På vegne af danskere, der ikke følger traditionen om, hvad det vil sige at være dansk
– frit efter George William Russell (1867-1935)
Udanske er vi, siger de,
fordi vore længsler strejfer vidt
fra deres glemte harmoni,
den gamle drøm, som nu er slidt.
Vor store fortid ejer de,
hvert råd, hver dåd, hvert ry, hver by
hvis storheds dage er forbi
men endnu overgår det ny.
De maner fortidsånder frem
fra grave, hvor vore helte lå.
De genfortæller, former dem
vil mønt på deres tårer slå.
Og de vil drage os med ind
i deres gamle klagesang,
som med en udslukt ild i sind
en død kultur fra graven tvang.
En dødekult er ej en kult
som vore hjerter gerne så,
skønt fortidsheltene blev fulgt
af ham med tornekronen på.
Vi svarer dem med hånlig trods:
"Vi er ej blot af dette land!
For kimen til noget nyt vi slås,
en verden født af livets vand!
For os er Danmark meget mere
end det, vi indtil nu har set;
vore fremtidshåb er også flere
end gamle sagn om set og sket.
Hver slægt kan følge slægters gang
og lyde deres fædres skik -
kan bøje sig for tidens tvang
og traditionens rå logik.
Dén trygge ro er ej for os -
de få, vi er, vil mødes i
vor troskab til dén livets fos,
det lys, vi mærker indeni.
Vi vil ej noget dansk forsmå,
men vil dog hellere kæmpe for
det Nyes spæde kim så små
end gøre svunden storhed vor.
Vi fører intet banner frem,
vil kun de unge ét råde give:
Hav dog jeres hjertes dør på klem
for Livets gyldne kætteri.
Gendigtet af Carsten Agger
efter Russells digt "On behalf of some Irishmen not followers of tradition".
Skønt de store træer står
skyggefulde hvor du går
selv i skyggen af et blad
søg ej ly! søg ej ly! søg ej ly!
Gå gennem ild! gennem ild! gennem ild!
Du må aldrig blive træt
hvil dig aldrig, glad og mæt
du må aldrig give fortabt,
sværg det nu! sværg det nu! sværg det nu!
Gå gennem ild! gennem ild! gennem ild!
Hvilket skue er det ej:
Mennesket vandrer på sin vej
tårer, sved og blod har ham
gennemblødt! gennemblødt! gennemblødt!
Gå gennem ild! gennem ild! gennem ild!
Harivansh Rai Bachchan (1907-2003)
Oversat af Carsten Agger
Dette er et bud på en oversættele af Bachchans berømte digt Agnipath.
Digtet kom i 1990 til at danne grundlag for en film med digterens søn Amitabh Bachchan
i hovedrollen.
På klippet herunder kan du høre Amitabh læse digtet på det originale hindi.
Pure at heart we wander now:
Comrade on the quest divine,
Turn not from the stars your brow
That your eyes might rest on mine.
Pure at heart we wander now:
We have hopes beyond to-day;
And our quest does not allow
Rest or dreams along the way.
We are, in our distant hope,
One with all the great and wise:
Comrade, do not turn or grope
For some lesser light that dies.
We must rise or we must fall
Love can know no middle way:
If the great life do not call,
Then is sadness and decay.
AE (George William Russell) 1867-1935
I.
Tanker om kvinden, der kaster sin krop
dybt i nattens mørke.
II.
Lysten trækker våde spor
på de blanke vorter.
Tyst hun ligger, uden ord
sig blufærdigt blotter.
III.
Jeg vil åbne nattens hvælv
til den dybe hule
hvor vi ofte fandt os selv
ensomt i vor kugle.
IV.
Dybt i dig jeg trænger ind
falder i det sorte,
mærker lystens hede vind
rase løs langt borte.
V.
Der er dig, og der er mig
der er hele verden.
Tag mig nu, så bærer jeg
vores barselssmerte.
VI.
Luk mig hele vejen ned
til dit smukke indre.
Gør mig ør af elskov hed:
Lad vor stjerne tindre.
VII.
Lad mig synke og til sidst
smelte uden spor.
Lad mig mærke hver en gnist
mærke uden ord.
Carsten Agger
Digtet er skrevet med W. B. Yeats' Song of Wandering Aengus i tankerne, men handler måske om en anden form for længsel (uden sammenligning i øvrigt).
Jeg elsker dette smukke, grønne land -
det paradis af fuglesang og fred,
som ligger skjult bag havets mørke vand.
Jeg knæler ned på klittens varme sand
og glæder mig, fordi jeg ved besked -
jeg elsker dette smukke, grønne land.
Hvem ved, om jeg mon finde kan,
den dybe, klare sindets ensomhed
som ligger skjult bag havets mørke vand?
Jeg vandrer, til jeg bliver en gammel mand,
for livet er min store kærlighed.
Jeg elsker dette smukke, grønne land.
Jeg vandrer stadig rundt, jeg gamle mand,
men finder nok en dag til haven ned
som ligger skjult bag havets mørke vand.
Jeg søger, håber i min uforstand
til sidst at huske livets hemmelighed.
Jeg elsker dette smukke, grønne land
som ligger skjult bag havets mørke vand.
Carsten Agger
KILL MONEY
Kill money, put money out of existence.
It is a perverted instinct, a hidden thought
which rots the brain, the blood, the bones, the stones, the soul.
Make up your mind about it:
that society must establish itself upon a different principle
from the one we've got now.
We must have the courage of mutual trust.
We must have the modesty of simple living.
And the individual must have his house, food and fire all free like a bird
D.H. Lawrence (1885-1930)
Money is our madness, our vast collective madness.
And of course, if the multitude is mad
The individual carries his own grain of insanity around with him.
I doubt if any man living hands out a pound note without a pang;
And a real tremor, if he hands out a ten-pound note.
We quail, money makes us quail.
It has got us down, we grovel before it in strange terror.
And no wonder, for money has a fearful cruel power among men.
But it is not money we are terrified of,
it is the collective money - madness of mankind.
For mankind says with one voice: How much is he worth?
Has he no money? Then let him eat dirt, and go cold -
And if I have no money, they will give me a little bread,
So I do not die,
but they will make me eat dirt for it.
I shall have to eat dirt, I shall have to eat dirt
if I have no money
It is that I am afraid of.
And that fear can become a delirium.
It is fear of my money-mad fellow-man.
We must have some money
To save us from eating dirt.
And this is wrong.
Bread should be free,
shelter should be free,
fire should be free
to all and anybody, all and anybody, all over the world.
We must regain our sanity about money
before we start killing one another about it .
It’s one thing or the other.
D. H. Lawrence (1885-1930)
En læser har været så venlig at sende en arabisk oversættelse af mit digt "Tage hinanden", som jeg først bragte for lidt mere end et år siden:
ابحث عن الجمال الحقيقي المتفتح
اتوق للقرب والحنان
اتوق للسان الحرير
عند رئتي الغرام
اهو انت ما كنت احسه في دواخلي
في ذلك اليوم منذ زمن بعيد؟
اهو انت من تبحث عني،
انزلق على شغاف الغرام
اهو انت من تقبلني بحب و حنان
و تبث بمنتهى الصدق، حرارة العشق
من شفاه ملتهبة
على شفتي المورقتين
آه، دعنا اذا نتطارح الغرام
يا معشوقي، و يا "آخري" الجميل
Jeg siger mange tak! Hvis du har lyst til at læse den oprindelige udgave, kan den findes her.
VILLY OG THORNING
Båret af træthed og løfter om helt nye tider
vælter de nyvalgte, ikke helt friske i tinget.
Hver mod sin helt egen drømmeministerpost glider,
mens løfter om velstand, anstændighed skrider i svinget.
Sidder du først og er limet helt fast til din skammel
sluger du nok en kamel eller to for din stilling;
pensionen vil lune ret godt, når engang du er gammel,
men har du en rygrad, så vanker der aldrig en skilling.
Så lad dem dog aldrig få blot to sekunder med ro!
Ring og bestorm dem med breve og dybfølte klager.
Vis dem, at vi vil ej mere på løgnene tro;
vi presser dem altid og i de forskelligste sager!
Kun sådan kan Villy og Thorning os blive et Helle,
en start på den sang som i samfundet vi vil fortælle.
Carsten Agger
Hvis du vil vide, hvad mon her i Danmark
det værste er, som du dig tænke kan
behøver du ej lede på en sandmark
for dumheden regerer i vort land.
Hvad skal man ellers mene om en samling
som kun i simple slagord tale kan
mens viden, indsigt, klogskab kun en galning
kan tro, at nogen her for noget regner?
Selv sproget lider under led befamling
af løgne, til vor verden næsten blegner
mens politikerne fortsat lyver løs
og al kritik de barskt og frækt forklejner.
Til dette lytter folket i en døs
af selvfed mæthed og hysterisk frygt
for andre, fremmede, som stjæler løs
og truer, hvad vi til os selv har søgt
af tryghed, velstand, fællesskab, familie -
den frygt, som de har skabt med listig kløgt.
Således bøjes folkemassens vilje
til blind accept af deres mange løgne
indtil den dag, man blæser en reveille.
Måske til sidst de sandheden vil øjne
der, bag den let bekymrede facade;
lad masken falde, rænker og bedrag stå nøgne.
Men indtil da får vi endnu en plade
når nogen spørger ind til selve sagen.
Spørg blot, hvorfor mon folk må livet lade
i krige, hvor det vist er klart som dagen
at ingen ved, hvad der er op og ned.
De siger så, de "aldrig har kendt magen",
for alle ved med krigen jo besked -
det er til de muslimske terroristers
forrykte sejr, at du bærer ved.
Hvad skal man sige til sådan en minister
som lyver, når du spørger, hvorfor folk
- som ganske sikkert liv og lemmer mister
når de i ryggen mærker Danmarks dolk -
skal sendes ned til Iraks vold retur,
direkte ned til deres fjendefolk?
Hun ryster blot på hovedet, bliver sur
for alt er gået rigtigt, lovligt til.
Desuden har de ikke vor kultur,
så selv om de så gerne blive vil
så kan det ikke nytte i deres sag
at lade næstefølelsen komme i spil.
I stedet dækker hun sin hårdhed bag
en alt for stram håndhævelse af loven
hvor mistro gennemsyrer hvert et lag.
Hvis så i håb om venlighed fra oven
en særligt grusom sag man tager op
så råber fru ministerens stemme hovent:
Din tale om det, du ved, sætter en prop
i brugen af din faglige ekspertise
og derfor må vi altså sige stop
når du vores fejl med føje frem kan vise.
Du kender jo de menneskers liv for godt
så du er inhabil, værsågod at spise.
At værne om kulturen først et fjols
helt uden ordentlig baggrund man betroede.
Han taler, så man tror, han er fra Mols
hvor vistnok éngang ærkefjolser boede.
Men han blev gjort til politiminister
- der kræves ikke helt så kvikt et hoved
og derfor fik en skægt sørgmodig fister
nu kulturens byrde overladt.
Selv var han én gang også vældigt bister,
da landet skulle en krig i gang have sat.
Med løgn om væmmelige, onde våben
blev folkets fredelige modstand gjort helt mat.
Ellers er han godt belæst og åben
men vist i alle forhold ganske skuffet.
Som udenrigsminister var det dråben
da statsministeren gav ham ærespuffet
og viste ham som en ren karklud frem
- en karklud for de stærke, dem ved muffen.
Som "udenrigs" en krig han halede hjem
med hovedløse løgne, uden om loven,
men ellers er han vist nok ej så slem.
Personligt er han nemlig ganske doven -
en briefing om besættelse og krig
han sløjfer gerne for en dag ved poolen.
Nu er han så, det arme, levende lig
for finkulturen blevet hofmagister
og mere hører vi ikke til Per Stig.
Vor nye, smukke udenrigsminister
med vanlig sans for, hvad kan passe sig
sig til Mallorca agtede, mens en bister
fru Hillary for fremtiden viste vej.
Men det er klart, for helt deroppe i Island
der skinner solen som i Spanien ej -
det er jo, som vi ved, et værre island -
for koldt, når man sin flotte kavalérgang
så gerne vil have vist et helt nyt land.
Nu må hun så i pressen gå sin gang
som én, der intet ved om det, hun laver,
alt mens hun rasler ned i verdens rang.
Om andre, som sig gennem sumpen maver
der vil jeg ikke engang rigtig begynde;
ham Brian, som fra sporten frem sig staver
for ret sin fulde dumhed med stor ynde
som vor justitsminister at udstille;
i det mindste kan en tåbe ikke synde.
Og vil du endelige have den røde pille
så hør, hvad ellers den forsamling rummer.
Vor videnskabsminister ved "det hele" -
hun uden viden eller skab sig dummer.
For miljøets værn er der en vogter
som af fin, retfærdig harme nærmest skummer
når miljøfolk industriens togter
mod naturen lumskeligt begrænser.
Af de andre er der faktisk nok, der
skønt tidens tikken pladsen grådigt lænser
lidt flere af mine søde ord fortjente.
I spidsen for dem alle? Ingen ænser
den lille prokurator, hvormed endte
den store formand Fogh sit vilde ridt.
Carsten Agger
Bemærk: Dette er skrevet i sommeren 2010, hvor Birthe Rønn Hornbech stadig var integrationsminister. Digtet kan ikke betragtes som færdigt, og man er velkommen til at påpege, hvis nogle af versene halter.
![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
