– fordi tiden kræver et MODSPIL

05. Jun 2005

Et nej er et nej er et nej er et nej?

 
Kan det siges meget bedre? Rune Engelbreth Larsen skriver i Minoritetspartiets ugebrev fra denne uge:
Det er illustrativt at forestille sig, hvordan medier og politikere mon ville have reageret på et klart JA i den franske folkeafstemning?

Gad vide, om Chirac var gået i tænkeboks for at finde ud af, hvad han nu skulle stille op? Gad vide om kommentatorerne havde brudt hovedet med, hvad det mon VAR »for et ja«? Gad vide, om ratificeringsprocessen var gået i stå, lige så selvfølgeligt, som et nej får den til at fortsætte? Gad vide, om man bekymret ville have overvejet, om motiverne »bare« var en opbakning til Chirac, og om de fleste mon havde stemt ja for at få Tyrkiet med i EU eller af strengt egocentriske grunde, og hvordan fordelingen var mellem »højreorienterede motiver« og »venstreorienterede motiver«?

Næppe, vel? Men spredningen på ja-fløjen er ikke mindre end spredningen på nej-fløjen, selv om den sidstnævnte tilsyneladende igen og igen skal udstilles.
Men hele pressen og stort set hele det politiske establishment er selvfølgelig ikke forudindtaget for et nej på samme måde som de er det for et ja.

I første omgang drejer det sig måske om at bortrationalisere nej-et, så man kan forsøge at negligere det og komme uden om det, som man (som Engelbreth Larsen skriver) af og til stadig ser nogen forsvare en voldtægt med, at nok sagde hun nej, men hun mente ja ...

Men sandheden er, at denne bortrationalisering ikke vil lykkes, og at det franske og hollandske nej ikke er hverken en ulykke eller en katastrofe: Det er en begyndelse og et håb - en begyndelse på og et håb om et frit Europa, hvor magten ikke længere samles i nogle få "pan-europæiske" teknokraters og multinationale selskabers hænder.

Kommentarer: