![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Om velgørenhed
Fra Frederik Paludan-Müllers Adam Homo, 9. sang.
Adam er netop kommet ud af en dyb depression forårsaget af erkendelsen af hans ørkesløst tomme, omend velhavende liv, og har nu fundet sig til rette i en tilværelse som kammerherre og ridder.
Af lutter taknemmelighed ønsker han nu at gøre godt (hvor selv Saa meget man af Himlen faaer, Bør ogsaa Noget man til Andre give) og derfor slår han sig nu på velgørenhed.
Således møder vi ham en dag i en mørk opgang i byens dystreste kvarter:
Adress'avisen havde viist ham Veien,
Ved Bøn om Laan i dyb Elendighed
Til Barselfærd, til at betale Leien,
Og til i Jorden at faae Manden ned.
Tre Huse, hvor den haarde Nød man led,
Han havde mærket sig med Blyantsstregen,
Og i det ene, fast til Tagets Top,
Steg ad den usle Trappe nu han op.
Paa Gangen stod han stille — for hans Øren
Lød Støi og Latter, munter Sang og Klang,
Og knap med Klinken fik han aabnet Døren,
Før op fra Bænken midt i Stuen sprang
To Kjællinger, en Mand og fire Børn,
Med samt en Knøs, rødhaaret, stor og lang.
Et oplyst Bord med Steg og Punsch og Flasker
Til samme Tid ham høilig overrasker.
Jeg gaaer vist feil, han siger; om en Død
I Dagsavisen stod der en Fortælling —
Ja ganske sandt! faldt ind den ene Kjælling,
Der stank af Punsch og glinsed fed og rød:
Ja han er død, den stakkels gamle Skrælling,
Og paa det Sidste led han megen Nød;
Han skreg saa høit og døde midt i Skriget —
Men vil ei gode Herre see paa Liget?
Her fra en Bænk hun hurtig trak et Lagen
Og tynd som et Skelet, med skarpe Træk,
Med hvide Haar den Døde kom for Dagen,
Og puslende ved ham hun pluddred væk:
Han Lappeskræder var og født paa Skagen
Hans sidste Arbeid her var denne Sæk.
Den kun blev færdig paa den ene Side;
Nu som en Liigsærk kan han selv den slide
Forbauset Homo stod. Han knap trak Veiret
Og stirred paa den Dødes hule Kind;
Men Konen vedblev: Ak, det gamle Skind!
Saamange gode Folk der her har været
Og rakt en Skilling os ad Døren ind.
Min Mand, som er hans Søn, har ham ernæret,
Og at han godt blev pleiet, jeg bedst veed:
Men vil ei gode Herre sidde ned?
Vor Helt, hvis Vrede vaktes i det samme,
Tilbageviser Konen, som nu tier;
Og mens et strengt Blik han dem Alle gi'er,
Han yttrer: at de ret dem maatte skamme
Ved Gaver at begjære og annamme,
For at anvende dem til Drik og Sviir;
At Spot det var, at sidde her ved Kruset,
Imens den Døde var endnu i Huset.
Der stod de dybt beskæmmet Allesammen,
Paa Knøsen med det røde Hoved nær;
Thi han, som havde øst Begeistringsflammen
Af Bollen, hvormed nys man var ifærd,
Gjensvared Homo rask: Hvad angaaer Skammen,
Hvorom den gode Herre taler her,
Da vil det Hele nok Saameget sige,
Som at en Steg kun passer for de Rige.
I troe, naar I en Skilling os forære,
Saa har I hjulpet os i al vor Nød,
Saa skal vi spente, spare, og fortære
Den under Tak til Jer i Vand og Brød;
Men naar man daglig maa i Kulden være,
Og bænke sig hver Nat i Halmens Skjød,
Saa til en glad Dag kan man ogsaa trænge,
Og dertil er just gode jeres Penge.
I har det nemt, I Rige! Stegte Duer
Jer fly'er i Munden, mens I lever flot
Med jeres pæne Frøkner, fine Fruer,
Paa Fløiels Sopha i det høie Slot.
I Pappegøier har i jeres Stuer;
Men see Dem om i disse Huller blot!
Hvis De har Lyst, saa gjennemrod kun Reden,
Rotter og Muus er hele Herligheden!
Thi vi, min Herre, dandse paa Ruiner,
Vi just i Nøden aabne Glædens Spunds;
Vi for vor sidste Skilling lave Punsch
Og kjøbe Søsterkage med Rosiner;
Vi slukke Sorgen ned mens Døden griner,
Og trumfe mod ham før vi gaae tilbunds;
Og har vi for idag bortgjennet Sorgen,
La'er vi Fiolen sørge for imorgen.
Ja see kun paa mig! Gjør De kuns Dem vred,
Og slæng kun Kappen fornemt over Kjolen!
Men vi Aviser har i Aftenskolen,
Og vores Lærer han veed god Besked.
Et Uveir trækker sammen omkring Solen,
I Rigdoms Bolig Lynet snart slaaer ned;
Vi Smaafolk os forstaae paa Catechismen:
Tag Jer iagt — nu kommer Pauperismen!
Tys, Jochum! raabte Konen: Hold din Mund! —
Ak, Herre! hør ei paa hvad Knægten taler,
Men tænk paa Kisten, som man sort nu maler.
Vor Helt, som væk at slippe søgte kun,
Fremtog sin Pung og putted en Rigsdaler
Ned i den Dødes Haand — og samme Stund,
Bort fra den Jochum, der saa haanlig smiilte,
Han ned ad Trappen, ud paa Gaden iilte.
Der stod han nu. Forstemt han gik sit Skud,
Og ganske langsomt naaede han den Kjelder,
Hvor Leiesummen skal betales, eller
Familien næste Mandag kastes ud.
Men her fik Nød han see, som man fortæller
Ret kildrer en Velgjørers fine Hud:
En Nød saa lens for Haab, saa bar for Glæde,
At som en Gud en Hjælper maa fremtræde ...
Frederik Paludan-Müller (1809-1876):
Adam Homo, 9. sang v. 2805-2908.