– fordi tiden kræver et MODSPIL

27. Oct 2006

Den som har set september

 
 
	FEBERMÅNED 
 
	Den som har set september, 
	febermåneden, gløde 
	ved at et forår lever 
	under hvert blad som døde, 
	ved at før livet styrter 
	bærer det høstens byrder. 
 
	Tiden blev ramt af feber. 
	Men i vor kvals betændte 
	glødende rum har søvnen 
	skænket os sakramente. 
	Feberens storm har bøjet, 
	hærget og sammenføjet. 
 
	Stod vi, af ild omkranset, 
	søgende livets nåde, 
	ramte en stilhed hjertets 
	bristende nervetråde. 
	Over vor feberkurve 
	hørte vi sang af spurve. 
 
	Skyggerne fandt os ikke. 
	Søvnen blev drøm og tanke. 
	Endnu mens natten bandt os 
	hørte vi hjertet banke. 
	Noget kom nær. Og fjerne 
	tåger blev sol og stjerne. 
 
	Lyset blev til og rørte 
	blidt ved de stumme malme, 
	bad dem at lægge toner 
	ind i en dæmpet salme, 
	bad dem at kime over 
	alt hvad der tidløst sover. 
 
	Flammende steg vi gennem 
	feberens skyggerige. 
	Løftet og genopstandne 
	kunne vi ikke vige. 
	Roligt skal den som kæmper 
	møde sit livs september. 
 
	Halfdan Rasmussen (1915-2002) 

Kommentarer: