskriptionen "min far er en tyv" på hans arm, og den lille familie beslutter at tage til Bombay for at prøve lykken.
Her lever de fra hånden i munden - det lykkes dog for moderen (spillet af Nirupa Roy) og den ældste søn Vijay i fællesskab at tjene så meget, at de kan sende lillebroderen Ravi i skole.
Mange år senere er Vijay (spillet af Amitabh Bachchan) blevet havnearbejder, mens Ravi (Shashi Kapoor) er arbejdsløs og forelsket i en ledende politimands datter.
Da en gruppe gangstere begynder at kræve "skat" af havnearbejderne for at lade dem arbejde, nægter Vijay at betale, hvilket fører ham ud i et opgør med de lokale ganstere og bringer ham i kontakt med lederen af en rivaliserende bande (dushman ka dushman dost hota hai, som han siger - en fjendes fjende er en ven).
Og sådan går det til, at mens Ravi under indflydelse af sin kommende svigerfar søger ind på politiskolen, bliver Vijay en stadigt vigtigere del af Bombays underverden med bil og kæmpevilla.
En mur har rejst sig mellem brødrene, og bedre bliver det ikke, da Ravi får til opgave at optrævle den ring af guld- og spritsmuglere, som Vijay står i spidsen for. Vijays mor undsiger ham og slutter sig til Ravi, og Vijay flytter i stedet sammen med "barpigen" Anita (Parveen Babi). En katastrofal konfrontation synes efterhånden uundgåelig.
DEEWAR ("Muren") er en af de første film med Amitabh Bachchan i rollen som "vred ung mand", en rolle, hvormed han kom til at præge 70erne og 80erne som epoke i indisk film. I denne film spiller Vijay rollen som "the underdog", den udstødte unge mand, der hele sit liv er blevet trådt på og har kæmpet for at skaffe mad i munden, og som nu ikke længere vil finde sig i det.
Heroverfor står lillebroderen Ravi som den mere milde og konforme, der forsøger at tilpasse sig og få det bedste ud af situationen, og midt i det hele deres mor, som er splittet: "Jeg har altid elsket Vijay mest", som hun erklærer, samtidig med at hun er nødt til at undsige sin søn gangsteren og støtte sin søn politimanden.
Bag alt dette ligger en betydelig social indignation: Første dag på arbejde som politimand skyder Ravi en flygtende tyv, der viser sig at være en lille dreng, der var ude at stjæle brød til sine forældre. Drengens mor skælder Ravi huden fuld og spørger, hvorfor politiet kun skyder på de fattige, men hans far forsvarer politimanden: Hans søn skulle ikke have stjålet, der er millioner af mennesker, der er ved at dø af sult i Indien - tænk engang, hvad der ville ske, hvis de alle begyndte at stjæle!
Denne næsten Gandhi'ske tale gør et dybt indtryk på Ravi (omend ikke på tilskueren), der nu for alvor besinder sig på at lade retfærdigheden ske fyldest, om det så er hans egen bror, det går ud over. Tilskueren kan, som antydet, drage en anden konklusion - en konklusion, der får Ravis ildhu på lovens vegne til at virke noget selvretfærdig, mens ildsjælen Vijay fremstår som den mest hæderlige og sympatiske af de to.
Og heri ligger filmens styrke: I spændingen mellem de to brødre, hvor Ravi er den, der formelt har retten og moralen på sin side - men Vijay er den, vi holder med.
Der er andet end godt at sige om DEEWAR som film: Den indeholder (atypisk for en Yash Chopra-film) kun tre sange, hvoraf ingen er særlig gode - det virker mest, som om de er klistret på som en eftertanke. De rivaliserende gangstere er lidt for skabelonagtigt latterlige og skurkagtige, og filmen er måske i det hele lidt for lang.
På plussiden virker den meget 70er-agtige stil godt i et miljø, der for en gangs skyld ikke er idealiseret, forskønnet middel- eller overklasse, men også viser den mere rå og oprørende side af moderne indisk storbyliv.
Det er den ægte vrede og indignation, der ligger bag historien og den tragiske konfrontation mellem to brødre, der begge gør, hvad de må (Vijay på grund af sin vrede og sit ønske om at gøre det hele godt igen for sin mor, og Ravi, fordi det er hans pligt), der bærer filmen.
DEEWAR, Indien 1975. Instrueret af Yash Chopra med manuskript af Javed Akhtar og Salim Khan. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Den unge Manoj er blevet arbejdsløs og er taget fra sin landsby ind til storbyen Calcutta for at samle 40.000 rupees (ca. 8.000 danske kroner, men en formue for en fattig inder) fra sine gamle studiekammerater, så han kan begynde for sig selv.
En af dagene beslutter Manoj (spillet af Ajay Devgan) at opsøge sin barndomsveninde og tidligere elskede Niru (Aishwarya Rai), som seks år tidligere blev gift med en rig mand fra Calcutta, da Manoj ikke havde penge nok til at sikre hende et "ordentligt" liv.
En regnvejrsdag står Manoj ved hendes dør, hun lukker op, og de taler - og den gamle fortryllelse består, og river også tilskueren med. Efterhånden som Niru fortæller, går det op for os, at hun ikke er lykkelig i sit rigmandshjem - og samtidig, som Niru og Manoj taler, og også Manoj fortæller, at han er chef for et TV-produktionsselskab og er i Calcutta for at forhandle om sin nye TV-serie, lægger deres blide samtale og stuens dæmpede, grønne lys sig som et lag af poesi over den brutale virkelighed.
Er Nirus mand virkelig i Japan på forretningsrejse, og er dette et rigmandshjem, eller ser det blot sådan ud? Hvad er sandheden om Nirus liv i Calcutta, og hvordan forholder den sig til Manojs situation og det, han fortæller om den?
Raincoat er en ganske usædvanlig Bollywood-produktion: Intet stort melodrama, men masser af dæmpede, underspillede replikker; ingen spektakulære sang- og dansenumre, men masser af blid musik; ingen stort anlagt handling, blot to mennesker, der sidder og snakker sammen - og en dobbeltbundet, poetisk stemning.
Fortællingen er smukt indrammet af Manojs ophold hos middelklassevennen Alok og hans venlige, stærke hustru Sheela (spillet af Sameer Dharmadhikari og Mouli Ganguly). Og mere er det faktisk ikke muligt at sige om filmens handling uden at have sagt for meget.
Nåja, én ting mere: Historien er inspireret af O. Henrys novelle The Gift of the Magi, som handler om et ægtepar, der giver deres kæreste eje væk for at gøre den anden glad - i denne udgave i en på sin egen underspillede måde synderligt optimistisk version.
RAINCOAT er ikke en spændende action-film eller en film, der behandler livets store spørgsmål, men til gengæld et stille, poetisk kunstværk om to mennesker, der mødes og taler sammen en eftermiddag.
RAINCOAT, Indien 2004. Instruktion og manuskript: Rituparno Ghosh. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Galt går det imidlertid, da Rajs firma er ved at gå konkurs, og Priya bag hans ryg låner de penge, der mangler - af sin tidligere forlovede.
Raj er meget prikken med hendes families velstand, og har altid nægtet at tage imod nogen form for økonomisk hjælp overhovedet. Hans stolthed har fået et knæk, og efter et kort amokløb til en fest tager Priya grædende hjem til sine forældre.
Denne scene har nogen så været venlig nok til at lægge på YouTube, med undertekster (en ikke uvigtig detalje).
Jeg viderebringer denne scene her - dels, fordi den faktisk kan give et indtryk af filmen uden at ødelægge fornøjelsen ved at se den i sin helhed, om man skulle have lyst til det, dels fordi den også er et typisk eksempel på den slags konflikter, som de udmønter sig i indisk film. Endelig viser klippet et godt eksempel på superstjernerne Shahrukh Khan og Rani Mukherjee overfor hinanden, Khan i sit es i en på én gang typisk og kompleks rolle.
Hvor de tidligere omtalte Kuch Kuch Hota Hai og Dilwale Dulhania Le Jayenge kan ses som klassiske Bollywood-kærlighedshistorier mellem to i begyndelsen umage elskende, er Chalte Chalte den lidt mindre naive historie om, hvordan det går det umage par efter ægteskabets indgåelse, når hverdagen indfinder sig.
Raj Mathur er en self-made man, indehaver af et transport-firma, han selv har banket op fra en fattig baggrund. Raj (spillet af Shahrukh Khan) forelsker sig hals over hoved i Priya (Rani Mukherjee), en modedesigner fra en hovedrig familie, som han en dag er lige ved at køre ind i med sin lastbil.
Priya er betaget af den unge mand, men skal snart forloves med barndomsvennen Sameer (Jas Arora). Da hun tager afsted til forlovelsen i familiens hus i Grækenland, følger Raj efter for at overtale hende til at gifte sig med ham i stedet - hvilket ikke overraskende (hvis man kender denne type film) lykkes trods stor modstand fra især Priyas mor, der ser mere end skævt til den unge opkomling.
Det unge par flytter sammen i en sky af lykke. Efter et år knager forholdet imidlertid kraftigt: Raj er rodet, uformel og meget jordnær, hvor Priya er vant til at leve i et rigmandshjem med styr på tingene; Priya er som modedesigner vant til at være udadvendt, hvor Raj ikke bryder sig om hendes high society-cirkler og foretrækker sine egne mere jordnære venner. Det bliver hurtigt klart, at de lever mere eller mindre som hund og kat: Skænderier afbrudt af forsoning afbrudt af skænderier afbrudt af ...
Galt går det imidlertid, da Rajs firma er ved at gå konkurs, og Priya bag hans ryg låner de penge, der mangler - af sin tidligere forlovede.
Raj er meget prikken med hendes families velstand, og har altid nægtet at tage imod nogen form for økonomisk hjælp overhovedet. Hans stolthed har fået et knæk, og efter et kort amokløb til en fest tager Priya grædende hjem til sine forældre.
Men - til syvende og sidst, og deres forskelligheder til trods, elsker Raj og Priya jo hinanden. Hvordan og hvor længe kan de leve uden at være sammen?
CHALTE CHALTE ("Mens vi er på vej") er ikke nogen stor film, men hvis man kan nøjes med mindre, er den en hyggelig og livsglad komedie - godt hjulpet på vej ikke mindst af Rajs farverige naboer og kolleger. Shahrukh Khan ses her i en noget mere sammensat og sårbar rolle end i hans øvrige romancer, hvor den fortryllende Rani Mukherjee lever op til sin egen (høje) standard.
I birollerne holdt jeg mest af den evige klovn Johnny Lever som drukkenbolten, der altid synger den samme sang, nemlig titelsangen fra Dilwale Dulhania Le Jayenge: Live once, die once, get married once, love once ... and sing one song, som Raj kommenterer.
En som sagt hyggelig og livsbekræftende fortælling om nogle af de strabadser, som kærligheden også skal overvinde: Det forekommer lige så sikkert, at Raj er Priya er nødt til at skændes, som at de er nødt til at være sammen; læg hertil en smuk musikside med flere gode sange, og vi har en god lille film, der sagtens kan anbefales.
CHALTE CHALTE, Indien 2003. Instrueret af Aziz Mirza med manuskript af Aziz Mirza og Robin Bhatt. Hindi/urdu med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Nick Naylor er talsmand for tobaksindustrien - han er med egne ord hverken læge eller advokat, men har en "bachelor's in kicking ass and taking names".
Michael Jordan spiller bold, Picasso maler, Charlses Manson dræber folk... og Nick Naylor (spillet af Aaron Eckhart) taler. Som fortaler for en industri, der dræber 1200 mennesker om dagen ("there's Attila, Genghis - and then there's me") er han ikke verdens populæreste mand, hvilket ikke generer ham så meget.
Tværtimod trives han som en fisk i vandet som fortaler for de stakkels forladte multinationale selskaber, som er forladt af deres egne forbrugere - og desuden har vi jo alle en termin at betale ("the Yuppie Nuremberg defense").
Omkring Naylor finder vi et galleri af tobaksfolk, eks-tobaksfolk, filmfolk der overvejer at lade Naylor financiere deres næste film, og meget mere.
Thank you for smoking er en højst ukorrekt komedie om en mand, der er god til det han gør, og de genvordigheder og strabadser, han må igennem - og en af de morsomste film, man har set i mange år.
Den unge pige Aniram lever i en fattig muslimsk familie fra Faizabad og forekommer i fuld gang med et almindeligt, anstændigt liv: Forlovet som ca. tolvårig, og indtil brylluppet skal stå optaget af huslige pligter og sin elskede lillebror.
En dag kommer hun (som barn spillet af Umme Farwa) i klemme i en strid mellem hendes far og en ufordragelig, forbryderisk nabo, som faderen engang har vidnet imod i retten.
Naboen bortfører hende i den hensigt at slå hende ihjel, men beslutter i stedet at sælge hende til et bordel i Lucknow; bordellets ejerske, den statelige Khanum Jaan (spillet af Shaukat Kaifi), bryder sig ikke om navnet "Amiran" og omdøber hende straks til Umrao, hvorefter hun uddelegerer ansvaret for Umraos opdragelse til den venlige "tante" Husseini (Dina Pathak).
De næste år opdrages hun i sang, musik og dans under vejledning af den gamle sanger og digter Maulvi (Gajanan Jagirdar), indtil hun som voksen (og spillet af Rekha) endelig er en fuldbefaren kurtisane, der tilbringer dagene med at synge og danse for at underholde de unge mænd fra Lucknows muslimske overklasse.
Umrao viser hurtigt sit talent ikke blot som sanger, men også som digter, og en stor del af filmens dialog og især dens sange består af de digte (ghazals), der tillægges hende.
Hun drilles plages og forfølges af tjeneren Gohar Mirza (spillet af Naseeruddin Shah), der elsker hende trods bevidstheden om, at han aldrig vil kunne få hende.
En dag ankommer den unge adelsmand Nawab Sultan (Farooq Shaikh) til bordellet, tillokket af Umraos digte, som han har hørt Gohar Mirza citere. Umrao Jaan og Nawab Sultan bliver dybt forelskede, og i lang tid er de lykkelige - Nawab kommer jævnligt i bordellet, og hans penge og berømmelse giver Umrao en særstatus blandt bordellets piger.
Denne lykke får imidlertid ende: Nawab kommer til at dræbe en ubehøvlet, beruset bordelgæst, og får forbud mod at komme i bordellet igen. Umrao lider frygteligt, men må i sidste ende erkende, at hun som kurtisane (sanger/danser/prostitueret) aldrig kan slå sig ned med den mand, hun elsker.
Da Nawab Sultan skal giftes og beder hende danse til sit bryllup, løber hun i stedet bort med landevejsrøveren Faiz Ali (spillet af Raj Babbar). Da denne bliver dræbt, slår hun sig ned i Kanpur, hvor hun i nogle år lever af at optræde for den lokale adel, indtil Khanum, Husseini og Gohar Mirza lokker deres tidligere stjerne tilbage til Lucknow.
Filmen slutter, da briterne indtager Lucknow i forbindelse med oprøret i 1857, og bordellets beboere må flygte over hals og hoved.
Under flugten gør de ophold i Faizabad, hvor Umrao under en optræden pludselig genkender sin mor i mængden; det bliver et tårevædet gensyn, men kan hendes familie acceptere, hvad hun er blevet til?
Umrao Jaan er, som det vil forstås, en film med en ret langsomt fremadskridende handling. Den bygger på en berømt roman fra 1905 af Mirza Hadi Ruswa, der anses for at være noget af det bedste prosa, der nogensinde er skrevet på urdu. Det kan sine steder mærkes, at der er tale om en filmatisering - især mod slutningen kan handlingen virke forvirrende og underligt fragmenteret, som om man har forsøgt at få elementer fra romanen med, som der egentlig ikke er plads til.
Filmen vinder således mere på sin stemning end på sin handling: Dens styrke er beskrivelsen af Lucknows overklasse, af den mystiske verden af sang, musik og dans, af tankerigdom og sublim digtning, men også af fangenskab af fordærv, som bliver Umrao Jaans liv - den glæde ved sang og digtning, og den længsel efter kærlighed, der både giver næring til hendes digte og ender med at blive hendes ulykke.
Det centrale element er poesien og den verden af pragt, musik og skønhed, vi får et indblik i, og ét af filmens væsentligste elementer er således den meget poetiske dialog og dens mange, fortryllende sange.
Rekha, én af indisk films største stjerner gennem tiderne, bærer hovedrollen fornemt, og bortset fra den lidt stive Nawab Sultan passer også de øvrige skuespillere godt i deres roller. De (få) udendørs scener præges af noget lave production values og står i en underlig kontrast til de studie-producerede indendørsscener, hvor den indiske filmkunst for alvor glimrer ved sin overbevisende genskabelse af fortidens pragt.
Kortfattet kunne man sige, at UMRAO JAAN mere skal ses for sin stemning og sin poesi end for sin handling - men det har den til gengæld nok af til at gøre den til en klassiker.
UMRAO JAAN, Indien 1981. Instruktion og manuskript: Muzaffar Ali. Hindi/urdu med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
Good Copy Bad Copy er en dansk dokumentarfilm om dette for tiden ret hotte emne, som er tilgængelig som fri download og har været sendt i DR2.
Det sker faktisk ret sjældent at det provinsielle, lille Danmark laver noget, som er på forkant med den form for udvikling - så her er der grund til at spærre øjnene op! (Og se filmen).
Tillad mig derfor at koble mig på omtalen hos Boing Boing:
The film skips around the world, showing the changing attitudes toward art and culture in Nigeria, Sweden, Brazil, the UK, and the US, answering statements about incentives and creativity by the MPAA and IFPI by showing us real artists (like Danger Mouse and Girl Talk) making wonderful art that, according to the gangsters in the entertainment industry, no one will make without copyright.
The movie has a very light touch, and a lot of humor. This has been a banner year for copyright documentaries, but this is the best looking of the lot, with superb production values. This is a masterclass on the copyright wars crammed into 58 minutes of video -- a must-see.
Link til selve filmen, der både kan ses online og downloades i høj opløsning.
Nej, jeg har ikke set den, men læste noget i The Observer i går om, at Moore risikerer, at den bliver forbudt i USA - fordi en del af den er optaget på Cuba, hvilket af nogen opfattes som en overtrædelse af den amerikanske embargo mod øen.
Filmen er et angreb på det amerikanske sundhedsvæsen, som formår at lade en stor del af borgerne i stikken samtidig med, at det er langt dyrere for landets skatteborgere end f.eks. det danske.
Journalist, filmanmelder og konsulent for filmfestivalen i Cannes Agnès Poirier skriver om filmen i dagens Guardian, under overskriften "Oh yes, he's got an agenda":
In four tidy acts, Michael Moore spells out the facts. Act one: 50 million Americans have no health cover, and 250 million who think they do, through costly health insurance schemes ($2,000 per person a year), are often denied treatment when they need it. A guy without cover who chopped off two of his fingers in a bout of DIY was presented with an invoice for $12,000 to reattach his ring-finger and $60,000 for his forefinger. Being a romantic, and skint, he chose to get his ring-finger back.
Act two: when did it all start going wrong, asks Moore. The answer: in August 1971. President Richard Nixon and his adviser Edgar Kaiser plot to break the system. "The less care they give, the more money they make," says Nixon, caught on tape. They? Their friends, the health industry moguls, the same ones who fund the political campaigns of US congressmen. Moore shows us the price tag on every single one of them. One in particular, Billy Tauzin, leaves Congress to become CEO of the drug industry's top lobbying group, PhRMA, with a $2m a year salary.
Meanwhile astute national publicity campaigns have demonised the concept of universal healthcare by associating it with "socialised medicine", which in American English translates as "Soviet medicine" - the kind such oppressive regimes as Canada, Britain and France have adopted for their citizens.
Act three: Moore pays these regimes a visit. Britain's NHS is paid a well deserved tribute, with Tony Benn appearing as the country's conscience. Then off to France. A mother of three explains that her state nanny does the family's laundry while the creche down the street, with professionally trained staff, costs her 50p per hour. Moore concludes his French tour by asking: "Is there a reason why they want to make us hate the French? Are they afraid we might want to live like them?"
Act four, the most powerful: Moore decides to test the US administration's claim that Guantánamo Bay prisoners get the best free healthcare in the world. He takes 9/11 volunteer rescue workers, whose health problems were not covered by the state because they weren't on its payroll when they ran to help, to Guantánamo Bay in Cuba. At least he tries to. Arriving at the gates, Moore shouts through a loudspeaker: "I have 9/11 sick rescue workers, can you please open the gates?" A siren begins to wail. Moore and his troops make off as fast as they can - to Havana. Where they are treated immediately.
Det lyder spændende og relevant, og også som noget, der forhåbentlig kan ende med at flytte noget ved det hensygnende amerikanske sundhedsvæsen. Og måske det kan minde os europæere om, hvad det egentlig er vi mister, hvis vi opgiver tanken om gratis sygesikring for alle.
Sicko lyder som en god og væsentlig film, ligesom Bowling for Colombine var det - hvorimod jeg personligt syntes, at Fahrenheit 9/11 skød alt for meget med spredehagl til at være andet end en fuser.
Filmens kvindelige hovedperson i rollen som Sita, Ramas hustru, der blev holdt fange på Lanka af den onde Ravana, i et spil, der markerer den traditionelle, nordindiske festligholdelse af Dussehra:
Every moment weighs terribly,
we're beset with a calamity.
O scion of Raghu race,
come to rescue me
Come, O Raghu stalwart,
Lord Ram, please come!
Adorable lord of my heart,
O my good Ram, appear!
I recite your name,
please listen, O Ram and come
I recite your name,
Please hear me, O Ram
Let the truth ring out loud and the city of sin burn.
Come this very moment and liberate me -
Listen to my woes.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Og sådan går det til, at mens Ravi under indflydelse af sin kommende svigerfar søger ind på politiskolen, bliver Vijay en stadigt vigtigere del af Bombays underverden med bil og kæmpevilla.
Fortællingen er smukt indrammet af Manojs ophold hos middelklassevennen Alok og hans venlige, stærke hustru Sheela (spillet af Sameer Dharmadhikari og Mouli Ganguly). Og mere er det faktisk ikke muligt at sige om filmens handling uden at have sagt for meget.
Galt går det imidlertid, da Rajs firma er ved at gå konkurs, og Priya bag hans ryg låner de penge, der mangler - af sin tidligere forlovede.
CHALTE CHALTE ("Mens vi er på vej") er ikke nogen stor film, men hvis man kan nøjes med mindre, er den en hyggelig og livsglad komedie - godt hjulpet på vej ikke mindst af Rajs farverige naboer og kolleger. Shahrukh Khan ses her i en noget mere sammensat og sårbar rolle end i hans øvrige romancer, hvor den fortryllende Rani Mukherjee lever op til sin egen (høje) standard.
En dag ankommer den unge adelsmand Nawab Sultan (Farooq Shaikh) til bordellet, tillokket af Umraos digte, som han har hørt Gohar Mirza citere. Umrao Jaan og Nawab Sultan bliver dybt forelskede, og i lang tid er de lykkelige - Nawab kommer jævnligt i bordellet, og hans penge og berømmelse giver Umrao en særstatus blandt bordellets piger.
