– fordi tiden kræver et MODSPIL

19. Mar 2008

Støt planerne om moské i Århus!

 
Moské i Århus?

Planerne om at opføre en stormoské i Århus står i stampe, skriver Politiken, og Århus Stiftstidende uddyber, at der er tale om en Catch-22:

Foreningen har svært ved at indsamle penge, fordi der ikke er udpeget en byggegrund, men kommunen vil ikke reservere en grund, før man ved, at der er penge til også at bygge moskeen.

Som Stiften fortæller:
Århus Kommune vil ikke bruge penge på at finde et stykke egnet jord til en stormoské, før ­kommunen er sikker på, at bygherren har penge nok til at bygge.

Og bygherren - en række muslimske foreninger - kan først skrabe penge sammen, når kommunen har udpeget et egnet stykke jord ...

»Problemet er, at folk ikke vil give penge til en moské, så længe de ikke ved, hvor den skal bygges. Først i det øjeblik der er udpeget en grund, kan vi for alvor begynde at samle penge ind,« siger [Metin Aydin, formand for Forening for Moské og Islamisk Center].

»Det er en ulykkelig situation, som vi er havnet i. Jeg synes, at byens muslimer trænger til noget at være stolte af. Og en århusiansk stormoské bygget af byens dygtigste arkitekter ville virkelig være noget at være stolt af«.
Og jeg er ikke overraskende enig: En moské i Århus, der var bygget til formålet og hvis design var derefter, ville virkelig være noget for både danskere og indvandrere, muslimer og ikke-muslimer, religiøse og sekulære at være stolte af, et sted for muslimerne at praktisere deres religion og et klart signal om, at i Århus er der plads til alle.

Et signal, man da heller ikke har tøvet med at sende i en hel del andre europæiske stor- og større byer - det er stort set kun i Danmark, vi halter bagefter.

Ideen om en stormoské i Århus blev for 10 år siden lanceret af tidsskriftet Faklen og skabte straks en hel del debat; i de forløbne år er der arbejdet en hel del med placering og financiering, og der er oprettet en Forening for moské og islamisk center, der forsøger at samle trådene og visionerne og få moskeen bygget.

Og det kan jeg kun ønske dem fortsat held og lykke med. Omend måske det nuværende dødvande er et symptom på, at det religiøse, muslimske miljø i Århus ikke er stærkt nok eller enigt nok til at financiere et sådant projekt?

Det er svært at sige, men jeg håber det ikke. Der er plads til Århus på landkortet over byer med plads til alle, og jeg håber det lykkes foreningen at føre planen ud i livet.

Kommentarer: