– fordi tiden kræver et MODSPIL

19. Apr 2005

Fildeling via MP3 - en fordel for musikere

 
Ignacio Escolar Endnu engang giver vi ordet til musikeren og journalisten Nacho Escolar, hvis opfordring til alverden om at piratkopiere hans musik vi tidligere har viderebragt.

Denne gang forklarer han i større detalje, præcis hvorfor det er en fordel for musikere at forære deres musik væk via Internet og MP3, og hvorfor han derfor selv har valgt at udgive sin musik under en Creative Commons-licens.

REALISTISKE UTOPIER - MUSIK OG FILDELING

af Ignacio Escolar, musiker og journalist
www.escolar.net


Hvis du spørger en musiker om, hvorfor han skriver sange, hvorfor han spiller, kommer svaret til at afhænge af to faktorer: mængden af alkohol i hans blod og graden af hans naivitet. Tidligt på eftermiddagen plejer musikere således at svare, at det er for at kommunikere noget, at de er drevet af et behov for at skabe noget nyt. Efter et par øl indrømmer de, at nok er det hårdt at spille musik, men det må være meget hårdere at arbejde. Efter et glas mere indrømmer de, at musikken gør det nemmere at score piger og efter klokken tre om natten plejer de at tilstå, at de gør det for de gratis drinks. Hvis den pågældende musiker er meget naiv, vil han svare dig, at han laver musik, fordi han gerne vil være stinkende rig. Og hvis han hverken er naiv eller fuld, kan han umuligt være musiker.

Spøg til side: Grunden til at jeg, som så mange andre musikere, er begyndt at bruge en Creative Commons-licens til min musik er, at copyleft er det bedste valg, ligegyldigt hvor naiv du er eller ikke er, hvor ambitiøs, du er, eller hvor meget alkohol du har i blodet. Det er lettere at kommunikere noget, hvis dit publikum ikke behøver at betale for at lære dig at kende, og det spolerer ikke dine chancer for at blive rig, selvom disse ganske vist forbliver lige få. Det er ikke bevist, at det gør det lettere at score, men der er heller ingen, der endnu har bevist det modsatte. Og hvis ejeren af det spillested, hvor du får et job, ikke behøver at betale to gange for din optræden - en gang til dig og en gang til CODA - er det sandsynligt, at han giver flere øl.

Den korteste definition på disse licenser er, at de repræsenterer det grå område mellem det hvide som i "helt gratis" og det sorte som i "alle rettigheder forbeholdes". De kan bruges til mange andre formål, men inden for musikken tillader de, at du kan dele nogle af dine rettigheder som ophavsmand og give afkald på en del af dine indtægter til gengæld for andre mere indirekte fordele. Det er en investering, som gerne skulle ende med, at du tjener mere. Men det er ikke en utopisk forretningsmodel. I virkeligheden er alle musikere på hele kloden allerede "copyleft", eftersom den eneste forskel er, at de fleste afstår deres indtægter til pladeselskaberne i stedet for at investere dem i et større publikum.

Jeg har selv lavet musik med copyright, indenfor den traditionelle industri og for multinationale pladeselskaber. Dengang forekom det at være en god idé. Da jeg underskrev min første kontrakt (med BMG Ariola i 1998) gav jeg afkald på hovedparten af den forretning, der blev ud af mine plader. For hver solgt CD fik jeg kun 8% af udsalgsprisen, en fjerdedel heraf, hvis pladen var på udsalg eller blev solgt i forbindelse med en reklamekampagne i TV. Med hensyn til ophavsretten, er det meget lidt af de beløb, SGAE (Sociedad General de Autores y Editores, det spanske CODA) opkræver af spillesteder, radiostationer og købere af uindspillede CD'er, som ender med at gå til musikerne.

For det første opkræver SGAE selv ca. 15% til administration, hvortil endda skal lægges 0,51%, der går til at lave lobbyarbejde til at "bekæmpe piratkopiering". Af resten går ca. 50% til pladeselskabet, som teoretisk set opkræver disse penge af dig til gengæld for at reklamere for dig. Når du endelig er holdt op med at være naiv nok til at bilde dig ind, du kan blive rig ved at sælge plader, begynder det så småt at gå op for dig, at en musikers virkelige indstægstmuligheder ligger i at give koncerter og ikke i hverken ophavsretten eller pladesalget. I mit eget tilfælde kom ni af hver ti euro fra at optræde på en scene. Selvom mængderne kan variere, plejer dette forhold at være det samme for de fleste musikere.

Det eneste problem er, at du aldrig får nogen til at hyre dig til en koncert, hvis der ikke er nogen, der kender dig og lytter til din musik. Dette var tidligere pladeselskabernes gebet. BMG Ariola, og herefter Universal Music, gav mig tre ting til gengæld for hele fortjenesten fra mit pladesalg.

De gav mig penge til at optage mastersporet til CD'en og for at betale for pladestudiet, hvilket dengang var meget dyrt. Produktion af en almindelig LP kunne, for ti år siden, ikke gøres for under 5 millioner af datidens pesetas (ca. 250.009 kroner). De sørgede også for at fabrikere CD'en og distribuere den til butikkerne. Sidst, men ikke mindst var det også dem, der trykkede på de rigtige knapper for at min plade kunne blive spillet i radioen, så folk kunne opdage, at den eksisterede.

I dag har teknologien imidlertid gjort hele denne proces langt mere overkommelig. I den digitale æra koster selve kopieringen ingenting. Det er gratis at distribuere MP3-filer over internettet, og et pladestudie er ikke længere uundværligt - i dag kan det klares på en hjemme-PC. Markedsføringen er heller ikke så dyr som tidligere: Internettet er ved at afskaffe de kulturelle mellemmænds diktatur, og for hver dag, der går, øger nettets mund-til-øre-udbredelse sit forspring for den for tiden feterede musikkritikers velsignelse. Tidligere kunne man kun blive kendt ved at bestikke radiostationerne - i dag er det ikke længere den eneste måde at nå ud på.

Pladeselskaberne har ikke opdaget, at piratkopieringen ikke er selve problemet, men kun et symptom på et langt større problem: Selve teknologien. For os musikere kan det bedre betale sig at forære vore værker til publikum, eftersom den egentlige indtægtskilde - nu som før - ligger i at give koncerter, ikke i pladesalget.

Men fordelene ved at bruge Creative Commons-licenser til musik er ikke kun økonomiske. Bagved ligger en realistisk utopi: En bedre verden, hvor kulturen er til rådighed for alle, hvor indspillet musik er gratis for publikum, som betaler med sin opmærksomhed, og hvor musikere kan leve af deres arbejde.

Der er også en stor kunstnerisk fordel: Dette her med at kommunikere og det behov for at skabe, som vi musikere også taler om, når vi bliver alvorlige og ikke er fulde. Kunsten er den måde, hvorpå nogle af os forsøger at opnå udødelighed. Alle musikere, alle skabere, drømmer om, at vore værker vil overleve efter vores død. Men for at kunsten kan forblive levende, må den bruges, håndteres. For at en idé kan bestå, må den vokse og udbrede sig i verden. Den må kopieres. Piratkopiér endelig mine sange!

Oprindeligt offentliggjort på La Insignia; oversat af Carsten Agger.

Kommentarer:

Skriv kommentar:

Angiv linjeskift ved <br> eller <p>. Du kan formattere teksten med <i>...</i> (kursiv) eller <b>...<b> (fed), ligesom du kan angive links med <a href="http://dit.link">...</a>. Andre HTML-tags kan ikke bruges.
Feltet "URL/Email" skal udfyldes, men du må gerne "camouflere" dig, hvis du ikke vil skrive din rigtige adresse.
ANTI-SPAM: Sæt et flueben i checkboxen for at angive, at du er et menneske og ikke en spamrobot.
 
Name:
URL/Email:
Comments:
ANTI-SPAM: Markér denne box/Please check this box.