![[FSF
Associate Member]](http://www.modspil.dk/images/fsfMembergetButton.png){kind=small}
Galatea
Man hører somme tider om en taler, at han kan vække stenene til live; vi møder f.eks. forestillingen i Shakespeares Julius Cæsar, hvor Marc Antony beklager sine egne manglende talegaver sammenlignet med Brutus':
---- were I Brutus,
And Brutus Antony, there were an Antony
Would ruffle up your spirits, and put a tongue
In every wound of Cæsar, that should move
The stones of Rome to rise and mutiny.
Tilsvarende fortæller mange historier om mennesker, der skaber en model i jord eller sten og puster liv i den - den mest udbredte er i vore dage historien om Frankenstein, der fra Mary Shelleys roman har bredt sig og er endt med at blive en del af den moderne mytologi med utallige filmatiseringer og tegneserieversioner.
En lidt anden version er den jødiske Golem, måske bedst kendt fra den fremragende stumfilmsudgave fra 1920, som fuldt lovligt kan downloades fra archive.org - en lerkolos, som besjæles via en "fjernkontrol" i form af en amulet hængende om uhyrets hals.
Hvilken kraft kunne man nu forestille sig, der skulle til for at blæse liv i en sådan skabning?
Der Golem bevæges af en dæmon, der påkaldes ved hjælp af kabbalistiske besværgelser.
I Mary Shelleys mere moderne udgave bruger Dr. Frankenstein som bekendt elektricitet til at vække sin skabning til live - måske en metafor for den langt stærkere kraft, der anvendes i den ældste version af historien, som jeg selv kender, nemlig historien om PYGMALION fra Ovids Metamorfoser. Pygmalion havde nemlig,
led ved alle de laster naturen
skænkede kvindernes køn, besluttet at leve som ungkarl
og havde lang tid ikke haft nogen der delte hans leje.
Tiden brugte han til at forme en elfenbensdukke,
hvid og rød og så skøn som ingen pige kan fødes.
Det var et storslået værk. Og han selv forelsked sig i det.
Værket så skuffende ud som en virkelig levende pige
som af undselighed lå helt ubevægelig stille.
Skjult var kunsten af kunst. Pygmalion stirrer betaget
og bliver hed i sit blod ved at se på pigeskulpturen.
Ofte føler han efter om ikke hans værk er en rigtig
pigekrop, ikke blot ben, og vil ikke tro på det sidste,
giver den kys og føler sig kysset; han taler og griber
rundt om figuren og tror han kan mærke at huden gir efter,
frygter at tage for hårdt og at gi hende blålige mærker.
Og med de sødeste ord forærer han hende de gaver
pigebørn elsker at få, konkyljer og skinnende stene,
pippende fugle i bur og blomster i tusind kulører,
liljer og farvede bolde og tårer fra Pháëtons søstre,
neddryppet fra deres træer.
Han klæder figuren i fint tøj,
giver den ringe på fingren og fine smykker om halsen,
perler i ørenes flipper og sløjfe af silke på barmen.
Nydelig blev hun. Men helt uden tøj var hun endnu mere dejlig.
Han lægger hende i seng på purpurfarvede lagner,
og kalder hende sin elskede viv og lar hendes hoved
ligge på edderdunspude - som om hun mærked det mindste.
Venusfesten som fejres af alle på Kypern, var kommet;
kvier, forgyldt på de buede horn, var styrtet til jorden,
ramt i den snehvide nakke af præsternes hellige økse.
Røgelsen røg. Og Pygmalion bragte sit offer, og frygtsomt
bad han ved altret: 'Er jeres magt til at gi uden grænser,
guder, da lad mig få som min hustru - her turde han ikke
sige: 'min elfenbenspige,' men sagde: 'en pige der ligner
elfenbenspigen!'
Den gyldne gudinde - hun var jo til festen -
fatted hans mening med bønnen, og lod som et varsel om nåde
alterets ild blusse op og tre gange lue i luften.
Hjemvendt gik han til ro hos pigefiguren i sengen,
og da han gav den et kys, var det ganske som mærked han varme,
Og han forsøger igen og berører nu også dens bryster.
Under hans kærtegn svinder det hårde i benet og blødner,
synker under hans finger og gir sig, som voks fra Hymettus
gør det i varmen fra solen og kan modelleres i hånden
og få forskellige former og føjer sig ved at håndteres.
Undrende, midt mellem glæde og angst for at håbe forgæves,
kæler han atter og atter med fryd for sin elskede genstand.
Det var en krop; han prøver dens puls og kan mærke den banke.
Helten fra Paphos bryder da ud i jubel og takker
Venus for hendes hjælp. Nu kan han så endelig trykke
rigtige læber mod sine! Og pigen mærkede kysset,
rødmed og åbnede bly sine øjne og øjnede dagens
lys - og i selv samme stund som dagen og lyset - sin elsker.
(Fra Ovids Metamorfoser, oversat af Otto Sten Due, Gyldendal 2005, s. 289-91).
Og det virker i al fald indlysende nok: Hvilken anden kraft kunne man tiltro at vække sten og elfenben til live og skænke kunstneren Pygmalion hans Galatea, som hun traditionelt er blevet kaldt? Omnia vincit Amor: et nos cedamus Amori.