– fordi tiden kræver et MODSPIL

16. Jan 2006

Men de har jo ret

 
Landsforrædere! råbte Pia Kjærsgaard i sidste uge om de danske imamer, der på en rejse til forskellige islamiske lande forsøgte at samle opbakning til en protest mod den danske debattone i almindelighed og Jyllands-Postens tegninger af profeten Muhammed i særdeleshed.

Men hvad er det da, disse imamer har sagt til deres værter i bl.a. Ægypten?

Imam Ahmed Akkari fra Århus, der deltog i rejsen, forklarer i dag til Århus Stiftstidende, hvorfor de tog afsted:
- Fordi vores klage over de 12 tegninger blev forbigået i Danmark. Vi blev som samfundsgruppe ignoreret, og Jyllands-Posten og kulturministeren svarede ikke på vores klager over tegningerne. Vi forsøgte dialog gennem forskellige landes ambassadører i Danmark, men statsministeren afviste at tage imod dem. Derfor valgte vi, at rejse til Al-Azhar universitet i Kairo, fordi det er et meget vigtigt men også moderne universitet, som har tradition for at bygge bro mellem Europa og Egypten. Her ville vi fremlægge sagen for rektor og det religiøse overhoved for at finde støtte til en protest, der kunne få de involverede parter til at lytte.

- Men I medbragte også tre anonyme og grove tegninger, hvorfor det?
- Vi tog dem for at vise, hvilken type reaktioner, muslimer har været udsat for efter at de har skrevet læserbreve om sagen. Men de tre tegninger var tydeligt adskilt fra Jyllands-Postens tegninger, og lå bagest i mappen, bedyrer Ahmed Akkari.
Altså: De tog dertil for at søge støtte og fortælle, at muslimer i Danmark bliver lagt for had, og at muslimer, der deltager i den offentlige debat, risikerer at blive overfuset og tilsvinet - eksemplificeret ved de tre meget grove og pornografiske tegninger, der ikke havde været bragt i JP, men var sendt med posten til muslimske læserbrevsskribenter.

Er dette "forræderi"? Der er ét problem med den konklusion: De har jo ret. Delegationen tog til udlandet for at fortælle sandheden. Hvornår er det blevet "forræderi"? Er det en statshemmelighed, at landets regering støtter sig til et stærkt islamofobisk højreparti, så det falder ind under spionageparagraffen?

Eller er den udbredte islamofobi en national skam, så det så at sige strider mod familiens ære at tale om den til fremmede?

For snart fire år skrev jeg selv en artikel om højredrejningen i Danmark til det svenske tidsskrift MANA, hvor jeg bl.a. (idet jeg citerer den danske udgave af artiklen) skrev om
... den utilslørede fascisme, der afsløres, hvis man pirker lidt i den danske regerings fremmedhads- og lov-og-ordens-retorik. Vi er stadig humane, ganske vist. Vi torterer ikke folk - i stedet nøjes vi med at isolationsfængsle dem i måneds- og årevis i små og beskidte celler i håbet om, at de bryder sammen og tilstår. Vi skyder ikke asylsøgere, vi nøjes med at indespærre dem i årevis, mens deres sag behandles; og skulle de gå hen og forsvinde, når vi med beklagelse har måttet returnere dem til deres bødler, kommer blodet jo stadig ikke på vores hænder. Vi sørger blot for, at der kommer færre og færre indvandrere til landet og for at afvigerne blandt de etniske danskere får stadig snævrere rammer til at være afvigende, og vi henter stemmer på at kræve, at det bliver gjort bedre og bedre.

Som sagt kunne Danmark i årevis rose sig af at være foregangsland på menneskerettighedsområdet - nu synes det snarere at være foregangsland for racisme, højredrejning og snigende fascisme.
Er jeg så også "landsforræder"? Men ... jeg havde jo ret, og hvad jeg skrev dengang er endnu mere sandt i dag.

Tilsvarende har den svenske avis Aftonbladet bragt en leder, hvor Danmark beskrives som "Vesteuropas mest fordomsfulde, bigotte og indskrænkede nation" og i den forbindelse vil:
rekommendera rapporten från den EU-kommission som övervakar rasism och främlingsfientlighet. I den beskrivs Danmark som ett land med "vittomfattande islamofobiska och främlingsfientliga attityder." Långt ifrån wienerbröd- och pölsefryntligheten.

Jyllands-Posten är en gammal konservativ tidning, under en period, liksom Aftonbladet, förstående till nazismen. Så här kommenterade den danska tidningen nazisternas Kristallnatt: "När man följt jude-frågan i Europa i årtionden, kan man till viss del förstå tyskarnas fientlighet mot judarna."

Förflyttad till nutid skulle detta groteskeri utan tvekan kunna kallas hädiskt mot det judiska folkets lidande och mot all anständig historieskrivning. Få liberala tidningar skulle veckla ut yttrandefrihetsparoller och kämpa för Jyllands-Postens rätt att smäda de judiska offren.
Tjah, hvad kan man sige? Utilladeligt angreb på et broderfolk? "Forræderi", om en dansker sagde sådan i udlandet?

Jo, men ... hvad nu, hvis manden har ret?

Kommentarer: