– fordi tiden kræver et MODSPIL

11. Dec 2005

Mimoser med torne

 
Modspil.dk har opnået den ære at blive nævnt på den førende højreblog Uriasposten som eksempel på tidens "DF-bashing".

Ja, hvor er det dog usandsynligt synd for disse ansvarlige højrepolitikere, der selv altid lægger sig en saglig og sober debatkultur på sinde! Hør selv, hvor pænt de altid snakker om andre:
"Islam er den største trussel mod verdensfreden siden kommunismen faldt. Det er en direkte trussel mod Vesten, æder os op indefra og destabiliserer vores samfundsstruktur på ægte gøgeungemaner."
(Per Dalgaard, byårdsmedlem og tidligere MF på Dansk Folkepartis landsmøde, 16.9.2001; citeret efter Jyllands-Posten, 17.9.2001).

"Med sin egocentriske, trodsige og selvhævdende demonstration lige for næsen af dronningen og den kongelige familie nåede han også lige at få tørret næse i det land, der har givet ham indfødsret og gjort ham til dansk folketingsmand."
(Søren Espersen om Kamal Qureshi, som deltog i en fest hos Dronning Margrethe, iført shervani, en traditionel pakistansk dragt; i Dansk Folkeblad, marts 2004).

"Vi venter kun på, at terrorbomberne skal sprænge vore demokratier, så de krakelerer, før vore anti-terrorstyrker kan træde i funktion. Det véd Det Muslimske Broderskab, så de har frit spil til at planlægge og gennemføre deres aktioner, hvor og hvornår det passer dem. Og det er ikke engang nødvendigt at lade bomberne sprænge, for vor frygt er allerede så stor, at vi næsten overalt hjælper muslimerne med love, der beskytter dem imod landets egne borgere."
(Louise Frevert, MF og medlem af Borgerrepræsentationen i København i Morsø Folkeblad, 6.4.2005).

"Islam har siden sin begyndelse været en terrorbevægelse og har altid indeholdt ekstreme elementer, ja islams grundlag er ekstremt og her skal vi lægge fokus, når vi diskuterer årsagerne til terrorisme."
(Martin Henriksen, MF, på martinhenriksen.dk, uge 44; citeret i Politiken, 2.12.2005).

"Jeg er ved at brække mig over bøsser og lesbiske, der i forkælet, navlebeskuende egoisme opfører sig som forkælede børn."
(Per Hovgaard, tidl. Dansk Folkeparti nu "Århus Mod Moskéen", i Ekstra Bladet, 9.8.2005).

"Tørklædet er et bevidst signal om, at man ønsker en totalitær lovgivning indført her til lands."
(Jesper Langballe, MF for Dansk Folkeparti, i Politiken d. 9.12.2005).
(flere relevante citater på humanisme.dk)
Som kommentar til Louise Frevert-citatet kunne man i det mindste anføre, at hvis "Det Muslimske Broderskab", hvad det så end er, "har frit spil til at planlægge og gennemføre deres aktioner, hvor og hvornår det passer dem", så passer det dem ikke at gøre det ret tit, og så er terrortruslen egentlig ret begrænset (hvad den også synes at være, selvom politiet naturligvis skal tage den alvorligt, som man tager så megen anden kriminalitet alvorligt).

Er vi vidne til en botanisk nyskabelse her: Mimoser med torne? Eller er der bare det her med, at man helst ikke selv vil måles med det mål, hvormed man tilmåler - det, man på godt dansk kalder for "hykleri".

Lad mig rette min konklusion fra i går: Der er åbenbart ingen grænser for højrefløjens paranoia og hykleri i dette land.

Kommentarer: