Man kan finde mange fascinerende ting på YouTube, og det næsten uden at lede.
Aapa Akka er en indisk kortfilm, der fortæller historien om den muslimske pige Reshma med kælenavnet Aapa, der fra ti-års-alderen er dybt fascineret af den
kvindelige hinduistiske digter og religiøse skikkelse Akka Mahadevi
(ca. 1130-1160), der ligesom
hende selv levede sit liv ved floden Krishna.
Reshma lever et stille liv med sin familie i en lille landsby, hvor storbyens stridigheder mellem hinduer og muslimer kun kaster få skygger over den adstadige, traditionelle livsform.
Reshmas fascination af digteren Akka, der endte med at gifte sig med selveste Gud (Shiva) virker i begyndelsen som en typisk teenage-idoldyrkelse. Da familien pludselig rammes af en tragedie, drager hun
imidlertid ud på sin egen helt personlige pilgrimsfærd i Akkas fodspor i en søgen efter sin egen gud, der går på tværs af de traditionelle rammer og grænser mellem religionerne.
Historien er nok værd at bruge en times tid på at opleve - og mindst lige så lang tid på at tænke over bagefter.
Svensk TV har lavet verdens hidtil første dokumentarfilm om Wikileaks.
Den er ikke færdig, men du kan se råklippet herover. En nuanceret og hjertegribende fortælling om et politisk initiativ, der virkelig har efterladt sit indtryk på verden. Se den, se den, se den.
En animeret kortfilm med introduktion af Kiefer Sutherland. Filmen er lagt oven på en tale, som Sutherlands bedstefar, den canadiske socialist Tommy Douglas holdt første gang i 1940.
Som filmen viser, er Douglas' fabel stadig højst aktuel her 70 år efter som billede på, hvad der kan være galt med "demokratiet" i et økonomisk oligarki som for eksempel det danske samfund.
Rizwan Khan er en ung mand med Asperger's syndrom, som vokser op i Indien i en familie af troende muslimer. Rizwan har et tæt forhold til sin mor og et knap så tæt forhold til broderen Zakir, der ikke kan forstå, at hans endnu udiagnosticerede særheder lægger så stort et beslag på moderens opmærksomhed. Rizwan er meget intelligent, men er ikke i stand til at kommunikere med andre mennesker og tåler ikke høje lyde og farven gul ("yellow, yellow, dirty fellow").
Zakir (spillet af Jimmy Shergill) flytter allerede som 18-årig til San Francisco, hvor han gør karriere som forretningsmand. Efter moderens død følger Rizwan (spillet af Shahrukh Khan) efter.
Zakir er i mellemtiden blevet gift med Hasina (spillet af Sonya Jehan), en hijab-klædt muslim fra Brooklyn, der nu underviser i psykologi på Berkeley-universitetet. Hasina bider uundgåeligt mærke i Rizwans mærkelige opførsel og får ham endelig diagnosticeret med Asperger's.
Zakir giver Rizwan et job som sælger af hans firmas skønhedsprodukter til frisørsaloner og lignende, hvilket den indesluttede og kejtede unge mand absolut ikke egner sig til. Det er dog netop i en frisørsalon, han møder sin kommende hustru Mandira (spillet af Kajol). Rizwan bliver omgående forelsket, og det bliver hurtigt klart, at hverken Mandira eller Sam, hendes søn af et tidligere ægteskab, kan stå for den underlige mand, der vil dem det så godt.
De flytter i hus i en forstad til San Francisco og bliver gode venner med naboerne og deres søn Reese, og Rizwan kan med tilfredshed konstatere, at han har skabt et lykkeligt liv til sig selv.
11. september 2001 bliver World Trade Center angrebet med fly, og overalt i USA vender folk sig mod deres muslimske medborgere. Forretninger bliver smadret, og flere bliver dræbt. Hasina får revet sit tørklæde af på åben gade, og Zakir beder hende om ikke at gå med det mere: "Gud vil forstå, men de vil aldrig forstå".
Naboen bliver udsendt for at dække krigen i Afghanistan, men vender hjem i en kiste. Reese begynder herefter at vende sig mod Sam, som ham på grund af Rizwan og efternavnet Khan opfatter som muslim, og som han derfor giver skylden for faderens død. En dag får Reeses drillerier mod Sam en flok store drenge til at deltage i afstraffelsen af "the towelhead", og det ender med, at Sam bliver dræbt.
Mandira giver Rizwan og navnet Khan skylden for sønnens død og smider ham ud, idet hun siger, at hun aldrig vil se ham mere. Da den naive Rizwan spørger, hvad han skal gøre for at kunne vende tilbage, siger hun, at hun skal fortælle alle mennesker i hele USA, at han ikke er terrorist. I hvert fald må han fortælle præsidenten det, så han kan forklare befolkningen, at ikke alle, der hedder Khan, er terrorister.
Rizwan er ikke i stand til at opfatte sproglige udsagn andet end bogstaveligt, og han tager omgående opgaven på sig: Han vil opsøge USAs præsident og fortælle ham, at "my name is Khan, and I am not a terrorist", så Mandira vil tage ham tilbage.
Og det er sådan, vi møder ham ved filmens begyndelse: En vagabond, som tjener penge ved småjobs og hele tiden forsøger at finde ud af, hvordan han kan komme til at møde præsidenten. En dag bliver han fanget af FBI-agenter med udførlige optegnelser om præsidentens rejseplaner og optrædender. Den uforstående Rizwan bliver nu taget til fange og forhørt og torteret som terrorist, men en indisk journalist bliver klar over, at han er uskyldig og gør hans frigivelse til en folkesag.
Da Rizwan endelig bliver løsladt, tager han til Georgia for at hjælpe nogle venner fra tiden som vagabond mod orkanen Molly, som myndighederne vender det blinde øje til, og navnet Khan ændrer sig pludselig fra at stå for terror til at stå for medmenneskelighed og opofrelse. Men Rizwan skal igennem mange forviklinger og et præsidentvalg, før han endelig en dag kan møde Obama og få at vide, at "your name is Khan, and you are not a terrorist".
Så meget om handlingen i
My Name is Khan. Selv om filmen næsten udelukkende foregår i USA, er den umiskendeligt en Bollywood-film. Dette ser man på de indlagte sange, og man ser det også på, at filmen næsten udelukkende og hele vejen igennem er på hindi.
Man ser det også på de store følelser og på den manglende realisme i mange af optrinene i filmens sidste halvdel, hvor scenerne ofte er sat ind på grund af deres følelsesmæssige og retoriske effekt frem for deres troværdighed eller logiske nødvendighed i historien. Men det gør selvfølgelig heller ikke så meget, hvis man er klar over, at Bollywood-film ikke har den konvention om, at film skal være "realistiske" eller "troværdige", som vi er vant til fra vestlige film.
Som hovedregel virker filmen godt, og alt i alt er der tale om en god og medrivende historie om de konsekvenser, som den voldsomme modvilje mod muslimer i kølvandet på 11. september fik for tusinder af helt uskyldige mennesker.
Specielt stærkt virker den stille realisme, som overfaldet på muslimsk-ejede forretninger og på Rizwans svigerinde skildres med - man forfærdes, og man forstår den ydmygelse og afmagt, der til sidst får Zakir til at bede sin hustru om ikke mere at gå med det tørklæde, som hun altid har betragtet som en del af selve sin identitet.
Hermed ikke være sagt, at det er en film uden svagheder. Shahrukh Khan er verdens største filmstjerne og har været med til at gøre en lang række fremragende film til, hvad de er, men han er egentlig ikke nogen særligt god skuespiller. Han er bedst i roller, hvor han kan spille sig selv, og når han ikke kan det, har han en tendens til at overspille. Dette er undertiden uheldigt i en film som denne, hvor en overbevisende fremstilling af en mand med Asperger's snarere ville kræve, at han underspiller.
Til gengæld er koblingen af Shahrukh med den underskønne Kajol og mega-instruktøren Karan Johar omtrent den højeste dosis af stjernestøv, der kan opnås i en Bollywood-film. Men Khan kunne nu godt have overspillet en så vanskelig rolle lidt mindre.
Men dette ændrer ikke ved, at My Name is Khan er en medrivende og aktuel film med et enkelt og altid vedkommende budskab: At vi alle er mennesker, og at de grøfter, som man vil grave mellem os og folk af anden religion, hudfarve eller nationalitet er meningsløse, for når alt kommer til alt, er det styrken i hvert enkelt menneskes hjerte, der tæller. Se den før din nabo.
MY NAME IS KHAN, Indien 2010. Instrueret af Karan Johar med manuskript af Shibani Bathija. Hindi med engelske undertekster. Købes over nettet eller f.eks. i Bazar Vest, Århus.
En venlig YouTube-bruger mindede mig lige om den indiske film-sanger Mohammed Rafi, og det fik mig igen til at tænke på denne sang, fra storfilmen Mughal-E-Azam fra 1960, én af de største indiske filmproduktioner nogensinde.
Om denne sang skrev jeg allerede i anmeldelsen af filmen, at
Kærligheden er stærkere end alt, og den, der som Akbar forsøger at knuse den, sår kimen til sit eget nederlag.
Da prins Salim står foran sin henrettelse rejser en respektløs kunstner sig til oprør, og en tusindtallig mængde stemmer i med sangen: Zindabad, Zindabad, ae mohabbat, zindabad - længe leve kærligheden.
Sangteksten er et urdu-digt om kærlighedens styrke, som jeg desværre ikke umiddelbart kunne finde en oversættelse af.
Lad det være nok at sige, at urdu-digtning er en kulturarv, som pakistanere og hinditalende indere har al mulig grund til at værne om og være stolte af.
Denne her film må og skal jeg se. Ikke blot fordi den lyder særdeles lovende, men også fordi skuespillerne stort set er teamet fra den hårdtslående og nærgående Rang De Basanti, og produceren er Vinod Chopra, manden bag Munna Bhai-filmene og den lidt mindre prangende, men alligevel flotte Eklavya.
Da jeg ikke har set filmen endnu, giver jeg ordet videre til Xeni Jardin på Boing Boing:
"The film is a cautionary moral tale about about aspiration at all costs, and a social commentary on India's educational system. The hacker-protagonist played by Aamir Khan preaches DIY tech education as an empowering journey to world-changing knowledge, not a shallow means to upwardly mobile ends.
Bollywood movies somehow manage to cram in more sheer total stuff than US pics. This one's no exception: there's a hot "wet sari" scene, a bathroom dance number with aerial toilet steadicam shots, a climax of of parental drama that involves comparison shopping between laptops and SLR cameras, an obviously fake rubber baby, and beautiful Himalayan scenery. Blogs, webcams, and aerial surveillance drones glide effortlessly through the script. Not once, but twice, a homemade penis-electrocution hardware hack serves for comic (and bladder) relief.
If you're reading this and you speak Hindi, none of this is news: by various metrics, Idiots was the most-anticipated (and is now the most-successful) Indian film in some time. But for Bollywood noobs, I can think of no better first door to open. The film is in Hindi and English, with English subtitles. Yes, you'll miss out on some of the layered humor in the film's ample Hindi puns, but there's so much else going on you'll be fine.
• philip's fil-ums - noter til og analyser af en lang række film, primært klassikere.
• Rediff.com Movie Reviews - indisk onlinetidsskrift med anmeldelser af de nyeste film og den nyeste film-musik.
• Upperstall.com - A Better View of Indian Cinema - nyt og gammelt, med hovedvægten på anmeldelser og biografier fra indisk films guldalder, dvs. 50erne og 60erne.
• realbollywood.com News - nyheder og anmeldelser.
• BollyWhat.com - the Guide for Clueless Fans of Hindi Cinema.
• Raaga.com - her kan du høre sangene fra de mest populære film. Kræver RealPlayer og er gratis, men slå popup-dræberen til før du går derind.
Efterhånden som flere tilføjes, vil denne liste naturligvis blive opdateret. Vi overvejer stadig at indføre et stjernesystem af en art, men foreløbig er man henvist til at læse omtalen for at danne sig et indtryk af filmen.
Filmklippene skal mest ses som et supplement til omtalerne, men kan også tjene som introduktion til indisk filmmusik - både musikalsk og koreografisk. De kommer (stort set) alle fra YouTube og kræver Flash.
Kender du selv en god film, som ikke er omtalt her på siden, eller en god hjemmeside, som ikke er med i link-sektionen, er du velkommen til at foreslå den - enten i kommentarerne eller via mail.
En af de bedste sange fra den meget 70eragtige Nagin.
Denne sang er et interessant eksempel på anvendelsen af traditionel indisk folklore, her forestillingen om den kvindelige slange eller "nagin", der kan forvandle sig til et menneske og lede uskyldige i fordærv, i populærkulturen, herunder denne Bollywood-film.
Den illustrerer også, hvordan elementer fra populærkulturen kan optages af og indgå i den traditionelle, ekstatiske gudsdyrkelse.
Indologen Frederick M. Smith skriver nemlig i sin bog "The Self Possessed - deity and spirit possession in South Asian litterature and culture" om Balaji-templet i Mehndipur, Rajasthan, at musikken er et centralt element i den kult, hvorunder deltagerne blandt andet besættes af forskellige ånder, bhoots.
Smith skriver bl.a.:
This [devotional singing] consists (at least at the locale in Balaji that I observed) of deafeningly amplified recordings of devotional singing to the melodies of Hindi film songs. This engages the largely Hindu audience of spirit afflicted (bhoot-pret ki bimaari) individuals and their families ..., and clap rhytmically - some of the standard accoutrements of shamanic "trance" music. The music that most often sends afflicted members of the audience (or concerned relatives) into trance, at least in the adaalat that I witnessed, is "snake-charmer" music from the Hindi film Nagin, which, appropriately, inspires some of the possessed to writhe like serpents.
Jeg ved naturligvis ikke, om det var lige netop denne sang, der havde den beskrevne virkning - men dette er som sagt en af filmens bedste og mest inciterende "slangeagtige" sange.
En antifascistisk informationsfilm produceret af det amerikanske militær efter 2. Verdenskrig – nærmere bestemt i 1947.
I lyset af de seneste års udvikling og de tilhørende diskussioner ovre på den anden blog er den stadig og desværre både god og relevant.
Lad dig ikke narre af dem, der vil så splid og sætte skel mellem "os" og "de andre", eller af deres medløbere.
Someone is going to get something out of it, and it isn't going to be you.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Rizwan Khan er en ung mand med Asperger's syndrom, som vokser op i Indien i en familie af troende muslimer. Rizwan har et tæt forhold til sin mor og et knap så tæt forhold til broderen Zakir, der ikke kan forstå, at hans endnu udiagnosticerede særheder lægger så stort et beslag på moderens opmærksomhed. Rizwan er meget intelligent, men er ikke i stand til at kommunikere med andre mennesker og tåler ikke høje lyde og farven gul ("yellow, yellow, dirty fellow").
If you're reading this and you speak Hindi, none of this is news: by various metrics, Idiots was the most-anticipated (and is now the most-successful) Indian film in some time. But for Bollywood noobs, I can think of no better first door to open. The film is in Hindi and English, with English subtitles. Yes, you'll miss out on some of the layered humor in the film's ample Hindi puns, but there's so much else going on you'll be fine.
