– fordi tiden kræver et MODSPIL

08. Mar 2005

Vrøvl med mening

 
Jeg har ikke tænkt mig, at dette skulle udvikle sig til en "traditionel" weblog, der først og fremmest består af gentagelser og/eller -drivelser af materiale fra andre weblogs.

MEN ... Mikkel Andersson anbefaler i dag en kronik i Berlingske Tidende, som for mig må stå som det ultimative bevis for, at der ikke er nogen grænse for hvor meget vrøvl angiveligt veluddannede personer kan finde på at lukke ud, blot det kan tjene et (deres!) politiske formål.

Vi læser således, at
Det mest typiske ved den intellektuelle venstrefløj har op gennem hele det 20. århundrede netop været denne manglende erkendelse af konflikter som værende drevet af andet end materielle årsager.

Det var den fejl, venstrefløjen begik i 1930ernes Europa ved ikke at opfatte nazismens antisemitisme som det, det reelt var, nemlig et kolossalt angreb på den jødisk-kristne civilisation. Nazismens folkedrab på Europas jøder var en konsekvens ikke blot af racehadet, men også en nærmest metafysisk opposition til den vestlige civilisation med alt, hvad den indbefattede af liberalisme, frigørelse og ligestilling.

Men den europæiske venstrefløj fornægtede i 1930erne dette problem og opfattede tværtimod antisemitismen som et midlertidigt fænomen, der ville forsvinde i takt med, at selve klassekampen var overstået og den sociale ulighed bortelimineret. Antisemitismen blev i stedet tolket ind i den kulturkamp, der foregik mellem fascismen og det ideelle socialistiske samfund, som venstrefløjen øjnede bag det mørke, der med Hitler havde sænket sig over Europa.

Når terroristernes angreb på Vesten og vestlige institutioner i dag bliver lagt ind i en lignende forklaringsramme, så blokerer denne tankefigur om materialistiske årsager og social ulighed som årsagen til terrorismen for erkendelsen af dens reelle karakter. Og for muligheden for at gøre noget ved det. For problemet ligger ikke i den vestlige samfundsmodel, i USA eller i Europa, men i den islamiske fundamentalisme, der på samme måde som socialismen bærer på en romantisk drøm om et bedre og mere oprindeligt samfund, hvor solidariteten er større, hvor homogeniteten hersker, og hvor konflikter ikke længere er mulige.

Så længe vi i Vesten bifalder den civilisationskritik, og ikke fordømmer terror som et illegitimt våben, men ser den som et retfærdigt middel i kampen for folkets interesse, så længe vil vi indirekte på samme måde som portrættet af Jaradat [kvindelig selvmordsbomber] i Stockholms lygtepæle være med til at autorisere den kamp, terroristerne fører.
... og så er det, man undres. For selvom det er rigtigt, at især den marxistiske venstrefløj har haft et overdreven fokus på materielle konflikter som årsag til enhver historisk udvikling, er det meget længe siden, jeg har læst sådant sludder, som at nazismens antisemitisme var "et kolossalt angreb på den jødisk-kristne kultur". For det første er det historisk set temmelig meget af en tilsnigelse at tale om en jødisk-kristen kultur; jøderne var i århundreder blevet ugleset, diskrimineret, forfulgt og undertrykt i stort set alle europæiske lande, og indtil meget sent var der tale om næsten total segregation: Jøderne boede for sig selv, var underlagt deres egne love og var, gang på gang og århundrede efter århundrede, udsat for pogromer, tvangsdåb og massakrer.

Nazismens folkedrab på jøderne var hermed ikke udtryk for en "nærmest metafysisk opposition til den vestlige civilisation", det var en direkte konsekvens netop af nogle af den vestlige civilisations mest centrale (omend også mest usympatiske sider): Intolerance, fanatisk tro på at besidde den eneste sandhed, antisemitisme. Som påvist af Simon Wiesenthal i hans bog om Columbus, var de nazistiske racelove som snydt ud af næsen på dem, som århundreder tidligere var bragt i anvendelse af det katolske Spanien og dets yderst europæiske herskere.

Der var således ingen grund til at "tolke antisemitismen ind" i en kulturkamp mellem nazismen og det "ideelle socialistiske samfund" – antisemitismen var, og havde på det tidspunkt i århundreder været, en meget håndgribelig, omend (andre steder end i Tyskland) aftagende del af hverdagen. Det var klart, at mange af tidens venstreintellektuelle måtte modarbejde antisemitismen, men denne var bestemt ikke i opposition til den vestlige civilisation; den var tværtimod en del af selve dens grundlag.

Mht. spørgsmålet om materielle årsager til moderne terrorisme, er analogien, som den introduceres med ordene "en lignende forklaringsramme", simpelt hen falsk, og hele citatet et eksempel på rendyrket "guilt by association": Nazisternes antisemitisme var imod den vestlige civilisation (falsk, den var eksponent for den) og ikke primært motiveret af materielle hensyn (sandt),

moderne terrorisme er imod den vestlige civilisation (sandt nok, hvis man tænker på Al-Qaida, men alle grupper, der bruger, hvad af en eller anden kunne betegnes som terror, kan næppe slås i hartkorn. De jødiske bosættere er nok terrorister, men er de imod den vestlige, "jødisk-kristne" kultur? Næppe ...) og ikke primært motiveret af materielle ting (sandt),

ERGO

(er morlille en sten), ergo er de, der forsøger at "forklare" terror ud fra forståelige argumenter lige så slemme som de, der måtte finde på at forklare nazisterne. Veelan, hvis kronikkens forfatter virkelig har en doktorgrad, kan det ikke være i logik eller retorik – så ville hun i det mindste have fået orden på sine syllogismer.

Samtidig bliver enhver "forståelse" af en kritik af den vestlige civilisation til en "accept" af terror, og forfatteren argumenterer for, at denne forståelse dermed ikke kan accepteres, eftersom vi må terroren til livs. Og presto: Enhver, der drager vestlig dominans i den 3. verden i tvivl, eller enhver der sætter spørgsmålstegn ved værdien af blind patriotisme, militarisme, nationalisme eller den nyeste terrorlovgivning, går terroristernes ærinde. Tror forfatteren virkelig på sammenkædningen mellem nazistisk antisemitisme og politisk kritik af den moderne vestlige civilisation, eller er det fremsat mod bedre vidende i håb om at fremme en bestemt politisk dagsorden?

Måske det i alle tilfælde var værd at erindre om, at terror er et middel, som bliver brugt i stort set alle krige. Er terror (defineret som krigshandlinger rettet mod uskyldige civile, med disses død eller lemlæstelse som formål) altid fordømmelsesværdig, så lad vore historiebøger fordømme bombardementet af Dresden og A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki – for disse var alle massakrer på civile med det formål at demoralisere fjenden, det vil sige: Terror.

Alle de europæiske modstandsbevægelser betjente sig af, hvad vi i dag ville kalde "terrorisme", og samarbejdsregeringer som f.eks. den danske fordømte dem da også som sådan.

Er terror altid fordømmelsesværdig, så lad vore historiebøger fordømme NATOs bombardement af Jugoslavien i 1999; for selv om angrebene ikke primært var rettet mod civilbefolkningen (så havde de kostet langt flere ofre), var de dog rettet mod landets infrastruktur, herunder vandforsyningen, og som politisk proposition var de aldrig andet end afpresning og gidseltagning: Gør som vi siger, eller vi jævner alt med jorden.

Cecilie Felicia Stokholm Bankes kronik i Berlingske Tidende kan næppe gøre andet end at forplumre begreberne: For hvis vi vil identificere terror med civiliasionskritik (som den intet har med at gøre) og gøre antisemitisme og intolerance til noget specifikt ikke-vestligt, vil vi aldrig forstå nogen af disse utiltalende dele.

Endsige da få bugt med dem. I dette perspektiv ser vi måske, at terror, som vi opfatter det i dag, formentlig ikke er hverken undskyldeligt eller forståeligt, og især ikke prisværdigt; men noget speciale for ikke-vestlige civilisationer er den ikke.

Kommentarer: