– fordi tiden kræver et MODSPIL

06. Feb 2006

Et israelsk synspunkt

 
Den israelske journalist Bradley Burston skriver om Muhammed-tegningerne:
In sheer destructive potential, few elements of journalism can hold a candle to the hateful cartoon. The fact that the virulently anti-Semitic caricatures of the Nazi Der Sturmer weekly still circulate on neo-Nazi Websites more than 70 years after they were drawn, testifies to their power and longevity.

Of late, a new breed of anti-Semitic caricature has begun to circulate through Europe, an indication, perhaps, of a new breed of anti-Semitism. But the Semites, in this case, are not Jews.

The message of a number of the Danish cartoons depicting the Prophet Mohammed in a variety of derogatory caricatures is roughly this: Most Muslims are Arabs, and most Arabs are potential suicide bombers.

The message is obscene. It is racist. It dishonors the bedrock spiritual beliefs of one of every six people on the entire planet. In that sense, it also profanes the right of freedom of speech, distorting it into the freedom to foster hatred.
Et interessant addendum er, at Israel havde sin egen specielle "tegningssag" for nogle år siden: Den russisk-israelske kvinde Tatiana Soskin lavede i 1997 en tegning af Muhammed i skikkelse af en gris, som hun forsøgte at hænge op udenfor en palæstinensisk forretning.

Dette foregik ikke i Israel, men i Hebron på den besatte Vestbred. Soskin blev prompte arresteret af israelsk politi, stillet for retten - og idømt to års fængsel for at tilskynde til optøjer.

Israels daværende premierminister, selveste Benyamin Netanyahu, undskyldte personligt overfor Hebrons borgmester og erklærede, at hendes handling "contradicts the respect and admiration the Jewish religion has for the Islamic religion and its founder".

De hører med, at det israelske retsvæsen i årevis har vendt det blinde øje til langt værre handlinger begået af de meget rabiate bosættere i Hebron, og at israelsk militær gennem årene har begået ting på Vestbredden, som ærligt talt får Soskins handling til at blegne - og at hendes straf i dét lys kan forekomme noget hård.

Ligesom det hører med, at Soskin var fanatisk tilhænger af afdøde Meïr Kahanes Kach-parti og som sådan var optændt af et så fanatisk, brændende had til arabere og muslimer, at det nærmer sig vanvid.

Men det rejser stadig et spørgsmål om ytringsfriheden og dens, ikke grænser, men kloge anvendelse: Hvad Soskin gjorde, svarede til at råbe "brand" i en fyldt biograf i den bevidste hensigt at få folk til at gå i panik.

Situtionen er (trods alt) anderledes i Danmark, og hvad Jyllands-Posten gjorde, er ikke helt up there - det var til sammenligning "blot" tåbeligt, uigennemtænkt og unødigt provokerende; som jeg vist har sagt så mange gange før.

Kommentarer: