Gnags definerede i 1986, hvad dansk udlændingepolitik burde og kunne være - en udstrakt hånd mod verden:
Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er
Så velkommen her
Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er
Så velkommen her
Jeg kravler op i en stang
Til det hjul de engang kaldte storkereden
Og råber: længe leve mangfoldigheden
(...)
Danmark, det banker på din dør
Har aldrig set dig så selvisk og ensom
Nogen sinde før
Danmark, pas på du ikke dør
Du trænger til nogen der kysser din næse
Og nulrer dine øer
Hvornår, midt i hele denne selvtilstrækkelighed og indelukkethed vi dagligt plager os selv med, var det egentlig, at vi mistede vores sjæl? Den sjæl, som Gnags sang om for snart 25 år siden.
Jeg har altid haft sympati for dansk vindmølleindustri, men efter koncernchef Ditlev Engels indlæg i JP 11/6 er det slut.
Vestas har en enestående chance for at tage ansvar ved at afvise at bruge et anlæg i Østerild og kun acceptere en placering, der ikke ødelægger naturen.
I stedet støtter de en placering, der vil ødelægge naturen og landskabet i hele Thy. Hvis Vestas' holdning er, at de gerne vil tjene penge på den danske naturs bekostning, kan de for min skyld gå konkurs. Og hvis monstermøllerne virkelig på trods af befolkningens ønsker får lov til at komme op og smadre den fredelige natur, må det blive en folkesag at få dem fældet igen - hurtigst muligt. Og Vestas kan for min skyld få lov til at betale regningen for oprydningen.
Politiken er en avis, jeg ville elske at elske, hvis jeg kunne. Den har holdt den principielle fane højt i en lang række vigtige situationer, som vi blandt andet så i sagen om Thomas Rathsacks bog om hans tid hos Jægerkorpset.
Desværre falder den alt for ofte grusomt igennem i den mere journalistiske del af arbejdet.
27/2 var ingen undtagelse. Hovedhistorien var både på internettet og på forsiden af den trykte avis, at “Danskerne er vilde med kokain” - intet mindre.
Jeg synes ikke, det helt stemmer med mine egne erfaringer med “danskerne”, så jeg besluttede mig for at læse lidt videre for at se, hvad denne generaliserende overskrift mon dækkede over. Læste man videre ned i selve artiklen, ville man se, at det handlede om, at der statistisk set indtages mere kokain i Danmark end i en række andre lande.
Således har 6 pct. af unge under 25 år (og over 18 år, må man formode) prøvet at tage kokain inden for det seneste år. Og det er den oplysning, der har fået journalisten eller redaktionssekretæren til at konkludere, at "danskerne" er vilde med kokain.
Er der da slet ikke nogen på Politiken, der synes, at de 94 pct. af alle unge under 25 år, der ikke har prøvet at tage kokain inden for det seneste år, må veje tungere? Overskriftens proklamation af, at danskerne som samlet størrelse skulle være “vilde med kokain” er altså (og naturligvis) rent vrøvl.
Tegneseriesprog
Men er det ikke lige meget? Jeg er ikke sikker på, at det er ligegyldigt, at medierne forfalder til et tegneseriesprog, hvor ingenting betyder eller behøver at betyde noget som helst. Det er jo netop dette tegneseriesprog, som vi formodes at tale om verden og fremtiden og livet og samfundet i.
Når alting reduceres til et spørgsmål om, hvem der kan komme med den smarteste udtalelse, risikerer den journalistiske forfladigelse generelt at medføre en åndelig forfladigelse, som vi desværre allerede ser tegn på. Hvor smart eller for den sags skyld hvor hæderligt er det af Politiken at deltage i dette forfladigelsens kapløb?
Et rimeligt spørgsmål er, om det ikke ville være mere rimeligt at fremsætte denne kritik af Politikens journalistik i Politiken frem for i Jyllands-Posten? Svaret er, at det har sandelig også været forsøgt, men de afviste at bringe indlægget. Slippe for kritikken skal de ikke, før de opper sig.
Socialdemokraten Henrik Dam Kristensens afvisning af at bøje loven eller
give dispensation for at hjælpe den nødstedte, tyrkisk-fødte kvinde
Hicaz Belek (som bl.a. omtalt i Politiken 6/2), samtidig med at Dansk
Folkeparti er åbne over for både dispensation og lovændring, viser med
al ønskelig klarhed, hvilket kvælertag Dansk Folkeparti har over
dagsordenen i dansk politik.
Socialdemokraterne er simpelt hen så bange for at virke som om, de ikke
vil "stå vagt" om den stramme udlændingepolitik, at de er villige til at
give afkald på enhver anstændighed for ikke at risikere at blive kaldt
"slappe" af Pia Kjærsgaard.
Hvad vi har brug for er ikke flere
"justeringer", det er at få genindført den gamle regel om, at enhver,
der har haft lovligt ophold i landet i tre år, automatisk udstyres med
en permanent opholdstilladelse. Dette var en fornuftig og 100% rimelig
regel fra før, Danmark gik i racistisk selvsving.
National Geographic har sammenlignet de årlige udgifter til sundhedsvæsnet, målt i tusinder af dollars pr. person pr. år, med levealderen for forskellige lande.
Billedet giver på den måde et godt billede af, hvor man får mest - og mindst! - sundhed og velstand for pengene.
Hvis der er nogen, der bliver forvirrede over al talen om ”klimaskepsis”, og om der er grund til at tage klimaforandringerne alvorligt, så her:
CO2 er en drivhusgas. Drivhusgasser virker sådan, at de absorberer en del af den varmestråling, der ellers ville blive udstrålet. Det vil sige, at hvis der er mere drivhusgas i atmosfæren, vil mindre varme blive udstrålet, mens den samme varme stadig modtages, f.eks. fra Solen.
Ergo: Hvis der kommer mere CO2 i atmosfæren, bliver det varmere. Det er ikke svært at forstå, det er nemt.
Drivhuseffekten blev påvist af John Tyndall i 1858. At menneskeskabt afbrænding af CO2 kunne føre til højere temperaturer på Jorden blev foreslået af svenskeren Svante Arrhenius i 1896.
I løbet af det 20. århundrede voksede indholdet af CO2 i atmosfæren med 35 pct., fra cirka 275 ppm til 375.
Hvad vil vi så forvente at se, når vi husker, at CO2 er en drivhusgas?
Bingo (desværre). Sværere er det altså ikke.
Læs og lær
Hvis du har lyst til at gå nærmere ind i det, kan jeg anbefale IPCC's seneste rapport (den fra 2007). Det er digre værker, men alt kan downloades som PDF-filer, og det indeholder også intromateriale og masser af henvisninger.
Og der står ingen steder i disse rapporter, at klimaændringerne kun er menneskeskabte. Til gengæld er der analyser af betydningen af forskellige bidrag.
Det er vanvid at sige, at indholdet af CO2 i atmosfæren ikke har nogen betydning for klimaet, og det er tåbeligt at sige, at man ”ikke ved”, om menneskeskabte udledninger gør en forskel.
Det var uhyggeligt at læse Maria Mazzonis beretning i Politiken 1/11 om
hendes forgæves forsøg på at råbe kommunen op og få hjælp til sin psykisk
syge datter.
Andre steder i landet er det måske ikke helt så slemt som i København,
men det egentlige resultat er præcis det samme: Børn, der kunne have
haft en god prognose, hvis de havde fået støtte, tabes på gulvet på
grund af offentligt omsorgssvigt.
Alle gode kræfter og instanser sætter sig ned i en rundkreds og er enige
om at noget må gøres, det er bare ikke lige præcis dem selv, der skal
gøre det. Dette system vender den tunge ende nedad: Forældre med store
ressourcer og overskud til at bruge dem på deres børns handicap kan
trække læsset selv, eller de kan måske råbe højt nok til, at der sker
noget. Forældre med kun almindelige ressourcer til deres rådighed (som
Mazzoni i Politikens artikel) må se sig selv kørt ned, mens deres børn
ikke får hjælp og i værste fald ender med at gå til grunde.
Hvad med et samlet system, der satte barnet og behovet først og
papirerne og juristerierne sidst?
Et vigtigt aspekt af krisen, som vi kun hører lidt om i medierne, er det stigende antal familier, der må gå fra hus og hjem, fordi de ikke længere kan betale huslejen.
Antallet af udsættelser fra private boliger ved fogedens hjælp er vokset støt og roligt de sidste syv-otte år, fra 1.823 i 2002 over 3.762 i 2008 med en prognose om at nå 4.160 i 2009, som det bl.a. fremgår af tal fra Domstolsstyrelsen. Eftersom vi må gå ud fra, at det i en del tilfælde er hele familier, det går ud over, er det altså mere end en promille af Danmarks befolkning, der i år må opleve at blive sat på gaden. Er det, hvad vi forstår ved velstand? Her er der i hvert fald stof til eftertanke over VKO-regeringens nuværende satsning på en hård linje, retspolitiske stramninger og lavere kriminel lavalder, når man samtidig underminerer de mest udsatte familiers økonomi i en grad, så en del af Danmarks befolkning snart vil have oplevet at blive sat på gaden med fogedens hjælp.
Det giver også stof til eftertanke, hvad angår Dansk Folkepartis påståede ‘sociale profil’. Alt det her med ‘de fremmede’, som Dansk Folkeparti excellerer i, er åbenbart ikke andet end en afledningsmanøvre, mens de tømmer vores tegnebog. Det var måske værd at tænke over, næste gang du diskuterer med nogen, som er faldet for den.
Også bragt i Århus Stiftstidende, 15.10.2009.
Oplysningerne om stigningen i antallet af udsættelser er taget fra herfra.
Billedet er fra omkring 1. verdenskrig og derfor ikke omfattet af lov om ophavsret, men det er hugget fra leksikon.org.
DF: Det er svært at se, hvad man kan bruge Socialdemokraternes påståede opgør med Dansk Folkeparti til, når de stadig ikke vil tage et opgør med Dansk Folkepartis politik.
To elementer af Dansk Folkepartis udlændingepolitik, som en S-SF-regering ikke vil gøre op med, er tilknytningskravet og 24-års-reglen ved familiesammenføringer.
Det vil sige, at en dansk statsborger, der flytter til Australien eller USA og gifter sig og får børn, ikke vil kunne tage deres familie tilbage til Danmark - og det vil sige, at en 25-årig dansker, der gifter sig med en 23-årig canadier, ikke vil kunne samle sin familie inden for Danmarks grænser.
Samtidig vil svenske og tyske statsborgere kunne få sammenført præcis de samme familier efter de helt rimelige EU-regler.
Så længe en S-SF-regering har tænkt sig at opretholde disse absurde resultater af VK-regeringens knæfald for Dansk Folkeparti, er »opgøret« med Pia Kjærsgaard intet andet end spil for galleriet. Et ægte alternativ må have andet at byde på end »Dansk Folkeparti light«.
