– fordi tiden kræver et MODSPIL

05. Sep 2006

Endnu en dag i krigen mod terror

 
Er "krigen mod terror" en krig mod en stigende trussel fra islamisk fundamentalisme - eller skyldes denne trussels stigende omfang (i Mellemøsten, omend den stadig ikke synes særligt formidabel i Vesten) netop selvsamme og såkaldte "krig mod terror"?

Vel, som Patrick Cockburn forklarer i dagens The Independent:
The reason for the rise of radical Islam is foreign occupation. Iraq had a secular tradition. Fanatical Islamic groups made little headway under Saddam Hussein not only because he persecuted them but because they had little popular support.

But the five million-strong Sunni community in Iraq almost entirely supported armed resistance to the US occupation. Fanatical Islamic groups were for the first time operating in a friendly environment.

At one moment in the past year the many Sunni insurgent groups debated whether they should try to hammer out a common platform. They eventually decided that their differences were too deep for unity on most issues but they were all agreed on opposition to the occupation and they concluded this was sufficient to hold them together.
Bemærk, at Cockburn ikke skriver som en anden skrivebordsgeneral - manden har faktisk arbejdet på pletten i Afghanistan og Irak det meste af tiden siden 2001.

De hårdest ramte mellemøstlige lande begynder at blive farlige at opholde sig i et omfang, vi ikke har set i rigtig mange år, og på en måde, der som udgangspunkt ikke skyldes islamisk fundamentalisme, men vestlig kolonialisme:
At the end of 2001 I was able to stroll through the streets of Kabul and Kandahar without fear of being attacked. I drove between the two cities in a taxi. The same was true in Baghdad under Saddam Hussein and during the first months of the occupation. In 2003 I drove down to Basra in southern Iraq and up to Mosul in the far north without incident.

If I tried to repeat any of these journeys in Iraq or Afghanistan today I would certainly be killed. The rest of the Middle East is becoming more dangerous by the day.
Men i Irak og Afghanistan er vi der jo for at hjælpe civilbefolkningen, hører vi?

Ja, og hvis der stadig er nogen, der tror på dén, har jeg en bro i San Francisco og et tårn i Paris, de kan købe billigt. Som jeg skrev forleden, ønsker 91,4% af den irakiske befolkning de fremmede tropper ud.

Afghanistan er det land, russerne ikke kunne holde efter 10 års hårdnakket og brutalt forsøg, og som briterne tidligere har opgivet at beherske - et hårdt land præget af stridende klaner og stammer, hvor ingen fremmede for alvor kan få et ben til jorden i længere tid af gangen. Hvorfor er det, vi forventer, de i længden skal være glade for "hjælpe" fra fremmede styrker, de ikke engang har inviteret?

Som Cockburn opsummerer:
The real reason of the increasing violence in the Middle East is the return to imperial control and foreign occupation half a century after the European colonial empires were broken up. This is the fuel for Islamic militancy. This is why fanatical but isolated Islamic groups can suddenly win broader support. Governments allied to the US and Britain have no legitimacy. The attempts by America and Britain to crush Islamic militancy across the Middle East are making sure it will become stronger.
Og ja, den bedste måde at nedtrappe islamisk fundamentalisme i Mellemøsten ville formentlig være at undlade at puste mere til fanatikernes sejl. Spille vore venners spil i stedet for vore fjenders, og alt det der.

Men den slags subtilititet skal man nok desværre ikke forvente fra den vestlige verdens nuværende ledere ...

Link til Patrick Cockburns artikel i The Independent.

Kommentarer: