– fordi tiden kræver et MODSPIL

12. Mar 2007

Injuriesager og efterkrigstid

 
I anledning af Jørgen Dragsdahls bebudede injuriesag mod Bent Jensen for sidstnævntes ubehagelige angreb på førstnævnte havde journalisten og forfatteren Erik Nørgaard en kronik i søndagens Politiken om injuriesager i al almindelighed, der samtidig er et helt lille katalog over efterkrigstidens Danmarkshistorie:
Næppe nogen kunne beskylde landsdommere og Højesterets dommere for at sympatisere med kommunisterne. Man kan ikke se bort fra, at det kom til at spille en rolle.

I slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne skrev jeg i Information og Politiken et par hundrede artikler om den såkaldte »skæve våbenfordeling«.

Det handlede kort sagt om, at en kreds af ledende officerer (bl.a. den daværende kaptajn Viggo Hjalf) sørgede for, at flere partier gode svenske maskinpistoler under besættelsen blev fordelt uden om den civile modstandsbevægelse til nogle 'ventegrupper', der først skulle træde i aktion, hvis tyskerne mod krigens slutning gjorde modstand. Land og Folk gav historierne en tand mere. Viggo Hjalf, der var avanceret til generalløjtnant og chef for hæren, blev kaldt landsforræder, og det udløste en injuriesag mod Land og Folks chefredaktør, Martin Nielsen.

Hans forsvarer, landsretssagfører Chr. Vilh. Nielsen, førte en lang række af de mest fremtrædende modstandsfolk som vidner. Sagen kom til at skrive danmarkshistorie. Mange nye detaljer om forholdet mellem den militære og den civile modstandsbevægelse blev lagt frem, ikke mindst i forhold til Jørgen Hæstrups besættelsestidshistorie.

»Sandheden siver«, skrev Børge Outze i Information. »Man må vel forstå det sådan, at general Hjalf har forestillet sig, at Bopa-Brandt og hans folk måtte snige sig ind i Helsingør med klude svøbt om fødderne og overrumple tyskerne ved at skære halsen over på de tyske vagtposter«.
(...)
En anden, der var klog nok til at glide uden om en injuriesag, var den tidligere justitsminister K.K. Steincke.

Baggrunden: Forfatteren Hans Kirk og redaktør Børge Houman forhandlede med Gyldendal om udgivelse af en efterladt roman af Martin Andersen Nexø, 'Jeanette'.

Indholdet var kendt: Steincke blev beskyldt for at have udleveret tyske flygtninge, kommunister og jøder, til Gestapo i 1930'erne, Steincke forlangte, at rigsadvokat H. Olafsson rejste sag mod Kirk og Houman - også med risiko for, at det pæne gyldendalske forlag ville blive medtiltalt.

Rigsadvokaten afslog. En injuriesag måtte blive Steinckes privatsag. Jeg spurgte Olafsson, om det sidste ord nu var sagt. Det var det. Og så tilføjede rigsadvokaten »uden for referat«: »De kender jo Steinckes trang til at gøre sig bemærket ...«.
Og det var da formentlig også særdeles klogt af Steincke at gå udenom injuriesagen - for Carl Madsen, der ganske givet ville have ført sagen for Kirk og Houman, ville med lethed kunne dokumentere mangfoldige sager om tyske jøder og andre, der var sendt til Tyskland til en horribel skæbne - dengang som nu var Danmark parat til at modtage flygtninge fra alverdens diktaturer med husly og asyl en udvisningsordre og en kniv i ryggen.

Link.

Kommentarer: