– fordi tiden kræver et MODSPIL

23. Apr 2006

Studier - naturvidenskabelige og andre

 
Politiken havde i går en oplysende kronik, en Reportage fra et ingeniørstudium af den ingeniørstuderende Niels Højen Østergaard, der retorisk spørger, hvorfor man egentlig skulle vælge at læse til ingeniør:
Hvorfor vælge noget, der er svært, komplekst og tidskrævende, når man kan vælge noget, der er langt mere blødt og rart? Ud over en dybfølt fascination af matematisk beskrivelse af virkeligheden må der vel være flere og dybereliggende årsager?
Vel, med min egen naturvidenskabelige baggrund kan jeg vel tilføje: Fordi det er spændende og fascinerende, fordi nogen jo skal gøre det, fordi det giver udsigt til at beskæftige sig med noget i hvert fald marginalt spændende efter endt uddannelse, og først som sidst, fordi det er sjovt - når man er kommet over de første to-tre års noget anstrengende hurdle.

Som det fremgår af kronikken, er det dog ikke verdens bedste vilkår, institutionerne bydes til at uddanne fremtidens fysikere, kemikere og dataloger - selvom de gør, hvad de kan, for at holde både forskningens og den faglige standards fane højt.

Det er heller ikke verdens bedste vilkår, de studerende bydes til at komme gennem studierne:
Venstre, der ellers har appelleret til os som et pragmatisk parti med sans for realpolitik, er pludselig gået i ideologisk offensiv: Enhver studerende har krav på individuel eksamen. Vi frasiger os hellere end gerne dette krav. De har tydeligvis ikke fattet, at der i en projekteksamen, der typisk varer omkring seks timer, som regel er individuelle spørgsmål indbefattet. Jeg tilstår at have hørt om dårlige erfaringer med gruppeeksamener fra humaniora og samfundsvidenskab, og derfor får vi på trods af gode erfaringer ikke lov mere. Det forstår jeg ikke. Jeg er imidlertid klar over, at vores undervisere i modsætning til de politikere, de er underlagt, er pragmatikere. På præcis samme måde, som de normalt skaffer midler, når de nedskæringer, de ellers loyalt ikke nævner, rammer; således vil de iværksætte serier af badutspring for at omdøbe gruppeeksamen, så de under et andet navn kan gennemføres, og livet vil gå videre, som om intet er hændt, urealiserbar ideologi eller ej. Ingeniører er en kaste, der lider af den opfattelse, at vi kan klare en hvilken som helst opgave, hvis vi får tid nok.

Vi forsøger at regne opgaver, men løber som så ofte før imod en mur af kompleksitet. Vi diskuterer, skitserer problemet på tavlen. Underviseren dukker frem i døren som en trold af en æske og hjælper os som en hvirvelvind på rette spor med en kort tavlegennemgang, før han med ordene "må kraften være med jer" flagrer videre til næste gruppe. Nyhedssiderne opdateres klokken 11: De studerende skal hurtigere i gang og igennem uddannelsessystemet uden sabbatår. Det ekstra års SU, det såkaldte fjumreår, som man har lov at forlænge studiet med på grund af dumpede prøver, skal skæres væk.
Nu ved jeg ikke, hvor megen erfaring min læser har med naturvidenskabelige universitetsstudier, men jeg kan afsløre, at det er et hårdt arbejde at komme igennem et af slagsen.

Til min egen allerførste forelæsning i datalogi gjorde forelæseren (daværende adjunkt og nuværende lektor i datalogi Michael I. Schwartzbach), opmærksom på, at vi nok ville komme til at synes, det var hårdt - "men sålænge I bruger mindre end 60 timer om ugen, er der ingen, der har ondt af jer".

At komme igennem et sådant studium på normeret tid kræver altså, at den studerende i hvert fald de første år arbejder (mindst) 50-60 timer om ugen - en mindre arbejdsindsats vil ret hurtigt give bagslag i form af dumpede eksaminer.

Til forskel fra andre studier er de matematisk-fysiske fag stærkt inkrementale og har en stejl læringskurve, der typisk varer de første tre år.

Bliver en studerende med andre ord syg og derfor fraværende i fjorten dage i begyndelsen af studiet, vil han ikke ane, hvad undervisningen går ud på, når han kommer tilbage: De andre er forlængst begyndt at bruge de brikker, som han kæmpede med at forstå, før han blev syg, til at samle helt nye puslespil.

Det siger sig selv, at en studerende godt kan komme igennem et studium på normeret tid under disse (i mine øjne helt rimelige) vilkår.

Det forudsætter bare, at vedkommende er rimeligt kvik og tager studiet alvorligt nok til at hænge i lige fra starten (over halvdelen af alle studerende faldt i min tid fra i løbet af første studieår på dén konto), ikke er nødt til at arbejde (ret meget) ved siden af studiet, ikke oplever nogen personlige rystelser, ikke dumper en eneste eksamen, og aldrig bliver syg.

Det har med andre ord traditionelt været noget af et særsyn, at nogen blev færdige på normeret tid.

For selv hvis de første to-tre år bestås med glans, vil næsten alle sidde fast i et-eller-andet i løbet af anden del - ofte specialet, som man nu af samme grund har skåret ned til et halvt år, og som man overvejer helt at skære væk.

Da jeg selv gik der, var det "ideale" forløb for folk, der kom hurtigt og sådan rigtig tjept gennem studiet, at man blev færdig på 5½ år mod en normering på 5. Andre gik som noget helt normalt to-tre år over normeringen, uden at nogen af den grund fandt anledning til at klandre dem for at være langsomme eller dovne studerende.

Så: Hvilket signal sender det egentlig til studerende på naturvidenskabelige fag, at man overvejer at skære "fjumreåret" væk?

Vel, man fortæller folk, der ikke har en chance, hvis de bruger mindre end 50 timer om ugen på at arbejde med et (ville de fleste mene) ret krævende stof, at hvis de ikke kan nå det på normeret tid, hvis de nogensinde træder ved siden af eller dumper en eksamen, så er de nogle dovne hunde, der ikke laver dagens gerning; og man lægger et tårnhøjt psykologisk pres for at de skal nå det umulige eller få frataget deres levebrød.

Det er, lad mig gætte på, at det er ... det kunne måske endda forekomme, at det vil kunne virke ... lad mig se ... kontraproduktivt?

Regeringen og dens teknokrater har i årevis tudet os ørerne fulde af, at vi skal have flere igennem de naturvidenskabelig uddannelser, fordi det er dem, der kan lave den forskning og udvikling, vi skal leve af i fremtiden, og stolpe op og stolpe ned; og undertegnede, som af uddannelse er teoretisk fysiker og følgelig selv har været hele møllen igennem, er tilbøjelig til at give dem ret.

Folk ved alt for lidt om naturvidenskab og matematik, om den naturvidenskabelige tilgang til tingene, om det moderne naturvidenskabelige verdensbillede som udtrykt i kvantefysik og lineær algebra, om datalogien som teoretisk/matematisk grundlag for en forståelse af, hvad man kan og ikke kan med de efterhånden allestedsnærværende computere.

Men med de vilkår, man her lægger op til at byde de studerende, er det svært at se, hvordan man med hånden på hjertet skulle kunne råde nogen til at forfølge en sådan karrierre. Min umiddelbare indskydelse ville være: Glem det!, det kan alligevel ikke lade sig gøre på de betingelser og under det pres for at blive færdig til tiden.

Og dog vil underlige mennesker naturligvis stadig komme til universiteterne, hvor de vil fortvivle over første års matematik, svede over klassisk mekanik og bande og svovle over kvantemekanik og tælleligt uendelige mængder, for slet ikke at tale om Turingmaskiner og endelige automater.

Som Højen Østergaard udtrykker det i sin kronik:
Jeg mødte for nylig en fyr i fredagsbaren, der over en halv times tid forsøgte at forklare mig, hvad hans studium, humanistisk informatik, gik ud på. Selv om ingen af os vidste, hvad hulen det kunne bruges til, lød det utroligt interessant. Da han spurgte, hvad mit studium gik ud på, kunne jeg konkretisere det helt anderledes: at modellere spændings- og deformationstilstande i maskinelementer med matematiske værktøjer, hovedsageligt partielle differentialligninger. "Og det synes du er spændende?", spurgte han måbende, og jeg nikkede, men måtte give ham ret: Det lyder sgu ikke særlig romantisk.
Medmindre man altså interesserer sig for den slags, that is (jfr. mit eget speciale om fri-bunden pardannelse).

Så på trods af vilkårene vil der stadig komme studerende til de naturvidenskabelige fag. Men med de nuværende politiske vinde vil der ikke komme flere af dem, der vil komme færre.

Og færre af dem, der kommer, vil gennemføre - en logisk konsekvens af de skærpede vilkår for færdiggørelse og SU, men i strid modsætning med regeringens erklærede mål om at styrke de naturvidenskabelige fag.

Men hvem har også nogensinde beskyldt den nuværende regering for at sætte noget så ligegyldigt som resultater over ideologisk "signalpolitik"?

Kommentarer: