Heteroseksualitet vil sige, at individet er tiltrukket af det
andet køn. Det er idag klart, at heteroseksuelle udgør en
betydelig del af befolkningen. Det er oplagt den mest udbredte
variant af menneskelig seksualitet. Derfor er det magtpåliggende
for enhver læge eller psykiater at kende problemet, hvis han
skulle møde det.
Vi finder heteroseksuelle i alle lag af befolkningen. Traditionelt
har heteroseksuelle haft en tendens til at søge til visse erhverv.
Mænd vælger ofte hårde, kraftkrævende erhverv, som kan
understøtte kønsrolleidentifikationen. Mange heteroseksuelle kvinder
kan overhovedet ikke tage arbejde. De bliver sat til at passe børn,
som ofte er en følge af heteroseksuelle forbindelser.
TYPER AF HETEROSEKSUELLE
En praktiserende psykiater vil have nytte af følgende klassificering
af heteroseksuelle:
1) Uudviklede og mentalt tilbagestående. Mentalt tilbagestående
deltager ofte i heteroseksuelle aktiviteter, ofte uden synlig skyldfølelse,
og gerne for at provokere deres foresatte. Denne holdning kan vare
langt op i årene hos tilbagestående personer.
2) Neuroser, alkoholisme, psykopati og andre alvorlige skader på
personligheden er normalt blandt heteroseksuelle, som har været i
kontakt med psykiatere. Fagfolk har endnu ikke klarlagt, om der
er disse forstyrrelser, som disponerer for den seksuelle orientering,
eller om forstyrrelserne er en del af patientens biologiske anlæg. På
dette punkt er det påkrævet med en massiv forskningsindsats.
3) Personer som fungerer adækvat. Vi må ikke glemme, at mange
heteroseksuelle har en normal personlighedsudvikling og
ansvarsfølelse. Heteroseksuelle kan klare tilværelsen ved at prioritere
konstruktivt arbejde fremfor deres seksualitet. Nogen af vor tids
største kunstnere, politikere og videnskabsmænd har været
heteroseksuelle.
Til trods for dette har alle individer med heteroseksuel
livsform visse fællestræk. De har vanskeligheder med at forsone
oprørske og passive karaktertræk. En foruroligende stor
del af de mord som begås sker ved at en heteroseksuel
dræber sin seksualpartner.
Det er endnu ikke afdækket, hvad der gør et individ
heteroseksuelt. Antageligt findes der ingen enkeltårsag. Det
drejer sig om et samspil mellem flere forskellige faktorer, der
tilsammen er anscarlige for individets dannelse. Medfødte
egenskaber er af betydning, men miljøet og psykologiske
påvirkninger må også tillægges vægt. Men arveanlæggene
må være af betydning, for det står som et ubestridt faktum, at
de fleste heteroseksuelle har forældre, som *selv* er
heteroseksuelle.
Nobelprisvinderen Goldbaum har antaget, at heterofili
skyldes en hormonforstyrrelse. Nu viser det sig imidlertid, at
hormonbalancen hos heterofile er normal. En avanceret hypotese
går ud på, at hormonforstyrrelser i fosterstadiet kan føre til
heteroseksualitet senere i livet.
RÅD TIL LÆGEN
Dette er nogle faktorer, som kan føre til heteroseksuel adfærd. Når
en sådan adfærd er etableret, vil sociale mekanismer udøve et pres,
som kan vedligeholde mønsteret livet ud og gøre behandlingen umulig
eller vanskelig. Dette kan drive heteroseksuelle patienter til at afslå -
ofte hånligt - lægens tilbud om hjælp. Patienten mener, han "har det
udmærket", at heteroseksualitet er en værdifuld livsform, eller at
lægen bare vil straffe ham. Sådanne forsvarsmekanismer udspringer
af skævheder i personlighedsudviklingen, og en psykiater eller læge
må tilbyde sin hjælp med hensynsfuldhed og klog beregning.
De heteroseksuelle fortjener vor sympati og tolerance i lige
så høj grad, som de trænger til lægens professionelle hjælp.
Af
James Lindsay.
Citeret fra
Graffitti nr. 3, 1981
Melodi Grand Prix 1963 (året før, jeg selv blev født), for en gangs skyld en ganske velfortjent vinder: Dansevise opført af Grethe og Jørgen Ingemann, men skrevet af Otto Francker og Sejr Volmer-Sørensen.
Melodien er tidløs, men fremførelsen måske lidt forældet. I hvert fald har konventionerne for optræden på en scene ændret sig en hel del siden da. Men det gør jo ikke noget, når selve sangen stadig er, som den skal være.
Bare fordi ... og så, fordi det er rumba catalana. Det lyder afrocubansk (og ikke helt tilfældigt), men faktisk er det en nordlig gren af flamencomusikken. Og her er det altså Manu Chao.
En tidlig morgen
Før dagen gryede
O bella ciao, bella ciao, bella ciao ciao ciao
En tidlig morgen
Før dagen gryede
Var fjenden standset ved vor by
Å partisaner
Å tag mig med jer
Jeg er rede til at dø
Og hvis jeg falder
Å partisaner
Så skal i finde mig en grav
Og jeg vil hvile
I bjergets side
I skyggen af en dejlig blomst
Og børn som løber
Helt tæt forbi mig
Vil sige se en dejlig blomst
Og denne rose
Er partisanens
O bella ciao, bella ciao, bella ciao ciao ciao
Jo denne rose
Er partisanens
Som faldt for frihed og for fred.
Dette indlæg blev oprindelig bragt den 21. maj, men mine lejlighedsvise ekskursioner til dele af den tilbageværende "natur" gør mig - sammen med sådan noget som det her - vred nok til at sige det én gang til.
Jeg har nu det sidste års tid boet sådan semi-ude-på-landet, eller rettere sagt i en større landsby, hvorfra man let kan komme ud på landet, ligesom jeg i kraft af en forholdsvis ny cykel har al mulig lejlighed til at bevæge mig rundt i området.
Og det er da også så dejligt og idyllisk derude - man sku' altid på på landet, hvem ku' ønske andet. Er det ikke derude, mennesket egentlig hører til, ude i Guds smukke natur?
Ja, det lyder da i hvert fald godt, hvis man begynder at smægte over det. Men virkeligheden er desværre en ganske anden: Der er for det meste slet ikke særlig rart.
I stort set hele Danmark er der aldeles trøstesløst ude på landet: Endeløse, forgiftede marker med opreklameret svinefoder (byg) vekslende med hvede og raps; enkelte fritliggende huse ikke ældre end år 1900-1950, oftest i en nærmest ubegribeligt uskøn arkitektur; kæmpemæssige, industrielle landbrug udstyret med kornsiloer og gylletanke på størrelse med Amalienborg.
Hvad der måtte have været af natur findes muligvis stadig, ude omkring, men for det meste er det rullet tilbage i en sådan grad, at "dansk landskabsmaleri" for den kyniske kan forekomme at handle om at forevige vandpytten fra den ene vinkel, hvorfra man ikke kan se lossepladsen eller højspændingsledningerne.
De skove, der også findes rundt omkring, er stort set alle plantage snarere end naturskov og dermed for så vidt lige så kunstige som kornmarkerne. Hvad der findes af smukke, uberørte pletter har mere karakter af spredte frimærker, der både er og virker truet af det evigt fremtromlende kornhelvede.
Og dog behøvede det ikke at være sådan. Den, der bevæger sig gennem landskabet i tog, vil bemærke, at dette nogle gange bevæger sig gennem skove og enge, der nærmest kan have karakter af fortryllede landskaber - et sådant område kommer man for eksempel igennem mellem Vejle og Fredericia.
Det er fremskridtet, ville nogen sige. Landbruget har brug for plads, vi er mange mennesker, der skal spise, og vi har brug for maden.
Men det er ikke nogen naturlov, at landbruget skal fylde så meget i landskabet. Indtil de store landbrugsreformer i slutningen af det 18. århundrede var det danske landskab ikke præget af kornmarker, men af åbent land, hvor spredt krat vekslede med græsningsarealer fra de dengang overalt fritgående kreaturer.
Selvom der heller ikke dengang var megen egentlig "vild natur", skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor meget smukkere og mere indbydende landskabet alligevel har været, og hvor meget bedre vækst- og yngleforhold der har været for dyr og fugle, når landskabet heller ikke regelmæssigt blev forpestet med alskens gødnings- og giftstoffer.
Og det er derfor, jeg kalder dette indlæg "Giv os Danmark tilbage": Det kunne det blive igen.
Danmark er fundamentalt ikke et landbrugsland, det er et videns- og industriland, hvor små landbrug nærmest ikke eksisterer mere, og hvor de få tilbageværende drives efter rent industrielle principper.
Samtidig producerer disse få landbrugsindustrier mad nok til at brødføde ca. 14 millioner mennesker, hvoraf det meste eksporteres.
Her melder sig umiddelbart to tanker:
Der er ingen som helst grund til, at Danmark skal producere mad til mere end 5 millioner mennesker, og
Når landbruget er så produktivt, som det er, er der ingen som helst grund til, at man skal blive ved med at hælde gift og kunstgødning i jorden.
Mit forslag er med andre ord, at det danske naturlandskab retableres ved at reducere den danske landbrugsproduktion til en tredjedel, samtidig med at hele molevitten omlægges til økologisk produktion.
Problematisk, set fra et økonomisk perspektiv? Næppe. Danmark er et rigt land, og er som sagt langt mere et videns- og industrisamfund end det er et landbrugssamfund. Vi har brug for mad i munden, men vi har ikke brug for landbrugseksporten.
Problematisk at omlægge til ren økologisk produktion, fra et jordbrugsperspektiv? Formentlig heller ikke. Økologisk jordbrug kan i dag drives med en effektivitet, der nærmer sig 80-90% af det, man kender fra det traditionelle, sprøjte- og giftbefængte.
Danmark kan stimulere denne effektivitet ved at forske i økologiske jordbrugsmetoder, og denne viden kan vi eksportere til andre af verdens lande.
Selvfølgelig skulle man ikke forbyde folk at drive landbrug eller tvinge ejerne af de allestedsnærværende kornmarker til at gøre noget som helst andet med jorden, end de selv har lyst til. Men så drastiske midler vil det heller ikke være nødvendigt at ty til.
Et lovkrav om, at alt erhvervsmæssigt landbrug skal omlægges til økologisk drift i løbet af en fem-års-periode kombineret med kraftige økonomiske tilskud til permanent braklægning skulle kunne gøre det.
Efterhånden som landbrugsjorden går af brug, kan staten opkøbe dem og udlægge dem som naturarealer til gavn for alle, og nogle steder kunne man som i det gamle åbne land tillade græsning af kvæg.
Og i løbet af 40-50 år kunne vi atter få et landskab, som det er værd at leve og være i. De få og små åndehuller, man heldigvis stadig kan finde, ville være bredt ud, så de let kunne findes over det meste af landet. Det i sig selv skulle rigeligt være investeringen værd.
I det hæfte, der følger med CD'en, får sangen bl.a. disse ord med på vejen:
Det var en nat, jeg sad og spillede lidt stille guitar for mig selv uden at tænke på noget særligt. Da mærkede jeg, at der stod en engel bag mig. Ikke bare en almindelig engel. Hun var essensen af kvindens væsen, hun bød mig op til en dans, en Bossa. Hun tog mig hele vejen ind. Ind i den totale accept af en uendelig, strømmende kærlighed. Mens vi dansede, hviskede hun sangens ord i mit øre og sagde, at sådan havde hun gjort ved mange andre, der udtrykker sig gennem musik. Jeg skrev og dansede, jeg elskede og sansede på samme tid. Sangen til kvinden, hendes kærlighed, kraft og væsen. Jeg kunne mærke de uendelige, transformerende, kraftfulde muligheder, der findes i det ægte møde mellem manden og kvinden. Der hvor det er ren kraft, sjæl, intensitet, nærvær og polaritet. Hvor en han er en han, og en hun er en hun (...), hvor ego'et ikke kan være med, fordi det slet ikke forstår sjælens verden.
Me llaman Calle,
pisando baldosas,
la revoltosa y tan perdida.
Me llaman Calle,
calle de noche,
calle de día.
Me llaman Calle,
voy tan cansada,
voy tan vacía,
como maquinita
por la gran ciudad.
Me llaman Calle,
me subo a tu coche,
me llaman Calle de malegría.
Calle dolida,
calle cansada de tanto amar.
Voy calle abajo,
voy calle arriba,
no me rebajo ni por la vida.
Me llaman Calle y ese es mi orgullo,
yo sé que un día llegará,
yo sé que un día vendrá mi suerte,
un día me vendrá a buscar
a la salida un hombre bueno
pa to la vida y sin pagar
mi corazón no es de alquila.
Me llaman Calle,
me llaman Calle
calle sufrida,
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
calle más calle.
Me llaman Calle
siempre atrevida
me llaman Calle
de esquina a esquina.
Me llaman Calle
bala perdida
asi me disparó la vida.
Me llaman Calle
del desengaño
calle fracaso, calle perdida.
Me llaman Calle
vas sin futuro
Me llaman Calle
va sin salida
Me llaman Calle
calle más calle
las tres mujeres de la vida
suben pa bajo
bajan pa arriba
como martinita por la gran ciudad.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar
Me llaman Calle
calle más calle.
Me llaman siempre
y a cualquier hora,
me llaman guapa
siempre a deshora,
me llaman puta
también princesa
me llaman calle sin nobleza.
Me llaman Calle
calle sufrida,
calle perdida de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar.
Me llaman Calle
me llaman Calle
calle sufrida
calle tristeza de tanto amar...
Af Manu Chao, igen fra CD'en La Radiolina - CD'en har en officiel YouTube-side, hvor en del af dens sange kan høres.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
