Netbook Nirvana: Ubuntu 8.10 på en Acer Aspire One

Jeg er efter en del overvejelse hoppet på vognen og har købt en netbook, det vil sige en af de her helt små og billige bærbare computere.
I mit tilfælde faldt valget ikke på den berømte Asus EEE, men på en Acer Aspire One med 512MB RAM, 8GB flash-disk og en 1.6 GHz Atom-processor - hvilket alt sammen kunne fås til den nette sum af 1495 kroner.
Maskinen blev udvalgt efter nogle ret enkle kriterier:
- Den skulle være billig.
- Den skulle være med flash-disk, ikke traditionel harddisk - udgaverne med 120 eller 160 GB harddisk er dyrere og bruger mere strøm og har dermed også kortere batterilevetid.
- Den skulle være med GNU/Linux præinstalleret. Når man overhovedet kan få computere præinstalleret med et Linux-system, ser jeg ingen grund til at støtte, at lignende computere sælges med Windows på - især, da jeg intet har at bruge Windows til.
Systemet hedder Linpus og forsøger at være meget brugervenligt og poleret; i virkeligheden er der tale om Red Hats Fedora i en meget tynd forklædning.
Det er dog hvad det er, men pakkesystemet er sat forkert op, og første gang, jeg forsøgte at opdatere softwaren (hvad man opfordres til i den medfølgende dokumentation), havde det den konsekvens, at alt netværk pludselig forsvandt! Jeg antager, at forhandlerne har fået en del maskiner tilbage på den konto.
Jeg opgav i hvert fald ævred og besluttede i stedet at installere den nyeste version af Ubuntu.
Det har den interessante komplikation, at computeren som andre netbooks ikke har noget CD-rom-drev. Det var derfor nødvendigt først at downloade en live-CD og bruge den til at lave en bootbar USB-nøgle, der kunne bruges i stedet for en CD.
Da det var på plads, gik installationen forholdsvis smertefrit, og Ubuntu-skærmbilledet passer godt til den lille skærm (1024x600 pixel), som man ser på billedet herunder.

Og faktisk må jeg også sige, at maskinen opfylder mine forventninger. Den er ikke vanvittigt hurtig, men heller ikke langsommere end så mange andre computere - skærmbilledet på fotografiet afspejler et forsøg på at sætte et mindre ressourcekrævende desktop-system op (nemlig fluxbox) , men faktisk lader det ikke til at være nødvendigt. Programmerne starter meget hurtigt, og at tænde og slukke for maskinen går også usædvanligt hurtigt - begge dele givetvis, fordi den indbyggede flashdisk er så meget hurtigere end traditionelle harddiske.
Maskinen er selvfølgelig lidt lille til at sidde og arbejde ved hele dagen, men til at have med på farten - eller hvis man lige skal sætte sig ned og skrive nogle notater, eller et indlæg til en blog, for den sags skyld - er den perfekt.
8GB harddisk bliver hurtigt for lidt, og jeg har købt et 8GB memory-card, som er kommet i den ene af maskinens to kortlæsere. På den måde har den faktisk også plads nok til, at den kan bruges som bærbar DVD-afspiller - uden DVD-drev, men film kan f.eks. downloades fra archive.org og vises fint i fuldskærmsmode.
Rent praktisk vejer den under et kilo og tastaturet fungerer fint (omend lidt lille), så rent fysisk er det største problem, at det indbyggede touchpad er ret bøvlet - jeg foretrækker selv at bruge den med ekstern mus.
Om maskinen som sådan kan anbefales er nok et åbent spørgsmål - jeg er rigtig godt tilfreds med min, men det indbyggede Linux-system duer som sagt ikke, så en Acer Aspire One er kun rigtig interessant, hvis man er indstillet på selv at installere Ubuntu på den.
Og det bør man kun give sig i kast med, hvis man har en idé om, hvad der venter en eller har nogen, man kan trække på og spørge om hjælp (det er en meget dårlig idé at installere Windows XP på en netbook - den vil hurtigt blive langsom, medmindre man geninstallerer systemet konstant, og Windows' filsystem spiller dårligt sammen med de flashdiske, de billigste netbooks leveres med).
Det meste virker dog lige efter installationen af det nye Ubuntu-system, og jeg fandt selv en del hjælp til at få det trådløse netværk til at falde helt på plads på denne hjælpeside. Men hvis man selv kan finde ud af at følge anvisningerne dér, eller på anden måde kan få den rette hjælp til opsætningen, er det nu alligevel imponerende, at man faktisk kan få en fuldt funktionsdygtig bærbar computer for kun 1500 kroner.
Kommentarer:
|
Mads
skrev:
Carsten Agger
skrev:
Jeg prøvede lige - det ser ud til at virke fint, *men* det ser også ud til, at Freeciv insisterer på, at dens opstarts-GUI skal være højere end de 600 pixel, Acer-ens display er på - og hvis ikke det kan ændres i spillets konfiguration, kan det godt besværliggøre det lidt.
Thor
skrev:
Te
skrev:
Carsten Agger
skrev:
TE: Jeg oplever det indtil videre ikke som et problem. Mange programmer kan jo også køres i fuldskærms-mode, og det kan også hjælpe lidt på det. Bruger indtil videre mest maskinen til Internet og tekstredigering (gvim).
Chris buchholz
skrev:
Stefan Agger
skrev:
Ved du om det vil give nogen mening at bruge et linuxbaseret styresystem (eks. ubuntu) på en acer-pc der først og fremmest er købt til (relativ) stor grafikydelse? Har blandt andet et GeForce 9600 grafikkort. Ved du om linux har de drivere der skal til for at udnytte kapaciteten i den hardware der stidder i en 'spillepc'? Stefan
Carsten Agger
skrev:
nVidia plejer selv at udgive Linux-drivere til deres grafikkort, og de plejer at virke fint. Så vidt jeg lige kan google mig frem til, gælder det også GeForce 9600. De fleste spil er dog ikke udviklet til at køre på Linux. Johannes spiller CounterStrike og andre Steam-spil på min computer ved hjælp af Wine, og det virker åbenbart fint. Men du kan jo altid prøve, hvis du har mod på det - brænde en live-CD og enten blot køre en "live-sesion" eller lave en "prøveinstallation" inde fra Windows ved hjælp af Wubi-programmet. Virker det, så virker det ... :-)
Stefan Agger
skrev:
Tak for svaret. Det kommer af, at mit 3 måneder gamle Vista er gået ned med en systemfejl, og da jeg havde købt softwaren OEM så er der ingen vej uden om at betale for reinstallation (eller få skumle bekendte til at installere ulovlige versioner). Nu overvejer jeg så linux - evt til at køre ved siden af et windows styresystem. Meget fin hjemmeside du har - vi har mange overlappende interesser omend ikke politisk standpunkt ;-) Håber alt er vel. Stefan
Carsten Agger
skrev:
Jamen, så tror jeg, du vil kunne få glæde af et Linux-system. Ubuntu er det mest brugervenlige nutildags - når du har installeret, bør du følge mindst den første anvisning på denne side: http://www.johannes-eva.net/index.php?page=2009_04_useful_ubuntu_guide_jaunty til at installere "non-free-codecs", så du kan se YouTube-film og høre MP3-filer osv. Tak for rosen, alt er fint her i Solbjerg. Håber også alt er vel med dig og dine, er for sjældent jeg ser noget til din del af familien. Måske næste år til Aggerturen ... PS: Man skal trykke på anti-spam-feltet under tekstboxen for at en kommentar ryger på :-) |
Skriv kommentar:
Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
