– fordi tiden kræver et MODSPIL

25. Apr 2006

Iransk flygtning sendes hjem til fængsel og tortur

 
I Iran er der godt at være - der er åbent og demokratisk, og man kan frit sige, hvad man vil og være i opposition til den siddende regering.

Det er måske ikke lige det indtryk, man har fået gennem medierne på det sidste, men de gode danske mænd og kvinder i Flygtningenævnet har andre kilder at trække på og kan derfor let gennemskue, at ingen, absolut ingen, iranere kan have den ringeste grund til at føle sig politisk forfulgt endsige til at flygte fra landet.

Alle asylsøgere kan derfor, ganske uanset deres eventuelle politiske aktiviteter og/eller fængseslophold frit sendes tilbage til Iran, hvor præstestyret har lovet at sørge for kost og logi og for i det hele taget at tage sig så godt af dem, at deres familie næppe kan kende dem igen.

Adrian Hjelmslunds hjemmeside læser vi således om Ashkan Panjeheighal, som "søgte asyl i Danmark da han var 17 år gammel, men blev afvist og hjemsendt til Iran, hvor han blev fængslet og udsat for tortur de følgende 2 år; derefter flygtede han så for anden gang til Danmark, og denne gang blev hans asylsag godkendt".

Aktuelt vil man hjemsende Mohammed Reza, som ellers har al mulig grund til at frygte for sit liv, hvis han tvinges tilbage:
Den 55-årige Mohammad Reza Jabbari flygtede for 5 år siden fra Iran til Danmark hvor hans asylsag siden har været under behandling, sluttelig med afvisning til følge.

Mohammad Reza var helikopterpilot i Iran under det tidligere Shah styre, og efter den islamiske revolution var han i opposition til det nuværende præstestyre, hvor han blandt nægtede at deltage i krigshandlinger rettet mod kurderne i Iran, og har været fængslet flere gange gennem 80erne. Desuden har han deltaget aktivt i oppositionen, hvor han skrev artikler for en avis som nu er blevet lukket. Da han blev indkaldt til forhør hos den islamiske revolutionsret følte han jorden brænde så meget under hans fødder, at han valgte at flygte til Danmark, sammen med sin yngste søn Ramiar der dengang var 17 år.
(...)
Man kan kun gætte på Rezas skæbne hvis han sendes tilbage til Iran, men præstestyret har tidligere vist deres umenneskelige ansigt i disse situationer.
Måske integrationsministeren har en lille stok, hvor hun kan snitte et hak for hver hjemsendte flygtning, der henrettes eller torteres ihjel i præstestyrets fangekældre?

Det er i alle tilfælde uanstændigt og komplet ubegribeligt, at man så meget som overvejer at sende en mand i den situation tilbage til sine bødler. Hvor dybt behøver vi egentlig at synke?

Adrian Hjelmslund har taget initiativ til en underskriftindsamling mod udvisningen af Mohammed Reza - læs protesten og skriv under!

Og tænk så over, hvad du ellers kan gøre for at bekæmpe Danmarks umenneskelige udlændingepolitik og ditto administration - i skrift såvel som i tale.

Link til protest over Mohammed Rezas udvisning.
Link til selve underskriftsindsamlingen.

Kommentarer: