Forfatter og fiktion

 
Politiken bringer idag en artikel med spørgsmålet: Hvem skrev egentlig Shakespeares skuespil?

Den mest almindelige antagelse er naturligvis, at Shakespeares skuespil blev skrevet af William Shakespeare, ham gutten fra Stratford-upon-Avon.

Det har, som det vil være de fleste bekendt, dog ikke skortet på utilfredshed med, at så sublime skuespil skulle være skrevet af en simpel bondeknold fra Stratford, og en række af tidens celebre personligheder er blevet foreslået som den egentlige forfatter af Shakespeares stykker.

I Politiken læser vi således, at de britiske forskere Brenda James og William Rubinstein fra University of Wales mener, at forfatteren Shakespeare i virkeligheden var identisk med en engelsk hofmand og diplomat ved navn Sir Henry Neville.

Argumentet for, at det skulle forholde sig sådan, er imidlertid bemærkelsesværdigt:

Det politiske indhold og den geografiske ramme i de skuespil, der normalt tilskrives Shakespeare, [passer] perfekt til de rejser og udflugter, som man ved, at Sir Henry Neville foretog. Neville var en højtuddannet diplomat og politiker, der levede fra 1562 og 1615 og kom fra Berkshire.
(...)
'Lige for lige' foregår i Wien, som Neville besøgte i 1580. Et af temaerne i skuespillet er lovgivning imod usædelighed, og netop det spørgsmål diskuterede Neville med en calvinsk filosof, som han mødte i Wien.

'Romeo og Julie', 'Trold kan tæmmes', 'De to herrer fra Verona' og 'Købmanden fra Venedig' foregår alle i Norditalien, som Neville aflagde et længere besøg i 1581 og 1582.

'Hamlet' foregår i Danmark, og ifølge Brenda James' forskning fik Neville konkret baggrundsviden om Hamlet, da han besøgte det, der i dag er Polen. Muligvis besøgte han også Danmark.

Så det er sandsynligt, at Neville har skrevet stykkerne, fordi han har været de omhandlede steder? Det er et af de tåbeligste ræsonnementer, jeg længe har hørt: For det første lod (og lader) man typisk fiktive værker foregå der, hvor det nu passer bedst for historien, uden hensyn til, hvor forfatteren nu selv bor; det er en af de væsentligste fiduser ved netop fiktive værker: Man kan ikke indlæse nogen "forfatterens selvbiografi" i dem. Denne metode kan i hvert fald potentielt give problemer, den dag vi skal finde ud af, hvem der i virkeligheden har skrevet Arthur C. Clarke's, Robert. A Heinleins eller Philip K. Dicks værker.

For det andet (og nok så væsentligt) røber Shakespeares stykker ikke noget særligt kendskab til de steder, de foregår: Lokaliteterne er typisk "a street", "a castle", "a room in a castle", og med den grad af detaljering er det svært at sige, at en personlig oplevelse af lokaliteten skulle gøre hverken fra eller til.

Hvor flere detaljer sniger sig ind, er de gerne forkerte (f.eks. klipper ved Helsingørs kyst i "Hamlet" og optrækkelige ure i "Julius Cæsar").

Som ovenfor antydet tror jeg, at rødderne til denne søgen et andet ophav til Shakespeares stykker (i litteraturen kaldet "anti-Stratfordianism") skal findes i britisk klassebevidsthed:

Det første århundrede efter Shakespeares død blev han ofte ringeagtet for sine alt for "vulgære" stykker, som intet dannet menneske kunne beskæftige sig med.

Da det senere viste sig, at han ikke rigtig var til at komme udenom, måtte stykkerne efter manges mening dog være kommet standsmæssigt til verden, og man gik på jagt efter mulige forfattere - blandt tidens adelsmænd; og det på trods af stykkernes håndværksmæssige præg, som netop passer med Shakespeares landlige og skuespilmæssige baggrund.

Og altimens kan vi selvfølgelig være mere eller mindre ligeglade med, hvem forfatteren er - sålænge vi stadig har og kan læse hans stykker ...

[ agger, Wed 05 Oct, :08:33: /litteratur] - kommentar(er) - link

Kommentarer: