– fordi tiden kræver et MODSPIL

05. Nov 2006

Isolationsfængsel er tortur

 
Usædvanligt klar tale i Jyllands-Postens leder idag:
Justitsminister Lene Espersen har opdaget, at politiets og retsvæsenets brug af isolationsfængsling er et problem ikke alene for de isolerede, men også for Danmarks internationale anseelse og troværdighed som retsstat.

Man kan let fristes til at gøre nogle sarkastiske bemærkninger om det faktum, at ministeren først nu erkender og beslutter at bekæmpe et problem, som var velkendt ved hendes tiltræden som justitsminister og faktisk har været voldsomt debatteret i over 25 år.

I 1990 besluttede Folketingets Retsudvalg at foranstalte en undersøgelse af isolationsfængslingens psykiske skadevirkninger, og syv år efter forelå resultatet, som konkluderede, at » varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation indebærer en belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Det må på den baggrund lægeligt og psykologisk anbefales, at man ikke øger belastninger forbundet med varetægtsfængsling ved at anvende isolation.«

Det er snart 10 år siden. Politi og anklagemyndighed har meget ivrigt argumenteret for, at isolationsmuligheden er nødvendig for efterforskningens effektivitet.

At det letter efterforskningen er uomtvisteligt, for selv om der er konstateret enkelte eksempler på, at isolerede alligevel har sat sig i forbindelse med omverdenen, må efterforskningen være ulig lettere, hvis den varetægtsfængslede er isoleret.

Imidlertid er der for politi og anklagemyndighed en sidegevinst, som de nødig taler alt for højt eller alt for positivt om: Hvis nu man tager sig rigtig god tid til efterforskningen, kunne det tænkes, at den fængslede efterhånden blev så desperat, at hans modstand blev nedbrudt, og han blot for at have kontakt med et levende menneske rystede op med både oplysninger og tilståelser.

Uanset om politi og anklagemyndighed erkender denne sidegevinst eller ej, er den et faktum, og det er ligeledes et faktum, at de isolationsfængslede oplever det sådan.

Der hersker almindelig enighed om, at udtrykket tortur med rette kan anvendes, hvis man isolerer folk med det formål at fremvinge tilståelser eller oplysninger ...

For moderigtige socialdemokrater og radikale, som ynder at skyde på den borgerlige regering og dens menneskefjendske politik, kan jeg da minde om, at Nyrup-regeringen (som det fremgår af lederen) i hele sin levetid var fuldt orienteret om konsekvenserene af isolationsfængsling og såvel som de horrible forhold, den foregår under som den omstændighed, at den reelt anvendes "til bekendelse", dvs. som tortur - og foretog sig lige præcis intet og ingenting i den anledning.

Når nu vi er så vant til at skyde på regeringen fra denne plads, er vi nødt til i dette tilfælde at anerkende, at det er særdeles glædeligt, at den konservative justitsminister tager hul på dette ubehagelige emne. Ganske vist ønsker hun isolationsfængslingen bevaret i et omfang, der kan synes overdreven, men fortidens synder - hvor mennesker fik deres tilværelse fuldstændig ødelagt efter måneders og års isolation - kan forhåbentlig fremover undgås.

JPs leder viser faktisk vejen for omfanget af mulig fremtidig isolation, når den (min fremhævelse) konkluderer, at
Det [kan] ikke udelukkes, at egentlig isolation i særlige tilfælde kan være nødvendig i en efterforskning, men tiden bør hverken måles i måneder eller uger. Den bør måles i dage.
Og bør som udgangspunkt foregå under (luksus-)hotellignende forhold - ikke i de ildelugtende, trange og uvaskede hundehuller, den foregår i idag.

Kommentarer: