Digterens ord

 

     Kom, kom og hør på digterens ord!
     Sæt jer omkring hans runde bord!
 
     Selv om han dog intet nyt vil sige,
     kun gamle drømme han søge og hige.
 
     Drik nu alligevel fra den dybe brønd!
     hvor han henter sin viden, vissen eller grøn.
 
     De drømme vi glemmer fra tid til anden
     han vækker til live i ånden og forstanden.
 
     Han synger dem her på den gamle måde,
     vejer sine ord som en fin lille gåde.
 
     Det kan lyde så fremmed, sjovt og festligt,
     kragetæer og flueben, ikke særlig vestligt.
 
     Dog er indholdet vigtigere end du tror,
     søg det som hammeren i hånden på Thor!
 
     Mens poeten vil løfte slør efter slør,
     skal du langsomt til benet blive ganske mør.
 
     Så du tåler at høre, men ikke at glemme,
     hvordan man sine trolde lærer at tæmme.
 
                         *
 
     Der ER en kraft der binder vores naturer,
     den findes i alle verdens litteraturer.
 
     Man søger den i en strøm, tur efter tur,
     den er verdenshjulet selv, et diktat, et ur.
 
     Mellem ordene og dig ser du den først,
     mellem mand og kvinde er den dog størst.
 
     Mellem Gud og Fanden i mange parafraser,
     hos mennesker og dyr af alle mulige racer.
 
     Den har skabt verden, din viden og din tro,
     den bygger ikke andet end bro efter bro.
 
     Hvad du se og høre kan er dens adjektiver,
     forestil dig bare et hjørne af dens iver.
 
     Solen, Jorden, Mars, Jupiter og Venus,
     Saturn, Månen, Neptun, Pluto, Uranus.
 
     Samlet er de her, samt den varme Merkur,
     drejende i dens håb ligger alle på lur.
 
     Du kan gætte dig frem til navnet du ved,
     målet er at tage dens varme i ed.
 
     Skønt man lever i mange mange verdener,
     er den alle steder den selv samme ener.
 
     Ved dens kærtegn åbnes de gamle porte,
     selv uden nøgle ses lys i det sorte.
 
                         *
 
     Som vinden er den blind og usynliggjort,
     hvis du ikke ser den, er den fremmedgjort.
 
     Som ånden altid fløjter en melodi,
     aldrig skal den om vinteren gå i hi.
 
     Som en himmel fuld af kumulusskyer
     med regnen kysser jorden, planter og dyr.
 
     Som en brændende sol i hver mands hjerte
     må den holdes i live med sved og smerte.
 
     Som en dejlig pige der venter på sin gæst
     den kommer ridende som prinsen på en hest.
 
     Som endnu et menneske gået fra hus og hjem
     finder ly, hvis man holder en dør på klem.
 
     Som vinden der blæser fra varme lande
     i kulden kan mærkes med løftet pande.
 
     Som en kold kilde, den rene Seven-up,
     og en varm kilde, hvor du bader din krop.
 
     Som krig skaber fred og fred skaber krig,
     nogle gange et suk, andre gange et skrig.
 
     Som et rum der skiller kvinden fra manden
     prøver at binde de to til hinanden.
 
     Som eksotisk eventyr den er i vort blik,
     den ser os med samme sædvane og skik.
 
     Som epik, musik, lyrik og klassik
     er den sprængfyldt med erotik og mystik.
 
     Som en fugl der synger i kongens have,
     træets frugter falder ned som en gave.
 
     Som en ung Aladdin med hjertet som et skrin,
     i turbanen han fik den tredje appelsin.
 
     Som æbler ikke falder langt fra stammen
     bli’r den ved, indtil der er fryd og gammen.
 
     Som en bogstavleg eller en formular
     den skrives som ord og læses ovenfra.
 
     Og større end din Gud og alle de guder
     den selv har skabt, samt enhver bebuder.
 
     Den gør ingen forskel på bukke og får,
     læs Gjerningerne hos Søren Kirkegaard!
 
                         *
 
     Vi er nu ved at nå til vejens ende,
     hvor drengene bliver til gode svende.
 
     Man må altid ligge som man nu reder,
     efter en samler kommer dog en spreder.
 
     Luk øjnene op! visionen er dig nær,
     jeg siger det med en pen, ikke med sværd.
 
     Det mørke du ser er for andre himmellys,
     nogle får hjemve, andre vil udenbys.
 
     Det gode og det onde kan ikke findes,
     gang på gang skal man disse ord mindes.
 
     Til sidst skal nævnes hvad vi her søgte,
     ingen kan påstå det kun er et rygte.
 
     Som den røde rose med duften så hed,
     I ved vel jeg taler om KÆRLIGHED.

     Arash Sharifzadeh Abdi  

Bringes med tilladelse og tak - du kan læse mere om dette digt og dets tilblivelse her.

[ agger, Sat 29 Mar, :06:57: /digte] - kommentar(er) - link

Kommentarer: