– fordi tiden kræver et MODSPIL

09. May 2006

'Demokratiske muslimer' og nuancer

 
Omar Shah har (dvs. havde i går, mandag d. 8. maj) en glimrende kronik i Politiken, hvor han sætter spørgsmålstegn ved mediernes ensidige fokus på Naser Khader og hans "demokratiske muslimer" som skoleeksemplet på en "veltilpasset" indvandrer.

Shah mener som udgangspunkt, at "spørgsmålet om, hvad en troende og ikketroende muslim er, og om hvorvidt man som troende per definition er 'fundamentalist', er desværre alligevel længe blevet diskuteret på en yderst usmagelig måde og desværre alt for ofte med voldsomme generaliseringer, der opstiller et sort-hvidt billede, hvor man er enten-eller".

Hvis en indvandrer eller muslim med andre ord ikke er parat til at kaste sig om halsen på Naser Khader (og det er der faktisk temmelig mange, der ikke er), formodes vedkommende mere eller mindre eksplicit at være fundamentalist og Al Qaeda-tilhænger.

Om Demokratiske Muslimers monopolisering af "moderate" muslimers stemme og det heraf følgende tab af nuancer skriver Shah således:
Demokratiske Muslimer har som sagt fået megen ros og er udråbt til at være det nye 'muslimske' håb, præcis som Kritiske Muslimer blev det i sin tid. Det er faktisk lidt af et paradoks, at Hadi Khan, der dengang var superdemokrat, nu pludselig er fundamentalist i forhold til Naser Khader. Forløbet kan sammenlignes med et evolutionsforløb, hvor første stadie var kritiske muslimer, andet stadie, vi er ved nu, er demokratiske muslimer for måske til sidst at ende med den gode muslim over dem alle – den ikkemuslimske muslim! Det er også værd at bemærke, at Demokratiske Muslimer har mange gange flere (danske) ikkemuslimske støttemedlemmer, end den har medlemmer af muslimsk oprindelse.

Foreningen har fået en medieomtale og opbakning fra ikke-muslimer, der overgår alt, hvad der tidligere er set, og har endvidere formået at samle så godt som alle antimuslimske indvandrerpersonligheder, hvilket må siges at være en ikke så lille bedrift endda, selv om der lader til at være en klar overvægt af eksiliranere og tidligere venstreorienterede arabere. Mennesker som defineret ovenfor er, ikke som mange fejlagtigt tror, mindre troende muslimer, men derimod direkte antitroende. Nasser Khader har aldrig lagt skjul på sit syn på troende muslimer, og ej heller har en person som ateisten Nahid Riazi.

Disse personer er oftest, hvor danske de end måtte hævde at være, et produkt af de regimer og lidelser, de har vendt ryggen – ikke mindst med hensyn til fanatisme og totalitær tankegang. Eksiliranere som Nahid Riazi, Mehdi Mozaferi og Kamran Tahmasebi ser islamiske spøgelser overalt, mens desillusionerede arabiske socialister som Fathi El-Abed har set islamisterne i deres hjemlande kapre kunder fra de arabiske socialistpartier, der var så populære i tresserne og halvfjerdserne.
Favoriseringen af "Demokratiske Muslimer" bliver med andre ord løftestang for en regulær hetz mod troende muslimer, idet medlemskab af Naser Khaders forening ifølge en erhvervsmand som Asger Aamund endog må veje tungt, når man overvejer at ansætte folk - hvilket let kan komme til at betyde, at ikke-medlemmer pludselig skal til at have vanskeligere ved at få job. Man forestille sig det ramaskrig, der måtte komme, om nogen i ramme alvor foreslog at diskriminere mod kristne jobsøgere, der ikke samtidig var erklærede ateister ...

Med denne intolerance overfor muslimer med et andet forhold til deres religion end Naser Khader og Fathi El-Abed selv kan man med en vis ret spørge sig selv, hvor demokratiske, disse Demokratiske Muslimer egentlig er, og svaret falder ikke helt så heldigt ud, som Khader kunne have ønsket:
I forlængelse af dette er det bemærkelsesværdigt, at ledelsesstilen i Demokratiske Muslimer heller ikke er specielt dansk, men derimod yderst autoritær, som vi kender den fra Mellemøsten. Om det er palæstinensiske Yassir Arafat eller syriske Bashar Al-Assad, der har virket som inspiration for Naser Khader, er ikke godt at vide, men man kan ane visse ligheder mellem Demokratiske Muslimer og Hizb-al-Baath, der igen og igen klart kommer til udtryk i måden, hvorpå Nasser reagerer på kritik, hvad enten det er fra partifæller som Margrete Vestager eller rivaler som Hadi Khan. Der er kort sagt én vej, nemlig partifaderens. Denne infantile opførsel er hverken dansk eller demokratisk, men alligevel er den blevet målestokken for, hvordan en muslim skal forholde sig til tro og til demokratiet.
Men det minder (vover man at sige det) dog en del om, hvordan en totalitær politiker som Pia Kjærsgaard styrer sit parti, og kan også minde om Foghs karakteristiske damptromlestil (med Rohde til at løbe foran og gøre det beskidte arbejde), når noget går ham imod - så Khader er virkelig kommet i godt selskab, må man sige.

Link til Omar Shahs kronik i Politiken.

Kommentarer: