Masken

 
Det var sommerferie, en af de her sommerferier, hvor man bare løber rundt og opdager verden, en dejligt lang pause fra skolens daglige ydmygelser, som man næsten kunne tro ville vare hele livet.

For en dreng i den alder var området noget af det tætteste, man kunne komme på et paradis. Især holdt jeg af at udforske klipperne ned til kysten med de mange små bugter og stejle skrænter, hvor man kunne fange fisk og finde søstjerner, krabber og flotte konkylier, der tillod en at tage havets brusen med hjem i seng.

Det var sådan en dag, at Cynthia og jeg fandt masken.

Dagen var begyndt som alle andre: Jeg væltede ud af sengen ved ellevetiden, spiste morgenmad over min mors bebrejdelser over at sove livet og sommerferien væk og benede over til Cynthia for at høre, om hun kunne lege.

Hvad jeg i virkeligheden spurgte om var, om hun ville deltage i en ekspedition for at udforske den fremmedartede og romantiske verden, der gemte sig nede ved kysten.

Fisk, krabber, søstjerner, konkylier - jeg glemte at nævne en vigtig ting, og det er huler. Kysten er barsk og forreven, og mange steder dækker skrænterne over åbninger, der fører langt ind under bjergenes fascinerende indre.

Vi løb ned mod kysten, markens gule og hvide blomster bølgede om kap med havet. Det var en dejlig dag, og verden lå for vore fødder.

Vi kendte efterhånden kystlinjen omkring landsbyen temmelig godt, så denne gang havde vi vovet os et par kilometer væk. Endelig fandt vi en klippe, der stak i vejret som en fritliggende ø i højvande, men som i lavvande tydeligvis var frit tilgængelig. Det var mere, end vi kunne stå for.

På vej ud på halvøen kom mit blik til at falde på en mørk skygge under et klippefremspring.

-Vent, råbte jeg. -Der er en hule!

Cynthia stoppede op, og vi gik hen for at undersøge nærmere. Trods den lave indgang var hulen tilsyneladende meget dyb, og vi besluttede straks at udforske den.

Vi kravlede ind, først Cynthia, så jeg. Vi var kun nødt til at kravle de første meter; herefter videde tunnelen sig ud, så vi kunne gå oprejst. Jeg tog Cynthia ved hånden og førte an. Da vi var kommet godt og vel tyve meter, begyndte lyset fra indgangen at blive svagt, og vi overvejede så småt at vende om. Hulens vægge var typiske, grove klippevægge, hist og her lå knogler og ekskrementer fra de dyr, der nu færdes på sådanne steder. Klokken var omkring de tolv, og vi havde seks timer, til højvandet kom ind og dækkede indgangen.

-Vent!, udbrød Cynthia. -Prøv at se lidt længere fremme. Jeg tror, der må være en revne...

Og ganske rigtigt: Et svagt glimt af lys vakte håbet om flere opdagelser og måske endnu en udgang. Havde vi opdaget et netværk af gange efter udtørrede underjordiske floder?

Vi fortsatte fremad. Lyset blev ganske rigtigt kraftigere, og gangen mundede endelig ud i en vældig hule - en pragtsal med godt ti meter til loftet, oplyst af en lang og tynd sprække, der sendte svage stråler af sollys ned til os.

Vi stod et øjeblik og sundede os oven på dette overraskende fund.

-Vi skal til at tænke på højvandet, sagde Cynthia lavmælt.

-Scch, indvendte jeg: -Se her!

Hulen var ikke tom. Dens gulv bestod af sand og sten, og ovenpå denne strøelse var tankeløst henkastet et antal metalgenstande: Fade, knive og krus, som åbenbart var brugt til at fortære kødet på de knogler, man så overalt. Knoglerne var af en ildevarslende størrelse, for store til at tilhøre rotter, harer eller geder, for små til at stamme fra heste eller køer.

Over en slags bord hang en ildevarslende maske, og ved siden af bordet gjorde vi et fund, der bekræftede vore værste anelser: Knuste, ødelagte rester af, hvad der kun kunne være menneskekranier.

Masken var af bronze og forestillede en slags ond dæmon. Jeg prøvede at tage den ned fra væggen, men den sad fast, og jeg kunne ikke engang rokke den.

Jeg så hen på Cynthia og konstaterede, at også hun så småt var begyndt at miste modet. Spændende huler og underjordiske fe- og drømmepaladser var sjove at drømme om, men menneskeofringer og kannibalisme lå noget ud over, hvad nogen af os havde regnet med.

-Vi skal til at tænke på højvandet, stammede jeg.

Cynthia nikkede, det svage lys ovenfra lå blidt hen over hendes gule hår og ansigt.

-Vent lige et øjeblik ...

Masken må engang have været skinnende blank, men nu var den næsten helt sort af ir. Dens øjne var røde sten, blanke som rubiner; dens gulnede, elfenbensagtige hugtænder var plettet af brune skjolde, der næppe kan have været andet end menneskeblod.

Jeg prøvede atter at løsne den, og denne gang lykkedes det - da jeg havde trukket og vredet et par gange, knækkede træværket bag masken med et lydeligt smæld, og jeg stod med den i hånden. Vi kantede os hen til tunnelen og var lettede, da vi stod i det svindende sollys og kiggede ud over havet.

Vi skyndte os hjem, hver til sit hus, sultne og uden megen lyst til at snakke. Spredte knogler, knuste kranier. Hvad var der foregået dernede, og hvor længe siden var det? Jeg stak masken ind under trøjen, sneg mig ind på værelset og gemte den under det løse gulvbrædde.

Det varede lidt, før jeg så Cynthia igen. Efter et par dage slentrede jeg skyldbevidst og næsten skamfuld over for at indrømme, at jeg savnede hende. Ville hun med ud og udforske heden og klitterne? Jeg pegede mod syd, langt bort fra hulen mod nord.

-Kan vi ikke bare gå ned til stranden?

Herefter begyndte vi atter at mødes og gå ud, idet vi omhyggeligt undgik området nord for landsbyen og dets uhyggelige, underjordiske kongerige. Der var skrænter, vige, bugte og klippeskråninger nok at udforske og ingen risiko for, at vi skulle løbe tør.

Masken lå i mellemtiden sikkert i sit skjul under det løse gulvbrædde. Nogle gange tog jeg den frem og undersøgte den for at se, om jeg kunne aflokke den flere spor om dens oprindelse. Men der var ikke så meget at se: En tung maske af sortiret bronze, et uhyggeligt vrængende eller grinende ansigt, hvis effekt blev forstærket af de spidse horn og påsatte hvide hugtænder. Var dette en blodtørstig gud, som generation efter generation havde ofret deres fjender eller måske deres egne førstefødte til?

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke alarmerede de voksne. Det var trods alt et fund, måske endda en arkæologisk sensation. Men jeg kunne ikke rigtig få mig selv til det. Klippehulen var vores, og selv om masken skræmte mig, kunne jeg heller ikke skubbe den fra mig. Jeg tog den op i mine hænder, satte den prøvende op for ansigtet og følte mig lidt dum. Jeg rystede på hovedet. Hvad får folk til at hænge sådan en grinende djævel op over et alter og smøre blod på dens hugtænder?

Det var omkring den tid, det begyndte. En dag, hvor jeg løb med Cynthia ude på heden og nød solen i det høje græs og bjergene i det fjerne, så jeg pludselig mig selv på den samme mark, men i et vrængbillede: Lyset var dødt og hospitalsagtigt, og sletten var erstattet af en endeløs, gråligt-hvid flade, hvor kun jeg selv ragede op. Det varede kun et øjeblik, så var jeg tilbage på heden.

Synet ville have været lettere at affærdige, hvis det ikke havde været så påtrængende fysisk. Jeg havde aldrig før set, tænkt eller drømt noget lignende, men ikke desto mindre var det, som om jeg et øjeblik var bortrevet til en fremmedartet, gold flade, hvor jeg var alene i hele verden bortset fra et sug i maven, som om nogen lurede på mig fra den mælkehvide himmel.

Jeg rystede let, trak på skuldrene og løb videre. Cynthia havde ikke bemærket noget.

Jeg begyndte nu at udforske mine forældres bibliotek på jagt efter noget, der kunne minde om en forklaring. Det var mest nitter: Der var ikke så meget som antydning af, at omegnen omkring vores hjem skulle have været hjemsted for hedenske kulter, der udførte menneskeofringer.

Masken havde jeg mere held med. Afrikanske stammer tager masker på i hellige ritualer, hvor deltagerne forestiller sig, at de "bliver" stammens gud. I Indien tager folk masker på til den årlige Diwali-fest, hvor et væsentligt indslag er en teatralsk opførelse af det mytologiske opgør mellem kong Rama og den onde dæmon Ravana, der har bortført Ramas hustru Sita til sit palads på Ceylon. Oprindelig blev opførelsen ikke betragtet som teater, men som en virkeliggørelse eller ny-gørelse af det gamle opgør, der hvert år måtte udføres for at Ravana kunne blive slået og Rama få sin elskede hustru tilbage. Rama og Sita var nemlig inkarnationer af guderne Vishnu og Lakshmi.

Under selve opførelsen havde de medvirkende ikke bare masker på, de var Rama, Sita og Ravana, der var nedsteget fra deres boliger i det hinsidige og nu var tilstede i de kultdeltagere, der havde fået den ære at være deres talerør. Det var endda sket, at en deltager under opgøret mistede kontrollen med "sin" Rama, så han havde dræbt den aktuelle "Ravana" ikke blot i forestillingen, men i virkeligheden.

Men det var nok ikke helt det, der var tale om her: Masken virkede mere som en afgud, der skulle tilbedes og modtage ofringer, end som en rekvisit til et mysteriespil.

Måske mine syner ikke havde noget direkte med masken at gøre. Visuelle hallucinationer kunne udløses af ekstremt psykologisk pres, hed det i en anden bog, og kunne forekomme at give indblik i en mystisk verden med andre naturlove. Synerne kunne samtidig ses som et vrængbillede af den seendes egen verden, som de gennem absurd fordrejning og nådesløs klarhed kunne udsige en større sandhed om. Måske vores opdagelse havde rystet mig mere, end jeg faktisk havde registreret, og angsten og skrækken viste sig som en slags vågent mareridt.

Cynthia så underligt på mig.

-Nej, jeg har ikke oplevet noget ud over det sædvanlige. Det er også uhyggeligt alt sammen. Men det er også spændende. Vi er selvfølgelig nødt til at gøre noget ved det på et tidspunkt; give besked, så der kan komme folk fra et museum og udgrave hulen og finde ud af, hvad der er sket dernede.

-Ja, det er klart. Men kan vi ikke vente lidt med at slå alarm? Jeg ville gerne ... hvad tror du, det er for noget? Har du nogen ideer?

Hun sukkede:

-For nogle hundrede år siden, da franskmændene hærgede kysten, og mange folk flygtede. Der var hungersnød, og bander af landstrygere og vejmænd søgte hertil, fordi de kunne gemme sig i hulerne langs kysten. Nogle af dem var kannibaler og overfaldt de fredelige folk, der var tilbage. Måske det er sådan et sted, vi har fundet. Masken er måske til pynt, eller den er til at vogte over hulen og skræmme indtrængere væk ... ligesom en slags gargoyle?

Jeg gøs. Landevejsrøvere, der æder deres ofre under en hungersnød var en om muligt endnu mere frastødende tanke end en underlig, hedensk frugtbarhedskult eller mordersekt.

-Men hvad gør vi? Jeg har svært ved at få stedet ud af hovedet igen. Egentlig ville jeg bare gerne nyde de sidste uger af ferien, inden vi skal tilbage til kostskolen. Men synerne vil ikke give slip.

Cynthia nikkede.

-Jeg synes, vi skal gå ned i hulen igen og se, om vi kan finde flere spor. Noget, der kan fortælle os, hvad masken er blevet brugt til, og hvad den kan have med dine syner at gøre. Hvis vi slår alarm nu, risikerer vi, at de voksne forsegler hulen, så vi ikke får noget at vide, før det hele er kommet på museum.

Jeg nikkede, spærrede øjnene op og så på hende en ekstra gang. Scenen videde sig ligesom ud, jeg og Cynthia stilfærdigt snakkende inde på hendes værelse, et mælkehvidt glimt lynede i periferien. Hendes smukke ansigt var ved at rådne, mider kravlede lystigt ind og ud af hendes øjne og næsebor, mens rådnende, gulligt slim sejlede ned ad hendes kinder. En lang klo rakte ud efter mig, søgte efter mit ansigt, mine hænder ...

Jeg skreg. Cynthia tog forvirret mine hænder: -Hvad er der? Hvad skete der?

Glimtet varede kun et øjeblik: Så snart jeg skreg, blev alt normalt igen. Jeg rystede og fortalte hende hostende og stammende, hvad jeg havde set.

-Måske er det masken, sagde jeg. -Måske den vil advare os om ikke at gå derned igen, eller om ikke at fortælle nogen om den. Måske den prøver på at fortælle os, at hvis vi går derned igen vil noget ondt lure på os, parat til at dræbe os, så vi kan ligge dernede og rådne op, til miderne kravler ud og ind ad vores øjenhuler.

-Eller også er du ude af flippen, smilede Cynthia. -Det eneste, der kan skade os dernede, er højvandet. Men jeg synes, vi skal vente et par dage, så du kan få forskrækkelsen ud af kroppen. Jeg skal passe mine brødre i morgen, så det passer fint.

Skal vi mødes ude ved klippen om to dage og så gå derned og se, hvad vi kan finde?

Jeg nikkede, syg om hjertet. Det var en aftale. I mellemtiden sad jeg hjemme og grublede. Jeg tog masken frem og kiggede på den. Cynthias ansigt ormædt, forrådnet, som de andre, der nu lå i forvredne stillinger på hulens gulv. Hvad betød det?

Jeg satte masken op for ansigtet. Den passede mig fint, men den var alt for tung at have på. Hvilede der en forbandelse over hulen og den, der krænkede dens ofres gravfred? Var mine hallucinationer i virkeligheden varsler om de helvedes pinsler, der ventede os?

Eller var de indbildning, udtryk for ren og skær frygt for hulen og de forvredne lig, den engang må have rummet? Cynthia var tydeligvis ikke helt så nem at slå ud som mig, jeg følte mig en smule fej i sammenligning.

Omvendt var det heller ikke Cynthia, der havde taget masken med hjem. Og hvis det vitterlig var den, der forårsagede mine syner, hvad kunne jeg så gøre for at slippe af med dem igen?

Jeg så i ånden mig selv styrte hen til klippeskrænten og med al magt kyle den forhadte tingest langt ud på havets bund, hvor den kunne vogte over fiskene og udføre sin uhellige magi mod tangplanterne. Eller måske dens forbandelse blot ville sprede sig til hele bugten, som en sø, hvor et barn er druknet og forsvundet. Jeg tog igen masken på og blev helt forundret over, så godt den ville passe, hvis ellers jeg havde haft noget snor.

Aftenen efter mødtes jeg med Cynthia ude ved skrænten. Jeg havde ringet til hende og spurgt, om vi ikke kunne mødes før vores store ekspedition og lægge en slagplan. Solen var forlængst gået ned, og de første stjerner glimrede i det svage månelys.

-Jeg kan ikke finde ro nogen steder, sagde jeg. -Det er masken. Prøv at se ...

Jeg tog den frem, som for at understrege min pointe. Dens blodrøde øjne glimtede i månelyset.

-Den har vækket noget i mig. Jeg er bange. Måske det slet ikke er noget overnaturligt, måske det bare er disse menneskers ondskab og forbrydelser, der hænger ved masken og giver mig onde drømme. Måske det bedste ville være at sætte den tilbage og forsegle indgangen til hulen og aldrig vende tilbage.

Cynthia lo.

-Vi kan vente, sagde hun. -Der er ikke noget, der haster. Vi kan gå derned senere, ved du ... men før eller siden må vi sige til nogen, at vi har fundet den.

Hun lagde armene på mine skuldre og så indtrængende på mig. Under os slog højvandet grådigt løs på klipperne. Jeg følte mig ydmyget, udskammet som et lille barn. Hulen var som et sår i min sjæl, som en øm kule dybt i mit hjerte, som ikke måtte røres, som måtte afskærmes, beskyttes. Jeg så op på hendes indtagende ansigt og dragende øjne, mærkede, hvordan jeg havde lyst til, at hendes arme skulle lukke sig om mig og skærme mig. Jeg trak mig lidt tilbage og tog masken frem.

-Se, hvor den griner ad os, sagde jeg. -Den vil os ikke noget godt. Måske du har ret i, at jeg er overgearet og for påvirket af mine syner til at kunne udtale mig. Men ... hvad nu, hvis det virkelig var kannibaler, der slagtede og åd deres ofre i den hule? Vil vi virkelig slippe denne ondskab løs, hvis det er det, vi risikerer?

Cynthia rykkede igen tættere på. Hun ville hviske noget beroligende, men jeg rystede på hovedet og satte masken op for mit ansigt.

Hun lo og trængte mig længere tilbage. Jeg brølede på skrømt med en dyrisk-vild lidenskab, lagde mig ind over hende og begyndte at trykke masken ind mod hendes ansigt.

Vi rullede rundt, jeg markerede forsigtigt hendes halskød med tænderne og blev ved, da det pludselig begyndte at smage godt. Det var, som om jeg forsvandt af syne, mens jeg mærkede mine tænder igen og igen hugge ind i hendes hals, hendes læber, hendes bryster, mens blodet farvede mine hænder, min overkrop og min sjæl rød. Vi havde begge forlængst mistet kontrollen, hun hagede sig fast i mig, men hendes ansigt var blevet hvidt, og hun blev svagere og svagere for hvert bid.

Det sidste jeg husker er, at vi begge røg ud over kanten, lige før verden forsvandt.

De fandt mig tre dage senere, forslået, forkommen og næsten død. Da jeg endelig kom til bevidsthed talte de om en flodbølge, der havde skyllet os af klippen. Cynthia var forsvundet, formentlig druknet; man fandt aldrig hendes lig. Masken var der ingen spor af.

Oplæst i uddrag til Åben Poetisk Scene på Løves Café, Århus d. 12. januar 2012.

[ agger, Fri 13 Jan, :00:52: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Fængslet

 
En gang for længe siden, i et fjernt, fjernt land, var der et fængsel. Fangerne blev anset for at være meget farlige, og de var da også snarere spærret inde for at beskytte resten af verden imod dem end for at straffe dem for noget.

Ikke overraskende havde man ofte haft uroligheder og flugtforsøg, og efterhånden begyndte ledelsen at føle sig noget trængt af de utilfredse fanger. Men en dag bemærkede en spøgende, at han ikke vidste, hvordan fangerne skulle kunne få en bedre ledelse - om så de kunne vælge den selv. "Naturligvis!", udbrød direktøren - og således blev det.

Fangerne kunne fra nu af selv vælge deres fangevogtere. Ved det første valg til overfangevogter opstillede således Lars Knippel, Pia Tandbrækker og Helly Murskalle. Efterhånden som de indsatte begyndte at forstå, at ledelsens dispositioner var til deres eget bedste, kunne de selv tillades at stille op til de forskellige poster, ja, selve direktionen kunne vælges af deres midte.

Der førtes valgkampe, hvor kandidaterne under stor applaus lovede at få malet gangene og at indkøbe pænere bestik til kantinen. I den forbindelse indførtes ytringsfrihed, det vil sige at den enkelte fange havde lov til at stille forslag om, hvordan reglementet bedre kunne håndhæves; han havde også lov til at foreslå nye paragraffer.

Nogle kandidater forlangte muren bygget højere på udsatte steder, så ikke eventuelle svage sjæle skulle fristes unødigt, mens andre beklagede fangevogternes alt for lunkne indsats i forbindelse med de heldigvis stadig færre flugtforsøg. Man greb også ind over for de asociale individer, der spildte deres tid på at læse svære, uforståelige bøger og se underlige film, og spredte mistillid ved at tale om det, de fandt her.

Og man forsikrede sig selv og hinanden om, at fængslet blev bedre og større og mere humant for hver dag, der gik.

Note: En reprise - i dagens anledning.

[ agger, Wed 14 Sep, :21:25: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Candle of Vision

 

Fra George William Russell, Candle of Vision:

I was aged about sixteen or seventeen years, when I, the slackest and least ideal of boys, with my life already made dark by those desires of body and heart with which we so soon learn to taint our youth, became aware of a mysterious life quickening within my life. Looking back I know not of anything in friendship, anything I had read, to call this forth. It was, I thought, self-begotten. I began to be astonished with myself, for, walking along country roads, intense and passionate imaginations of another world, of an interior nature began to overpower me. They were like strangers who suddenly enter a house, who brush aside the doorkeeper, and who will not be denied. Soon I knew they were the rightful owners and heirs of the house of the body, and the doorkeeper was only one who was for a time in charge, who had neglected his duty, and who had pretended to ownership. The boy who existed before was an alien. He hid himself when the pilgrim of eternity took up his abode in the dwelling. Yet, whenever the true owner was absent, the sly creature reappeared and boasted himself as master once more.

That being from a distant country who took possession of the house began to speak in a language difficult to translate. I was tormented by limitations of understanding. Somewhere about me I knew there were comrades who were speaking to me, but I could not know what they said. As I walked in the evening down the lanes scented by the honeysuckle my senses were expectant of some unveiling about to take place, I felt that beings were looking in upon me out of the true home of man. They seemed to be saying to each other of us, "Soon they will awaken; soon they will come to us again," and for a moment I almost seemed to mix with their eternity. The tinted air glowed before me with intelligible significance like a face, a voice. The visible world became like a tapestry blown and stirred by winds behind it. If it would but raise for an instant I knew I would be in Paradise.

Billede: George William Russell: Cuchúlainn at the ford.

[ agger, Sun 11 Sep, :09:20: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Begyndelsen

 
–Far, hvordan er verden blevet til?

–Hvad mener du, min dreng?

–Dig, mig, jorden, lyset, solen - det hele. Hvor kommer det alt sammen fra? Hvorfor er alting, sådan som det er?

–Det er der mange meninger om, og det er svært at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er ikke engang sikker på, de siger det samme i dag, som dengang jeg var dreng. Har du prøvet at spørge henne i skolen?

–I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden! Mennesket satte han i Edens have, hvor de måtte spise af alle træerne, kun ikke træet til kundskab om godt og ondt. Men en dag lod kvinden sig friste af Slangen, og siden da...

–Jamen – hvis verden blev til, da Gud skabte himlen og jorden, hvor kom Gud så fra? Hvad var der før Gud?

Pastor Bøgh svedte ned over sit brede ansigt, så forvirret op. –Gud har altid været der. Før Gud var der intet!

–Men hvordan kan der være ingenting, og hvordan kan det ingenting blive til Gud? Jeg forstår ikke ...

Hr. Bach var en venlig mand med sparsomt, tilbagestrøget hår over en høj pande. Han tænkte sig lidt om og smilede:

–For femten milliarder år siden var alting samlet på et sted, klemt som en lille hård kugle. Så eksploderede den, og alting begyndte at brænde, brændende brændende varmt! Kuglen blev ved med at udvide sig og blev større og større, så der til sidst ikke var andet tilbage end skyer af støv, der var spredt ud over hele universet. Disse skyer samlede sig gennem mange millioner år og blev efterhånden til de første stjerner.

–Men mennesker? Hvorfor er der sådan nogen som os, og hvor kom vi fra?

–Mennesket udviklede sig af nogle store, abeagtige dyr, der levede i Afrikas skove for omkring en million år siden, fortsatte matematiklæreren. –Derfra spredte de sig ud over hele jorden.

–Men hvis verden blev til af en lillebitte kugle, der sprang i luften, hvad var der så før den?

–Det var både tiden og rummet, der var foldet sammen til en lillebitte kugle. Før eksplosionen var der ikke nogen tid, og der var ikke noget rum. Der var ikke noget "før". Før Big Bang var der intet.

Drengen gik hjem, tænkte. Jorden under hans fødder var hård. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem, men når han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerner dansede. Asfalten rungede, som han gik på den.

–Gud skabte verden på seks dage; skel satte han mellem Himmel og Jord, og da det var fuldbragt, lod han sig hylde af englenes kor, forklarede underboen. Hr. Rehman holdt åbenbart af at gøre alting omvendt; han gik altid rundt i en stor kjole og havde et stort, gråt ansigt, der var indrammet af et velvoksent underskæg.

–Mennesket skabte han af en dråbe; han formede det af støv og levret blod, og da det var skabt, førte han det frem blandt englene, at de skulle hylde ham. Men blandt englene ville Iblis ikke hylde Adam, for han var en af de hovmodige. "Hvem er han, at jeg skal hylde ham?" - spurgte Iblis.

Og Gud udstødte Iblis af Himlen; men Adam og Eva satte han i Haven, at de kunne nyde livet. Men en dag kom Iblis og fristede kvinden, og således kom Døden ind i verden!

Hr. Rehman smilede: –Men en dag, når Gud kalder levende og døde til sig for at dømme dem for deres gerninger, vil de, der handler ret, atter blive velsignede. Gud er nådig og barmhjertig! Vær altid god, min dreng, for så vil også du gå ind i Haven.

Drengen tænkte. Når han åbnede øjnene, vældede verden ind gennem dem. Når han lukkede dem hårdt i, blev der nærmest helt rødt, og gule og hvide stjerne dansede for hans blik. Hvor kom det alt sammen fra? Og hvorfor?

Han så ned ad de lange gange oppe på skolen, støvkorn dansende i solen og en grøn, pulserende verden derude bag de flade gardiner og følte sig beklemt, nærmest syg. Pigerne var begyndt at få bryster, små hvide høje gemt bag hvide sommerskjorter, en smerte, der næsten rev hans synsfelt over på tværs.

–Jeg er her, i denne verden, men hvorfor? –tænkte drengen. Hvordan kan jeg vide, jeg ikke ligger på sygehuset eller på en fremmed planet og drømmer det alt sammen? Hvordan kan det alt sammen blive ved med at være der uden mig? Hvis det hele er en drøm og jeg vågner, hvad sker der så med far og mor og huset og skolen og det alt sammen?

Drengen så ud på sin verden, tænkte på skolens lange gange og de endeløse timer af søvndrukken tale og tom snak, tænkte på den hule rungen af hans og andres fødder mod asfalten, og han gøs. Alle løber vi ud og leger og råber, finder ting at lave og spil at spille, men det er alt sammen råb ud i tomheden.

Dog ikke pigernes bryster, der spirer under de hvide sommerskjorter. Den sødeste pige i klassen sidder to borde foran ham, og når hun smiler kan han samtidig ane den lille høj vokse derinde, et lille glimt af nøgen hud bag et åbent knaphul. Smerten flænger hans synsfelt fra side til side, og han ved, at det er muligt at være lykkelig. Verden var ved at gå i stykker, spændt ud som den var mellem tomheden og længslen efter pigernes smil.

Han sover uroligt, drømmer: Han ser Iblis med flammesværdet forjage Adam og Eva fra Haven. Hr. Bøgh og hr. Bach er oppe at slås, en kæmpemæssig flammende kugle mod en klump ler. Gud stråler som lyset i en niche, hvori der er en lampe. Lampen er omgivet af glas, og glasset er som en tindrende stjerne. Hr. Rehman smiler venligt, og drengen ser lyset bryde frem af nichen og ud i hele verden.

Da han vågner er han atter forvirret: Big Bang, seks dage, ler eller levret blod - men hvorfor er jeg her, og hvad laver jeg? Fylder timerne ud, indtil jeg får fri, indtil jeg bliver stor og jeg kan løbe efter pigerne, finde en, som jeg kan lokke ind i et hjørne og tale blidt med og leve næsten-lykkelig i et paradis af smil, langt gult hår, bryster og kroppe.

Men en skønne dag hører også det op. Hvad er så formålet, og hvad sker der bagefter?

Der er fjernsyn. Far og mor er ikke hjemme, drengen ser opslugt på skærmen. En kvinde ligger på en briks, og hun stønner. Lægen træder til, tager fat i hendes hånd, holder fast i droppet i hendes arm. Hendes klager vokser til et skrig, og pludselig vælter det ud af hende, rødt blod, lyserøde kager af sort slim over det hele, en fin vrælen skærer igennem og lægger sig ind over stuen. Babyen sejler rundt i et ocean af rødt blod, navlestrengen baner sig endnu vej tilbage til moderen gennem floder af sort og gult slim. En lille kugle, der var klemt sammen til næsten ingenting, tænker drengen, som babyen på fjernsynet lægges til sin moders bryst: En dråbe, formet af ler og levret blod, opvokset i gul og sort slim, oplyst af en lampe omgivet af glas som en tindrende stjerne.

Drengen sukker: Han ved, hvordan verden er blevet til. Hans liv er begyndt.

Carsten Agger, januar 2009

[ agger, Sat 15 Jan, :21:19: /litteratur] - 3 kommentar(er) - link

Fragmenter

 


Det Poetiske Bureau, der tidligere har udmærket sig ved en lang række "skæve" udgivelser af både poetisk, alment litterær og politisk karakter, udgiver 18/9 antologien Fragmenter med bidrag fra over 70 digtere og billedkunstnere.

Jeg bidrager selv med digtet DIGTERENS HYLDEST, som man altså kan finde i antologien.

I anledning af udgivelsesdagen afholdes en reception, hvor der vil være mulighed for at købe bogen, og hvor op mod 40 digtere vil læse op af deres bidrag (dog ikke undertegnede, der desværre er otherwise engaged).

Forlaget skriver om udgivelsen:

Det Poetiske Bureaus Forlag præsenterer igen en årsantologi, denne gang med titlen Fragmenter, hvori primært unge, men også garvede, forfattere, og grafikere deltager. Der er i år fundet plads til 75 kunstnere, og hovedvægten er lagt på det digteriske bidrag.

I anledning af udgivelsen vil der blive afholdt en reception, hvor mange af digterne vil læse op af deres poesi og grafikerne fortælle om deres billeder i Det Poetiske Bureaus legendariske lokaler, lørdag den 18. september kl. 16.00, Griffenfeldsgade 52, København N – giv endelig besked om, hvorvidt du kommer. Vel mødt!

Læs også: Det Poetiske Bureau - digte fra Guantánamo

[ agger, Tue 14 Sep, :15:32: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Fagre nye verden

 


Kunne du tænke dig at høre Aldous Huxley læse sin bog "Brave New World" højt på en LP fra 1979?

Selvfølgelig kunne du det. Og så er det jo godt, at RecordBrother har lagt Huxleys egen oplæsning af bogen op som en MP3 med original musik komponeret af filmkomponisten Bernard Herman.

"Brave New World is a fantastic parable about the dehumanisation of human beings. In the negative Utopia described in my story, man has been subordinated to his own inventions. Science, technology, social organisation - these things have ceased to serve Man, they have become his masters."

Enjoy!

MP3 af side 1, MP3 af side 2.

[ agger, Fri 07 May, :09:31: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Jeg drømte mig en drøm

 

Video af Rune Engelbreth Larsen med indledningsdigtet til hans nye digtsamling Danmarks Krans. Musik af Kevin MacLeod.

[ agger, Thu 29 Apr, :08:02: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

Ledestjernen

 
– en fantasi

Jeg voksede op i en udkant. Mine forældre var pionerer, og jeg husker stadig de mørke nætters øde stilhed og kuplen, der hævede sig mod den måne- og stjernebesatte himmel.

Man kunne ikke gå udenfor - det var en helt ny koloni, som aldrig slog rod som varig bosættelse. Vi var der måske femten år, mens geologerne og mineralogerne færdiggjorde deres analyser og udvandt det brændstof og de mineraler, de kunne finde. Min verden var en rumstation som alle andre, store kupler med ovenlysvinduer forbundet med gange af gennemsigtig plastic.

Om dagen vovede vi os somme tider udenfor i rumdragter, men ellers voksede jeg op med sollyset fra kuplerne. Himlens farver vekslede fra dag til dag.

Vores verden lå lunt og godt i en mindre klynge af endnu uudforskede stjerner - for langt fra alfarvej til at være truet af den slags nyfigen interesse eller grådighed, der kunne ramme lidt for vellykkede udviklingsprojekter.

Stjernehimlen var først og fremmest domineret af tre stjerner, der udgjorde klyngens centrum. Disse stjerner havde en noget særpræget virkning i vores eksotiske atmosfære: Store bolde af en ubestemmelig og uefterlignelig gul farve, omkranset af et glødende skær. Hver aften hang de over fællesrummets ovenlysvinduer som en evig trekant, hvis faser og periodiske forandring for os børn var det bedste mål for tidens og årets gang. Min far kaldte dem under ét for "ledestjernen", fordi det var spektrallinjerne i trekantens stjerner, der først havde henledt pionerernes opmærksomhed på, at der kunne være noget at hente i dette lidt afsides hjørne af universet.

Hele området var ubeboet. Vores planet var øde, men der var liv på den verden, der kredsede om den allerinderste af trekantens stjerner, sagde min far. Om aftenen fortalte han af og til historier om rummets udforskning og tidligere pionerers skæbne. Den inderste planet havde engang været beboet, men var i dag forladt. Kolonien var begyndt lovende, men planeten havde udviklet liv af den mere uberegnelige slags, farlige rovdyr og næsten-intelligente grønne uhyrer, der var begyndt at udgøre en trussel mod menneskene, som derfor var rejst igen. Der var trods alt mange andre steder, man kunne tage hen, og denne planet syntes ikke at have andet at byde på end fare.

Sådan var det mange steder. Engang havde universet været øde og tomt, blottet for liv bortset fra en enkelt planet i en fjern galakse, den tredje fra solen i et temmelig ordinært solsystem med otte planeter og forskelligt kosmisk ragelse, der kredsede om en almindelig gul stjerne i midten.

På denne planet dannedes for milliarder af år siden nogle kulstofforbindelser, der var i stand til at reproducere sig selv. Da mennesket var blevet voksent og havde skabt en civilisation, der kunne søge mod stjernerne, rakte det ud i universet på bestandig jagt efter sit eget spejlbillede - intelligent liv, eller i det mindste bare liv. Og de fandt liv, men aldrig i store mængder, og det lignede altid os selv betænkeligt meget.

Og det var da heller ikke så underligt: Vi tænker sjældent over, at vi, til hver en tid og uanset, hvor sterilt et miljø, vi skaber os, altid er afhængige af tusinder af forskellige slags mikroorganismer, som vi tager med os, hvor vi går og står. Hvis der ikke var liv på en planet i forvejen, var der det altid, når astronauterne var rejst igen, i hvert fald, når de havde tømt deres skraldespand og latrin. Det ville naturligvis tage millioner af år for disse mikroorganismer at udvikle sig og overtage planeten i samme grad, som livet havde overtaget på Jorden, men det overlevede næsten altid i form af spredte slimklatter, som fremtidige ekspeditioner kunne finde og analysere.

Noget liv, som de ikke selv var beslægtet med, fandt de aldrig, og de første århundreder efter rumfartens opfindelse var eventyrlysten da også begrænset til deres eget solsystem. Koloniseringen af de ydre planeter begyndte langsomt og i begyndelsen kun yderst nødtvungent, efterhånden som Jorden begyndte at løbe tør for ressourcer til de mange milliarder, der efterhånden beboede dens overflade. I begyndelsen var lukkede komplekser af den type, jeg selv voksede op i, det bedste, man kunne stille op.

Men folk ville nødig bo i de store og trange komplekser, og kosten var af nødvendighed sparsom og ensformig. Det var muligt at overleve på den måde, men ikke uden store psykologiske skader på en befolkning, der trods alt stadig bestod af biologiske væsner.

Alle var enige om, at Jorden var fyldt til bristepunktet, men kunne man ikke skabe nogle omgivelser, der lignede den lidt mere?

Bio-bomben var svaret. Man havde i sin tid hypotetiseret, at kulstofstrenge som i organisk materiale kan opstå spontant under bestemte kemiske forhold, og det, vi opfatter som liv skulle ifølge den teori være opstået, fordi de kemiske reaktioner blev accelereret af et meget højt niveau af kosmisk stråling.

Af kulstofkæderne opstod simple virus-lignende organismer, der under en vanvittigt accelereret udvikling klumpede sig sammen først til encellede organismer, der kunne æde de spontant genererede kulstofkæder, siden til autotrofer, der kunne få energi fra solen - de første planter.

Kunne man genskabe denne udvikling i laboratoriet? Oprindelig havde forskerne ønsket at genskabe disse ekstreme forhold i håb om at skabe liv, der var fundamentalt anderledes end os selv, hvilket måske kunne forberede os på den type fremmedartet liv, som vi kunne vente at finde i universet. Når man begyndte helt på bar bund, lykkedes det imidlertid aldrig at komme længere end til virus-stadiet.

Hvis man i stedet "gødede" præparatet med rester af levende dyr og planter, kunne processen tage udgangspunkt i disse, og i løbet af kort tid ville præparatet nærmest eksplodere i en gudsvelsignelse af nye arter, der udviklede og formerede sig svimlende hurtigt.

Det lykkedes med andre ord ikke at skabe nye livsformer. I stedet fik vi bio-bomben: Et passende behandlet præparat kunne bringes til at vokse eksplosivt og i løbet af få måneder skabe helt nye dyre- og planteformer. Eksperimentet kunne forberedes i en "kasse", hvor man blot skulle sørge for at opretholde et passende strålingsniveau, indtil kassen var fuld; når reaktionen først var kommet så langt, havde processen opnået en kritisk masse, der tvang den til at fortsætte, længe efter at det grasserende liv havde sprængt kassens vægge.

I det oprindelige eksperiment lykkedes det at befolke en øde ø med helt nye plante- og dyrearter, hvorefter livets egen dynamik stille og roligt fik øen til at falde til ro i en stabil biosfære.

På en fremmed planet var forskellen bare, at der skulle en meget større "kasse" til - ikke længere tre gange tre meter, men på størrelse med en rumstation. Under de rette forhold - en temperatur og en afstand fra den lokale sol, der mere eller mindre svarer til Jordens egen - kunne livet bide sig fast i løbet af årtier. Efter nogle få århundreder ville de fleste planeter have en menneskevenlig atmosfære samt dyre- og planteliv. Keine Hexerei: Problemet var løst.

Eller, i henved tusind år så det i hvert fald sådan ud. Mennesket rejste fra planet til planet og fra solsystem til solsystem og såede deres stjernefrø og udbredte deres egne livsvilkår til de fjerneste afkroge af galaksen. Jorden døde, udpint af hundredevis af milliarder menneskers fornødenheder, men ikke før, den havde afskudt sit fortryllede frø mod stjernerne og genskabt den biosfære, den selv havde mistet, i tusindvis af kolonier.

Og sådan gik det til, at en galakse, der engang var aldeles gold og uden spor af menneskelig civilisation bortset fra en lille ubetydelig planet i kredsløb om en lille ubetydelig sol var blevet befængt med sygdommen Liv og havde forvandlet sig til en uigennemtrængelig og farlig jungle af beboede og forladte planeter.

Mit eget land lå som sagt afsides, langt fra de store transportveje eller handelscentre. Det var fordelt ud over nogle få hundrede planeter og havde form som et aflangt prisme. Beboelsen var koncentreret i den nederste eller sydlige del af prismet, mens det fredelige hjørne, hvor jeg selv voksede op, lå i den øverste eller nordlige.

Bio-bomberne forsynede menneskene med det, som rumstationerne på Mars og Titan ikke havde kunnet, nemlig en biosfære: Plante- og dyrearter og en atmosfære, man kunne ånde. Et menneskeliv tilbragt inden døre i kliniske omgivelser havde haft en ødelæggende virkning på de første rumrejsende og kolonister. Der var dem, der mente, at folk ville gå til grunde, hvis de blev berøvet muligheden for at gå uden for og trække vejret eller spise mad, som de selv havde dyrket.

Jeg skal ikke kunne sige det - jeg voksede selv op på en rumstation, et stort kompleks med legestuer og drivhuse, og selvom det var noget af en åbenbaring for mig at komme til Marib, bemærkede jeg aldrig, at jeg havde savnet noget i min barndom. Tværtimod: Midt i plaskene ved de gulblå strande og under løvhanget i de store skove, mine forældre straks insisterede på at vise mig, endte jeg altid med at savne stjernehimlen i fællesrummet derhjemme.

Udvindingen var nemlig færdig, kort før jeg alligevel skulle starte på Akademiet, og mine forældre tog hjem, hvor de kom fra. Jeg begyndte at uddanne mig til ingeniør for selv at tage del i den evige søgen efter brændstof til vore rumskibe. Den tilstundende krig fik mig til at søge ind i flåden, hvor jeg selv mente, at jeg kunne gøre størst nytte.

I en af de sidste uger før min afgangseksamen begyndte jeg at blive plaget af en underlig drøm: Jeg var tilbage i rumstationen, under den sorte himmel med solens ild i horisonten. Natten var plastret til med stjerner, og lavt på himlen stod en trekant som tre gule blomster, omkranset af en cirkel med en uefterlignelig gul nuance: Ledestjernen. Hvis man lagde hovedet på sned kunne man næsten se et lille hvidt glimt ved kanten af den inderste: Terra Viva, den ubeboede planet med de grønne uhyrer og den uhæmmede plantevækst fra min barndoms eventyr.

Synet forfulgte mig i de følgende dage: Udsigten fra fællesrummet, stjernehimlen og Ledestjernen med dens gule, trygge og hjemlig lys. Det var jo absurd: Jeg længtes efter udsigten fra en nedlagt rumstation på en ubeboet klippeø i universet, som nu var så tømt for ressourcer og værdi som et æbleskrog. Jeg længtes efter noget, som nu var væk, og hvori jeg ikke med min bedste vilje kunne se nogen værdi.

Og dog kunne jeg ikke få drømmmen ud af hovedet, så meget mere, som den gentog sig nat efter nat. Til sidst gik jeg på kompromis og fik lavet en halskæde, der så vidt muligt indfangede essensen af den tryghed, jeg længtes efter: En oval skive besat med stjerner og tre små ringe, omkranset af en cirkel, med cirklen og ringene i hvidguld og sølv. Jeg puttede den i lommen og tog den frem, når følelsen kom over mig. Problemet var løst: Jeg havde nu den tabte udsigt i lommen og vidste, at jeg til hver en tid kunne få den tilbage.

Drømmen og længslen lod mig i alle tilfælde være i fred, og tre uger senere tog jeg min eksamen og endte med at få kommandoen på et skib. Krigen var nu så tæt på som nogensinde før.

Da imperiet brød sammen, blev det i første omgang opløst i tre-fire store "lande", som hver repræsenterede tusindvis af planeter og hundreder af milliarder af mennesker. Bio-bomben havde imidlertid en omkostning, som vore forskere ikke kunne gøre meget ved: Sygdom.

Vi havde naturligvis alle vore forkølelses- og influenza-vira, mæslinger, skoldkopper, herpes og HIV. Det var ikke noget stort problem, det var længe siden, nogen havde set en dødelig variant.

Hvad bio-bomben gjorde, var at skabe en vanvittigt forceret udvikling, som svarede til at lave et decideret remix af de dyre- og plantearter, man brugte som "frø". Der slap uvægerlig alle slags bakterier og vira med, og de første generationer efter, at en planet var indflytningsklar, indtraf mutationerne stadig foruroligende hurtigt. Rejser mellem forskellige planeter med hver deres helt friske biotoper og mikroflora komplicerede det hele yderligere. På verden efter verden begyndte folk at falde om og dø af sygdomme, man aldrig havde hørt om før.

Nødhjælp fra andre planeter risikerede blot at eksportere smitten, hvorefter scenariet kunne gentage sig og sygdommen hoppe fra solsystem til solsystem i en vanvittig, dødbringende kædereaktion. Mange af de vigtigste kolonier blev på den måde aldeles tømt for mennesker, og resten af galaksen havde forståeligt nok ikke travlt med at genbosætte en planet, der havde fået udryddet sin befolkning af guderne må vide hvilken sygdom, der var opstået i dens tropiske sumphuller.

Da man først havde forstået mekanismen bag de stjernehoppende pandemier, blev sygdomsbekæmpelsen på galaktisk plan reduceret til en enkelt, grusom men meget let forståelig regel: Ingen nødhjælp. Så snart en planet blev ramt af en pandemi, blev den sat i karantæne og enhver samhandel indstillet, indtil sygdommen var udryddet.

Det var en grusom beslutning at træffe, for de fleste planeter var slet ikke selvforsynende og kunne dårligt blive det. Når først en planet var afskåret, måtte den kæmpe hårdt for at bevare civilisationen. Nogle steder blev hele befolkningen simpelt hen udslettet. Andre var mere heldige, men så snart de var ramt af karantænen, var det kun et spørgsmål om tid, før de løb tør for reservedele og måtte klare sig med landbrug, jagt og fiskeri. Efterhånden som der blev tyndet ud i de beboede planeter ophørte kontakten også mellem forskellige dele af universet. Planeternes sprog gled fra hinanden, og efter få århundreder var galaksen politisk, sprogligt og kulturelt splittet op i hundredevis af riger svarende til den gamle verdens "lande".

Min egen verden lignede som sagt et aflangt, stavformet krystalprisme med hovedstaden og de vigtigste planeter forneden og de mere tyndt befolkede og vilde egne foroven. Hvis vi fastholder denne orientering lurede der over prismet en stor, uformelig ballon, som var et af de få helt store riger, der var tilbage. Vores sikkerhed i forhold til dem var nogenlunde proportional med vandstanden i deres beholdning af vigtige ressourcer, især tungmetaller.

Forneden lurede en helt anden trussel, et stort, uformeligt krat af planeter, der alle havde været ramt af karantæne. De udgjorde ikke en politisk enhed, havde ingen fælles stat, mange af deres planeter var stadig helt ubeboede efter de store pandemier, mens andre var sunket ned i overtro og barbari. Det var en jungle, vi så vidt muligt holdt os fra, og som intet andet end mangel på livsvigtige ressourcer kunne have trukket os ned i.

Problemet med dette krat var, at mange af dem havde opdaget de omliggende verdeners rigdom og kultur og derfor udspyede en lind strøm af marodører og bosættere. Hvorfor skulle de have besværet med at bygge byer, når vi havde gjort det for dem? Hvorfor skulle de selv genskabe deres civilisation fra grunden og genopdage den videnskab, der skulle til for at gøre dem selvforsynende, når de kunne tage det hele fra os?

Marodørernes taktik var gruopvækkende simpel: De angreb vore planeter én ad gangen, satte dem ud af spillet med et lynangreb og stillede befolkningen over for et ultimatum: Samarbejde eller døden.

Hvis planeten var rig på ressourcer blev den plyndret, og dens byer brændt. Var den frugtbar, sendte marodørerne gerne tre-fire skibe med civile bosættere, der installerede sig som høvdinge med forbindelse tilbage til marodørernes egen planet og den oprindelige befolkning - vores landsmænd - som slaver. Særligt genstridige planeter blev udslettet med atom- og brintbomber.

Man skulle tro, at den slags rumrøvere ville have svært ved at klare sig mod en avanceret civilisation som vores, men faktum er, at de åd sig ind på os, planet for planet, rædselsscenarie for rædselsscenarie. Smeltede byer, massakrer, voldtagne og tilfangetagne kvinder og mænd, mennesker, der døde som fluer af de sygdomme, som oprindelig havde hærget marodørernes planeter.

Det værste var, at vi stadig var nødt til stadig at respektere den gamle karantæneregel: Så snart marodørerne havde rørt ved en planet, var den død, indtil i vidste, om der var udbrudt en smitte, og den eventuelt kunne kureres; ellers kunne vi hurtigt selv komme til at gøre marodørernes arbejde for dem.

Det var en hektisk tid, hvor jeg var glad for at vide, at min egen familie levede i relativ fred og sikkerhed på Marib, som trods alt lå centralt og i ly ved siden af hovedstaden, men hvor vi ikke desto mindre så barbarerne gøre større og større indhug på det, som vi engang troede var et fredeligt og stabilt rige. Millioner af døde det ene år blev til milliarder af døde det næste.

Marodørernes normale praksis var at sende et eller to skibe ind mod en planet for at lamme alt i et enkelt, ødelæggende angreb, og hvis det ikke lykkedes, så løbe. Vi kunne ikke forudsige, hvor de ville slå til næste gang og kunne selvfølgelig ikke slå ring om samtlige planeter. I stedet anbragte vi to skibe i kredsløb om hver af de yderste og som regel tyndt befolkede planeter, mens flåden trak sig tilbage og forsvarede de inderste solsystemer med næb og kløer.

Jeg blev selv sat til at lede forsvaret af Nova Altair, som var én af disse udkantsverdener.

På trods af situationens alvor havde jeg nogle dejlige og paradoksalt nok fredelige år dér. Der er tale om en lille planet med et dejligt klima, sneklædte bjerge med gode muligheder for skisport og et naturskønt tempereret bælte med skove og sandstrande. Industri og minedrift var koncentreret på planetens nordside, mens det meste beboelse lå i det tempererede område omkring ækvator - det var også der, jeg selv boede, når jeg ikke var på vagt ude i rummet. Som planetens redningsmænd var vi rimeligt populære i befolkningen, og jeg begyndte så småt at overveje at slå mig ned permanent, når og hvis vi fik bugt med indtrængerne.

Det var også i disse år, at min halskæde begyndte at røre på sig igen. I lang tid havde jeg ikke tænkt over den, den havde simpelt hen været min trofaste, daglige følgesvend, der så selvfølgeligt som min uniform eller mit låsekort, eller måske nærmere som min næsetip eller min øreflip, var fulgt med mig, hvor jeg gik og stod.

Jeg drømte. Det gør man selvfølgelig altid, men dette var mere påtrængende. Jeg drømte om min barndom, om fællesrummet i rumstationen, om min far, der sad og fortalte historier, om at lege med de andre børn; jeg drømte om Ranja og de første forsigtige omfavnelser, før også hendes forældres kontrakt udløb og hun tog tilbage til Dilmun, om at være på ekspedition udenfor, myriader af leende børn i rumdragter og en lærer, der fortvivlet forsøgte at holde styr på det hele.

Gennem alle disse drømme løb ét bestemt billede som en rød tråd. Tre gule stjerner samlet i en trekant og omkranset af en glorie skabt af atmosfæren trådte frem og fyldte drømmen med en underlig, malplaceret længsel, der altid blev hængende i dagevis. De tre stjerner trængte sig selv i forgrunden og ønskede tydeligvis at fylde alt og få resten af mit liv til at tage sig trivielt ud.

Jeg forstod det ikke. En rumstation er en rumstation, og så fantastisk var min barndom dér altså heller ikke.

Når jeg ikke arbejdede, hang jeg ud med kollegerne fra skibet. Vi officerer var blevet venner med en del af de kvinder, der arbejde for Rådet, og der var en af dem, som jeg havde et særligt godt øje til, og som jeg plejede at invitere ud til både det ene og det andet. Måske, når alt dette var overstået, hun ville rejse tilbage til Marib med mig. Måske, når alt dette var overstået, jeg selv ville slå mig ned på denne friske, åbne, grønne planet, der var så fuldstændig forskellig fra de sterile omgivelser, jeg selv var vokset op i.

Og så kom denne drøm og satte det alt sammen i skyggen af tre ligegyldige, ubestemmeligt-gule stjerner, der kun kunne observeres på en forlængst nedlagt rumstation i den anden ende af landet.

Krigen gik ikke ret godt. Marodørerne lod stort set vores planet være i fred, men den var heller ikke specielt stor eller attraktiv, og fjenden blev naturligt tiltrukket af de større og mere tæt befolkede planeter nær hovedstaden.

Man begyndte at tale om at trække alt inden for hovedklyngen: Evakuere Nova Altair og andre perifere planeter, tømme dem for ressourcer, ødelægge byerne og evakuere befolkningen. Det største problem ved den plan var, at man ikke kunne bygge boliger til alle de mennesker.

I mellemtiden var vores generalstabskort ramt af stjerneskud.

Selv brugte jeg tiden på at cirkle rundt ude i rummet som kaptajn på mit skib, parat til at slå til mod et angreb, der aldrig kom. Nede på jorden så jeg efterhånden mere og mere til Zenia, som var datter af et af de vigtigste rådsmedlemmer. Vi var begyndt at drømme mere og mere om, hvad vi gerne ville, når dette en dag var forbi.

Drømmen forfulgte mig stadig, drømmen om min barndom, om rumstationen og stjernehimlens ubestemmeligt-farvede lys i fællesrummet. Det gik mig på: En slags omvendt traume, min barndoms tryghed på rumstationen nedkogt til et enkelt billede, som gav mig den uafvendelige følelse, at hvad jeg end foretog mig nu og her, så var det forkert. Hvad var der med de ovenlysvinduer og den stjernehimmel, der havde givet genlyd nok i mit sind til at manifestere sig i min lomme som en halskæde, jeg lagde vægt på altid at have på mig?

Det kom i hvert fald ikke til at vare længe, før billedet kom tilbage.

Jeg stod på broen, ude på en af de rutinemissioner, der udgjorde min eksistensberettigelse på Nova Altair. Resten af besætningen gik rundt og passede deres ting, jeg stod og betragtede udsynet med stjernehimlen uden for. Det er frustrerende at bruge sin tid på at vente på noget, der ikke sker, og dog var det nødvendigt.

Stjerneskud, stjerner, rummets uendelige tomhed, som generationer af dårlige digtere havde fablet om. Fire års patruljetjeneste, fire år som kaptajn på et af de fire skibe, der i døgndrift beskyttede denne planet. Det var efterhånden begyndt at blive rutine. Som en vagtpost på den kinesiske mur. Og dog måtte vi holde modet oppe: Det skulle ikke gå os som den vagt, der efter halvtreds års tro tjeneste skulkede fra sin post netop den dag, hvor barbarerne valgte at dukke op.

Samtidig med vagttjenesten forsøgte vi at analysere de seneste angreb og lede efter et mønster. Næstkommanderende sad foran mig og fumlede med skærm og tastatur, et stjernekort dukkede op under det store udsyn:

"Hovedklyngen er endnu uberørt; i sidste måned faldt Hyksos, i denne kvadrant. Petra, Palmyra og Anbar slog angreb tilbage."

Tre prikker lyste grønt, og en enkelt blev manende rød.

"Som sædvanlig intet mønster. Men jeg tror, vi er inde i en byge."

"Nogen overslag?"

"Almindelig stokastisk analyse ud fra angrebshyppigheden de sidste ti år giver en sandsynlighed på 10% for et angreb i løbet af den næste måned.

Analyse ud fra sidste år alene konvergerer mod 50% med en usikkerhed på 5%. De kommer tættere og tættere på."

"Med mindre de løber tør," indskød jeg tørt.

Det var et problem: Det eneste redskab vi havde til at gennemskue, hvad fjenden var ude på, var en statistisk analyse af angrebshyppigheden. Men det var fuldstændig usikkert - på et eller andet tidspunkt måtte angrebene trods alt høre op, fordi der ikke var sendt flere skibe, og det ville vores statistiske modeller ikke kunne vise.

Tre prikker lyste op på skærmen, og for hver af dem blinkede yderligere fire-fem stykker - hvert af de sidste angreb med deres "forgængere" i samme område.

"Oppefra ... nedefra ... - det lader alt sammen til at konvergere mod dette område. Det er os, eller vores nærmeste naboer ...". Prikkerne lyste op på tavlen og dannede en ubehageligt påtrængende ring omkring os selv. Min næstkommanderende var en ung, spændstig kvinde, som en dag ville blive en god og lidenskabelig ægtefælle eller kæreste. Desværre ikke min.

"I sidste måned var de på vej væk ...?

Måske du i stedet for at filosofere over, hvem der står for tur næste gang, kunne give et bud på, hvor de har deres base?"

"Hvis de har en. Men i så fald er jeg sikker på, at de også har tænkt på, at vi kan udnytte deres angrebsmønster til at forsøge at finde den.

Men angrebene er stadig koncentreret om den nederste del af riget, kun ganske få forsøg over hovedklyngen," et par enkelte punkter i den øverste del af det stavformede krystal lyste op. "Næste gang nogen bliver angrebet må de forsøge at tage besætningen levende og så se, hvad de kan få ud af dem."

Det var endnu en stående vittighed. Tage dem levende og se, hvad man kunne få ud af dem, inden man var inficeret af en af de myriader af uheldsvangre mikrober fra længst glemte pandemier, som de brugte som biologiske våben. Tage dem levende og se, om man overhovedet kunne snakke med dem. Tage dem levende og håbe på, at de overhovedet kunne sige noget som helst.

"Kaptajn," sagde hun. "Vi har haft fred og ro de sidste fem år. Med lidt held får vi det de næste fem og tyve også. Men ...".

Hun havde tabt mig. Faktisk var jeg slet ikke med, og det var ikke kun, fordi hendes situationsrapport mest var en kedelig gentagelse af de samme, evindelige spekulationer. På udsynet tegnede sig pludselig tre små prikker i en trekant i den nederste del af stjernehimlen, en trekant omgivet af en slags glorie, der måtte skyldes en optisk effekt i selve udsynet. Prikkerne voksede hastigt, efterhånden som de endnu uidentificerede lyskilder kom tættere på. Vi var under angreb.

"Alle mand på dæk!" råbte jeg, for befippet til at huske den rigtige procedure. Næstkommanderende satte sirenen igang, og broen blev straks forvandlet til et mylder af mennesker og aktivitet.

Udkigsposten begyndte at lire koordinater og mulige angreb af: "Afstand 300.000 kilometer, forventet landing på Altair 25 minutter, kan måske afskære dem ved at accelerere og give dem en god gang peber."

"Afgang!", skreg jeg. Få øjeblikke efter var vi igennem hyperrummet og så de tre prikker lyse op meget tættere på, uhyggeligt nok stadig i en perfekt trekant, der ubarmhjertigt brændte sig ind i min barndoms trygge, lyse nætter.

Koordinater blev indtastet, og tre målsøgende missiler gled tavst gennem rummet. De havde ikke en chance: Fjenden havde ingen overlysflyvning og skulle være heldige, hvis deres primitive detektorsystemer overhovedet kunne nå at varsko dem om den forestående død.

Styrmanden kiggede intenst på skærmen, talte minutterne, ventede på en chance til at sætte sekvensen i gang: ni, otte, syv, seks ... et blændende lys oplyste udsynet, de to andre måtte snart følge efter ... fem, fire, tre, to ... der kom de ... EN, og mine indvolde krængede sig nok engang ud, mens det sortnede under springet.

Overlysspring er forbandet ubehagelige, men denne gang var det trods alt helt oplagt at foretrække frem for at brænde som et støvfnug i tryk- og varmebølgen fra tre brintbomber. På udsynet flimrede tre supernovaer, døde hen i en dystert-gul glød og forsvandt lige så stille, borte igen så hurtigt, som de var kommet.

Jeg kiggede lamslået på NK og styrmanden.

"Jeg tror vi slap, kaptajn!" sagde styrmanden.

Jeg nikkede nådigt, stadig ophidset. Det var første gang, nogen af os havde været i kamp, og det havde ikke engang varet tyve minutter. Melder, at vi har reddet verden, og det har ikke taget mere end de vigtigste tyve minutter i vores liv.

Næstkommanderende lagde sig tilbage i stolen, hendes bryster stod i vejret, som hun faldt hen med et drømmende smil. "Det var ni ud af ti," sagde hun. "Det var nioghalvfems ud af hundrede. Hvis vi ikke havde stået lige dér ... hvis du ikke havde råbt op ..."

Jeg nikkede og havde egentlig mest lyst til at omfavne hende, lægge mig ind til hende og synke med ind i hendes drømme.

"Men de er døde nu. Endnu en chance forspildt."

Det var dog et problem, der var til at overse. Det var sjældent, at det overhovedet lykkedes at slå angriberne tilbage. At give sig tid til at tage et af de fjendtlige skibe til fange ville have været ensbetydende med at give et af de øvrige tid til at nå og udslette Nova Altair. Et fjendtligt skib kan udslettes på minutter eller sekunder, men tager timer og dage at tage til fange. Som sædvanlig ville et oprydningshold blive sendt ud for at se, om de kunne redde nogle stumper af de ødelagte fjendtlige skibe, og som sædvanlig ville de intet finde.

Tomheden fyldte mig, som adrenalinen døde ud i min krop. Jeg rystede på hovedet.

"Tre dage tilbage," sagde NK. "Tre dage, så skal vi ned og aflægge rapport til Rådet."

Ned til en heltemodtagelse, tænkte jeg. Tre dage, hvor vi kunne tage den lidt med ro, vel vidende, at vi havde slået et angreb tilbage, og at der nu kunne gå mange år, før vi blev ramt igen. Tre dage, hvor vi kunne køre videre på rutinen, plotte de angribende skibe ind i det overordnede mønster og prøve at se, hvad det kunne give os af oplysninger om mordernes base.

Jeg fortalte ingen om, hvad jeg så, da jeg opdagede angriberne. Jeg havde aldrig ladet nogen vide, at min amulet var andet og mere end et stiliseret minde om min barndoms stjernehimmel.

I virkeligheden var jeg rystet i min grundvold. Jeg var stadig besjælet af den dybe længsel fra utallige nætters urolige drømme, hvor jeg atter var blevet præsenteret for den uforståelige, uimodsigelige og alt for dybe længsel efter en helt bestemt stjernehimmel. Ledestjernen, tre ubestemmeligt-gule kugler omkranset af en fælles glorie, der måtte være et artefakt fra atmosfæren. Og nederst, en lille, stålblank prik under det nederste hjørne i trekanten, slyngede min fars historier sig ind gennem lianskove og grønne uhyrer, der kæmpede med spyd. Tre stjerner, der forlener barndommen med ubeskrivelig tryghed, og under dem min fars eventyr. Man skulle tro, jeg var kommet over det.

Og nu dette. Symbolet havde vakt de samme følelser som altid, men denne gang repræsenterede det et alt-ødelæggende angreb, der kunne have udslettet eller i bedste fald uhjælpeligt raseret den planet, der nu i mange år havde været mit hjem, og hvor jeg håbede at gifte mig og grundlægge en familie. Jeg havde båret på en hemmelighed, og denne hemmelighed havde marodørerne brugt som en vej ind i mit sind.

Tre dage senere stod vi i rumhavnen på Nova Altair, parat til at tage den næste transport ind til hovedstaden. Næstkommanderende og styrmanden var alvorlige og nervøse, deres ansigter udtrykte nærmest ærefrygt. Ingen af os havde prøvet at være krigshelt før. Jeg tænkte ikke på meget andet end at drukne min forvirring og forløsning i Zenias arme, så snart det kunne lade sig gøre.

Men først: Rådet. Vi lod os køre, gik ad lange gange og trådte endelig ind i den alvorsfulde sal, hvor vi så ofte havde fremlagt vore beregninger og bekymringer, og gjorde klar til at aflægge rapport.

"Melder, at vi har opsnappet tre fjendtlige skibe, der var på vej til at angribe. Melder, at sandsynligheden for nye angreb på denne planet de næste fire år hermed er nede under 0,1%. Melder, at fjenden er udslettet. Der var ikke tid til at forsøge at tage dem levende."

Jeg kiggede rundt. Rådets medlemmer så underligt stift, udeltagende på os. Lederen rømmede sig og begyndte at tale.

"Godt klaret, kaptajn! De fleste er ikke så heldige. Desværre er der bare et problem ..."

Der var noget galt. Ud ad øjenkrogene mærkede jeg en bevægelse, en sitren i salens skygger bag de ærværdige rådsfolk. Nogle ildevarslende, mørke skikkelser trængte sig fremad.

Jeg havde vel halvt om halvt tænkt på dem som kæmper, to en halv meter høje med sorte rustninger og en hellebard klar ved siden. I virkeligheden var de små, nærmest uanselige - men deres uniformer var rent faktisk sorte.

"Hvis bare I forholder jer i ro, sker der ikke noget", sagde den forreste af skikkelserne med en kraftig, raspende accent, som jeg ikke havde hørt før. "Jeg ved ikke, om ordet 'afledningsmanøvre' er en del af jeres militære træning. 'Sænke paraderne', talte man vist om i gamle dage. Tre tomme, fjernstyrede skibe, og forsvarerne sætter alle deres kræfter ind på at afværge angrebet. Og imens ..."

Jeg nikkede. De havde fået os til at hæve armen for at slå ud efter en flue, mens de ubemærket stak deres modbydelige, forgiftede spyd dybt, dybt ned i vores alt for bløde indvolde. Det sank i mig, som situationens alvor begyndte at gå op for mig. Vi var døde.

"Det var nødvendigt at holde jer hen, indtil I kom hertil; I var de sidste forsvarsstyrker. Alle fire skibe er besat, og der vil ikke ske nogen noget, så længe I samarbejder. I modsat fald forbeholder vi os ret til at ødelægge alle værdier på planeten, så de ikke falder i fjendens hænder. Jeg må på det kraftigste råde jer til at samarbejde."

Det kunne han sagtens sige. Vidste han ikke ...?

Han så ildevarslende rundt på os. "Jeg og mit mandskab vågnede for en måneds tid siden efter tusinder af års dvale. Vore folk har sat os nødtørftigt ind i situationen. Vi har samlet store mængder af brændstof og tungmetaller på en base kun få lysår herfra. Det er ikke lykkedes at holde en eneste af jeres verdener, men det har ikke været uden omkostninger for jer at holde os ude.

Til gengæld er det ikke lykkedes at trænge gennem jeres indre forsvarsværker. Men det vil nu ændre sig."

Han så betydningsfuldt, nærmest sjofelt indtrængende på mig. Vi var fanget som en lus mellem indtil flere negle. Hvis vi ikke døde af de sygdomme, som de nu havde tænkt sig at inficere os med, skulle vore egne landsmænd nok sørge for, at ingen af os kom til at forlade planeten i live de første tyve år.

Med mindre marodørerne bestemte sig for at holde Nova Altair, i hvilket fald vores slagstyrke havde ordre til at udslette den.

"I kan ikke bryde igennem den indre ring uden hjælp. I kan ikke flyve vores skibe. I er efterkommere af en civilisation, der blev udslettet under en af de store epidemier, og hovedparten af denne planets indbyggere vil snart være døde. Hvorfor skulle vi hjælpe jer?"

Han smilede, så over på sine fæller, og herefter ud over Rådets medlemmer, der så ud, som om de var medvidere i en frygtelig hemmelighed.

"Fordi I gerne vil leve. Fordi jeres side umuligt kan vinde, og fordi det er i alles interesse at få afsluttet denne krig så hurtigt som muligt.

I kan ikke engang forestille jer, hvad det er, der driver os. Vi mistede alt - teknologi, rigdom, mad. Vore forfædre var tvunget til selv at dyrke jorden på et tidspunkt, hvor de end ikke havde maskiner til at lave redskaber med. I generationer døde vi som fluer. Vi mistede alt, bortset fra erindringen om, hvad vi havde været og atter kunne blive. Efter et par snese generationer kunne vi møjsommeligt tøffe på besøg hos hinanden, og vi indgik et forbund af folk, der har svoret en dyr ed: At få civilisationen tilbage. Atter at blive dem, der bestemmer her i universet. Og vi byggede en million skibe og sendte dem afsted i alle retninger.

Denne her planet havde I nær fået reddet, troede I. Og nogle hundrede gange skal det nok være sket, at I har reddet en verden. Men hvor længe tror I selv, I kan blive ved? Selv de ti tusind stjernekrydsere ved den indre forsvarsring må blive trætte engang. Desuden ... hvad tror I egentlig, vi er ude på?

Vi er ikke uhyrer. Vi kommer ikke for at udrydde jeres civilisation, vi kommer for at overtage den. Vi kan ikke betjene jeres maskiner, og det vil tage os år at lære. Vi har ingen interesse i, at I dør. Men vi har en interesse i, at I overgiver jer!

Så længe krigen bliver ved, dør jeres rige, en planet ad gangen. Hvis I overgiver jer, kan I leve videre mere eller mindre som før. Nu er det bare os, der bestemmer i stedet for generalerne i hovedstaden.

Men det er ikke kun det. Kaptajn! Du er den øverste leder af denne planets forsvar. Du har ansvaret for indbyggernes liv og sikkerhed. Hvis I ikke griber ind, risikerer de at dø, af epidemier eller i de kampe, der snart vil komme. Vi har udviklet vacciner mod alle de dødelige sygdomme, som vi selv har lidt under, og vi kan dele dem med jer, hvis I vil. Men vi har brug for tid!

Denne planets indbyggere har nu valget mellem et fredeligt, uforstyrret og stort set uændret liv under vores herredømme - og så den mere eller mindre totale undergang, der ville blive konsekvensen af at nægte. Valget er dit."

Jeg kiggede rundt på de andre officerer. Måske havde han ret. Hvis Marodørerne virkelig kunne tage magten mere eller mindre smertefrit, ville deres skibe holde op med at angribe vore planeter. Hvis ikke, ville det betyde døden for alle planeter uden for den indre ring, og i længden ville heller ikke den kunne holde stand. Det var afpresning i den største målestok, jeg nogen sinde havde hørt om.

Jeg sank. Den svimlende erkendelse af, at vores planet var prisgivet, var erstattet af erkendelsen af, at vi var døde, med mindre vi spillede fjendens spil og forræderiet lykkedes.

"Kan vi drøfte det lidt for os selv?"

"Selvfølgelig," svarede talsmanden. Få minutter senere havde erobrerne forladt salen og overladt det til de besejrede selv at håndtere deres nederlag.

Rådets formand så på mig. "Du hørte ham. Det rigtigste ville være at kæmpe imod for enhver pris, og det er også, hvad vores forholdsordre siger. Hvis vi er nødt til at samarbejde, ville det være endnu mere rigtigt at forsøge at advare vore landsmænd om det forestående angreb.

Men: Før de landede, kastede marodørerne nogle kapsler med en livsfarlig influenza-virus. Hvis vi slår alarm, vil deres læger ikke hjælpe os med at immunisere folk, og de vil plyndre os nådesløst, inden vore egne kan nå at slå igen.

Som det er lige nu, er der ingen, der ved, at vi er faldet. Det sidste, Overkommandoen har hørt fra os, var meddelelsen om jeres enestående bedrift.

Denne bedrift er nu blevet endnu mere enestående: I har ikke blot uskadeliggjort tre fremmede skibe, I har også haft held til at fange et fjerde intakt og tage hele dets besætning til fange. Det er en enestående chance for at studere indtrængerne på nærmeste hold og finde ud, hvor de kommer fra, og hvordan de måske kan standses eller overvindes.

Desværre nægter besætningen at tale, og vi kan hverken forstå deres sprog eller betjene deres computere.

Planen er sådan set færdig, i alle detaljer. Det eneste, vi mangler, er jeres ord for, at I vil samarbejde."

NK trak sig foragteligt baglæns, tog sig så sammen og nikkede. Styrmanden rystede på hovedet, og jeg selv sukkede oprørt og bed ydmygelsen i mig. Der var ikke andet at gøre.

Rådsformandens spådom viste sig at holde stik. Aldrig så snart var beskeden om det tilfangetagne, fjendtlige fartøj sendt afsted, før der indløb en ordre fra Overkommandoen: Skibet skulle tømmes for alt af efterretningsmæssig værdi, og alle disse ting skulle sammen med besætningen holdes i karantæne og omgående flyves til hovedstaden. Vores mandskab skulle tage afsted med to af Nova Altairs fire stjernekrydsere; dette var strengt taget ikke forsvarligt, men det var usandsynligt, at marodørerne ville angribe igen så hurtigt.

Besætningen på det fremmede skib skulle underkastes en bakteriologisk og virologisk analyse, og vi skulle forsøge at neutralisere enhver form for smitte, så efterretningsfolkene i hovedstaden selv kunne komme til at forhøre dem. Selvfølgelig ville de aldrig komme længere end til karantæneområdet, men det kunne være rart, om afhøringsofficererne kunne få lov til at forlade det igen.

Ekspeditionen begyndte så småt at tage form, og jeg aflagde rapport for overkommandoen om vore hensigter. Jeg, NK og styrmanden skulle flyve ind med den fjendtlige besætning i dvale i lasten. Kaptajn Samson ville tage det andet skib med alt materiel fra det fjendtlige skib, så eksperterne kunne se nærmere på det.

Marodørernes læge gik samtidig i gang med immuniseringen. Befolkningen på Nova Altair fik i første omgang samme historie, som vi havde fortalt Overkommandoen, at det var lykkedes os at tage det fjerde marodørskib intakt, og at de tilfangetagne indtrængere og deres udstyr snart ville blive fløjet væk; i mellemtiden var vi bekymret for eventuelle huller i det fjendtlige skibs karantæne, hvorfor Rådet var tvunget til at iværksætte en storstilet vaccination af alle planetens 50 millioner indbyggere.

Dette fuldendte marodørernes afpresning: Hvis kuppet mislykkedes, ville vaccinationen medføre en eller to generationers karantæne, hvor der ikke ville komme forsyninger med brændstof eller tungmetaller. Civilisationen ville smuldre, og der kunne udbryde borgerkrig og hungersnød.

Jeg behøver vel ikke fortælle, at vi alle sov dårligt i denne tid. På 24 timer havde planetens forsvar og Råd forvandlet sig fra Rigets og civilisationens indædte forsvarere til usle forrædere, hvis eneste chance for overlevelse var at assistere den primitive og grusomme fjende i et storstilet kup mod selve regeringen.

Smykket lå stadig i min lomme, men det lå mindre sikkert eller trygt end før. I alle de år, hvor billedet af de tre stjerner havde ligget i mit baghoved og fulgt mig i mine drømme, havde såvel ledestjernen som forestillingen om den stået for noget godt. Dette var uventet: Hvorfor viste de tre fjendtlige skibe sig netop som symbolet på den tryghed, der ikke ville lade mig være i fred?

Overkommandoens ordre havde ikke været til at tage fejl af, og det tog os knap en uge at forberede afrejsen.

Og sådan gik det til, at jeg og NK tre dage senere sad på broen og ventede på signal fra kaptajn Samson. Turen til den indre ring var gået problemfrit, og vi var nu i kredsløb om hovedstaden. Vi var dages karantæne i kredsløb, mens Overkommandoens udsendinge gennemførte deres biologiske skanninger. Ikke, at der skulle kunne være noget - marodørernes materiel i Samsons skib var omhyggeligt desinficeret, og de sovende fjender i vores eget lastrum blev af samme grund holdt hermetisk adskilt fra os andre. Selvfølgelig var der også seks marodører løs på de to skibes dæk, men det kunne Overkommandoen ikke vide.

Vi var parat til sammenkoblingen og den sidste rådslagning med kaptajn Samson og hans folk, inden vi landede i regeringskomplekset. Den sidste rådslagning, inden det gik løs.

Jeg så på NK og beundrede som så ofte før den selvfølgelige, afklarede værdighed og autoritet, der strålede fra hver pore af hendes krop.

Som jeg ofte havde drømt om, men indtil nu aldrig gjort alvor af, knugede jeg mig ind til hende, mærkede hendes skuldre spændes i et øjebliks overraskelse som straks forsvandt og druknede i et sus af blødhed. I morgen var det afgørende slag i vores liv, og som to tørstende pilgrimme bortkastede vi den militære korrekthed, der i årevis havde reguleret et forhold, der aldrig før havde været andet end kollegialt.

Jeg knugede hende tættere, lige så overrasket over mig selv, som jeg var over hende. Blæse være med Zenia, dumme Zenia og hendes vigtige familie på en planet langt borte, som vi måske aldrig ville vende tilbage til. Jeg og NK gik ind i dette slag sammen, og det var det eneste, der betød noget.

Tre lamper begyndte at blinke på kontrolpanelet, en trekant som af små, lysende kugler omkranset af en kunstig refleks i panelets plastik, antydningen af en glorie. Alt var parat.

Sammenkoblingen forløb planmæssigt, og vi havde en konstruktiv rådslagning på kaptajn Samsons dæk. I morgen ville vi flyve ind på karantænestationen i hovedstaden, og der ville vi vække de sovende marodører i lasten. Når myndighederne havde overbevist sig om, at det var sikkert at lade os forlade skibet, ville vi blive kaldt til afhøring hos regeringsrådet. Samtidig ville rigets bedste teknikere kaste sig over de udvalgte stumper af marodørernes computere, som vi havde besluttet at overlade dem.

I samme øjeblik skulle begge skibe gå på vingerne, og vores egentlige mission ville være at meddele regeringen vores ultimatum, mens skibene rettede et knusende slag mod Overkommandoens flåde. Om mindre end et døgn ville kuppet være overstået og krigen forbi.

Vi forlod mødet i en beslutsom stemning, jeg aldrig havde oplevet før. Vi kan gøre det her - i morgen er det os, der bestemmer, og krigen er overstået!

Jeg og NK gik og småsnakkede, kom lidt foran vore tre sortklædte vogtere, som vi nærmede os luftslusen. Samtalen fortsatte under frakoblingen, og for enden af den lange slusegang vendte jeg mig forsigtigt om, knælede og beundrede den historiske scene. Samsons skib hvælvede sig uden for slusegangens gennemsigtige vægge, og de tre Marodører var på vej, klar til at spille deres rolle i rigets undergang. Jeg fumlede, trillede en lille kugle ned mod dem, som om de skulle gribe den, trykkede på knappen foran mig og så sluseportene glide i. Nødlukning af dør. Kuglen åbnede sig og begyndte at udspy en langsomt voksende sky; det var ikke uden en vist tilfredsstillelse, at jeg så de tre fjender styrte sammen. En overvældende buldren fyldte luften, som Samsons skib begyndte at trække slusegangen til sig. Nødproceduren var i gang.

Jeg og NK styrtede op på broen, hvor vi ankom tidsnok til at se Samsons skib folde sig ud som en sjælden ildblomst. "NU!," skreg jeg, og styrmanden trykkede på knappen, der satte den sidste sekvens i gang. Endnu tre missiler fløj afsted for at fuldende arbejdet med Samsons skib, mens vi alle sank tilbage i vore stole, parat til at absorbere chokket og væmmelsen ved overgangen til hyperrummet.

Vi dukkede op i kredsløb om en forladt rumstation langt mod nord, tæt på den øverste spids i det aflange krystal, der udgjorde vores land. Jeg havde valgt stedet med vilje; lavt på himlen stod tre store, smukke stjerner i en trekant. En optisk illusion i skibets kameraer forsynede dem med en fælles glorie, tre ubestemmeligt-gule tennisbolde omkranset af en cirkel. Lige under den nederste tennisbold glimtede en næsten umærkelig stålhvid prik, en verden af fugle og skove og grønne, menneskelignende uhyrer bevæbnet med spyd.

Vi fløj lavt hen over den forladte rumstation, et sidste kig på mit barndoms land før springet. Vi gik ikke ned. Stationen var rimeligvis fuldt funktionsdygtig, men vi havde ikke brændstof nok til at sætte gang i kompleksets luftanlæg, og så kunne vi lige så gerne blive i rumskibet.

Jeg så ned på NK, skottede hen til styrmanden, som trykkede en ny sekvens ind, hvorefter rumskibet begyndte at gøre klar til sidste etape af vores rejse.

Kaptajn Samson og hans besætning var døde. Marodørernes ledere var døde, og et skib med hundrede af rigets soldater og tusind sovende marodører var på vej mod en næsten umærkelig stålhvid prik, en levende planet i kredsløb om det nederste hjørne i et stjernebillede, der kun kunne ses fra den rumstation, hvor jeg havde tilbragt min barndom. Og sådan gik det til, at vi grundlagde det land, som jeg nu snart skal forlade.

Vi gik ned i en frugtbar lysning midt i en dyb, grøn skov. Det første, vi gjorde, var at ødelægge skibets motor og alt kommunikationsudstyr. Herefter spredte vi det omhyggeligt for alle vinde, så ingen kunne finde det fra luften, og begyndte at opbygge et samfund med den teknologi, vi havde til rådighed: Frugter, korn, vildt og rødder, huse af tømmer og skind. Vi gjorde marodørerne til slaver og fik dem til at gøre det meste af arbejdet, mens vi officerer tog os af det administrative.

Som tiden gik, begyndte vi at lukke slaverne ind i vore egne cirkler, vi giftede os med dem, og de og vi smeltede sammen til ét folk. Jeg beholdt kommandoen længe nok til at gøre den til en kongemagt, som NK og min ældste søn står klar til at føre videre.

Hvad resten af verden angår, ved jeg simpelt hen ikke, hvordan det gik. Marodørernes kup mislykkedes, kaptajn Samson og hans besætning er døde, og Overkommandoen fik aldrig deres eftertragtede fanger. Vi var på vej til at begå det ultimative forræderi, men forrådte i stedet i sidste øjeblik forræderiet selv. Nova Altair kan være smadret af Overkommandoen, men må mindst være kommet i karantæne.

For mange tusind år siden gjorde en mand oprør mod et stort rige og stjal et af dets skibe, som han sammen med sine mænd strandede på en øde ø. Imperiet gennemtrawlede havet på jagt efter det stjålne skib, men fandt det aldrig. Manden havde ingen planer om at blive på øen og var ude af sig selv af raseri, da hans besætning en dag kom til at brænde skibet af under en af deres hyppige drukture. I stedet var de tvunget til at opbygge et nyt samfund, der i de følgende århundreder sjældent kom over de hundrede indbyggere.

Med os var det omvendt. De evige drømme om ledestjernen fik det til at gå op for mig, at vi kunne redde livet ved at stjæle skibet og opbygge et nyt samfund på den ene, ubeboede og frugtbare planet, som jeg vidste var inden for rækkevidde. I stedet for at redde livet og forråde imperiet, kunne vi skabe et nyt, på et sted, hvor ingen ville kunne finde os.

I den lysning, hvor vi landede og grundlagde vores land, har vi bygget et palads og ved siden af paladset et tempel, på hvis tag tre gyldne stjerner troner, som tre ubestemmeligt-gule appelsiner indfattet i en glorie af hvidguld. Hvad betyder det?, spørger de unge mennesker, og det ligner heller ikke noget, nogen af os vil kunne se de næste mange generationer.

Tegnet betyder ikke noget i sig selv og skal ikke opfattes som en hyldest til obskure guder, som jeg alligevel ikke tror på. Det er bare min måde at ære den stjerne, der engang brændte sig sådan ind i mit sind, at den førte mig til at grundlægge denne nye verden, da den gamle var ved at gå under.

[ agger, Thu 31 Dec, :16:34: /litteratur] - 0 kommentar(er) - link

På vej: Danmark er en kvinde

 

Forfatteren og idéhistorikeren Rune Engelbreth Larsen udgiver 6. november sin nye bog Danmark er en kvinde, hvor han beskriver, hvad han selv kalder "en naturfremmed danskers genopdagelse af Danmarks naturrigdomme".

Engelbreth beskriver bl.a., hvordan han på et forholdsvis sent tidspunkt blev opmærksom på de værdier og den skønhed, der faktisk ligger i den danske natur:

Ad omveje var jeg drevet uden for det nærliggende boligkvarters stisystemer og fandt mig selv lidt længere fra alfarvej end sædvanligt. Jeg var ikke klar over, hvor tæt det åbne landskab lå inden for rækkevidde, men det blev begyndelsen til stadig hyppigere omveje og flere vandreture med stadig større entusiasme.

Jeg begyndte at falde i staver over udsigten til en riflet mark i morgendisen, en krumrygget eg i regnvejr eller en diffus nattemåne i stormvejr. Der var ikke tale om et omslag fra den ene dag til den anden, og da det endelig gik op for mig, hvor galt det egentlig var fat, var det for sent at stille noget op – jeg sad i saksen og lod mig rive med ...

Hvilke naturrigdomme?, vil nogen måske spørge - men det ville jeg nu ikke selv: Jeg voksede op på landet men med næsen i bøger og tegneserier, men siden jeg som 18-årig flyttede hjemmefra og endte i et kollektiv på Djursland og blev slået af den velsignede, altgennemtrængende fred der er ude på landet og langt fra byens stadige sus af biler og industri, har Danmarks natur haft en fast plads i min bevidsthed, som er blevet holdt ved lige ved hyppige udflugter til skov, bæk, strand og hede og hvad naturen stadig kan byde på selv i et så hærget kulturlandskab som det danske.

Naturen og især skoven er et refugium, et tilhodssted, hvor sindet kan finde fred i en elementær skønhed, hvis tillokkelse måske delvist består i, at netop slette og skov i årtusinder var menneskenes naturlige omgivelser, da vi stadig levede som jægere og samlere. Hvordan dét så ellers forholder sig, er der stadig overraskende mange fristeder tilbage i landbrugslandet Danmark.


Og derfor må jeg åbent erkende, at jeg glæder mig til Engelbreths bog. Han har tydeligvis været ude i nogle af de smukkeste og mest øde og spektakulære afkroge, som Danmark kan byde på, hvor jeg selv af praktiske grunde har begrænset mig til, hvad man finder i omegnen af Randers og Århus - hvilket, når sandheden skal frem, også er en hel del, når man ved, hvor man skal kigge.

Men Engelbreths bog lader til at blive en spændende genopdagelse af naturen, af dens skønhed og indre værdi for os mennesker, og af dens plads i vort lands kulturhistorie og litteratur - for nu at citere bogens forord:

Mit eget forhold til naturen har i mange år ligeledes været præget af en tidstypisk distance, som dog har vedligeholdt sig selv uden større anstrengelser. Ikke desto mindre tog naturen også i mit tilfælde revanche, sneg sig ind på livet i et uagtsomt øjeblik og begyndte at »ruge gaver ud« – for nu at låne Højholts ord.

Og det er den ikke ophørt med siden.

Der var ikke tale om noget lyn fra en klar himmel, men snarere om et besnærende forløb, hvorunder jeg stedse, om end til tider modstræbende blev mere og mere – tør jeg sige – forgabt i Danmark.

Denne bog handler indledningsvis lidt om, hvordan dét gik til, og lidt om, hvad der gik forud – men allermest handler den om, hvad der siden hændte.

Det har også betydet et fornyet forhold til de dele af den kulturhistoriske arv, som jeg tidligere havde forbigået med vekslende omhu.

Jeg kastede ikke hovedkulds mine reservationer bort, men tog alligevel så småt guldalderen med i bagagen, når jeg skulle ud i det fri, og efterhånden vænnede jeg mig til epokens højtravende naturlandskabstilbedelse – og konsulterede den i stigende grad.

Hen ad vejen følte jeg mig dog snarere hjemme i mere nærværende, men af samme grund også mere nærgående danske naturdigte fra slutningen af det nittende og begyndelsen af det tyvende århundrede. Her fandt jeg min foretrukne guide og parlør til et Danmark, jeg havde fortrængt, men som jeg begyndte at drømme om og efterhånden satte mig for at genopdage.

Jeg tror, det er en bog, som både er spændende i sig selv og som kommer til at sætte dagsordenen for mange spændende diskussioner om Danmark og Danmarks natur i de kommende år - både som noget, der definerer os og påvirker os som danskere, men også om noget, der er truet og skal passes på.

Link: Danmark er en kvinde - forudbestilling.

Illustrationerne til dette indlæg er taget af Rune Engelbreth Larsen, som har ophavsretten - se her for de nærmere betingelser.

[ agger, Sun 11 Oct, :18:52: /litteratur] - 1 kommentar(er) - link

Oplysning og tolerance - arv og aktualitet

 

For den vestlige kultur, som siden oplysningstiden og især i takt med det sidste århundredes teknologiske revolution har bredt sig til meget store dele af verden, kan begrebet religion siges at udgøre en slags dobbelt paradoks.

For det første kan religion virke som en ubegribelig, dogmatisk overtro: Når der ikke i vores dagligdag er spor af nogen almægtig Gud, som har skabt verden og bekymrer sig om selv den mindste skabnings ve og vel, hvorfor har stort set alle tidligere slægtled så holdt så hårdnakket fast i denne forestilling?

I forhold til vores moderne tekniske og videnskabeligt dominerede, sekulære verden kan religionen forekomme hjerteligt irrelevant. Vi kan fordømme den som forældet eller overflødig overtro, eller vi kan give den en særlig plads på et ophøjet sidespor som "smukke metaforer" eller "moralsk fundament", som nok kan udgøre et vigtigt grundlag for folks verdensbillede, men som ikke kan tilkendes nogen bogstavelig sandhed i den verden af videnskabelige fakta, sociale forhold og hårde økonomiske realiteter, vi i stigende grad bebor.

Indtil de sidste årtier af det tyvende århundrede kunne det se ud til, at religionen lige så stille var på vej ud, i hvert fald i den vestlige verden og i den vestliggjorte økonomiske elite i det meste af den tredje verden.

Og godt det samme, kunne man sige: Disse religioners og indbyrdes stridende sekters væsentligste bidrag til menneskeheden kunne forekomme at være intolerance, overtro, dogmatisk ensretning, splittelse og ufordragelighed.

Religion og religiøsitet kan på den baggrund forekomme at være en historisk perversion, en forhåbentlig kortlivet aberration, som man ikke skulle tro kunne fylde meget i historien. I hvert fald er det først efter, at vi i oplysningstiden for alvor begyndte at frigøre os fra kirkens og religionens snærende bånd, at vi blev så imødekommende overfor anderledes tænkende, at vi overhovedet udviklede begrebet "tolerance".

Problemet er bare, at når vi ser tilbage på historien, er det ikke det, vi ser - snarere tværtimod. Religion er ikke en forbigående aberration, der nu synes på vej til at blive rettet - tværtimod har den fundamentalt gennemtrængt alle kulturer, vi overhovedet har kendskab til, og det kun med undtagelse af ganske få og korte perioder bl.a. i moderne tid og i antikkens Rom og Grækenland.

I det historiske perspektiv er det derfor ikke religion og religiøsitet, men det sidste århundredes irreligion og areligiøsitet, der er afvigelsen. Mennesket har ganske enkelt været religiøst i stort set hele sin historie, og jo længere vi kommer tilbage, både tidsmæssigt og udviklingsmæssigt, jo mere uadskillelig fra det generelle verdenssyn bliver denne religion.

Hvad mere er, eller, som en religionskritisk positivist utvivlsomt ville sige, hvad værre er, synes religion som fænomen ikke at være på vej til at forsvinde - snarere tværtimod.

Amerikansk politik domineres af kristen fundamentalisme, og i Danmark besinder politikere på begge sider af det politiske spektrum sig udtrykkeligt og højlydt på det "kristne", højrefløjen typisk i et forsøg på at udskille det "danske" og "vestlige" fra det "fremmede", venstrefløjen med appel til kristendommens humane og medmenneskelige værdier, ikke mindst budet om næstekærlighed.

Kristendommen er dog ikke længere alene på markedet. Stort set alle vestlige lande rummer i dag en stor indvandrerbefolkning, der har bragt ikke blot islam, men også hinduisme, buddhisme og sikhisme til området. Der florerer også en del varianter af New Age-religion, reinkarnationstro og andre mere eller mindre hjemmestrikkede trosretninger, og i Danmark er der sågar og naturligvis en gruppe, der forsøger at genoplive den gamle asatro, dog så vidt vides uden menneskeofringer.

Så religionens betydning i Vesten er i det første årti af det enogtyvende århundrede ikke alene voksende, den er også præget af en helt anden mangfoldighed, end man kendte til før oplysningtiden, hvor kirken sad tungt på definitionen af den eneste sande tro.

For det andet er tolerancen ikke af så ny dato, som man kunne tro. Hvor de europæiske samfund ganske rigtigt blev noget mere rummelige og tolerante over for andres ideer som følge af oplysningstidens og rationalismens opgør med kirkens dominans, var det en reaktion mod halvandet årtusinds fanatisk kristen intolerance kulminerende i reformationens religionskrige, mere end det var noget andet.

Ser man tilbage i historien til før kristendommens opståen og udbredelse, viser det sig, at det ikke er intolerance, der har været reglen i religionernes forhold til hinanden - tværtimod.

Antikkens erobrere så som udgangspunkt ikke nogen grund til at blande sig i de erobrede folks guddyrkelse eller påtvinge dem deres egen, og dyrkelsen af forskellige religioner og deres guder har historisk set kunne sameksistere problemfrit i det meste af verden.

I Romerriget greb myndighederne for eksempel ind mod visse mysteriereligioner, fordi de ansås for at være umoralske, eller fordi de opfattedes som undergravende for samfundsordenen, fordi de ikke anerkendte den officielle religion eller overhovedet statens overhøjhed.

Den fanatiske forfølgelse af folk med anden religion eller afvigere inden for egen religion som henholdsvis "vantro" og "kættere" tilhører de monoreligiøse samfund, der blev grundlagt af de store monoteistiske religioner, først og fremmest kristendommen og islam. Religionshistorisk set er denne intolerance en afvigelse fra normen.

Oplysning og tolerance

Rune Engelbreth Larsens nye bog Oplysning og tolerance - arv og aktualitet (herefter blot Oplysning og tolerance) tager sit udgangspunkt netop i dette dobbelte paradoks:

Hvor religionen for en moderne vesterlænding kan forekomme at være et forhåbentlig snart heldigt overstået kapitel i menneskehedens historie, har den faktisk gennemsyret alle kulturer til alle tider og forekommer at være en så fundamental del af den menneskelige erfaring, at den for nogle endda er en del af selve definitionen på det at være menneske.

Og hvor det religiøse samfund i betragtning af vore umiddelbare historiske erfaringer kan forekomme at være præget af ensretning, overtro, intolerance og forfølgelse af anderledes tænkende, er denne adfærd historisk set en undtagelse blandt de store religiøse kulturer. Normen i de hedenske civilisationer har tværtimod været en udstrakt rummelighed, imødekommenhed og tolerance over for fremmede religiøse ideer. Hermed ikke være sagt, at man ikke i antikken har kendt til splid, forfølgelse, vold, udryddelse og krig, blot at disse ting sjældent er blevet praktiseret af religiøse grunde.

Det følger som en slags korrolar, at hvis religionen i det 21. århundrede ikke længere synes at være på vej ud, men tværtimod manifesterer sig med stadigt større relevans, så giver det ikke nødvendigvis grund til bekymring. Netop i de antikke multireligiøse samfunds traditionelle implicitte tolerance og den europæiske oplysningstids eksplicit formulerede tolerance over for anderledes tænkende og troende ligger måske en nøgle til en samfundsudvikling, hvor der er plads til alle. En nøgle, der netop bygger på den tradition for tolerance, der er indbygget i den europæiske kultur siden de store oplysningsfilosoffer.

Engelbreth behandler i Oplysning og tolerance dette emne vidende og grundigt. Bogen er et godt eksempel på en i vore dage lidt forsømt genre, nemlig den korte monografi, som behandler ét eneste emne og gør det godt.

Forbindelsen til oplysningstiden og dens ideer om tolerance trækkes op allerede ved bogens motto, som er af Holberg:

Thi det er klart, at U-roeligheder og indbyrdes Krige reyse sig lige så lidt af differente Meeninger i Religion, som af different Smag udi Mad og Drikke; men de reyse sig alleene af Forfølgelser, og deraf, at den eene Borger vil tvinge den anden til at finde Smag udi det, hvori han haver naturlig Afsmag, det er, at nægte sit eget Lys og sine egne Sandser.

Holberg udtrykker her det enkle og blandt oplysningstidens filosoffer almindelige synspunkt, at der ikke er noget i mangfoldigheden, der nødvendigvis fører til strid og intolerance - disse opstår først, i det øjeblik, nogen får den idé, at lige præcis deres eget verdens- og livssyn og deres egen tro er andres overlegen og de andres derfor bør bekæmpes.

Bogen er i tråd med sin karakter inddelt i tre lange kapitler, der hver behandler et aspekt eller historisk fase af problemet og forsynet med en indledning og en efterskrift, der sætter spørgsmålene om religiøsitet og tolerance samt mangfoldighed versus ensretning ind i deres centrale, nærmest brændende aktuelle kontekst.

Kreationisme, krig og næstekærlighed: Kristen og islamisk fanatisme

Engelbreth begynder med at observere, at religionens store indflydelse i samtiden faktisk godt kunne give anledning til en vis bekymring. Som eksempel nævnes bevægelsen for at få kreationisme eller Intelligent Design ind i skolernes undervisning. Man kan trække på smilebåndet ad religiøse fanatikere, der insisterer på at underkende en så usædvanligt veldokumenteret og anerkendt teori som den biologiske lære om arternes udvikling, men faktum er, at halvdelen af alle amerikanere tilsyneladende tror på, at Bibelens skabelsesberetning er bogstaveligt sand, og at verden ikke er mere end ca. 6000 år gammel.

Man kan spørge sig selv, hvor stor skade det kan gøre, om kreationisme eller "Intelligent Design" bliver fremført som alternativ til udviklingslæren - vi har jo ytringsfrihed, og så længe både udviklingslæren og kreationismen får lov til at eksistere side om side på den almindelige videnskabs præmisser, er det jo hver enkelt teoris konkrete resultater, der må gøre udslaget for, i hvilken grad man vil acceptere den.

Problemet er ikke den religiøse skepsis over for en usædvanligt vellykket naturvidenskabelig teori i sig selv, men det, som den bagvedliggende absolutisme synes at føre med sig: "For kan det ene skriftsted om guddommelig skabelse tages til indtægt for teologiens naturvidenskabelige implikationer, så kan det andet skriftsted om guddommelig straf vel også tages til indtægt for teologiens juridiske implikationer?" (s. 25).

Og hvad med de mange skriftsteder om Dommedag? Kan magtfulde religiøse grupper, der er besjælet af forestillingen om verdens snarlige undergang, måske forventes at ville fremskynde et sådant scenario - "hjælpe Gud lidt på gled" eller blot ikke tilstrækkeligt aktivt modarbejde en afgørende militær konfrontation mellem to atommagter? Kan religiøsiteten og den hermed forbundne intolerance og fanatisme ligefrem rumme kimen til menneskehedens udslettelse?

Sådanne tanker er ikke så søgte, som man umiddelbart kunne tro. Den forhenværende amerikanske præsident George W. Bush havde i sit bagland betydelige grupper af fundamentalistiske kristne, der mener, at The Rapture, Guds endelige bortrykkelse af de frelste og dom over de vantro, er nært forestående.

Ikke blot ser disse kredse støtten til Israel og opgøret med islamisk terrorisme som led i en religionskrig mod islam, de opfatter også forurening og et muligt økologisk sammenbrud som "opløsningstegn", der indvarsler den længe ventede Dommedag, og som der derfor ikke er nogen grund til at gribe ind imod.

Allerede præsident Reagan så, som Engelbreth gør opmærksom på, i konfrontationen med Sovjetunionens kommunisme en indvarsling af slaget ved Harmagedon, den kristne udgave af Ragnarok:

Over en politisk middag i 1971 gav den senere amerikanske præsident og daværende guvernør i Californien, Ronald Reagan, udtryk for, at de mellemøstlige begivenheder var i overensstemmelse med apokalyptiske skriftsteder i Bibelen. Ved den lejlighed bemærkede han, at "alt er på plads for slaget om Harmagedon og Kristi genkomst".
(s. 28).

Det er ikke kun på den amerikanske højrefløj, at sådanne tanker florerer. Den iranske præsident Ahmadinejad er meget optaget af islamisk eskatologi og den islamiske "Messias"-skikkelse Mahdi'ens tilsynekomst inden verdens undergang. Også ultraortodokse jødiske kredse interesserer sig for en sådan konfrontation ved Verdens forestående Undergang, og det fra en nøgleposition nær regeringsmagten i Israel.

Indtil det 20. århundrede var sådanne forestillinger om Undergangen måske ikke værd at bekymre sig om, men i lyset af atomvåbnenes opfindelse og med første og anden verdenskrigs fortilfælde in mente kan truslen om, at religiøse fanatikere kunne se sig selv som Guds redskaber og med fuldt overlæg udslette menneskeheden i et grotesk opgør mellem de tre store monoteistiske religioner tage sig skræmmende realistisk ud.

Engelbreth går i bogen i dybden med disse perpektiver og opruller overbevisende, hvor nærliggende og ønskværdigt et sådant globalt opgør vitterlig forekommer i visse religiøse kredse.

Så måske der vitterlig er grund til at ønske al religion hen hvor peberet gror, og til at bekymre sig over, at religiøsiteten forekommer at vokse snarere end at aftage her i begyndelsen af det 21. århundrede.

Eller også er det billede, vi lige har skitseret, for unuanceret. Mange og måske de fleste kristne og muslimer vil gøre opmærksom på, at mange udsagn i helligskrifterne ikke skal opfattes bogstaveligt, og at skrifterne i alle tilfælde er blevet til i en helt anden tid og en helt anden kontekst.

Måske det, der betyder noget, ikke så meget er religionernes iboende tolerance eller intolerance, som den fortolkning, som trosretningernes moderne tilhængere vælger af de foreliggende trossætninger og tekster.

En moderne kristen kan med andre ord vælge at tage udgangspunkt i Kristi ord om sig selv som "Vejen, Sandheden og Livet", eller han kan fokusere på lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Mange, måske de fleste, moderne kristne har faktisk en fortolkning af deres tro og skabelsesberetning, som efter deres egen opfattelse ikke strider mod det moderne verdensbillede.

Hvormed være sagt, at en religion ikke er en evig monolitisk enhed, men snarere et levende og foranderligt udtryk for, hvad dens tilhængere gør den til.

Religion: Overtro eller kulturbaggrund for rationelle mennesker?

Med dette udgangspunkt kaster Engelbreth sig i bogens Kapitel 1 over hele spørgsmålet om, hvad religion overhovedet er for noget og gør blandt andet op med forestillingen om, at religiøsitet nødvendigvis behøver at være udtryk for uvidenhed eller overtro.

For det første har religiøsiteten været menneskehedens konstante følgesvend, lige siden det moderne menneske så vidt man ved opstod ved en slags "kulturelt Big Bang" for ca. 40.000 år siden. De tidligst kendte kulturelle frembringelser var de imponerende hulemalerier i Nordspanien og Sydfrankrig, som uden tvivl har haft et religiøst formål:

Chauvet-hulen i Sydfrankrig rummer kunstværker af op til 35.000 års ælde med afbildninger af dyr, mennesker og blandingsvæsner, der muligvis skal forestille guddomme eller udklædte shamaner, og Lascaux-hulen, der er udsmykket for ca. 20.000 år siden, betegnes sågar som "Stenalderens Sixtinske Kapel". Ved hjælp af sofistikerede maleteknikker og under brug af stilladser har datidens "Michelangelo'er" omhyggeligt dekoreret lofterne i sådanne forhistoriske helligdomme.
(s. 60).

Et andet meget tidligt eksempel på denne kombination af en kolossal arbejdindsats med stor teknisk viden og kunnen er Cheops-pyramiden i Ægypten, der blev bygget ca. år 2500 før vor tidsregning. Der er, som Engelbreth bemærker, to væsentlige aspekter ved denne og andre pyramider.

For det første er det tydeligt, at ægypternes verdensbillede var gennemsyret af religiøse forestillinger i en grad, vi i dag kan have vanskeligt ved at forestille os. For det andet må disse bygningsværker have krævet en meget høj grad af rationel teknisk og administrativ kunnen. Hvad man end kan sige om de mennesker, der har planlagt, designet og udført sådanne bygningsværker - uvidende, overtroiske og irrationelle har de ikke været. Pyramiderne er ikke blot store, de er så velkonstruerede, at det også i dag og med moderne teknik til hjælp ville være en stor udfordring at bygge noget lignende.

Engelbreth giver en manende beskrivelse af et andet projekt af lignende omfang, nemlig hindutemplet i Kailash i Maharashtra i Indien, der er omtrent på størrelse med Parthenon i Athen, men ti meter højere - og hugget ud af én eneste klippe, oppefra og ned:

Kunsthåndværkere har her frembragt et arkitektonisk vidunder af tårne, broer og forbundne bygninger med en vrimmel af basrelieffer og skulpturer, der imponerer lige så meget i kraft af den detaljerede kunstfærdighed, som Cheopspyramiden imponerer ved sin monumentale enkelhed. Men Kailas er ikke blot et unikt tempel med en righoldig og fantasifuld udsmykning, det er også en rejse ind i hinduismens univers, hvor beskueren så at sige oplever et detaljeret koncentrat af verden - og verden bag verden. (...) Der er mytiske kamphandlinger og himmelske stridsvogne, guder og glædesstrålende dværge i ceremoniel dans, æggende gudinder i selvbevidst og udfordrende positur og romantiske nicher med elskende par - alt sammen suppleret af rigt dekorerede søjler og farvestrålende malerier.
(s. 65).

Igen er der tale om, at en bygning med religiøs funktion er udført med en meget stor ingeniørmæssig, teknisk, administrativ og kunstnerisk dygtighed, der må have krævet en høj grad af rationel verdensbeherskelse fra alle involverede.

Så måske religionen i virkeligheden ikke har udgjort en "modsætning" til det rationelle, kausale verdenssyn men snarere har repræsenteret et andet aspekt af verden? Og hvis den ikke stod i modsætning til en rationel forståelse af verden, kan den vel heller ikke siges at have udgjort nogen egentlig "overtro".

Noget lignende kan siges om forestillingen om religion som ensrettende og intolerant. Historisk set har de fleste store kulturer været multikulturelle og multireligiøse, idet de både har haft religioner, hvor flere guder er blevet dyrket side om side, og religioner, der ikke havde deres oprindelse i majoritetskulturen.

I det gamle Ægypten dyrkedes f.eks. ikke alene de ægyptiske guder som Isis, Horus og Thoth, men også semitiske og kanaanæiske guder som Astarte og Baal. Noget lignende gælder de fleste andre af antikkens storriger, herunder Romerriget, perserriget og Indien. Den berømte kejser Ashoka fremhævede i sine befalinger religiøs mangfoldighed som noget godt og ønskværdigt i sig selv:

Contact (between religions) is good. One should listen to and respect the doctrines professed by others. Beloved-of-the-Gods, King Piyadasi, desires that all should be well-learned in the good doctrines of other religions.
(citeret efter http://www.cs.colostate.edu/~malaiya/ashoka.html).

Intolerance er altså ikke et særkende ved religion som sådan, men først og fremmest ved de store monoteistiske og monoreligiøse kulturer, der nok har domineret store dele af verden det sidste halvandet årtusind, men som ikke desto mindre må betegnes som et kulturhistorisk særsyn.

Disse og lignende overvejelser leder Engelbreth frem til den konklusion, at multikulturelle og multireligiøse samfund ikke er noget nyt fænomen, og at mangfoldigheden normalt ikke har været et problem - den almindelige tolerance og gensidige respekt, som en fredelig sameksistens mellem forskellige religioner og kulturer kræver, har tværtimod været betragtet som noget helt naturligt, som det kun i undtagelsestilfælde overhovedet har været nødvendigt at formulere eksplicit.

Oplysningstiden og bruddet med kirkens undertrykkelse

Kapitel 2 lægger ud med at definere den skelnen mellem eksplicit og implicit tolerance, som vi tidligere været inde på.

Implicit tolerance er den indstilling, der kulturhistorisk set har været den mest almindelige over for folk med anden religion end den dominerende, nemlig accept. Ingen forbud eller forfølgelse af folk med en anden tro end den dominerende, men heller ingen aktiv tilskyndelse.

Eksplicit tolerance går skridtet videre ved ligefrem at anspore og påbyde religiøs mangfoldighed. Hvor der i den implicitte tolerance ikke behøver at ligge andet end, at man slet og ret tolererer dem, der er anderledes end én selv, ligger der i den eksplicitte en gensidig respekt og et ønske om fredelig sameksistens mellem forskellige religioner og trosretninger.

Den eksplicitte tolerance kan forekomme en smule overflødig, hvis alle i forvejen accepteres og får lov til at praktisere deres religion og kultur i fred gennem en udbredt implicit tolerance, så egentlig er den måske et symptom på, at den implicitte tolerance har svigtet og ikke længere kan tages for givet.

Dette var netop tilfældet i oplysningstiden.

Jeg har omtalt middelalderen som en periode, hvor kirken sad på det hele, og der reelt kun var én tro, som ikke tålte nogen anden ved sin side. Dette er for så vidt rigtigt nok, men det er vigtigt at bemærke, at kirken selv i middelalderen aldrig var enerådende som religiøs faktor i samfundet. De fleste europæiske lande husede et stort mindretal af jøder, og den førkristne religion overlevede også i form af forestillinger om overnaturlige væsner, elverfolk, dværge og feer - i de mere afsides egne af Europa helt op til de første årtier af det tyvende århundrede, som det bl.a. fremgår af den danske folkemindesamler Evald Tang Kristensens arbejde. I det sydlige Frankrig var manikæiske og gnostiske forestillinger vidt udbredt blandt katharerne, indtil de brutalt blev slået ved det såkaldte albigenserkorstog i det 13. århundrede.

Kirken sad dog overordnet set tungt på det hele, og hvis den besluttede sig for at slå ned på "tøjeriet", kunne straffen være streng.

Et gennemgående problem ved absolutistiske religioner er deres tendens til at brække midt over i kølvandet på uenighed om det ene eller det andet fundamentale trosspørgsmål.

Et tidligt eksempel på en sådan teologisk strid var skismaet mellem kristne monofysitter og nestorianere i det femte århundrede; monofysitterne mente, at Kristus har ét væsen, der forener det menneskelige og det guddommelige, mens modstanderne lærte, at Kristus rummer en forening af to væsner, et menneskeligt og et guddommeligt.

Tilsvarende blev islam tidligt splittet af skismaet mellem sunni- og shia-islam, og af striden om, hvorvidt Koranen er skabt på et givet tidspunkt, eller om den er uskabt og dermed evig og uforanderlig.

I begge tilfælde kunne man tro, at en sådan uenighed kun kunne interessere pedantiske teologer, men både inden for kristendommen og islam førte disse og andre skismer til omfattende krige, udrensninger, forfølgelser og undertrykkelse.

Pointen med at nævne dette her er, at den mangfoldighed og tolerance, der overvintrede og gryede i middelalderen og for alvor begyndte at spire med renæssancens genopdagelse af den klassiske kultur, i Europa blev knust af reformationen og de påfølgende religionskrige, der erstattede den spirende tolerance med en bølge af intolerance, forfølgelse og vanvittigt myrderi.

Oplysningstidens tolerancetænkning var dermed først og fremmest en reaktion mod den intolerance, der fulgte i kølvandet på de store brud inden for den kristne kirke.

Jonathan Swift satiriserede i Gullivers Rejser over det latterlige teologiske hårkløveri og dets blodige konsekvenser:

"Meningsuoverensstemmelser har kostet mange millioner menneskeliv, for eksempel om, hvorvidt kød er brød, eller brød er kød, om saften af et vist bær er blod eller vin, om fløjten er en last eller en dyd, om det er rådeligst at kysse en stolpe eller kaste den i ilden, hvilken farve der er den bedste for en kjole: sort, hvid, rød eller grå, og om den bør være lang eller kort, snæver eller vid, snavset eller ren. Og ingen krige er så voldsomme og blodige, eller så langvarige, som de, der skyldes meningsuoverensstemmelser, især hvis de drejer sig om ligegyldige ting."
(Gullivers rejser, citeret i Oplysning og tolerance s. 115).

Det knap så morsomme aspekt af Swifts satire er naturligvis, at millioner af mennesker over hele Europa vitterlig havde slået hinanden ihjel over spørgsmål om, hvorvidt kød er brød eller brød kød - i dette tilfælde nemlig spørgsmålet om, hvorvidt brødet og vinen virkelig forvandler sig til Kristi kød og blod under nadveren (som katolikkerne hævder) eller dette ritual kun har symbolsk betydning (ifølge protestanterne med Luther i spidsen).

Som reaktion på dette myrderi og den påfølgende mentale ensretning begynder oplysningsfilosofferne at spørge sig selv som i det allerede citerede Holberg-citat, om det nu virkelig også er forskellen mellem mennesker og trossamfund, der er problemet, eller det er selve ufordrageligheden.

Eller rettere sagt, de spurgte og kom selv med svaret:

Den franske renæssancetænker Michel de Montaigne, der oplevede religionskrige på nært hold og selv spillede en aktiv rolle som mediator mellem katolikker og protestanter, konkluderede i sine Essais (1580-1588), at de kristne opførte sig langt mere grusomt og hyklerisk end de hedninge, der almindeligvis blev betragtet som primitive. Selv kannibaler var mindre barbariske, fordi de trods alt ikke spiser en mand, før han er død, hvorimod europæerne kunne finde på at anvende uhyrlige pinsler og tortur mod deres egne medborgere "under foregivende af fromhed og religiøsitet".
(s. 86).

Engelbreth giver med dette udgangspunkt en grundig redegørelse for tolerancens idéhistoriske oprindelse i oplysningstiden, som jeg ikke skal forsøge at referere her - lad det være nok at konstatere, at han kommer vidt omkring. Mange af tænkerne behandles indgående, og vi får bl.a. en oplysende modstilling af tolerancebegrebet og kulturoptimismen hos Voltaire og Rousseau, hvor Rousseau trods sit ry som "naturfilosof" skiller sig ud ved en noget større tillid til og respekt for statens autoritet i forhold til individet. Disse modstilles igen Kants fornuftsdyrkelse og fremskridtsoptimisme, hvor vi ser oprindelsen til den patroniserende ophævelse af tolerancen over for bl.a. religiøse mennesker, som af nogen også forbindes med begrebet "oplysning".

Men det er, som Engelbreth gør opmærksom på, vigtigt at huske, at tolerancen var et helt centralt element i det opgør med ufriheden og den autoriserede kristendoms rolle som spændetrøje for tanken, som vi forbinder med perioden - ikke mindst i spørgsmålet om trykkefrihed.

Central i den forbindelse er Voltaires observation om den religiøse mangfoldighed i England, hvor han en periode var tvunget i eksil:

"Hvis der kun havde eksisteret én religion i England, ville der sandsynligvis opstå despoti. Hvis der havde været to, ville de skære halsen over på hinanden; men der findes tredive, og de lever i fred og fordragelighed."
(Lettres Philosophiques, citeret i Oplysning og Tolerance, s. 95).

Et helt afsnit helliges en gennemgang af Struensees velmente men ikke specielt gennemtænkte reformprogram i Danmark 1770-72. Danmark indførte som et af de første lande i Europa fuld trykkefrihed i 1770, og de næste år fulgte et vanvittigt forceret, oplyst reformprogram, der gjorde Danmark til et af Europas mest oplyste og "progressive" lande. Trykkefriheden fik bl.a. Voltaire til at rose Danmark og dets oplyste monark til skyerne.

I virkeligheden havde Struensee kuppet sig til magten i et provinsielt og konservativt (nogen ville sige "tilbagestående") land, der under Struensees regime led under økonomisk nød som følge af misvækst og dårlige somre. Hans arrogance, forcerede tempo, manglende politiske tæft og - for God's sake - manglende diskretion i det erotiske forhold til dronning Caroline Mathilde førte sammen med hans tyskhed og manglende danskkundskaber forholdsvis hurtigt til hans undergang.

Tolerance og mangfoldighed - er der noget, vi kan lære af oplysningstiden?

I kapitel 3 behandler Engelbreth oplysningstidens og især tolerancetraditionens betydning i dag i lyset af samfundets udvikling i Vesten siden 2. Verdenskrig, ikke mindst den "fragmentering" af kulturen, der er fulgt i kølvandet på "frigørelsen" i 1960erne og den store indvandring af muslimer, hinduer, sikher og buddhister, der på godt og ondt har præget udviklingen mange steder i Europa de sidste årtier.

Under overskriften "Vestens multikulturelle samfundsudvikling" diskuteres bl.a. kritikken af oplysningstiden som forudsætning ikke kun for ytringsfrihed og tolerance, men også for den rationalisering og teknologisering af hele samfundet i statens eller fællesskabets tjeneste, som ifølge den polske sociolog Zygmunt Baumans analyse udgør hele forudsætningen for, at det 20. århundredes ultimative katastrofer som Holocaust og den stalinistiske undertrykkelse kunne gennemføres.

Er det med andre ord oplysningstidens fremskridtsoptimisme og videnskabelige, sekulære fornuftsdyrkelse, der har været ved at føre os ud over kanten? Er det sandt, som oplysningskritikeren Juan Donoso Cortes udtrykte det, at menneskets vilje er syg, at mennesket uden Guds hjælp endikke kan ønske det gode? (Jfr. Oplysning og tolerance, s. 139).

Engelbreths svar på dette er tofold: Ganske vist har oplysningstiden med dens fritænkeri og dens opgør med middelalderens teologiske dogmatik ført til den effektivisering og rationalisering, der har muliggjort Holocaust, men den har også ført til åbne samfund og menneskerettigheder, begreber, som meget gerne skulle kunne fungere som bolværk og beskyttelse mod den form for overgreb - og som netop kan umuliggøre folkedrab og vilkårlig grusomhed, nu hvor vi kan formodes at have lært lektien.

Dette gælder så meget mere, som deisme og skepsis ikke var det eneste aspekt af oplysningstidens opgør med middelalderens ensretning. Et andet og nok så væsentligt var faktisk en øget tendens til religiøs pluralisme, der blandt andet førte til en opblomstring af forskellige former for religiøs mystik - Engelbreth nævner kunstnere som spanieren Goya, schweizeren Johann Heinrich Füssli og danskeren Nicolai Abildgaard. Om Mozarts opera "Tryllefløjten" hedder det, at

"... den mytologiske metaforik nærmest står direkte i oplysningens tjeneste. Epokens solopgang forkyndes her af ypperstepræsten Sarastro i oldegyptiske omgivelser, hvor nybruddet får status af en indvielse i menneskehedens navn. Tamino skal "flå sit natlige slør af sig, og skue ind i det største lys' helligdom", hvor "visdom og fornuft" river fordommenes "spindelvæv" itu."
(s. 109).

Oplysningstiden har endda bidraget med en del af Vestens nuværende religiøse mangfoldighed i form af frimureriet, en tværreligiøs bevægelse med en fem-seks millioner medlemmer på verdensplan.

Det væsentlige i oplysningstidens arv bliver dermed netop tolerancen og den hermed forbundne beskyttelse af individet og dets ret til at tænke, som det vil.

Og det er jo godt, for Engelbreths pointe er naturligvis også, at i lyset af den multikulturelle samfundsudvikling i Vesten lader det til, at vi kan få god brug for den.

Der er da også mange eksempler på, at der ikke er nogen modsætning mellem et moderne, højteknologisk samfund og en udbredt religiøsitet - sekulariseringen er med andre ord langt fra indbygget i moderniteten.

Engelbreth nævner Japan, hvis teknologisering og høje levestandard på ingen måde har betydet en udryddelse af den lokale kultur eller den traditionelle forfædredyrkelse, shintoismen.

Andre eksempler på dette er Indien, hvor de sidste årtiers voldsomme teknologiske og økonomiske udvikling ikke har medført en tilsvarende sekularisering, og Brasilien og andre sydamerikanske lande, hvor afrikansk-inspirerede religioner som santería, umbanda og candomblé sameksisterer fredeligt med katolicismen og mindre fredeligt med den fremstormende evangeliske kristendom.

Det sidste punkt rummer en vigtig pointe: Hvis der er et problem med den voksende religiøse mangfoldighed i Vesten er det måske ikke mangfoldigheden i sig selv, men den defensive og intolerante positur, især højreorienterede grupper i Europa og religiøse fundamentalister i de islamiske lande indtager, der udgør et problem.

Og her er det, at religionskrigenes erfaringer og oplysningstidens tolerance måske kan give et håb for fremtiden:

Hvis sekulariseringen af de vestlige samfund forekommer at være på retur, er den ikke på retur på en måde, der signalerer en massiv tilbagevenden til en af de gamle, monolitiske religioner. Tværtimod: Religionen forekommer overalt at være i opbrud. Ud over et utal af kristne retninger udfordres den kristne kirke af hinduisme, buddhisme og alle mulige og umulige former for New Age-inspirerede grupper. Samtidig er variationen inden for den enkelte kristne kirke vokset kolossalt, måske i nogen grad, fordi kirken ikke længere har den magt, den havde engang, og gerne vil undgå at støde nogen fra sig:

Hvor enhedsdogmatikken er smuldret som formel autoritet, er religiøsiteten ingenlunde smuldret i samme grad, men er til gengæld blevet langt mere flerstrenget og pragmatisk. Især den protestantiske kristendom er blevet så rummelig, at den som tidligere nævnt nærmest danner ramme om en slags "multikristen" identitet.
(s. 158).

Noget lignende gælder de islamiske samfund i Europa. Hvor højreorienterede nationalister ynder at beskrive Europas muslimer som en enig gruppe af fanatisk troende, der forsøger at påvirke vore samfund ud fra en fælles juridisk, religiøs og kulturel grundholdning, er de i virkeligheden meget splittede: Der er sunnier og shiaer; liberale og konservative; moderate og fundamentalister; flittige moskégængere og deistiske eller agnostiske "kulturmuslimer"; dybt religiøse ældre mennesker og stærkt sekulariserede unge, der alle overordnet set bekender sig som "muslimer", men som på ingen måde er enige om, hvad det betyder for deres ønsker for fremtiden.

Og hermed er vi ved at få en situation, hvor vi for at parafrasere Voltaire har ikke blot (mindst) 30 kristne religioner, men også 30 versioner af islam og 30 forskellige former for "spiritualitet" og New Age-inspireret nyreligiøsitet, så de ganske enkelt er nødt til ikke blot at leve i fred og fordragelighed, men også at respektere hinanden og indse, at vi sagtens kan lære noget af hinanden på tværs af religiøse og ikke-religiøse skel.

Engelbreth kan derfor konkludere, at megen kritik af oplysningstiden som overdrevent fremskridtsoptimistisk eller rationalistisk har en tendens til at overse tolerancetraditionen, og at netop tolerancetraditionen med dens vægt på det enkelte menneskes frihed og ret til at stille spørgsmål ved den herskende sandhed måske er oplysningstidens vigtigste arv - en arv, som det kan være værd at finde tilbage til og holde godt fast i.

Hermed ikke være sagt, at den udstrakte sekularisering af de vestlige samfund skal ses som noget dårligt. Så længe vi fastholder, at alle har lov til at tro og tænke, hvad de vil, kan sekulariseringen sikre en grundlæggende religionsneutralitet - det vil sige, at ingen bliver favoriseret eller diskrimineret mod, fordi de har eller ikke har en bestemt religion.

Vestens samfundsudvikling er præget af en bevægelse mod større religiøs og kulturel mangfoldighed, og hvis denne mangfoldighed understøttes af en ægte neutralitet fra samfundets side, er der ingen grund til at være bekymret over eller frygte en sådan udvikling. Religions- og kulturhistorisk har denne form for mangfoldighed nemlig som allerede nævnt været reglen, ikke undtagelsen.

Tolerance i praksis - Lockes princip og dets anvendelse

I efterskriften skitserer Engelbreth nogle principper for den praktiske anvendelse af oplysningstidens tolerancetradition på nogle af de konkrete udfordringer, vi står over for i det multikulturelle moderne samfund.

Betyder religiøs tolerance, at vi skal tolerere alt i religionens navn? Hvad hvis jeg ville grundlægge en ny religion, der pålagde mig at stjæle mine medmenneskers ejendom og slå dem ihjel, hvis de prøvede på at standse mig? Eller, for nu at tage et eksempel, der ikke er grebet ud af luften: Hvad hvis en religiøs gruppe insisterer på, at utroskab skal straffes med døden ved stening?

Betyder ytringsfrihed, at alle har lov til at sige alt, uden nogen grænser overhovedet? Og hvis ikke, hvordan skal vi så trække grænserne, så alle kan bevare deres tros-, tænke- og ytringsfrihed?

Engelbreth begynder med at observere, at det at tolerere noget ikke er det samme som at understøtte eller billige det. Mangfoldighed er ikke noget gode i sig selv, det er i sig selv hverken positivt eller negativt. Vi kan sagtens mene, at al religion er ren overtro, samtidig med, at vi forsvarer andre menneskers ret til at lade en i vore øjne "overtroisk" eller "falsk" religion præge deres dagligdag.

Der, hvor vi sætter grænsen, er naturligvis der, hvor disse andre mennesker vil lade deres religiøse sensibilitet diktere eller begrænse, hvad vi selv skal have lov til at tro eller gøre. Et banalt eksempel kunne være, at det er i orden ikke at ville vise sig nøgen for andre og dermed kræve mulighed for individuel badning f.eks. i forbindelse med skolernes gymnastikundervisning, men ikke at kræve forbud mod nøgenbadning ved stranden.

Engelbreth foreslår, at man bruger Lockes princip til at afstikke de praktiske grænser for religiøs tolerance.

Den britiske filosof John Locke mente, at tolerancen over for folk med andre meninger måtte omfatte alle, pånær de intolerante:

Derfor bør øvrigheden ikke forbyde spekulative meninger, som hævdes eller læres i nogen kirke, fordi de ikke vedrører undersåtternes rettigheder i staten. Hvis en papist tror, at det, som en anden kalder brød, i sandhed er Kristi legeme, har naboen ikke derved lidt nogen skade. Hvis en jøde ikke tror, at Det Ny Testamente er Guds ord, har naboen ikke derved lidt nogen skade.
(Et brev om tolerance, citeret i Oplysning og tolerance, s. 93).

Som kriterium for, hvilke religiøse handlinger, der er tilladelige, opstiller Locke et meget enkelt princip: "Det, som er tilladt i staten, kan øvrigheden ikke forbyde i kirken, og man kan og bør ikke forbyde, at alt det, som til dagligt er tilladt for andre undersåtter, bliver anvendt i en kirkelig forsamling og af denne eller hin sekts præster til brug for sakramenterne". (s. 172).

Med andre ord: Hvad der er tilladt i samfundet i almindelighed, må også være tilladt i religiøse sammenhænge eller af religiøse grunde. Den anden side af dette princip vedrører religionsneutralitet og handler om, i hvilken udstrækning enkelte religioner skal have særbehandling og undtages fra samfundets øvrige regler.

Lockes svar er enkelt: "Det, som ikke er tilladt i hjemmet og i det borgerlige liv, er det heller ikke i den religiøse forsamling eller under gudstjenesten."

Engelbreths opdatering af Lockes princip lyder altså i al sin enkelhed: Hvad der er tilladt i samfundet i almindelighed er også tilladt i religiøs sammenhæng eller af religiøse grunde, og hvad der ikke er tilladt i samfundet i almindelighed, er heller ikke tilladt i religiøs sammenhæng eller af religiøse grunde.

Dette princip sikrer, at diskussionen om, hvad der er tilladeligt eller ej, afkobles fra en eventuel religiøs sammenhæng: Samfundet skal ikke bekymre sig om, hvorvidt en given praksis er tilladelig i den ene eller den anden religion, men kun om, hvorvidt denne praksis er tilladelig eller ej, punktum.

Lockes princip giver en enkelt og slagkraftig rettesnor, der får mange vanskelige eller i hvert fald omstridte spørgsmål til at falde på plads. Hvis det er tilladt at gå med tørklæde, fordi det blæser og er koldt, må det også være tilladt at gå med tørklæde af religiøse grunde.

Engelbreth behandler en lang række etiske og praktiske problemer i det multietniske og multireligiøse samfund. Mange af disse er vanskelige og har ingen enkle svar, men Lockes princip hjælper godt på vej og giver ofte et svar, der ikke diskriminerer eller tilgodeser nogen religion eller irreligion men netop kun forholder sig til den praksis, der rejser problemet.

En vigtig pointe vedrører spørgsmålet om blasfemi, hvor Lockes princip viser sig fra en lidt anden side: Eftersom det er tilladt og i et frit samfund må være tilladt at udtrykke sig "kritisk, satirisk og sarkastisk" om alle samfundsforhold, må det samme også gælde for religiøse forhold; og eftersom det i et retssamfund ikke kan være tilladt at udsætte folk for bagvaskelse eller alvorlige injurier, fordi de har en bestemt profession eller politisk overbevisning, kan det heller ikke være tilladt at udsætte folk for bagvaskelse eller alvorlige injurier, fordi de har en bestemt religion.

Der er altså ikke brug for særlige regler om udtalelser, der vedrører religion, og følgelig er der heller ikke brug for en særlig "religiøs" undtagelse fra ytringsfriheden.

Grænser for tolerance - er der plads til alle?

Engelbreth kaster sig til sidst ud i en analyse af det vigtige spørgsmål om, hvor tolerancens grænser så går. Vi må tolerere alle de kulturer og religioner, der udgør vores samfund stadig mere mangfoldige kludetæppe, og heri ligger ingen fare, så længe vi i Holbergs ånd tillader den religiøse mangfoldighed og ikke tillader forfølgelser af folk, blot fordi de tror eller tænker anderledes end flertallet.

Men hvad med de intolerante? Hvad med folk, der vier hele deres liv og al deres energi til en tilbagevenden til religiøs, politisk, etnisk eller kulturel ensretning. Skal de ikke have lov at være der og sige, hvad de vil?

Engelbreths svar er, at alle skal have lov til at sige og gøre, hvad de vil, inden for de grænser, der nu engang må være for ord og handlinger i et retssamfund. Det er tilladt at sige sin mening, og hvis man ønsker at ændre samfundet, har man lov til at varsle demonstrationer og oprette foreninger til at arbejde for sine synspunkter, ligesom man har lov til at stille op til folketinget for at arbejde for sine synspunkter dér.

Til gengæld har man ikke lov til at fremsætte injurier, trusler eller groft nedgørende propaganda, ligesom man heller ikke har lov til at forsøge at ændre samfundet ved at anbringe bomber, udøve hærværk eller myrde folk.

Men ligesom spørgsmålet om, hvilke handlinger og kulturelle afvigelser vi skal tolerere, ikke afhænge af, om handlingen eller afvigelsen vedrører religiøse spørgsmål eller ej, således kan vurderingen af problematiske eller ulovlige handlinger heller ikke afhænge af, hvilke holdninger der ligger bag dem.

Som Engelbreth udtrykker det: Problemet ved nazistiske dødstrusler er ikke, at de er nazistiske, men at de er dødstrusler. Om den, der fremsætter den, er nazist, er hverken en skærpende eller formildende omstændighed.

Man har med andre ord lov til at mene lige præcis hvad man vil, men ikke til at følge disse meninger op med handlinger, som går andres menings- eller handlefrihed for nær. Den ærligt overbeviste nazist, stalinist eller islamiske fundamentalist har med andre ord lov til at arbejde for at afskaffe tolerancen og mangfoldigheden, så længe de ikke tyr til midler, der heller ikke tolereres, hvis de anvendes af andre grunde.

Så gerne vi end vil forsvare tolerancen mod intolerancen, er vi nødt til at holde fast i, at alle har lov til at mene, hvad de vil - også selv om det, de mener, i vore øjne er forkert.

Friheden må med oplysningstænkeren Pierre Bayles ord også være friheden til at tage fejl: "Den samvittighed, der har uret, har samme rettigheder som den, der har ret." (citeret i Oplysning og tolerance, s. 198).

Konklusioner - oplysning og håb for fremtiden

Så vidt bogens indhold - Oplysning og tolerance er, som jeg allerede har nævnt, nærmest et skoleeksempel på den korte, filosofiske monografi, der behandler et og kun et emne og gør det godt.

Her er det kun muligt at gengive en begrænset del af spændvidden og det brede fundament af såvel kulturhistorisk som idéhistorisk indsigt i denne velargumenterede og grundige bog. Den kulturhistoriske gennemgang i kapitel 1 og den idéhistoriske oversigt i kapitel 2 supplerer hinanden fint og lægger grunden for behandlingen af det moderne samfunds multikulturelle udvikling i kapitel 3. Efterskriftet sætter kronen på værket ved at tilføre diskussionen en praktisk dimension, der inspireret af Locke og Bayle munder ud i et enkelt princip for tolerance på tværs af religiøse og kulturelle skel. Dette princip - som vi kunne kalde "Engelbreths reviderede udgave af Lockes princip" eller blot Lockes princip - anvendes herefter på en række aktuelle og højst kontroversielle problemstillinger og leder ofte frem til et indlysende retfærdigt resultat.

Og dette er måske bogens største bedrift. Oplysning og tolerance leverer det historiske og filosofiske fundament for en præcisering af begrebet "tolerance" i et samfund med mange religioner og en stærkt varieret kultur. Som sådan repræsenterer den et velskrevet og tiltrængt indspark i hele den debat om integration og gensidig påvirkning mellem nye og gamle kulturer, der på godt og ondt har præget de seneste årtier.

Dens praktiske dimension giver et enkelt og overbevisende svar på et yderst relevant spørgsmål: Hvor meget og hvor lidt skal vi tolerere og hvor store afvigelser fra "konsensuskulturen" skal vi tillade for at holde fast i et frit og åbent samfund, hvor den enkelte er sikret ytrings-, tros- og tænkefrihed i oplysningstidens forstand? Jeg kan kun ønske den den størst mulige udbredelse i samfundsdebatten.

Rune Engelbreth Larsen: Oplysning og tolerance - arv og aktualitet, Aarhus Universitetsforlag 2009. 210 sider, kr. 248,-. Kan bl.a. bestilles her.

[ agger, Tue 16 Jun, :22:46: /litteratur] - 1 kommentar(er) - link